| 
| 
	
 
| 0 
registrerede 
48 
gæster og
206 
søgemaskiner online. |  
| 
	Key:
	Admin,
	Global Mod,
	Mod
 | 
 |    | 
| 
| 
| #18964 - 23/12/2014 02:07  Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie] |  
| 
|   veteran
 | Registeret:  04/04/2008 Indlæg: 3512
 |  |  
| 
Hej RM..
 Med et Bennysk smil over stubbene går vi snart de knirkene skridt i møde, og så vil vore fødder slet ikke kunne holde sig hjemme, for hænderne vil ud og bygge glade snemænd og koner med små og store øjne, lige til alle mundene vil ind og ha chokoladeskæg og mine øjne igen vil synke og forsvinde i tiders landskaber med et slumretæppe over de nu varme fødder, sikkert mens én sætter Santana på i baggrunden og et vemod stiger op som solen; så som slut på disse vrøvlelinier, tak for solhvervstanker og med Hr. Andersens versefødder, som heldigvis er her endnu og sikkert ligger og bobler med et lykkeligt smil om munden i dette nu, mens han kone gør lige så, hvilket jeg strengt taget også burde, men:
 
 Hold ud
 
 Det er uforsvarligt at tie i en spilkogende verden
 hvor fløjte efter fløjte forstummer
 umuligt at leve med nedgroede øjenlåg
 og nisseskæg i ørerne
 tage alt i sig igen
 til talen består af synkebevægelser
 kvitteringen på forsiden i morgen
 tilfredshed indløber dagligt
 men lykønskningstelegrammerne hviler gravstenstungt
 på min mave
 klæber sammen af emsig sved
 jeg kan ikke komme op for klæge tilsagn
 min tunge er smattet af bifaldsytringer
 eller hvad med at betale sig fra ytringer
 engagere smilere
 bekymring på lp
 
 hverve pristalsregulerede grædekoner
 mod et lille tillæg sættes man ud af kraft
 i flere timer
 tænk på en knap
 hvad den åbner eller lukker for
 får De meddelelse om efterhånden
 almindelig service
 blot det iøjnefaldende, knappen er i orden
 behagelig at betjene
 tilpas modtryk
 illusion af vægren
 markering af liv
 fjedrende overgivelse til et eller andet
 eller ej
 
 det gælder om ikke at ha råd
 at være fedtet med sin død
 forbyde filmatisering af sin rallen
 afstå investering i sine samtykker
 det er uforsvarligt at tie
 på en udstilling af overdøvelser
 at nynne med sin egen dødshymne
 den være nok så iøjefaldende
 spyt ud
 om der så skulle komme pletter på tilværelsen
 udskil den lækre gift der lammer din tunge
 gør det forbudte
 tal med din egen stemme
 dit første ord
 farvel paradis.
 
 *
 
 Den værste sult
 (Nytår 1971)
 
 Dæk op med gravad laks og dyrekølle,
 bær hummeren og kaviaren ind!
 Når oksestegens fedtlag slår en krølle,
 så syder alle safter i mit sind.
 Min kræsenhed er lille
 og min madlyst er et fund,
 så gaflen virker som en katapult
 der slynger lækkerbidder
 op i min mund
 men ingenting kan stille
 den værste sult.
 
 Her svælger man i vin og kåde piger.
 En båndoptager spiller lystigt op.
 Der danses tæt, så puls og stemning stiger.
 Man knuger anden krop til sin egen krop.
 Så ligger jeg til gilde
 med min nakke i et skød
 mens alt foregår i hæmningsløs tumult.
 Det rykker lidt i sjælen
 samt i mit kød
 men ingenting kan stille
 den værste sult.
 
 Jeg drikker og jeg danser og jeg horer.
 Jeg tér mig hektisk som en gal raket,
 så gnistrer sprutter ud af alle porer
 fordrevet af mit skælvende skelet.
 Min storhedstid blev lille,
 der blev flomme af mit kød,
 så derfor er mit begær altid fuldt.
 Kun hun som ikke er her
 eller min død –
 kun en af dem kan stille
 min værste, min kæreste sult.
 
