Koen, blomsten og hjerteløs lommefilosofi

I en samtale om medlidenhed…

Jan bruger ekims floskler.
Thomas ønsker, at kærligheden også gælder dyrene, som kan lide og føle smerte.

Abstrakt lommefilosofi vs. et bud om kærlighed, som selv små børn kan tage imod.

Læg mærke til hvor umuligt det åbenbart er at få nogle til at tænke med HJERTET!

serotonin: Jeg forsøger så vidt det er muligt, at give det jeg ser i verden til Helligånden og Jesus, og på den måde kan jeg være i kontakt med den samme kærlighed og fred som førte Jesus hjem til vores Fader. Når jeg har fred i sindet, så kan jeg også være fredelig

serotonin: overfor omgivelser og medmennesker.

Thomas: Så hvis du ser, at dyrene lider på menneskets 'dyre-fabrikker', så "giver du det til Jesus"?

Thomas: Frem for at ophøre med at spise kød og i stedet tale disse uskyldige væseners sag?

serotonin: Hvis alt i verden er uskyldig, så må du vel heller ikke plukke en blomst og så være skyld i at blomsten går ud?

serotonin: Dit ego skal nok finde på noget du kan føle dig skyldig over kære Thomas. Sådan er egoets dualistiske univers.

Thomas: Vil du påstå, at blomsten kan føle smerte som en ko? Er dette en undskyldning for at fortsætte mishandlingen af dyr?! Dit ego skal nok finde på en undskyldning for at fortsætte med at æde denne verdens uskyldige...!

serotonin: Hvis vores verden er skabt af Gud, så må alt i verden da kunne føle sig som en del af noget levende?

Thomas: Så du VIL altså sammenligne en ko, der bliver pint og dræbt med en blomst, der bliver plukket? Og lade dette være undskyldningen for at fortsætte med at æde dyrene og lade dem blive pint?!

serotonin: Nå, nu vil jeg i seng. Kan du sove godt kære Thomas.

Thomas: Ja, jeg tænkte nok, at du ikke ville svare på det. Sådan skærmer mennesker sig fra lyset, der afslører deres gerninger af mørket.

Thomas: Ligeså snart budet om godhed rykker for nært, så bliver mennesket træt og vil sove. Først vil det påstå, at en blomst føler lige så stor smerte som en ko, der bliver pint og dræbt. Og hvis dette ikke går: "Gaab, hvor er jeg træt, sov godt". Utroligt....

Thomas: For vende om, dét vil mennesket fanden gale mig IKKE!


Nå, nu skal jeg sikkert kaldes en farisæer igen…
…af dem som tænker: ”Til helvede med dyrene... når de står buret inde i 'torturkamre' og venter på døden, så er det bare som en blomst, der bliver plukket – gaaab, sov godt…”.

Denne debattråd er uden interesse for andre end Thomas.

"Denne debattråd er uden interesse for andre end Thomas."

Naturligvis, den afslører jo jeres ondskab mod jordens uskyldige væsener!

ADVARSEL!

Denne debattråd er fyldt med sprogblomster, citatfusk og den selvbestaltede profet Thomas' hjerteløse lommefilosofi.

Den er derfor uden interesse for seriøse debattører.

;)

.

Ja, det var da en smuk gengivelse af aftenens debat.

Serotonin er en klog mand.

Det er da sådan set en god ting at du, Thomas, for en gangs skyld udtrykker dine egne meninger istedet for at efterplapre de sædvanlige jesus-sentenser.

Du er åbenbart også HELT overbevist om vi andres "ondskab" overfor dyrene.

Hvis du nu istedet løftede blikket lidt og kiggede på verden som den er og forefindes - så ville du se at det er mere reglen end undtagelsen, at dyr (og planter med) spiser hinanden.

Mennesket er jo bare et dyr som de andre, så hvorfor skulle der være specielle regler her?

Når "andre dyr" dræber hinanden er der ingen barmhjertighed eller hensyntagen, mennesker tilstræber dog at aflive byttedyrene på det man kalder en human måde.

Er vegetarers tænkemåde ikke bare endnu et udslag af byboernes måde med at menneskeliggøre dyrene?

Kære Kurt.

Jeg er ganske enig med dig i dit indlæg. Jeg er vokset op i bondealmuen på et sted, der ikke ligger så langt fra, hvor du bor.

Der var ting, der under ingen omstændigheder kunne accepteres. Dyrene skulle behandles ordentligt, og det var utilgiveligt at glemme at vande hestene eller at flytte køerne, kvierne og kalvene på marken, så de fik nyt græs inden for tøjrslaget.

Det var også utilgiveligt at foretage aflivningen af slagtedyrene på en langsommelig måde, så de kom til at lide. De, der druknede uønskede kattekillinger, blev ugleset, fordi de aflivede dem på en langsom og pinefuld måde. Derfor huggede min far hovedet af dem med en økse. Dette har jeg også selv gjort med hundehvalpe, der var resultatet af et uønsket besøg af en gejl skotsk hyrdehund.

