| 
| 
	
 
| 2 
registrerede Hanskrist
,(1   usynlig), 
183 
gæster og
201 
søgemaskiner online. |  
| 
	Key:
	Admin,
	Global Mod,
	Mod
 | 
 |    | 
| 
| 
| #23498 - 20/07/2017 00:00  Re: Poetisk fryd..
[Re: RoseMarie] |  
| 
|   veteran
 | Registeret:  04/04/2008 Indlæg: 3512
 |  |  
| 
Aften' RM..
 Ja det er virkelig en pragtfuld sommer. Alene det at man er fri for at gå lig tre meter bagved sig selv, som man jo gør det i Athens hexekedel, trykkogeren der får hoveder til at true med endnu en storartet explosion, herligt!
 
 Det var da herligt at gense Gelsted, jeg var lige ved at tro han havde mistet tålmodigheden med os. Jeg kvitterer derfor fluks for ham med en decideret mangel her i poesikisten - du ved, de selvfølgelige huller der jo muliggør at orddrømme kan listes ind hvor som helst der er plads, som fx Po Chü-i’s her, uden hvilke humøret måske slet ikke ville have helt den samme klangbund; en mægtig løfter, som det selvfølgelig slet ikke duer at man pludselig står dér og mangler - hvorfor er det altid de ståendes mangler der kommer i første række? Nå, men nu er han i hvert fald i kisten, og sprællevende, som var 1966 blot et sporskifte til endnu større forventninger:
 
 Til John Ashbery
 
 Jeg synes det er utroligt at der ikke findes
 en anden verden, hvor vi kan sidde
 og læse nye digte for hinanden
 i vinden højt oppe på et bjerg.
 Du kan være Tu Fu, så er jeg Po Chü-i
 og Abekvinden vil være i månen,
 og smile ad vores skæve hoveder
 når vi ser sneen lande på en kvist.
 Eller skal vi helt forsvinde? det her
 er ikke det græs jeg så i min ungdom!
 Og hvis månen er tom
 når den står op i aften – et dårligt tegn,
 der betyder ˝i forsvinder som blomsterflor.˝
 
 *
 
 Digt
 
 Jeg så et tøjhus frisere sine bronzemursten
 og på himlen var et glinsende stakit af mælk.
 Hvor var svanen henne, den med den værkbrudne ryg?
 
 Nu går jeg op ad trappen
 ind i mit nye hjem fuld
 af grå radiatorer og glas-
 askebægre fuld af uld.
 
 Mod vinteren må jeg skaffe mig en samovar
 broderet med basilikumblade og ukrainske mottoer
 til den fjerne lyd af vinger, pinagtig anti-vind,
 
 en lille smule af den blå
 sommerluft kommer igen
 når dampen klukker i
 uhyrets dampende angreb
 
 og jeg bliver lykkelig både her og der, fuld
 af te og tårer. Jeg kommer nok aldrig til
 Italien men har i hvert fald den skrækkelige tundra.
 
 Mit nye hjem bliver fuldt af
 træ og rødder og deslige,
 mens jeg går rundt i højhalset
 sweater og laver min cykel.
 
 Jeg så palisaderne ryste af kulde i mit ansigts
 sne, der var blevet overnaturligt ren.
 Jeg ødelagde engang en mands begreb om sig selv for at få ham.
 
 Havde jeg haft en samovar
 havde jeg lavet te til ham
 og som hyacinter gror fra urte-
 potten ville han elske mig
 
 og min stue er fuld af møgbeskidte tehætter,
 årsagen til at jeg må rejse, for at samle bladene.
 Åh mit enorme klaver, du er ikke som at være udendørs
 
 skønt det er koldt og du
 er gjort af ild og træ!
 Jeg løfter dit låg og bjerge
 gensvarer at jeg er god.
 
 Stjernerne blinker som et hårnet der blev tabt
 på et sæde og nu ligger i passagen bag
 teatret hvor mit stykke giver genlyd i døende stemmer.
 
 Egentlig er jeg træskærer
 og mine ord er kærlighed
 som selvrådig paraderer i
 sin stue og ikke vil flytte.
 