 *
 
 Midt på livets bane
 
 På et vist tidspunkt kan man regne ud
 at man har halvdelen af tænderne tilbage
 halvdelen af håret
 halvdelen af livet
 om et par år er man afskåret
 fra at høre græshoppernes lyd
 medmindre man i tide
 indspiller den på bånd
 og senere kører den på halv hastighed
 man har lyst til at læne sig tilbage
 på de resultater man har i ryggen
 men ordinerer sig selv at se frem
 tidligere så man automatisk frem
 nu må man holde sin fremtid i form
 kan ikke længere trække på de resultater
 da dem man ville vise dem for
 enten er døde eller sjældent dukker op
 og bare det at ens ægtefælle
 eller datter med nænsom stemme
 tilbyder en en småkage
 kaster med et et nutidsblitz
 over den forgangne fortid
 såvel som den kommende
 begynder så småt at pønse på
 hvordan man skal undgå at dø
 mæt af dage og småkager
 her i reservatet.
 
 - Benny Andersen (den skjald).
 
 Håber du får en glædelig jul RM, og går udfra dine tæer skal skråle rundt om granen, til nålene synger på sidste vers, Md. Chantal… ;)
 
 mvh
 Simon
 
 
 Redigeret af Simon (23/12/2014 02:12)
 |  
| Top |  Svar  Citer |  |  |  
| 
| 
| #18973 - 27/12/2014 08:07  Re: Mellemrummet
[Re: Simon] |  
| 
|   bor her
 | Registeret:  02/05/2009 Indlæg: 1015
 |  |  
| 
Go'morgen igen, Simon
 Så er jeg her igen, og nu med lidt mere plads på øverste etage :))
 
 Så nu vil jeg passende fortsætte med Jac og det livsglade og livsbekræftende digt "Vi er fandme til", som jeg lovede at fortsætte og vende tilbage med :
 
 smælde af fuld hals
 smælde af fuld hals,
 
 forover ind i dit liv
 for overalt springer farver og identiteter
 frem i en overvældende glæde,
 
 se de smukke kvinder
 marchere ned gennem gaderne
 med lyse råb til friheden,
 
 og alle os forfængelige bag afspærringerne
 der sidder og rubricerer dem
 i virkeligheder der fortælles igen og igen,
 
 for alting ændrer sig i disse nætter
 og spontaniteten
 bliver den eneste reelle virkelighed
 der også gør friheden til et syn,
 
 af fuld hals synger vi
 og slår vores sommerhænder
 igennem parader af sinkende vinduesfag,
 
 og her står vi så
 og pryder hinanden i venskaber
 mellem glasstykker og blodansamlinger,
 
 vi føler vi er til som udvalgte genfødte
 når vi sødt indtager vore pladser
 blandt de vandrende i byens rå gader,
 
 overalt fyldes gaderne
 og menneskemængderne
 er ikke til at skille ud
 fra de elskende par,
 
 vi er fandme til
 vi er fandme til,
 
 og jeg gider ikke fortabe mig i pudsigheder
 men slynger en vidde af mig
 omkring dine hofter,
 
 og peger ud på alt det
 vi i dag skal vandre igennem
 før vi belejrer os endnu en nat
 med nuanceret fysisk leg,
 
 vi går ind for verden
 vi går ind for verden,
 
 man snuser rundt og iagttager
 og snart er man bare en del af alt det
 som man træder igennem,
 
 og buskenes skarpe celleflader
 virker helt sørgmodigt glade
 når de igen får lov til at svippe til vejrs
 for at blive sig selv,
 
 glas trædes nænsomt ned i jorden
 og så er der alligevel en og anden
 der stadig tror
 at kun menneskene spejler sig selv,
 
 vi går ind for verden
 og strækker os selv for stædighed
 for at imødekomme denne udadvendte fylde.
 
 F.P. Jac (fra "Jeg er fandme til", Swing 1979)
 
 
 Morgenhilsner fra RoseMarie
 |  
| Top |  Svar  Citer |  |  |  annonce 
 
 |   |