Vi lærte at slå ihjel på en kort og kontant måde, og dette gør jeg den dag i dag uden at få den ringeste kvababbelse. Men det er ikke alle, der kan holde ud at se på det. Engang da en hare pludseligt sprang ud foran bilen, kunne jeg ikke undgå at kvæste den.

En passager begyndte at tale om Falck og dyreambulance, og hun talte ikke til mig i det næste par timer, fordi jeg på stedet slog haren ihjel med håndkantslag bag ørerne, som er en øjeblikkelig aflivning.

Iøvrigt Kurt: Rart at se dig igen her på sitet.


Med venlig hilsen

Kristian

En klog mand sagde engang:

For det, som kommer ind i jeres mund, vil ikke gøre jer urene; men det, som kommer ud af jeres mund, det vil afsløre jer.

Gad vide hvad det egentligt betyder?

At ville dyr det godt er da een god ting, men hvis hjertet er splittet, så kan man ville nok så mange gode ting, uden det i sandheden vil ændre på noget.

Hjertet helbredes ikke ved at ville ændre på verden og medmennesker, men derimod helbredes hjertet ved at man ikke dømmer verden og medmennesker, og praktisere helhjertet tilgivelse.

Altid rart, Kræn-P, at se et af dine down-to-earth-indlæg.

At vi, mennesket, på linje med så mange andre rovdyr, lever af andre dyrs kød, er vel bare noget vi må acceptere.

Et gudeliv i et paradis, hvor alle, selv løver og tigre, skulle kunne græsse sammen og sove i hinandens 'arme' sammen med menneskebørn og lam er da sådan en gang vrøvl, at man - tjah græmmes - og undres over, hvad mennesker kan acceptere af overtro.

Jerry

Fordi vi har et valg.



Det er et udslag af medfølelse, som bør omfatte alle levende væsener.

At vi bør vaske hjertet med sandhed og kærlighed, frem for at vaske kopper, kar og borde.



Ja, mon ikke. Så lad os gøre det!



Ej heller ved at slå uskyldige væsener ihjel.

Hvem bestemmer hvad og hvem der er skyldig og uskyldig?

Er de mennesker der slår dyr ihjel skyldige væsner?

Kan et væsen både være skyldig og uskyldig på samme tid?

Hvad er du Thomas?

Er Jesus skyldig, siden han også spiste kød?

Hvis det er ånden som gør gavn, så må det vel også være åndens virkelighed vi skal søge, og anstrenge os for at give slip på tilknytningen til formens verden.

Hvis det fysiske var udtryk for virkeligheden og sandheden, hvorfor så skulle give slip på tilknytningen til kroppen og kroppens verden?

At dømme det fysiske og tillægge det en virkelighed, er det ikke det samme som at tilbede afguder?

Hvis dyrs væsen ses som noget fysisk, så er det vel en fornægtelse af disse væsners åndelige eksistens.

Hvis Jesus ikke ville, at det var hans krop vi skulle tilbede, men hans sind, så var det fordi at kroppen og det fysiske vildleder os.

Det vi reagere på, er også det vi ser som sandt. Det er kun muligt enten at reagere på ånden eller egoet(det fysiske).

Ja, dyr og mennesker lider, og mennesker påføre hinanden og dyr lidelse, og dyr påføre også mennesker lidelse. Men det er altsammen et udtryk for noget der sker på et meget meget dybere plan, sindets plan.

Alt lidelse har sit udspring fra troen på adskillelsen fra Gud, og det er kun ens eget ansvar at komme ind i sindet og få korrigeret denne fejlagtige tro. Det fysiske er blot en virkning hvor årsagen er en illusorisk ide.

Jesus viste os, at ved at han accepterede sin eenhed med Gud, var der slet ikke fundet nogen adskillelse sted. Frelsen ligger i at gøre det samme som Jesus, altså acceptere vores eenhed med Gud. Gud reagere jo heller ikke på lidelse, da lidelse ikke er af Ham.

Men du må se på, om din reaktion på det du ser i verden, afspejler fuldkommen kærlighed, eller om der også er frygt tilstede. Hvis der er frygt tilstede i din bevidsthed, så kan du roligt regne med, at du har reageret på noget der ikke er virkeligt. For virkeligheden kan ikke fremkalde frygt, siden virkeligheden kun er af Gud.

Men igen som jeg har skrevet flere gange, så er det ikke et spørgsmål om at fornægte det du oplever, men et spørgsmål om at undersøge ÅRSAGEN til det du oplever.

Der er intet kompromi Thomas, og det understreger Jesus også helt klart.

