P.s.:

Island

Hvilken lykke for alle mennesker,
havenes Island, at du findes.
Den tyste snes og de kogende kilders Island.
Island af hvælvende nat
over vågen og søvn.
Ø hvor dagen kommer hvid tilbage,
ung og dødelig som Balder.
Kolde rose, hemmelige ø
som var Germaniens erindring
og som til gavn for os har frelst
dets slukkede, gravlagte mytologi,
ringen som avler ni ringe,
jernskovens vældige ulve
som fortærer månen og solen,
skibet som blev bygget af nogen eller noget
med de dødes negle.
Island af kratere som venter
og af rolige fårefolde.
Island af stille aftener
og stærke mænd
som nu er matroser og skippere og præster
og som i går opdagede et fastland.
Ø af heste med lange maner
som forplanter sig over græsgang og lava,
ø hvis vand er fuld af mønter
og et aldrig stillet håb.
Sværdets og runens Island,
Island hvis erindring er en hvælving
hvor der ikke findes hjemvé.

- Borges.

mvh
Simon

Fra Island til Grønland med Ivan Malinovski, en dag i maj – eller, som våren i det grønlandske ansigt jeg jævnlig ser, der med sine dybtliggende uudgrundelige mørke øjne næsten får mig til at ta’ hånd og flyve med tilbage i et liv her bedøvet, dér genoplivet som pludselig sol i regnvand, endelig rigtigt placeret:

Digt over skyerne i maj

At se landet
dette eller hint
fra 2500 meters højde
bag propellernes
sikre cirkler
det er fantastisk
det er en rubensk Grønland
med vældige venusbjerge
et æstetikkens arktis
svimlende
saligt.
Så skimter du pludselig
gennem skuýernes blændværk
et lille rødt tegltag
en kbinde der står og tøver
lidt for langt ude i en sø
en lys prik i fart langs en stribe
det er Kurt eller Egon
i færd med at køre sig selv og andre ihjel
stangfuld og ulykkelig
hårdknude
akut
og du sir til dig selv
ligesom Zygielbojm:
det er dernede
det er i jeres massegrave jeg hører til.

*

L’ANSKAB

„art is the desire of the non-existant; and at
the same time, the tool to fulfil the desire”

I
I begyndelsen var
begyndelsen: disse påbegyndte
centralfortællinger
af arkitektur
i rasende gelé
shakes og shimmies
neon-kosmos
med kloder som bobler og
postdaterede bakspejle
sidstnævnte
naturligvis
tomme
II
Men
endnu før freden brød ud
faldt der et stort lys (the greater
the conscience) over
et velkendt hidtil uset lokale
et rettested
ikke bedested
uden vægge loft gulv
tomt teater fx
med trapper kulisser korridorer
nodepulte sæder salver
eller måske et laboratorium
med glasborde og instrumenter
og tympanoide lysorgler
hvis det da ikke lige skulle være
et af disse umættelige hospitaler
senge skærme lamper bøjler
knive bårer:
„pinebænken er parat
træd ind barn”
III
Nu
om ikke før
opdager den opmærksomme tilskuer Skipper Skræk
(som har været der hele tiden
en totempæl
et kæmpejern omgivet
af sine embedsmænd og bødler)
og langsomt befolkes
rummet som ikke er et rum
af et folk der ikke er et folk
det er først her den indtræder
den interstellare kulde
de
invaliderne
les innomés
haler sig frem
med pagajer
med stort besvær
med vandvenlige propeller
og kropsrigtige krykker
med vilje snørede
radbrækkede
bagbundne
benlåste
de kender deres plads
stager sig uden videre
(dette ses ikke
så hurtigt sker det)
hen til deres pæle
og
bortset fra drikkevarerne
sker henrettelsen
som en kønsakt
m/varme
IV
Nok om det: nu
afslører lyset det syge
lys i et helikopterlignende
plexiglaskranium
myggehjerne på godt dansk
og nok er genitalierne stadigvæk blider
bare stærkere
stadig ikke folk
men
selvom polypperne
bylderne skorpionerne
de objektivt skyldige
hverken har navn eller adresse
og ustandselig skifter ansigt
er de nu udstillet
på skærmen
allerede
halvvejs synlige:
kontroltårnet
der af og til ligner en eller anden
de stejlende stålproteser
saksene
tyrannerne
en klarinet eller et gevær
næsten opædt af luxuskræft
med andre ord: under
skippermåtten og lammeskindet
er strukturen indlysende
og umiskendelig: magtens
antropomorfe
men ikke af den grund
nødvendigvis ubrugelige
eller brugbare
skelet
V
En magnet
måske billederne af de forpinte
hvem ved?
afstedkommer tilsidst
som et lyn
et mønster i spånerne
skrækkens auditorier
nævnes ved navn
hadet finder en retning
en vigtig kompasnål
går i stilling

- Ivan Malinovski.

