Det er simpelthen en hjertesag. Et spørgsmål om medfølelse.

Vegetarianeren til kødspiseren: Det er for ulækkert at spise kød, det er jo lig af døde dyr, der er ved at gå i forrådnelse. Hvordan i alverden kan du få dig selv, til at spise døde dyr?

Kødspiseren: Fordi det er så pokkers besværligt, at spise dem levende!

Hej Thomas!

Fortsat Q&A med Thomas:



Kære Thomas, jeg kalder dig ikke indbildsk. Jeg anmoder såmænd blot om, at du gør det etiske regnestykke op før du beslutter hvilken art uskyldigt liv du ønsker at fortære.

Selv planterne er uenige med dig, idet der findes kødædende planter der fanger uskyldige dyr i en fælde og fortærer dem.

Men problemet er selvfølgelig, hvordan man måler den lidelse man påfører en plante ved at fortære den sammenlignet med f.eks. orme, krybdyr eller pattedyr?

Hvis der ikke kan sættes et præcist mål for lidelsen i de respektive arter, så bliver der jo tale om en ren skønssag. Og så kan kødæderens skøn vel være lige så godt som dit, jfr. det utilitaristiske etiske regnestykke.

Der er måske en dybere årsag til, at mennesket fra naturens eller skaberens hånd er gestaltet som et altædende dyr. Måske hænger lysten til kød også sammen med lysten til at overleve og nyde livet, hvilket jo giver større frihedsgrader når man ikke skal bruge næsten al sin tid på at indsamle og fordøje store mængder planteføde. Dyrene skal jo dø alligevel, så hvorfor ikke dræbe dem hurtigt og næsten smertefrit, og fortære dem før de går i forrådnelse og bliver føde for andre dyr, orme og bakterier?

Hilsen

Ipso Facto


-----------------
"I cannot persuade myself that a beneficent and omnipotent God would have designedly created parasitic wasps with the express intention of their feeding within the living bodies of Caterpillars" - Charles Darwin

Endnu en gang Ipso Facto må jeg sige, at jeg er uenig.

Men det er slet ikke sikkert, at dette emne lader sig debattere, idet man enten kan angribe sagen udelukkende rationelt eller - som Thomas og jeg - med medfølelsen (og fornuften:-). Jeg synes, at det er svært at forklare, hvorfor jeg finder min vegetarisme værdifuld. Det handler jo om, hvad jeg mærker og ikke, hvad du o.a. her måtte beregne jer frem til. Dyr er for mig at se ikke varer men levende væsner. Når jeg ser, at grise bliver hængt op i benene for at blive kastreret, hvorefter de får en bedøvelse, har de allerede været igennem det første chok i deres liv. Bemærk at de ikke bliver bedøvet inden, der bliver skåret.

Jeg ved ikke, hvorfor grise hyler sådan, når de hænger der, og når de ellers står stækket sammen med en masse andre grise i deres båse. Det er nok deres sprog. De kender sikkert også til stress midt i mængden.

Hvor mange grise kommer ud i den friske luft, inden de skal på slagteriet? Og hvorfor skaffer landmanden sig en så stor flok grise - for at de skal give hinanden selskab? Næppe...

Jeg reklamerer normalt ikke for vegetarisme, og jeg er enig med kødspiserne i, at det er vigtigt med et fokus på, hvordan dyrene har det, imens de er i live, og at de ikke skal lide, når de aflives. Når mennesker tager køer, grise, heste, hunde etc. til sig som husdyr, har de også et ansvar for dyrenes trivsel. Problemet kan opstå, når dyrejerne blot avler dyrene for deres egen skyld og helt glemmer, at de rent faktisk har at gøre med levende væsner, der skal have gode rammer.

Som sagt er jeg ikke sikker på, at det lader sig gøre at debattere vegetarisme og dyretik udelukkende rationelt, idet vi hver især må stå frem med vores personlige holdning, om den så beskyldes for at være for følsom eller ej.

Mvh
Anne

Jeg er så naiv, at jeg hellere ser en oliven lide i min mund, end at grisen, koen og fåret skal holdes i fangenskab, opfedes, føde børn, der skal dræbes - og selv slås ihjel. Min naivitet består naturligvis i, at jeg bilder mig ind, at en oliven ikke lider i samme grad.

Du er naturligvis velkommen til at kalde mig hårdhjertet, at jeg er villig til at lade dyrene leve, mens jeg halshugger en oliven.