Uanset hvor dualitet spiller en rolle, der må vi virkelig anstrenge os for ikke at gå på kompromi, for det er den eneste måde det er muligt at komme i kontakt med Kristus, vores sande Selv som Gud har skabt. Det er jo ikke uden grund Jesus blev kaldt for Kristus.

Og nej, EKIM er ikke nogen filosofi, men en lærer i et ikke-dualistisk tankesystem, som er det tankesystem Jesus praktiserede til fuldkommenhed. Det oprindelige Thomasevangeliet, er også et fuldkommen ikke-dualistisk budskab. Alt Jesus har formidlet til vores verden, har kun været med den hensigt, at vi skulle lærer at praktisere tilgivelse ligesom han selv gjorde, og på den måde komme i kontakt med sandhedens ånd i vores indre, og så lade ånden fortolke og dømme verden.

Nå men, ja, fjing fjong og ding dong, og så lad os bare gi den gas, ik...

Håber du har det godt min ven.

Kærligst Jan.

Hej Thomas!

Q&A med Thomas:



Har du nu overvejet det etiske dilemma ordentligt Thomas?

Hvorfor skal det dog gå ud over de stakkels planter? Hvad har de egentlig gjort dig, siden de fortjener at blive uskadeliggjort og fortæret af dig og andre vegetarer? Er du fuldstændig blottet for medfølelse med planteriget?

Måske vil det etiske regnestykke efter utilitarismens lykkeprincip vise, at den totale mængde af lidelse der påføres uskyldigt liv, målt op imod den lykke det er at spise saftige bøffer, alt taget i betragtning, taler imod vegetarisme, idet disse slughalse guffer uskyldige planter i sig, i helt ustyrligt store mængder, da de vægtmæssigt skal fortære et flerfold af planteføde, for at få dækket samtlige deres fysiologiske behov. De samme behov kan dækkes af en enkelt saftig bøf på 300 gram. Dertil kommer så, at vegetarerne stjæler dyrenes føde, hvilket sikkert påfører mange uskyldige dyr sultedøden.

Dette blot for at anskueliggøre, at sagen måske slet ikke er så enkel, som du bilder dig ind Thomas. Det er altid farligt blot at lade sig styre af instinktive følelser frem for nøje og rationelt at overveje alle de etiske implikationer før man handler.

Hilsen

Ipso Facto

P.S.! Hitler var forresten vegetar og elskede dyr; især hunde satte han meget stor pris på. Blot for at antyde, at der ikke nødvendigvis er en sammenhæng mellem etik og spisevaner.


-------------
"Tjener, der er en flue i min grøntsagssuppe!" Tjeneren: "Så bliver det lige 10 kroner mere min herre, hvilket svarer til prisen for kødsuppe."

Okay, jeg har valgt. Jeg gør som det falder mig naturligt - og spiser kød.

Jeg VÆLGER at spise kød fra dyr og fjerkræ som har haft et rimeligt liv og er slagtet på en fornuftig måde.






Det lyder som et frit-luften-svævende-argument.
De dyr vi (i samfundet) spiser:
- bliver slagtet mere smertefrit end de dyr der bliver andre dyrs føde i naturen.
- ville aldrig have fået et liv hvis de ikke var opfostret til menneskeføde.
- er (som hovedregel) blevet passet og plejet - i fremtiden vil den politiske forbruger FORLANGE endnu bedre kontrol med dyrevelfærd.

Det står selvfølgelig enhver frit for at undlade at spise kød, men om andre gør det kan ikke være dyre-aktivisters sag. De har ingen gode argumenter at henvise til.

Kald mig bare indbilsk; jeg tror, at en ko har flere følelser end en mælkebøtte.

Det er simpelthen en hjertesag. Et spørgsmål om medfølelse.

Vegetarianeren til kødspiseren: Det er for ulækkert at spise kød, det er jo lig af døde dyr, der er ved at gå i forrådnelse. Hvordan i alverden kan du få dig selv, til at spise døde dyr?

Kødspiseren: Fordi det er så pokkers besværligt, at spise dem levende!

Hej Thomas!

Fortsat Q&A med Thomas:



Kære Thomas, jeg kalder dig ikke indbildsk. Jeg anmoder såmænd blot om, at du gør det etiske regnestykke op før du beslutter hvilken art uskyldigt liv du ønsker at fortære.

Selv planterne er uenige med dig, idet der findes kødædende planter der fanger uskyldige dyr i en fælde og fortærer dem.

Men problemet er selvfølgelig, hvordan man måler den lidelse man påfører en plante ved at fortære den sammenlignet med f.eks. orme, krybdyr eller pattedyr?

Hvis der ikke kan sættes et præcist mål for lidelsen i de respektive arter, så bliver der jo tale om en ren skønssag. Og så kan kødæderens skøn vel være lige så godt som dit, jfr. det utilitaristiske etiske regnestykke.

