|
0
registrerede
159
gæster og
290
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: RoseMarie
Emne: Re: Poetisk fryd..
|
Hej Simon
Jeg er kun lige kommet igang med Vendepunktet. Mange andre har jo ligget foran i køen på hylden under bordet ved min læne-læsestol :)) For mig er det noget af en mundfuld at komme igang med, fordi den er tæt litografisk skrevet med få afsnit. Nye briller og et svært flimrende syn gør det lige for tiden ekstrasvært. Lydbøger, P1 og Filmstriben har været min en gevinst i heden og det flimrende :))
... men så er der jo den anden af de store også med mange sider :))
Regntid
Der går stjerner i em som en regn under nat,
hvor vingerne venter i vest.
Og bølger går blidt mod bromolens kant,
men længes mod stormenes fest.
Det lurer og leger og lokker til blæst
med skum om en sort hests hov, -
og mågerne skriger til den der går næst
om bytte og blod og om rov.
Og tankerne hidses i anet ring,
men kroppen spændes i buer af sort;
jeg venter at morgen skal komme med ting,
som styrkende slår mod min port.
Jeg venter en havstorm, stærk og strid,
som fejer en fest om mit hus - -
men hesten står tøjlet, stille og hvid
uden vildsind og vindes sus.
***
Forvandling
Spændt som en som en sort fugls vinge
tegner din mund sig i mørket
så flygtig som fuglenes træk;
læberne åbner sig, lukkes,
som bobler, der brister og dør
i en månelys bæk.
En ansats til anet smerte
sitrer uhørlig i rummet
og stiger til vefyldt fryd;
slynger sig månefordrukken
fra hændernes favntag
som rytme og tonløs lyd.
Øjnenes blå hyacinther
kysser jeg vågne af rusen,
så stjernerne spejles deri;
lader dem opstå
til morgenens lys
fyldt af min sjæls melodi.
Længsel mod kommende nætter
fanger de legende hænder
i frygt for at alting er tabt;
forvandles dog hastigt
til lykkelig løsthed
og viden: i nat blev du skabt.
***
Fald ikke fra mig Ret dine skarpe
apparater imod mig og hold
mig med tænger
Bøj mig mod middagens højde men
fald ikke fra mig
GÃ¥ i mine store butikker gennem
glas efter glas af utroligste
skønhed. Lad alt specielt falde
klirrende ned og højtideligt itu
men fald ikke fra mig
Skær mig med skår efter skår og slæbt
gennem kemiske sindsrenserier
med skær efter skær af klarhed
bøj mig mod mindre men
fald ikke fra mig
Hæv dig til skyernes store siesta
langsommeligt drejende røntgen-
kanoner betragt mig med
skudklare øjne men
fald ikke fra mig
jeg kender ordet vind
jeg kender ordet og
Inger Christensen
Med regntidens genoplivende hilsner
RoseMarie
|
|
|
|