 *
 
 Trin
 
 Så spøjs du er i dag New York
 som Ginger Rogers i Swingtime
 og St. Bridgets spir der hælder lidt mod venstre
 
 her er jeg lige sprunget ud af en seng fuld af V-dage
 (jeg blev træt af D-dage) og du der blå som altid
 accepterer mig, tumpet og fri
 alt jeg ønsker er et værelse deroppe
 og dig i det
 og selv den tykke trafikprop er en måde
 for folk at gnide sig mod hinanden
 og når deres kirurgiske udstyr falder i hak
 bliver de sammen
 resten af dagen (og hvilken dag)
 jeg går forbi for at se nærmere
 på et lysbillede og siger
 det maleri er ikke så blåt
 
 hvor er Lana Turner
 hun er ude for at spise
 og Garbo er backstage på the Met
 alle tager frakkerne af
 for at vise brystkasse til bryst-kiggerne
 og parken er fuld af dansere med deres trikoter og sko
 i små tasker
 som ofte forveksles med fitnessfolket fra YMCA
 hvorfor ikke
 Pittsburgh Pirates råber fordi de har vundet
 og på en måde er vi alle vindere
 vi er i live
 
 lejligheden blev ledig efter et bøssepar
 som flyttede på landet for sjov
 de flyttede en dag for tidligt
 selv knivdrabene hjælper på befolkningseksplosionen
 men i det forkerte land
 og alle løgnene har forladt FN
 Seagram-bygningen er ikke længere opmærksomhedstruet
 ikke at vi behøver sprut (vi kan bare godt lide den)
 
 og den lille kasse er sat ud på fortovet
 ved siden af delikatessen
 så den gamle mand kan sidde på den og drikke øl
 og blive væltet ned fra den af sin kone senere på dagen
 mens solen stadig skinner
 
 åh gud det er skønt
 at stå ud af sengen
 og drikke for meget kaffe
 og ryge for mange cigaretter
 og elske dig så meget
 
 *
 
 Digt
 
 Pulverkaffe og en letsyrnet fløde
 i, og en opringning fra det hinsides
 som ikke synes at komme nærmere.
 ˝Åh far, jeg vil være beruset i dagevis˝
 af en ny vens digte
 mit liv holdt skrøbeligt i andres
 seende hænder, deres og mine urimeligheder.
 Er dette kærlighed, nu hvor den første kærlighed
 omsider er død, hvor ingen umuligheder var?
 
 *
 
 Kritikeren
 
 Det er mig umuligt at se dig
 som andet end det du er: snigmorderen
 
 i mine frugthaver. Du lurer der
 i skyggerne og udmåler
 
 samtalen som Evas tidlige
 forveksling af penisser og
 
 slanger. Åh vær pudsig, vær munter
 og behersk dig! Skræm mig
 
 ikke mere end højst
 nødvendigt! Jeg er nødt til at leve evigt.
 
 - Frank O’hara.
 
 mvh & gonat-gonat..;)
 Simon
 |  
| Top |  Svar  Citer |  |  |  
| 
| 
| #23501 - 21/07/2017 08:34  Re: Poetisk fryd..
[Re: RoseMarie] |  
| 
|   veteran
 | Registeret:  04/04/2008 Indlæg: 3512
 |  |  
| 
P.s.:
 Et par dage før Kirsten sang sin Aum og Candyman fik rytmen til at rejse sig som en hymne til Blake, skete der vist noget i den bewranglede cowboy, der på side 230 i Carma Cowboy ser så dejlig tidstypisk ud, at man straks får lyst til at krybe ind i billedet og bare la’ græsset gro til den himmelsang af kærlighed der tydeligt flyder ud af ham. Det ka’ selvfølgelig også skyldes den tids opmærksomhed på nødvendige sociale forhold som et fælles gode, tiden hvor man fandt sammen om ansvaret og strejkede for fælleskabets formål, tider hvor mennesker endnu ikke blot reduceredes til en uLøkkelig økonomisk omstændighed og hvor fattige og gamle mennesker faktisk fandtes, og hvor det langt fra var sandsynligt at enhver havde et par tusinde kroner til et par nye sko; eller selve synet af cowboyjakken, denne vidunderlige hud af Wrangler mod sin og andres, der gør sit for at skubbe asociale kendsgerninger til side for bare en smule frisk luft, så man igen ka’ få sig et bad i genkendelig menneskelighed:
 