Der er måske en dybere årsag til, at mennesket fra naturens eller skaberens hånd er gestaltet som et altædende dyr. Måske hænger lysten til kød også sammen med lysten til at overleve og nyde livet, hvilket jo giver større frihedsgrader når man ikke skal bruge næsten al sin tid på at indsamle og fordøje store mængder planteføde. Dyrene skal jo dø alligevel, så hvorfor ikke dræbe dem hurtigt og næsten smertefrit, og fortære dem før de går i forrådnelse og bliver føde for andre dyr, orme og bakterier?

Hilsen

Ipso Facto


-----------------
"I cannot persuade myself that a beneficent and omnipotent God would have designedly created parasitic wasps with the express intention of their feeding within the living bodies of Caterpillars" - Charles Darwin

Endnu en gang Ipso Facto må jeg sige, at jeg er uenig.

Men det er slet ikke sikkert, at dette emne lader sig debattere, idet man enten kan angribe sagen udelukkende rationelt eller - som Thomas og jeg - med medfølelsen (og fornuften:-). Jeg synes, at det er svært at forklare, hvorfor jeg finder min vegetarisme værdifuld. Det handler jo om, hvad jeg mærker og ikke, hvad du o.a. her måtte beregne jer frem til. Dyr er for mig at se ikke varer men levende væsner. Når jeg ser, at grise bliver hængt op i benene for at blive kastreret, hvorefter de får en bedøvelse, har de allerede været igennem det første chok i deres liv. Bemærk at de ikke bliver bedøvet inden, der bliver skåret.

Jeg ved ikke, hvorfor grise hyler sådan, når de hænger der, og når de ellers står stækket sammen med en masse andre grise i deres båse. Det er nok deres sprog. De kender sikkert også til stress midt i mængden.

Hvor mange grise kommer ud i den friske luft, inden de skal på slagteriet? Og hvorfor skaffer landmanden sig en så stor flok grise - for at de skal give hinanden selskab? Næppe...

Jeg reklamerer normalt ikke for vegetarisme, og jeg er enig med kødspiserne i, at det er vigtigt med et fokus på, hvordan dyrene har det, imens de er i live, og at de ikke skal lide, når de aflives. Når mennesker tager køer, grise, heste, hunde etc. til sig som husdyr, har de også et ansvar for dyrenes trivsel. Problemet kan opstå, når dyrejerne blot avler dyrene for deres egen skyld og helt glemmer, at de rent faktisk har at gøre med levende væsner, der skal have gode rammer.

Som sagt er jeg ikke sikker på, at det lader sig gøre at debattere vegetarisme og dyretik udelukkende rationelt, idet vi hver især må stå frem med vores personlige holdning, om den så beskyldes for at være for følsom eller ej.

Mvh
Anne

Jeg er så naiv, at jeg hellere ser en oliven lide i min mund, end at grisen, koen og fåret skal holdes i fangenskab, opfedes, føde børn, der skal dræbes - og selv slås ihjel. Min naivitet består naturligvis i, at jeg bilder mig ind, at en oliven ikke lider i samme grad.

Du er naturligvis velkommen til at kalde mig hårdhjertet, at jeg er villig til at lade dyrene leve, mens jeg halshugger en oliven.

Man kan kun erkende i samvittigheden og kærligheden, hvor ubarmhjertigt det er at pine og myrde levende væsener. Et vandfald af retoriske spørgsmål og ekim-abstraktioner kan ikke fornægte én dråbe af barmhjertighed.

Sagde Jesus og:

Men Jesus svarede dem: »De behøver ikke at gå. Giv I dem noget at spise!« v17 De sagde til ham: »Vi har kun fem brød og to fisk her.« v18 Han sagde: »Giv mig dem!« v19 Og han lod folkeskarerne sætte sig i græsset, tog de fem brød og de to fisk, så op mod himlen og velsignede dem, brød brødene og gav disciplene dem, og de delte dem ud til skarerne.

Det gik vist lige i fisk.

Hej Thomas.

Er enhver dømmende og fordømmende tanke, ikke også et udtryk for ubarmhjertighed?

Hvis du tillægger andre mennesker ondskab, så har du også på et eller andet plan dømt og fordømt, og på den måde gjort ondskab til noget personligt. Men hverken lidelse, smerte eller ondskab er noget personligt, ligesom kærlighed og barmhjertighed ikke er noget personligt.

Ondskab, lidelse og smerte har altsammen den samme kilde, og som med kærlighed, så er det eet valg. Valget er personligt kunne man sige, men uanset hvad man vælger, så ændre det aldrig nogensinde på sandheden om hvem man er. Og igen så er valget altid imellem ånden eller egoet.

I første instans er årsagen til at mennesket vælger at lytte til deres ego - og tror at frelse er projektion(angreb) - deres fejlopfattelse af hvem de er, og deres ubevidste skyldfølelse.

Samvittighed er et så enormt misbrugt begreb, for det bruges til at gøre skyld virkeligt, og når først man gør skyld virkeligt i een selv, så vil den unægtelig også blive projiceret ud på verden og medmennesker.

