Hej Tikka
Det du tænker på er følgende:
Dog må vi sige at beskæftigelsen med religiøse spørgsmål er stor i vor tid, hvor især mindfulness (mindfoolness mindfuldness og mindfjolness) og altså dermed ham Buddha fylder ikke så lidt.
Heroverfor savner jeg kristendommens ekstatiske spiritualitet, der er kreativ og udformes af det moralsk frie individ.
Dit spørgsmål lyder til teksten ovenfor:
SPØRGSMÅL: Kunne du kort forklare mig, hvad du mener, med det moralske frie individ i den sammenhæg du har indsat det i i din tekst?
Så bliver det meget kort, måske mere imorgen om du går videre med hvad jeg her skriver:
Vi mennesker er moralsk ansvarlige i en lang række sammenhænge i vores samfunds og sociale færden.
Men vi mennesker er også moralske frie og kreative til ikke at forsømme vore talenter, specielle "gifts", evner og ved hjælp af energien Helligåndens ekstatiske entusiasme kan vi som moralske frie kreative væsner udforme en vores selvaktualisering. Så vi bliver nøjagtig de unikke personer der er os og som adskiller os fra alle andre (det er i kristendommen Guds kald over vores liv). Noget kristendommen i særklasse af alle religioner værner om. Det er også en af de ting Paulus fortæller så smukt om.
At være i Kristus så er der for Paulus også tale om at vi er "karismatiker".
Det er igen at være født af Ånden,vores nye fødsel, de nye skabninger vi er i Kristus.
Alle disse forhold der står så stærkt i kristendommen savner jeg hos Buddha og i mindfulness bevægelsen, og ja om noget jeg savner alle disse specifikke kristne kendetegn hos Arne, hos ham jeg hverken finder eller hører et ord om disse forhold når han redegøre for sin religiøsitet. Endnu en grund til at jeg betragter ham som ikke værende i nærheden af kristendommen. Her må vi også huske at han slet ikke anede Paulus talte om dette at være i Kristus, og så er det ihvertfald ikke Nye Testamente man har studeret.