| 
| 
	
 
| 0 
registrerede 
120 
gæster og
138 
søgemaskiner online. |  
| 
	Key:
	Admin,
	Global Mod,
	Mod
 | 
 |    | 
| 
| 
| #25894 - 17/08/2018 02:13  Re: Poetisk fryd..
[Re: RoseMarie] |  
| 
|   veteran
 | Registeret:  04/04/2008 Indlæg: 3512
 |  |  
| 
P.s.: 
 "Jeg forstår slet ikke, den dårlige kritik Gabriel Axel fik for filmen. Bog og film er aldrig det samme, og jeg mener ikke, man skal vurdere en film efter denne sammenligning."
 
 - Det er jeg bestemt ikke enig i. Det er trods alt en fortælling skabt af forfatteren, og er der noget forfattere kriges med manuskriptforfattere o.a. om, så er det netop deres fortælling! Faktisk har man oftest indtrykket af, at manuskriptforfattere og deslige, bruger alle midler for at skabe sig et navn på en forfatters  bekostning - og med alle midler menes alle midler - og måske fordi de sjældent selv evner at skrive en god historie. At manuskriptforfattere helt ka' skelettere en oprindelig historie, friholder dem ikke for et ansvar overfor forfatterens oprindelige historie, hvilket imidlertid oftest sker ved snedig jura. Men det er en anden sag, men en sag der netop er denne sag vedk.: forfattere sælger rettigheder, der netop ofte ender med at filmfolk er mere interesseret i profit end i at fortælle en god historie. Det er sagen i en nøddeskal, profit.
 
 Barbettes Gæstebud er jo en ganske lille bog, netop det, gjorde det nok lidt lettere at få det meste af bogen med. Jeg synes også filmen er fortræffelig, og at det meste af bogen kom med. Et godt exempel på en film der næsten til punkt og prikke holdt sig til bogen, er Livsens Ondskab af Gustav Wied - så det kan altså lade sig gøre, hvis det netop er fortællingen der er førsteprioritet, og dén man er ansvarlig for videregives på film.
 
 Man ku' selvfølgelig sige: hvad betyder vel en forvandlet historie, hvis rettighederne sælges for et beløb der helt frigør forfatteren for økonomiske problemer livet ud, og denne dermed helt kan hellige sig andre bøger? Ja, det er jo en pointe vel også forf. flest ser i øjnene, og det ses da også at forf. siden helt må tage afstand fra det "produkt" (sådan lærer mange jo at omtale selv bananer...) som filmfolk skabte, netop fordi det er en helt anden historie. Om det var pengene værd, er op til forfatteren selv at vurdere.
 
 mvh
 Simon
 
 Redigeret af Simon (17/08/2018 02:27)
 |  
| Top |  Svar  Citer |  |  |  
| 
| 
| #25907 - 18/08/2018 13:40  Re: Poetisk fryd..
[Re: Simon] |  
| 
|   bor her
 | Registeret:  02/05/2009 Indlæg: 1015
 |  |  
| 
Hej Simon
 Allerførst en hilsen og tak for den Benny Andersenske glæde, han generøst og hjerteligt har delt med os alle igennem en hel menneskealder ... og for alle aldre.
 
 Hvis der er nogen, der virkelig ærligt og fra hjertet har kunnet udtale de meget brugte og også misbrugte ord Jeg gjorde det!, ja så er det ham.
 
 Af og til kan man fyldes af glæde
 på en måde der er helt utidssvarende.
 Hvis man røver omfanget af den
 ville det virke stødende
 som om man var glædesblotter
 man risikerede at blive pålignet
 en særlig forlystelsesskat
 eller i bedste fald slippe med en advarsel
 Lad det ikke ske igen
 og aldrig i andres påsyn.
 
 Det kan skyldes synet af en blomst i vejkanten
 en pludselig indsigt i dens fuldkommenhed
 den står der og er blomst på en genial måde
 som om det var det naturligste i verden
 hvad det naturligvis også er
 men man ville næppe slippe godt fra at fortælle det til andre.
 Se engang hvor den blomst den er
 den blomsteste blomst i miles omkreds
 blomst helt ud i bladspidserne
 ikke ét overflødigt blad
 det er virkelig professionelt arbejde
 alt i den
 rod
 stængel
 kronblade
 støvdrager
 udfylder indefra dens blomsthed
 til dens yderste grænse
 MEN
 og her kommer vi til det geniale
 den overskrider endog denne grænse
 i kraft af sin vellugt
 i kraft af sin skønhed
 som når mange meter væk
 se selv
 lugt selv
 glæd jer selv.
 