 10. April
 
 Tomhed ja
 Tomhed
 Et andet sted
 og et fremmed sted
 og en sang
 der drypper ud
 af luftens mund
 og størkner
 mellem mine læber
 og alle læber Jeg
 har aldrig troet
 på nogen ’teori’
 eller på at nogen ’teori’
 var nødvendig for at handle
 Jeg opfatter teorier
 som krykker Det er klart
 de er uundværlige
 når man har brækket benet
 men deres nytte forudsætter altså
 at man i forvejen er invalid Det
 er en opfattelse af tingene
 som viser frem til en social praksis
 der udfolder sig samtidig alle steder
 uden om DEN sociale praksis
 som altid er styret
 af ’teorierne’
 mens praksis nu som altid
 skriver sin egen teori
 som altid er bagud
 for den nye og fortsatte
 praksis og med praksis
 mener jeg VÆREN eftersom
 jeg aldrig har kendt andet
 end væren Ethvert sted
 er en scene hvor der kan handles
 og sådan er hele denne
 ’verdensomspændende verden’
 som Nuser sagde i Radisserne
 i går Der kan slås ned
 overalt fordi alting
 afspejler sig overalt Der
 er snedynger udenfor
 i april Det sneede i går
 mens jeg gik rundt
 i byen Senere
 kom solen og så
 vendte snefaldet tilbage
 igen Jeg mødte H. M.
 tilfældigt på Strøget
 og senere Vagn
 på et cafeteria Jeg
 købte en tandbørste og
 noget undertøj og fløjtede
 gamle bluesmelodier mellem
 tænderne ’Travellin’ Man’
 ’Livin’ with the Blues’ eller
 ‘Livin’ my Blues’ Jeg er efterhånden
 blevet forbandet godt klar over
 at der er nogen der elsker mig
 og at der også er nogen
 der hader mig
 uden at jeg hader dem ja uden
 at jeg kender dem
 og at det er prisen
 jeg betaler for mig Den
 totale frihed er smuk men
 den kan også blive desperat
 og overfor andre komme til at fungere
 som en faktisk forbandelse Jeg
 er her Jeg er her stadig
 og sidder i dette fremmede rum
 hvor alting ustandselig begnder
 og kærligheden er en vedvarende konflikt
 eller et navn jeg giver
 konflikterne mellem mig
 og alt andet Som krop
 er jeg hæmningsløst forelsket
 i enhver anden krop Som hud
 drømmer jeg om huden
 og kalder den luft
 indtil den blir en fælles hud
 som alle kroppe
 kan ånde igennem Jeg
 siger det som det er Jeg
 elsker dig Jeg
 elsker mig
 og ville ikke kunne
 elske nogen
 uden at være
 elsket selv Dette er
 hvad der løber igennem hjernen
 og hænderne i dag
 og ud i intetheden
 som heller ikke
 længere
 er nogen intethed
 fordi jeg véd og andre véd
 den vil få et navn
 og en placering som vil være der
 ligegyldigt hvor uønsket
 den er Jeg må begynde forfra
 som jeg hele tiden har gjort
 It’s hard being a man
 og nu
 er sneen væk nej den
 er ikke væk den
 er blevet vand
 og kan koges
 til kaffe Det er
 nødvendigt at handle selv om
 man véd hvor processerne vil bevæge sig
 hen og bevæge én hen
 fordi handlingen er den rytme
 man er Som Lou Reed
 synger ’You better walk it
 as you talk it
 unless you’ll lose that beat’
 ‘that beat’ som er den rytme
 væsenets svingninger blir
 i luften og kroppene i den
 ’that beat’ det vedblivende AUM
 som ethvert åndedræt er
 Alt hvad jeg gør
 er det sted hvor jeg bor
 og det kaldes KARMA
 og som free-lance arbejdsmand
 i min egen bevidsthed
 og enhver andens
 kalder jeg mig
 Karma Cowboy
 At blive klar over
 sit eget navn
 er slet ikke så lidt
 endda At være her
 er mission nok At være
 er at være redskab
 og dreje verden på
 at være verden
 (just like Nuser)
 ved selv
 at være selv Kom
 og kys mig Vi
 trænger til det
 LOVE
 IS ALL
 YOU NEED LOVE
 IS ALL
 
 - Dan Turèll
 
 Men før sneen daler og nisserne begynder at synge:
 
 Les Étiquettes Jaunes
 
 Jeg samlede et blad
 op fra fortovet i dag.
 Det virkede barnligt.
 
