Hej i aftenen, RM..
Sjovt nok, blir det jo svært at vende tilbage gode digte, straks lettere blir det påny at vende sig mod dem, medmindre selvfølgelig de pludselig står udslukte, som tilbagelagte landskaber – ideen er ikke kun Friedrich Schlegels, der skrev:
der er ikke noget mere sjældent end et poem, mens der findes så mange skitser og studier over det, men kønt ser det ud.
Mærkeligt rart kan det være igen at gå på opdagelse i
Sommerfugledalen, til en ny opstand, en oplevelse man bestemt også ka’ ha’ i Jacs (vinter-)landskaber. Nu husker jeg så ikke om disse digte, der er fra den rumænske digter Ana Blandiana, her opstår påny, men lidt kærlighed er der i sagen – der måske også kan blive træt, lige må op og lægge sig, for at opstå påny? Nå, om ikke andet:
Fald
profeterne i ørkenen er brændt ned
Og engle med hængende vinger
Bliver ført i kolonner
Og samlet på pladser.
Vil snart blive dømt
Vil blive spurgt: hvilken synd der
Har fået væsnerne i himlen til at fordrive dem?
Hvilken skyld? Hvilket forræderi? Hvilken fejl?
Med en sidste kærlighed
Vil de se på os omtågede af søvn
Og vil ikke finde det djævelske mod
Til at indrømme, at englene falder
Ikke af synd, ikke af synd,
Men af træthed.
*
Jeg er som et hesteøje
Jeg er som et hesteøje
Dækket mod verden.
Du må ikke spørge
Hvornår jeg vil være hos dig,
Hvilke træer og hvilke blomster
Jeg mødte.
Jeg ser kun vejen
Og af og til
Skyernes skygger,
Der sender mig budskaber
Jeg ikke kan forstå.
*
Vilkår
Jeg
er som
timeglassets sand
som
kun
kan være tid
i faldet.
Fra det snehvide - og
Nissen
P.s.: glemte helt lidt til øjne og ører:
https://www.youtube.com/watch?v=VvgAiSYrpJY