|
1
registreret
(1 usynlig),
151
gæster og
125
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Poetisk fryd..
|
Ord der fortaber sig i gudedrømme og helvedesangst, som hinder mod død, og membraner til drømme:
Plads til ord
Små slag
Man kan ikke få alt
Hvem tænker sig en rosengård
Hvem tænker sig en rødkindet børnehave
Guds åsyn, vægtløshed og orgasmer
Kvinder i knop, folkedanse og viktualieforretninger
Hvem sagde frihed for frygt, everlasting, godmorgen
Der er tale om et mindre onde, så langt er det kommet
Selv skrækken en sen nat om vinteren når alle andre sover
Svedende sommerbjerge, ene, rør, gran, gyvel
Entropi, samliv på trods, sår og tomme skaller, små slag
Freden hedder også Simon, Arthur Sylvester, Leana,
Alphonse Sanchez
Den er også forkludret kærlighed og forfaldne veksler
Drømme om noget andet og en sovende søns energiske profil
Flimrende billeder af en stor by, blind handling og hensigt
Den store ro er lige om hjørnet, freden er uro
En slags fredelig krig, så langt er det kommet
Pulsslag indtil videremer eller mindre slæbende
Åndedrag, mer eller mindre hivende, små slag
Plads til ord som „davs” „møjunge”
„kys” „hold kæft” eller „idag”
En slags liv, indtil videre
Bordet og sengen i en forrykt verden
Begrænsede muligheder
I en forpestet verden
Frem for ingen
- Ivan Malinovski.
Atter tilbage i Ålborg, med den mærkelige følelse af fremmedhed i det vante, og Sonja der trods alle forholdsregler alligevel fik hjertet til at pulsere, fik Morten Nielsen nok set en særlig stjerne ud – denne vidunderlige poet:
Aftenens stjerne
Kølige Striber af Aar,
Nord for den Jord, hvor jeg gaar,
kom den med Mørket, der kom,
Aftenens Stjerne mod Nord.
Ude i Himlen, men nær,
duver den ind i mit Blik,
blir til en Rytme, der blindt
følger en Rytme af Skridt.
Gennem den tidlige Nats
Muldlugt og Lugten af Løv,
ude fra Mørket, der faldt
ind om den Jord, der er alt,
synker den ned over mig,
blir den en Rytme, der støt
følges med Pulsslagenes Rytme,
svingende roligt og rødt.
Vejene strækker sig ud
under det blinkende graa,
langs med en Efteraarshæk
løb mine Drengeaar væk.
Nu er jeg hjemme igen –
Aarstidens smuldrende Lugt
mødes med Sky’r i en bristende
Skal om den faldende Frugt.
Gyngende faldet et Lys
ind over Øjnenes Vej,
ser en bevægelse dér,
mødes med Rytmen af dig.
Stjernen. Og du. Og mit Liv –
klar falder Rytmen, og hed,
er som et Lysskær omkring
det, der er Hemmelighed.
- Morten Nielsen.
Nu vi er der:
Strandbillede
Forladtheds strand
hvor alt er graat,
og blankt og oliet vand uden vinde
den tomme vej til andre kyster.
Slimede alger gror paa vandbunden,
grøngraa og brune,
og der ligger dynger af raadnende tang
paa stranden.
Her paa livets glemte sted
staar skyerne stille,
og sorte skyggefugle
peger med spidse næb
paa stedets øde,
mens deres hæse struber
skratter mod strandens tørre, tomme baade.
Ole Sarvig.
mvh
Simon
|
|
|
|