Man ophæver ikke skyldfølelse ved først at gøre ÅRSAGEN til den virkelig(ideen om adskillelsen fra Gud), men ved at erkende at det man troede på aldrig i virkeligheden er sket, og så tilgive.

Hvis du oplever andet end Guds fuldkomne kærlighed, så må det også være dig selv der tror du er adskilt fra Ham, og så kan det også kun være dit ansvar, at få korrigeret denne tro.

Barmhjertighed er egentligt det samme som retfærdighed.

Her er hvad Jesus siger om retfærdighed:

Retfærdighed er den guddommelige korrektion af uretfærdighed. Uretfærdighed er grundlag for alle verdens domme. Retfærdighed korrigere de fortolkninger uretfærdighed fører til, og udsletter dem. Hverken retfærdighed eller uretfærdighed eksisterer i Himlen, for der er fejltagelse umuligt, og korrektion meningsløs. I denne verden derimod, beror tilgivelse på retfærdighed, fordi alle angreb kun kan være uretfærdige. Retfærdighed er Helligåndens dom over verden. Med undtagelse af Hans dom er retfærdighed umulig, for ingen i verden er i stand til kun at fortolke retfærdigt, og lægge al uretfærdighed til side. Hvis Guds Søn blev retfærdigt dømt, ville der ikke være behov for frelse. Tanken om adskillelse ville for evigt have været utænkelig.
Retfærdighed er en fortolkning, ligesom sin modsætning. Men det er den eneste fortolkning der fører til sandheden. Dette bliver muligt af den grund, at selv om retfærdighed ikke er sand i sig selv, indeholder den intet der modsætter sig sandheden. Der er i sagens natur ingen konflikt imellem retfærdighed og sandhed; det ene er kun det første lille skridt i retning af det andet. Vejen bliver ganske anderledes efterhånden som man går fremad. Og al pragten, det storslåede scenario, og de enorme, åbne, mentale udsyn der dykker op, og møder een som rejsen skrider frem, kan ikke forudsiges fra starten. Men selv dette, hvis herlighed når ubeskrivelige højder imens man fortsætter, er ganske småt i forhold til det der venter, når vejen forsvinder og tiden hører op sammen med den. Men et eller andet sted må man begynde. Retfærdighed er begyndelsen.
Alle begreber om dine brødre og dig selv; al frygt og fremtidige tilstande, og hver eneste bekymring om fortiden, stammer fra uretfærdighed. Her er den linse, som fordrejer opfattelse når den holdes foran kroppens øjne, og bringer vidnesbyrd om den fordrejede verden tilbage til det sind der lavede linsen, og holder meget af den. Udvalgt og tilfældigt, er hvert eneste begreb i verden bygget op præcist på denne måde. >>Synder<< opfattes og retfærdiggøres ved omhyggelig udvælgelse, hvorved alle tanker om helhed nødvendigvis må gå tabt. Tilgivelse har ingen plads i et sådan system, for ikke een eneste >>synd<< synes ikke for evigt sand.
Frelse er Guds retfærdighed. Den giver helheden af de fragmenter du opfatter som afbrækkede og adskilte tilbage til din bevidsthed. Og det er den der overvinder frygten for døden. For adskilte fragmenter må nødvendigvis forfalde og dø, men helhed er udødelig. Den bliver i al evighed ved med at være som sin Skaber, fordi den er eet med Ham. Guds dom er Hans retfærdighed. Over på denne Dom, der helt mangler fordømmelse, og er en vurdering der udelukkende er baseret på kærlighed, har du projiceret din uretfærdighed, og givet Gud den fordrejede opfattelses linse, som du ser igennem. Nu tilhører den Ham, og ikke dig. Du er bange for Ham, og ser ikke, at det er dit Selv du hader og frygter som en fjende.
Bed om Guds retfærdighed, og lad være med at forveksle Hans barmhjertighed med din sindsyge. Opfattelse kan lave et hvilket som helst billede sindet ønsker at se. Husk det. Heri ligger enten Himlen eller helvede, som du vælger. Guds retfærdighed peger mod Himlen, netop fordi den er fuldstændigt upartisk. Den accepterer alle beviser der bringes frem for den, udelader intet, og anser intet for at være isoleret og adskilt fra resten. Ud fra dette ene standpunkt dømmer den, og fra det alene. Her bliver alle angreb og alle fordømmelser meningsløse og kan ikke forsvares. Opfattelse hviler, sindet er stille, og lyset vender tilbage igen. Nu gives visionen tilbage. Det som var tabt, er nu blevet fundet. Guds fred sænker sig over verden, og vi kan se. Og vi kan se!

Der findes ingen som Jesus, der kan udtrykke det så klart. Det er smukt og det er fyldt med sådan en enorm styrke og indsigt.

