| 
| 
	
 
| 0 
registrerede 
201 
gæster og
212 
søgemaskiner online. |  
| 
	Key:
	Admin,
	Global Mod,
	Mod
 | 
 |    | 
| 
| 
| #24699 - 09/02/2018 09:11  Re: Poetisk fryd..
[Re: Simon] |  
| 
|   bor her
 | Registeret:  02/05/2009 Indlæg: 1016
 |  |  
| 
Go'morgen Simon
 Åh ja, Bodil Udsen, Afrika og Tanne, i sig selv en hellig treenighed ;))
 
 Jeg husker godt den skønne spontane og klukkende latter, den lette lattermildhed og en god evne til selvironi. Jeg husker også, at Bodil Udsen her bl.a. citerede Johannes Møllehave:
 
 For der er varsler, der er advarsler og jærtegn
 som viser at hvert livstegn kræver kærtegn
 Livstegn og kærtegn de er lige hellige
 Bevar det samme - ved at værne det forskellige.
 
 Jærtegn, livstegn og kærtegn er jo egentlig også treenige ... ;))
 Om tegnet skriver Paul la Cour i Fragmenter af en dagbog
 
 
 Tegnet
 
 Man siger om Digteren, at han er Ordkunstner, udrustet med en særlig Ordfantasi, og ser deri det oprindelige Vidnesbyrd om hans Bestemmelse. Men det er en Følge af hans Bestemmelse. Det var Redskabet, han tildannede for at kunne omsætte sin Undren i synlige Tegn. Sproget var senere. Først var den himmelfaldne Undren, først den Udtrykskraft, som skabte Sproget.
 
 Vi maa aldrig glemme, at alle Kunstarters inderste Sprog er Tegnet. Det var ikke Imitationen, men det gaadefulde Tegn, som vi fylder med al den Menneskelighed, det kan bære.
 
 Kast Ordene bort og skriv med Ting. Du vil opdage, at ogsaa de bliver Tegn, som kun din Følelse kan skænke Realitet.
 
 Du ser et Menneske danse, en glidende Rækkefølge af Rumtegn, der vikler sig ud af hinanden som en Plante i sine Faser. Du spørger ikke, hvad Tegnene betyder. Omsider aner du, at Dansen og Musikken, selve Bevægelsen, der uophørligt strømmer, er en Mening i sig selv. Digtets inderste Tema er Digtet, et særligt, ordmusikalsk Livsudtryk.
 
 Vintersolen sender tegn og hilsner
 RoseMarie
 
 Redigeret af RoseMarie (09/02/2018 09:13)
 |  
| Top |  Svar  Citer |  |  |  
| 
| 
| #24706 - 11/02/2018 07:06  Re: Poetisk fryd..
[Re: RoseMarie] |  
| 
|   veteran
 | Registeret:  04/04/2008 Indlæg: 3512
 |  |  
| 
Morn’ RM..
 Poul Borums 44 fabler med illustrationer af Robert Jacobsen, ku’ sagtens få historieløse lægprædikanter til at rødme, men det er nu ikke deres opgave, de vil bare så gerne fortælles – og så hele 44, med både Robert og Poul på ét bræt; hvis ikke dét ka’ lokke smil på besøg, herunder den anden halve sød, så…
 
 Fabeldigt
 
 Løver løfter kløer
 og elefanter snabler,
 de hvæser og de brøler:
 vi er trætte af fabler.
 
 Slangen sprøjter gift
 og stikkemyggen summer
 kun fordi det ingen
 dybere mening rummer.
 
 Men mennesket, den tåbe,
 vil gi’ naturen mening.
 Det er den egentligste
 og værste forurening.
 
 Moral: Hvis myg og løver
 slog mennesket ihjel,
 blev verden så betydningsløs
 at den ku’ vær’ sig selv.
 
 Men dyr er alt for dumme
 til at dyrke l’art poulard,
 fordi de ikke vrøvler
 og ingen fabler har.
 
 *
 
 Æggefabel
 
 En løve og en høne forelskede sig i
 hinanden. Det kan godt være folk kaldte
 dem et umage par (– og det gjorde de).
 Men der kom i hvert fald nogen skægge æg
 ud af det.
 
 *
 
 Duftfabel
 
 Der var engang en skunk, der gik på
 duftkursus i Den kommunale aftenskole.
 Den vandt hver gang.
 Moral: Kan du ikke lide lugten, er det bare ud af bageriet.
 