 Folk ville stirre rystet på en
 eller med pegefingeren foretage
 en drejende bevægelse ud for tindingen.
 Eller når det går op for én hvilket mirakel
 det egentlig er at man er samtidig med sin elskede
 menneskeheden har jo millioner år på bagen
 sammenlagt er det store tal vi taler om
 og naturligvis har mange af dem mødt hinanden
 en eller flere gange
 men prøv så at regne ud hvor mange mennesker
 der gennem tiderne aldrig har mødt hinanden.
 Hvis de alligevel fik chancen
 mødtes i samme århundrede
 på samme sted
 ville mange af dem ikke have
 noget at sige til hinanden
 ville sidde forlegne
 trille tommelfingre
 og skotte ud ad vinduet
 hvordan mon vejret blir i morgen
 og ønske sig langt væk
 hvad de jo heldigvis også var i virkeligheden.
 
 Men ud af denne ufattelige mængde mennesker
 som dels aldrig mødte hinanden
 dels ikke ville have fået noget ud af det
 var min kone og jeg så usandsynligt heldige
 at det netop var os to der mødtes synkront på samme sted
 og tilmed straks havde så meget at sige hinanden
 at vi sagtens kunne bruge et par liv til
 men det er nok at tage munden for fuld.
 
 Hvis ikke det er et mirakel
 men prøv at forklare sådan noget til andre
 de vil straks komme med særdeles ledende spørgsmål
 vedrørende ens drikkevaner
 så jeg går lidt stille med det og håber det kan blive mellem os.
 
 Benny Andersen
 
 Og så til filmenes verden og mine famøse sætninger, som fik dig op på beatet på den go'e måde ;))
 
 "Jeg forstår slet ikke, den dårlige kritik Gabriel Axel fik for filmen. Bog og film er aldrig det samme, og jeg mener ikke, man skal vurdere en film efter denne sammenligning."
 
 ... og når jeg skriver på den go'e måde, så mener jeg det også. Du ved langt mere end mig om både den økonomiske del, når bog bli'r til film. Det har jeg aldrig tænkt over og heller ikke undersøgt, og det gi'r en helt anden baggrund for at sætte sine egne spørgsmålstegn. Når der går både penge og berømmelse i sagen, kommer der helt andre boller på suppen. Penge og berømmelse er drifter og begær, der meget ofte får mennesker til at droppe alt om, hvad der hedder etik og moral. Det sker overalt og på alle plan, lige fra stort til småt.
 
 Jeg har ikke noget problem med uenighed og heller ikke med at skifte holdning. Faktisk kan jeg li' det, ret godt, og det fordi jeg selv får en større viden og et andet udgangspunkt for undren, eftertanke og måske en anden holdning på grund af ny viden til ny indsigt ... :))
 