Men ja, du er fri til at tro hvad du vil Thomas. Og hvis det dit hjerte fortæller dig opleves som sandt og befriende, så lad det være sådan.

Kærligst Jan.

Selv om vi ikke bør fordømme, bør vi opfordre hinanden til at gøre godt. At tildele levende væsener pinsel og død er hverken godt eller barmhjertigt.

Hvis vi griber en tyv i at stjæle, bør vi bede ham om at lade være med at stjæle - men han kan svare det samme som dig; at man fordømmer ham... hvor vover man!



Jeg tror på, at vi skal elske vores brødre og søstre... også de mindste af disse.

Fisk har i forhold til andre dyr et meget lavt refleksionsniveau. Og selv ved at leve udelukkende vegetarisk, slår vi ihjel, når vi pløjer marken. Det er et valg mellem regnormene og rejerne for at stille det lidt firkantet op.

Vi må gøre godt i den udstrækning, det er muligt. Og gøre alt hvad vi kan!

Nej de reflekterer ikke hørligt, når de enten bliver kvalt, eller når de får skåret hovedet af. Ikke desto mindre er det dyr, og føler med garanti også smerte.

Alt i alt - en dårlig undskyldning.

Kære Thomas.

Til eet barn der har en uhensigsmæssig adfærd, som kan være skadelig både for det selv og dets omgivelse, fortæller man ikke først hvad det må og ikke må, for det vil altid få barnet til at gå i forsvar. Hvis man ved hvad årsagen til adfærden i første instans er, så ved man også hvordan det er muligt at vejlede barnet på en sådan måde, at barnet er åben for at ændre adfærd. Men igen, adfærd og handlinger afspejejler altid den mentale tankegang.

Hvis man griber et menneske i at stjæle, og man beder dette menneske om ikke at stjæle, hvordan tror du så dette menneske vil reagere? Vil dette menneske acceptere det du siger, og så holde på med at stjæle mere?

Hvis det var løsningen at fortælle andre mennesker hvad de ikke må, så ville der ikke være nogen mennesker i vores verden der ville gøre noget de ikke måtte, da denne tankegang har været den tankegang mennesket har praktiseret i mange tusind år.

Det kan godt ske du ser dig selv som god, og får lettet din samvittighed ved at fortælle andre mennesker hvad de ikke må, men nogen fundemental løsning er det ikke, siden mennesket tilstadighed gør noget de ikke må, set udfra denne verdens opfattelse.

Et menneske ændre først adfærd, så snart det kommer til en forståelse af hvad ÅRSAGEN er til adfærden.

Hvis det første du siger til et andet menneske, er, at det har gjort noget forkert, så er der som regel lukket for åben kommunikation. Og det er altid den skyldbetonede samvittighed der lukker af for konstruktiv kommunikation.

Hvis din hensigt er at det andet menneske skal få dårlig samvittighed, og først føle sig skyldig og derefter kan tilgives, så bliver der blot praktiseret den samme tankegang som i første instans var årsag til den frygtbaseret dualistiske verden.

Og med hensyn til abstraktion, så er abstraktion vel indbegrebet af, at man forsøger at flytte fokus fra det sted hvor problemet egentligt ligger.

Problemet er altid ens egen uvillighed til at praktisere tilgivelse. Tilgiv først, og så vil den rette vejledning også kunne finde sted og høres i dit sind.

Der er selvfølgelig tilfælde hvor man ikke når at tilgive, og er så nødt til at bruge sin egen sunde dømmekraft, men budskabet er meget klart fra Jesus, at det kun er igennem tilgivelse at det er muligt at høre stemmen fra sandhedens ånd, og så lade denne ånd være vejleder og ikke egoet.

Hvis du ærligt kan erkende, at din første reaktion på hvad enten du oplever her i verden, er tilgivelse, så vil du også vide lige præcist hvordan du bør handle og kommunikere med dine brødre og søstre.

Men det kræver træning af sindet, for det ubevidste sind dømmer helt automatisk udfra fortiden, og "normalt" så reagere vi på disse domme som var de baseret på sandheden.

Hvis Jesus virkelig vejleder dig i, at du bør fortælle andre mennesker hvad de må og ikke må, så tror jeg du har fat i den forkerte Jesus. Det er ikke vores opgave at irettesætte andre, for det har vi slet ikke nogen kompetance til. Lad Jesus og Helligånden om det, og så skal du nok få fred i dit sind, og ikke bekymre dig om andet end at du selv igen finder hjem til Gud.

Se problemet hvor det er, og se det som det er, og du vil også se at løsningen er blevet dig givet. Hvis du acceptere løsningen, så forsvinder problemet tilbage til det ingenting det kom fra.