 *
 
 Kærlighedsfabel
 
 Der var engang to elskende, der elskede
 hinanden så højt, at de hele dagen og det
 halve af natten var nødt til at bekræfte det.
 Så – Jeg elsker dig, sagde den ene, og –
 Jeg elsker dig, sagde den anden. Indtil en
 skønne dag den ene (eller var det den
 anden?) sagde – Hør, sig mig engang, når
 du siger »jeg elsker dig«, mener du så egentlig
 ikke »jeg udnytter dig«?
 Moral: Der var engang to elskende…
 
 *
 
 Flere fabelagtigheder
 til morgenkaffen:
 
 Gnome
 
 Sæt i den læretid der går
 dit mod over styr til vandreår
 gennem en verden som høfligt ved
 at afvise lærdoms lømmelagtighed.
 
 *
 
 Gribben
 
 slæber sin sult over himlen
 mit kraniums skal af himmel og jord
 
 slår den ned på de faldne som snart
 må tage deres liv og gå
 
 narret af et væv som måske ikke kan bruges
 før sult jord og himmel er ådsel.
 
 *
 
 Fluen
 
 Mellem scenen og mig
 ruden
 tom uden den
 
 fladt på maven
 snøret ind i sine sorte indvolde
 paniske følehorn sammenklemte vinger
 krumme ben en mund der suger tomhed
 nedsablende himlens blå knusende sig mod det usynlige
 får den under min magtesløse tommelfinger
 havet og den klare himmel til at kæntre.
 
 - Samuel Beckett.
 
 *
 
 Billede
 
 Husene firkanter sig opad,
 og på himlens grove lærred
 solen, en lille rød kugle, hård,
 bevidstgør sin rundhed.
 Menneskene søger at indhente
 deres forbiilende skygger.
 Indlejret over husene
 et aftenlandskab af øjnes flimren,
 grønt og blåt og med bakker
 og søen dérnede, hjemme.
 Hver gang en dør åbnes
 gennemhulles landskabet.
 Absurde øjenskikkelser
 trænger ind på scenen.
 Aftenen maser solen nedad
 og større, større til den om-
 fatter alt, vi fryser fast
 i selve billedets intense flygtighed,
 nattens gæster og hvornår
 slipper vi ind til hvilen
 bag lærredet og den ødsle fred.
 
 *
 
 Påkaldelse
 
 Det er umuligt at vende tilbage.
 Alr er forklaret, har forklaret sig selv.
 regnen er ikke en regn men noget der faldt,
 og tågen over marken har ingen steder hjemme.
 Det tøvende blå over slåenbuskenes bær
 søger at bevare det for evigt adskilte,
 lærkens lille hvirvel opad,
 søger at give stemme. Forgæves.
 Skridt er døet hen i sand og aften.
 Sol blev rød, blev sort, og hjertet faldt.
 Det er umuligt at vende tilbage,
 forklaret og renset og duftløst er alt.
 
 *
 
 Tidlig morgen i byen
 
 jeg så byen sølvklædt
 jeg så husene gnide øjnene
 og nikke til hinanden
 jeg så en solsort
 som ledte efter et træ
 med højt næb, gult
 
 jeg så søen i parken
 som et lukket rum
 hvem åbner græssets lille dør?
 jeg så en latterlig usikker sol
 helt hvid af begyndelse
 
 jeg så himlen åbne sig
 ned i søen
 jeg så husene åbne munden
 og råbe uhørligt
 på deres mennesker
 
 jeg så på uret i tårnet
 som var standset på halv fem
 hvor er der meget
 verden véd
 som menneskene aldrig får at vide
 
 - Poul Borum.
 
 Regn
 
 Vågnede op i morges med
 en frygtelig trang til at blive liggende i sengen
 og læse hele dagen. Kæmpede imod et øjeblik.
 
 Så kiggede jeg ud ad vinduet på regnen.
 Og gav efter. Overgav mig fuldstændig i denne
 regnfulde morgens varetægt.
 
 Ville jeg leve mit liv om igen?
 Begå de samme utilgivelige fejltagelser?
 Ja, hvis jeg fik bare den mindste mulighed for det, ja.
 
 - Raymond Carver.
 
 mvh & gomorn’..;)
 Simon
 P.s.: Livet skal rigtignok udleves, hvorend der åndes, om så på ruden..
 Ja, to virkelige nisser og egne personligheder, samlet set en lang og skøn historie, som næppe længere findes mage – som tiden går, forsvinder den ene bonde efter den anden, i et yndigt land hvor man tidligere ikke var så bange for at få jord under neglene, hvis man da ikke var søstærk. I dag, sidder man hellere og filer dem ved computeren, joh, der var et yndigt land..;)
 
 
 Redigeret af Simon (11/02/2018 07:10)
 |  
| Top |  Svar  Citer |  |  |  annonce 
 
 |   |