 
 Bedste hilsner og go' weekend
 RoseMarie
 |  
| Top |  Svar  Citer |  |  |  
| 
| 
| #25908 - 18/08/2018 17:35  Re: Poetisk fryd..
[Re: RoseMarie] |  
| 
|   veteran
 | Registeret:  04/04/2008 Indlæg: 3512
 |  |  
| 
Hej RM..
 Ja, det er jo netop uens synspunkter der skaber debatterne, der så videre akkumulerer og skaber nye synsvinkler og muligvise holdninger, der akkurat ka’ ende med at skabe glæde ved en personlig og i sidste ende samfundsmæssig udvikling, til glæde for et fællesskab – hvor stor og uigennemskueligt det nu end må anses for at være. Der er unægtelig noget lidt andet end de gamle små og mere overskuelige bysamfund, hvor alle har en mening om alles meninger og alle er ved at kvæles i fælles forargelse over samme. Men der findes ikke ideale samfundsformer, ja dvs. det gør der, men som Idéhistorie betragtet, og helt tilbage til Platon og sandsynligvis ældre, dog for os ukendt – Sokrates har forøvrigt og med al sandsynlighed levet og figureret i nogens tanker, sanser og politiske idéer om netop den ideale stat, det vides fra uens kildemateriale, dog er han altså fortrinsvis kendt gennem Platon, hvorfor det altså ikke går an uden videre bare at glemme ham, når man fx som lægprædikanten gerne leger sokratiker med forkærlighed for kristusanekdoter, der i modsætning til Platons livagtige Sokrates, faktisk og meget sandsynligt ér den kristus, han nærer så mange storartede følelser for. Man ka’ ligefrem sige, at Sokrates kan have været selve smeltediglen hvorfra kristusanekdoterne tog deres udspring. Altså er vi igen tilbage i den hellenske arne som grundlag for det europæiske hus udviklingshistorie, og først her bliver litteraturen med dens væld af idealer og forhåbninger for en fælles fremtid interessant læsning, idet vi fremfor følelsesmæssig hengivelse for de forlængst størknede idealer, stadig har stor glæde af samme udviklingstrang som den vore gamle hellenske aner oplevede, ikke just noget at kimse ad, vel?
 Og netop litteraturen, den flig vi her i Mellemrummet morer og glæder os over, giver os jo netop indblik i forskelligartede synsvinkler og følelser derfor, her er idealerne sådan set reduceret til kommaer på en vej til anden og videre begejstring over kunstneres herlige frembringelser. Og jeg mener selvfølgelig at alle med fordel ka’ lære noget af kunstneriske arbejder, frugterne om du vil, evt. inspireres deraf, men at vi samtidig må respektere arbejdet som kunstnerens reale bestilling, helt som tilfældet var det tilbage i Athen – anno længe før en ny tidsregning så dagen som idé! – hvorfor man ikke frit kan tillade sig at kopiere kunstneriske arbejder og optjene profit deraf i eget navn. Men det er faktisk hvad jura i stor stil beskytter nu om dage, profitten ved ringe kopier af andres arbejde, som den egentlige og oprindelige kunstner slet ikke vil lægge navn til, men bare skides en lang march. Den slags skete helt sikkert også i det gamle Athen, især i romersk storhedstid, det er så meget lettere at lukrere af andres arbejde, ligesom Musse i serien Matador: ”dét ka’ jeg da også lave, Viggo!”. Svar: ”så gør det, Musse!”..;)
 
 Så når du skriver: ”Penge og berømmelse er drifter og begær, der meget ofte får mennesker til at droppe alt om, hvad der hedder etik og moral. Det sker overalt og på alle plan, lige fra stort til småt”, er der en sandhed idet, bortset fra det stadig ikke går an at sammenligne glæden ved pengene med glæden ved at ha’ skabt et digt eller et maleri, der vil leve længe efter pengene er opbrugt. Det er denne glæde der tilfalder kun kunstneren, og den glæde med sin iboende fortvivlelse ved selve offentliggørelsen/salget, der stadig må tilfalde kunstneren, uanset hvor mange penge man tror kunsten er værd.
 
 Nok om det, det var netop bare en uenighed, et uens synspunkt, sgu’ ikke noget ideale..;)
 For øvrigt har han netop gjort det, den gode Hr. Andersen, og op til flere gange, skabt netop dét, så det har du helt ret i – og ved du hvad, jeg tror sgu’ han gør det igen..;)
 
 Bedste hilsner & god weekend
 Simon
 P.s.: Nu forstod jeg på dig, at du syntes det var lidt af en klode at komme omkring Klaus Manns Vendepunktet, og for nu at forøge kloden diameter, synes jeg da næsten du ska' ha' lidt begejstring i horisonten, bare sådan til din almene glæde og så endda på engelsk, ja hvad gir du? Erika & Klaus Manns Escape to life, som desværre ikke er oversat, hvad du jo så ku' gøre. I hvert fald er den en invitation tilbage i historiske øjeblikke for den der holder af vidunderlig historie, der selvfølgelig og som altid indeholder tragiske momenter, og sørme, om ikke Hr. Einstein som figur No. 1 figurerer med undertitlen: 'Exiled into paradise'. Det er bekymrende vidunderlig læsning, indeholdende livagtige scener med så utroligt mange af de kunstnere vi i dag sætter højt, det bekymrende er jo at vi selv sagtens ka' ende med at måtte leve i exil, hvis vi da lever så længe. Det ser jo unægtelig ikke ligefrem ud til at EU formår at skabe nogen indoeuropæisk frihed, som bestræbelsen jo engang var tænkt, tværtimod synes også den idé at være størknet i fødselsøjeblikket; moderkagen lever som idé, men barnet er dødt. I hvert fald ka' vi lære af historien, særlig når den fortælles så levende som disse to søskende gør det. Så her har du endnu engang chancen for at erobre sproget..hi hi! ;)
 