Og jeg ved godt du tror på, at vi skal elske vores brødre og søstre, og også de mindste, for alt er skabt ligeværdigt, og helligt, men hvis du ser noget der ikke er skabt af Gud, så elsker du noget der slet ikke findes. Elsk ånden i dine brødre og søstre, og det du kalder de mindste, og så vil du også opleve den sande kærlighed, som er fuldkommen ubetinget, og som ikke er bundet til form.

"Normalt" stiller vi i vores verden betingelser for kærligheden, og det gør kærlighed til en ambivalent oplevelse. Ofte så skal andre mennesker opføre sig på en bestemt måde, og have en bestemt adfærd - set udfra vores individuelle opfattelse - for at vi elsker og acceptere dem.

Hvis man siger at andre mennesker skal ændre sig, for at de er berettiget kærlighed, tilgivelse, accept, ja, frelse osv, så forsøger man at ændre på noget, som man slet ikke forstår hvad er. Det eneste man i sandheden kan ændre på, er ens egen opfattelse af andre mennesker, og for den sags skyld verden.

Uha, det løber "sgu" helt af med mig, når jeg sitter, ja, jeg skrev sitter(det lød lige så sjovt inde i mit hovede ), her og skriver.

Fred til dig min kære broder Thomas.

Det lyder også lidt sjovt det der med broder, men ja, det er jo kun een selv der ved hvor oprigtig man er, ik..

Kærligst Jan.

Som jeg antydede længere oppe i mit indlæg som svar på en Ipso Facto bemærkning, så handler det ikke om rationelle beregninger, overfølsomme reaktioner eller dårlige undskyldninger.

Da jeg blev vegetar for 9 år siden, var det i første omgang et spørgsmål om at lytte til mit indre og min krop. Jeg havde hverken brug for kød eller lyst til at spise det. Siden hen i livets og hjertets processer blev det mere og mere klart for mig, at der faktisk er mange dyr, der lider mellem menneskers hænder. Det er klart, at vi som en del af naturen også må benytte os af den; vi kan ikke undgå at fælde nogle træer, at slagte nogle dyr osv osv. Men vi kan mindske vores handlinger og forbedre vores bevidsthed ved ikke at overforbruge - vi kunne f.eks. mindske slagteriproduktionen ved at spise flere grøntsager og mindre kød (og derved opretholde syre-base balancen). Vi må være vågne over for, hvorledes dyr agerer, reagerer og føler. For de er ikke og må ikke betragtes for værende produktionsvarer!

Mit vegetariske valg består altså både i en kostorientering men i den grad også i et fravalg af spise de mange dyr, der blot har været til for at blive slagtet. Her tænker jeg særligt på køer, svin og høns (og vildt).

Jeg er af samme opfattelse som Thomas ang. fisk. Men her vil jeg dog påpege, at man kan gå efter mærket Butler Choice og lign. produkter, hvor fisk er fanget i det fri hav eller i åbne bassiner.

Mvh
Anne

Fair nok! Men der er ingen bibelsk begrundelse, eller forbud imod at spise dyr. Gud tillader dette.

Hej Anne.

Jeg er meget enig med dig i, hvad du skriver om kødspiseri og husdyrhold.

Jeg er også enig med dem, der mener, at agerbrug jo reelt er, at vi "voldtager" naturen og reducerer den til at være vores "spisekammer" (hvorved der pludselig blev liv for ca. dobbelt så mange mennesker som før, hvor vi alene levede som samlere, fiskere og jægere).

Om vi hæmningsløst æder dyr, produceret til formålet, eller æder planter ligeså produceret til at tjene os, samt afbrænder fossile energikilder og sviner kloden til med CO2 m.m. og iøvrigt forurener med "affald" af forskellig slags - så er det altsammen, set med mine øjne udtryk for, at vi misbruger vore evner.

I de rige lande ser det for mig ud til, at det er kravet om økonomisk vækst, der vildleder os - og i de fattige lande at der fødes for mange mennesker - også selv om der dør ca. 20.000 børn af sult - hver dag! - og dertil ca. 10.000 af sygdom.

Vi har evnerne til at undgå disse fejltrin, vil jeg mene, men vi bruger dem ikke.

M.v.h. Arne.

"Men for eders eget blod kræver jeg Hævn; af ethvert Dyr kræver jeg Hævn for det, og af Menneskene indbyrdes kræver jeg Hævn for Menneskenes Liv. " (1. Mosebog, 9, 5).

Således står der i Biblen.

Gud velsignede Noa og hans sønner og sagde til dem: »Bliv frugtbare og talrige, og opfyld jorden. v2 Hos alle de vilde dyr, hos alle himlens fugle, hos alle krybdyr på jorden og hos alle havets fisk skal der være frygt og rædsel for jer; de er givet i jeres magt. v3 Alt, hvad der rører sig og lever, skal I have til føde. Jeg giver jer det alt sammen, ligesom jeg gav jer de grønne planter.