mvh & god weekend
Simon

Hej Simon

Åh ja, fra Island til Grønland, fra Borges til Ivan, fra tørkens hedebølgevarme til luftighedens herlighed med lyd af liv og bevægelse, vind i både træer og sind og liv i levende live ... :))


Vinden finder jer altid
Når den har blæst tilstrækkeligt gennem
pennalhuse og vinduesrammer
Og selvom I troede
Jer sammen selvom I troede Jer forladte
kommer: Vinden. Kommer: Vinden

I løftede engang Jeres blikke herop
Men yderst diskret for ikke at såre nogen og fra
den dag vidste vinden
Hvem den skulle sætte efter, helt enkelt
Men ikke uden en rest af utålmodighed, en visk timian
Disse ting ville den medbringe og
På den ene eller anden indirekte måde overrække
Jer
Og næsten sikkert er det at vindens metode ikke vil
være akavet
Overrækkelsen vil altid være umærkelig
Men vinden vil finde Jer uden at bruge sine kræfter
på at lede

Vinden kommer, vinden kommer

***

Nature morti

lutter vold
derude i regnen
sjælen herinde skinner

som en sjælden pagode for fred
løfter den sig ned i foråret
som skal blive til katakomber
foråret som lader mig gense min fødeby

i tagkammeret ligger legoklodserne spredt
belyst af søndag aftens sol
besmykket af deres eneste pynt
latter fra fortovet dernede

belyst er også modningen
lutter modning
lutter de gamle søndage

***

Livet

livet er der
det kan han mærke i anklerne
han skal leve med det
solen er rød og grøn
-det ved du godt-
ligesom om sommeren
forventningsfuld

Morti Vizki


Også en god og luftende weekend til dig
RoseMarie

Morn' RM..

Ja, nu smager luften atter herligt, lidt vand på næsen gør underværker. Det har fandme også været unisseligt vejr, utåleligt!

Man har det lidt i sig, efteråret, når man med vindens hvisken i ørerne vandrer rundt mellem træerne og hører de gamle rødder drikke, og får næsten lyst til at bryde ud i et, det juuul!..;)

mvh
Simon
P.s.: Opgav du mon at vende punkter med Klaus Mann?

Hej Simon

Jeg er kun lige kommet igang med Vendepunktet. Mange andre har jo ligget foran i køen på hylden under bordet ved min læne-læsestol :)) For mig er det noget af en mundfuld at komme igang med, fordi den er tæt litografisk skrevet med få afsnit. Nye briller og et svært flimrende syn gør det lige for tiden ekstrasvært. Lydbøger, P1 og Filmstriben har været min en gevinst i heden og det flimrende :))

... men så er der jo den anden af de store også med mange sider :))

Regntid

Der går stjerner i em som en regn under nat,
hvor vingerne venter i vest.
Og bølger går blidt mod bromolens kant,
men længes mod stormenes fest.

Det lurer og leger og lokker til blæst
med skum om en sort hests hov, -
og mågerne skriger til den der går næst
om bytte og blod og om rov.

Og tankerne hidses i anet ring,
men kroppen spændes i buer af sort;
jeg venter at morgen skal komme med ting,
som styrkende slår mod min port.

Jeg venter en havstorm, stærk og strid,
som fejer en fest om mit hus - -
men hesten står tøjlet, stille og hvid
uden vildsind og vindes sus.

***

Forvandling

Spændt som en som en sort fugls vinge
tegner din mund sig i mørket
så flygtig som fuglenes træk;
læberne åbner sig, lukkes,
som bobler, der brister og dør
i en månelys bæk.

En ansats til anet smerte
sitrer uhørlig i rummet
og stiger til vefyldt fryd;
slynger sig månefordrukken
fra hændernes favntag
som rytme og tonløs lyd.

Øjnenes blå hyacinther
kysser jeg vågne af rusen,
så stjernerne spejles deri;
lader dem opstå
til morgenens lys
fyldt af min sjæls melodi.

Længsel mod kommende nætter
fanger de legende hænder
i frygt for at alting er tabt;
forvandles dog hastigt
til lykkelig løsthed
og viden: i nat blev du skabt.

***

Fald ikke fra mig Ret dine skarpe
apparater imod mig og hold
mig med tænger
Bøj mig mod middagens højde men
fald ikke fra mig
Gå i mine store butikker gennem
glas efter glas af utroligste
skønhed. Lad alt specielt falde
klirrende ned og højtideligt itu
men fald ikke fra mig
Skær mig med skår efter skår og slæbt
gennem kemiske sindsrenserier
med skær efter skær af klarhed
bøj mig mod mindre men
fald ikke fra mig
Hæv dig til skyernes store siesta
langsommeligt drejende røntgen-
kanoner betragt mig med
skudklare øjne men
fald ikke fra mig
jeg kender ordet vind
jeg kender ordet og

Inger Christensen

Med regntidens genoplivende hilsner
RoseMarie