 Redigeret af Simon (18/08/2018 18:19)
 |  
| Top |  Svar  Citer |  |  |  
| 
| 
| #25910 - 19/08/2018 17:30  Re: Poetisk fryd..
[Re: RoseMarie] |  
| 
|   veteran
 | Registeret:  04/04/2008 Indlæg: 3512
 |  |  
| 
P.s.:
 Ja, så forsvandt Benny Andersen, som Felicia og de utroligt mange andre, ikke just et lyspunkt, bortset fra freden fra en uoverstigelig smertefylde:
 
 Morgenmørke, tykt lag frost på ruden
 jeg ånder på min egen frosne ånde
 ser gennem den våde våge
 over på andre sneblinde ruder
 som min ånde ikke når
 man kan ikke være allevegne
 men man kunne tænke på det
 gå ud i kulden, spise sne
 synke det fade smeltevand
 hverken læskende eller sundt
 få opstød fra mellemistiden
 da gletscherne var overlegne
 i forhold til de få tunger
 og dog lykkedes det at smelte det meste
 det må man påskønne
 leve op til
 brække en istap af
 sutte på den frigide urclitoris
 sabelsluger uden sabelkat
 arketype med klirrende jacketkroner
 man kan ikke blive ved
 umuligt at gi en bræg orgasme
 endsige få den til at kælve
 vinteren er længere end tungen
 smeltevandet når i bund
 kedlen fløjter dernede
 jeg hælder fra en snebunke
 skriver mit navn med sitrende kønsskrift
 det siger næppe snebunken noget
 men blir dog stående og ryger lidt
 og jeg går hjem, lettet
 og dog vemodig ved tanken om
 at mit navn om lidt skovles op på en lastbil
 og køres væk-
 
 *
 
 Visse dage
 
 Telefonens slangehoved parat til hug
 ildevarslende knitren bag tapetet
 visse dage
 hvor ens tøj lugter af vrag og kasematter
 allerede før man kryber i det
 man kvæles blot ved synet af sit eget slips
 dage hvor det er klogest at smuldre hen under dynen
 andre sin fortid for at falde til ro
 lade det drive over
 svede det ud
 
 Visse dage
 hvor benenden er mødested for skorpioners gribenæb
 og druknende venners iskolde kinder
 hvor man styrter ud og køber lodsedler en gros
 og i skarp konkurrense med spejderkorpset
 genner gamle folk over gaden i skokkevis
 viser vej med rystende fingre og samtidig
 snuser efter brand holder udkig med tagsten
 der hvert sekund kan sætte punktum for en selv
 sveder ved mindet om alle forsømte anledninger
 til at låne penge ud og komme tilfrosne svaner
 til hjælp
 feje for egen øregang
 forhale
 råde bod
 nok har man i junglevis af spildt mælk bag sig
 men fremtiden kan roligt regne med en
 bare en frist
 visse dage som efterlader en
 lige akkurat med skindet på næsen og halvandet ben
 på jorden
 disse dage hvor man hver gang må begynde forfra
 
 - Benny Andersen.
 
 Har nu aldrig været nogen svoren tilhænger af døden, der kun har bidraget med mangler i mit og de nærmestes liv, mennesker vi holdt af og elskede. Og så det tomrum, der vel bare udvides til man selv mangler – det hjælper ingen at dø før de andre, der var i samme situation, stod dér med stafetten. Kun ét ka’ man gøre: løbe sin vej med den og sprede sig på omvejene.
 ”Den gode død” er stafetten der afleveres hurtigere end ventet, alligevel melder tanken sig straks, at ånden nu forsvinder fra ruden og et tomrum gror på den anden side af morgenkaffen, der nu ikke længere smager den efterladte. Sneen er kørt væk, punktum!
 Men det er godt vi har alle de fine tanker til eftertanke, fra et utal af efterladte digte og sange!
 
 mvh
 Simon
 |  
| Top |  Svar  Citer |  |  |  annonce 
 
 |   |