Hej og ih, du milde latter..;)
Jah, Kant’en var allerede i 1759 på pædagogisk forkant med en slags »Kinderphysick«, der så alligevel ikke blev til noget, og muligvis fordi de ”intuitive guddomsgnister” sleb Kanten på Johann Hamann så det skar ham i øjnene – man må her forestille sig hvordan tidens åndslys satte humøret i kog med de nyttigste anvisninger for hele familien på skovtur med stjerner i øjnene..;)
Bogen på »På Stikord« (1970) husker jeg min far morede sig godt over, familiens lidt højere børn holdt forstås meget af barndomslandskabets humorider, folk med samme knas i maskineriet som før og siden; men den skide krigs vidtrækkende konsekvenser og menneskelige omkostninger skabte jo også anderledes perspektiver for humor, måske særlig i epicentrene, og uden denne særlige humor havde ingen vel klaret skærene. Humoren har selvfølgelig ændret sig, for i en tid hvor man ikke i samme grad bærer døden i sig, har man selvsagt ikke så meget brug for galgenhumoren, hvilket også ses på indholdet i film og teater – der måske for de fleste nu er helt erstattet med facebookanmeldelser om sig- og hinandens ”selv”. Teater, kino og litteratur og spræl har simpelthen været en vigtig del af det sociale liv i så alvorlige tider, og var Storms og mange andres hele liv. Den tids humor tåler vel også sjældent en tur i facebookmaskinen, den signalerer en helt anden samtids- og selvforståelse, hvad der ka’ være sjovt og spændende, men ikke så meget i lyset af et kvalitetsstempel, mere i lyset af hvad man i grunden kan genkende sig i, i en tid hvor så stor en del af rammerne er staffage.
Netop dét er nok en ironi der påvirkede mange af de poeter vi sætter højt, også Møllehave, som jeg forestiller mig må ha en dosis Dostojevskij for at holde snuden kold og pelsen blank, for vi dør selvfølgelig, når vi ikke længere kan genkende os i noget…;)
Bedste hilsner
Simon
Svar
Citer