 Blad! Du er så stort!
 Hvordan kan du skifte
 farve, og så bare falde!
 
 Som om der ikke var noget
 der hed hæderlighed!
 
 Du er alt for rolig
 til at svare mig. Jeg er alt for
 skræmt til at insistere.
 
 Blad! vær ikke neurotisk
 som den lille kamæleon.
 
 - Frank O’hara.
 
 mvh & go' mornkaffe..
 Simon
 
 
 Redigeret af Simon (21/07/2017 08:36)
 |  
| Top |  Svar  Citer |  |  |  
| 
| 
| #23507 - 25/07/2017 16:51  Re: Poetisk fryd..
[Re: RoseMarie] |  
| 
|   veteran
 | Registeret:  04/04/2008 Indlæg: 3512
 |  |  
| 
Alsisk Kalender No. 3. 1972.
 August
 
 Såndt bløv der snakket, og æ skal lov’ jer,
 vi tov voss venlet og kærlet åv jer,
 der itt var med, og hver jenne jen
 fæk sålt og peffe, som di fortjenn.
 
 For det hör til! Skal en rigte mor’ sig,
 så må en sandmæ og’ kubb kro sig
 og gi et hip og et dygte rap –
 til hven – ja, det kån vær hip som hap.
 
 *
 
 Kageopskrifter:
 
 Stribetærte
 
 8 æg, ½ pd. sukker, ½ pd. kartoffelmel, 2 spsk. mel, 2 teske
 bagepulver. Æggeblommer og sukker røres først med mel og
 bagepulver. Hviderne piskes og røres i á to gange. Bages på
 plade, skæres i 3 stykker og lægges sammen med 1 lag jæv-
 net stærk saft og 1 lag kagecreme. Oversiden kan pyntes
 enten med glasur eller flødeskum
 
 Kys
 
 3 æggehvider, ½ pd. sukker, en lille spsk. eddike. Røres
 godt. Kan også tilsættes kakao og nødder. Bages ved svag
 varme.
 
 *
 
 Gleisdreick
 
 Vi bor i ægget.
 På indersiden af skallen
 har vi kradset uanstændige tegninger
 og vore fjenders fornavne med gnidret skrift.
 Vi bliver udruget.
 
 Hvem der end ruger på os,
 vores blyant ruger han med.
 Sluppet ud en dag
 vil vi straks danne os et billed af den rugende.
 
 Vi antager, at vi bliver udruget.
 Vi tænker os en velsignet vinge
 og skriver stile
 om farve og race
 hos vores rugende høne.
 
 Hvornår slipper vi ud?
 Vore profeter i ægget
 skændes for middelmådig betaling
 om rugetidens længde.
 De antager en dag X.
 
 Af kedsomhed og ægte trang
 har vi opfundet rugekasser.
 Vi bekymrer os meget om vores vækst i ægget.
 Vi anbefaled gerne vort patent
 til den som våger over os.
 
 Men vi har jo tag over hovedet.
 Senile kyllinger,
 embryorer med sprogkundskaber
 samtaler hele dagen
 og drøfter endog deres drømme.
 
 Og hvis vi nu ikke bliver udruget?
 Hvis der aldrig går hul på denne skal?
 Hvis vor horisont kun er denne horisont
 fuld af kradserier og bliver ved med at være det?
 Vi håber, at vi bliver udruget.
 
 Selv om vi endnu kun taler om at ruge,
 røber vi dog frygt for at en eller anden
 uden for vor skal føler sult,
 slår os ud i sin pande og bestrør os med salt. –
 Hvasd gør vi så, mine brødre i ægget?
 
 - Günter Grass.
 
 mvh
 Simon
 
 
 
 Redigeret af Simon (25/07/2017 16:52)
 |  
| Top |  Svar  Citer |  |  |  annonce 
 
 |   |