"Gud sagde fremdeles: Jeg giver eder alle Urter paa hele Jorden, som bærer Frø, og alle Træer, som bærer Frugt med Kærne: de skal være eder til Føde; men alle Jordens Dyr og alle Himmelens Fugle og alt hvad der kryber på Jorden og som har Livsaande, giver jeg alle grønne urter til Føde." Og således skete det. (1. Mosebog, 1,29-30).

Forfatteren synes her ganske at have glemt rovdyrenes eksistens, men det ænder ikke, at hvis man bruger Biblen som en autoritet for Guds vilje kan man ikke bare gå udenom 1. Mosebog, 9,5).

Nej, der er ingen bibelske begrundelser for, hvad Gud i virkeligheden tillader, da dette er en trossag. Der er vist heller ingen, der er i samme grad som dig har søgt at skabe bibelske begrundelser for, hvad Gud tillader

Det synes jeg så til gengæld er en dårlig undskyldning for at spise dyrene.

Mvh Anne, der har travlt med at nå toget

Jeg skrev, at de ikke havde samme refleksionsniveau. Vælger vi rejerne fra og pløjer marken, så dør regnormene.

Medfølelse er, hvad det handler om. Og at vi handler på den - så godt vi kan!

Jeg bestemmer ikke over dig og er ikke ude på at påtvinge dig noget. Du kan kun selv ændre din adfærd - lyt til din samvittighed.



DU holder selv løsningen lige i din hånd. Lyt til dit hjerte og ophør med at spise dyrene. Du behøver ikke mig for at løse dig. Lyt til din egen samvittighed.

Hvis ikke du bestemmer over mig, hvorfor skriver du så jeg skal ophøre med at spise dyrene?

Mit hjerte siger mig, at det er mere vigtigt at jeg kan spise det der bliver serveret for mig uden at føle mig skyldig, end at dømme det og føle mig skyldig.

Hvis du sidestiller samvittighed med det at have et valg, og du forbinder det at vælge med noget der sker på det fysiske-plan, så er vi fandme på skideren, for har du tænkt over hvor uendeligt mange valg-muligheder der findes på dette plan?

Det er meget mere enkelt, at træffe valget på det plan, hvor valget kun består imellem to ting. Ånden eller egoet, sandhed eller illusion, kærlighed eller frygt.

Min samvittighed siger mig tit, at jeg er en elendig synder, og er skyldig, og fortjener straf. Jeg tror sgu ikke på det er stemmen for Gud der taler der.

Hvad med de mennesker der ryger? Er de ikke også med til at udsætte andre levende væsener for lidelse? Passiv rygning er enormt kræftfremkaldende.

Hvad med forurening? Det er umuligt ikke at blive påvirket af den forurening som f.eks biler forårsager. Er bilister nogle hensynsløse mennesker, siden de skulle være skyld i at mange menneskers kroppe nedbrydes af giftstofferne fra biler. Og ja, hvad med fragtskibe, de forårsager så enomt meget lidelse for dyr verden over, olieudslip.

Hvad med zoologisk haver? Dyr bliver ofte helt apatiske pga indespærring.

Hvad med kæledyr? Der er mennesker der har slæbt hunde efter biler indtil hunden var fuldstændig flået levende.

Nogen mennesker har endda puttet katte ind i en ovn, og set på at de brændte levende.

Hvad med mennesker der voldtager børn? Og hvad med krig?

Menneskehedens historie vidner om så grusomme ting, så meget lidelse, og så meget død og ødelæggelse, at det at mennesker spiser dyr, er det rene ingenting.

Jeg har her den sidste tid været inde på nettet og se nogle meget meget skræmmende og sindsyge ting på nettet, for at se på hvordan jeg ville reagere på det. Mennesker der bliver stenet til døde. Mennesker der bliver banket ihjel. Børn der har fået revet ben af pga landminer. Børn der bliver solgt til prostituion. Børn der bliver opdraget til at gå i krig. Børn der har fået tæsk af deres forældre.

Læs nyheder, og se nyheder i fjernsynet. Død, vold, ødelæggelse, lidelse, smerte, frygt, had, vrede, fordømmelse osv.

Er det personligt? Eller står der en sindsyg kollektiv tankegang bag?

Hvad er årsagen?

Hvis årsagen til den sindsyge og det vanvid som menneskehedens historie vidner om, skulle findes her i vores verden, og at der skulle kunne ændres noget ved at gøre nogle bestemte ting her i vores verden, og undlade at gøre nogle andre ting, så forstår jeg ikke hvorfor mennesket tilstadighed udtrykker så enorm stor mangel på kærlighed.

Hvad er sandheden om mennesket?

Hvad er sandheden om vores verden?

Og hvad er formålet med vores verden?

Hvis vores verden er Guds skaberværk, så må de drifter og det begær som mennesket giver udtryk for, også have sit ophav fra Gud. Hvor skulle det ellers komme fra?

Hvis vores valg står imellem to ting som begge er virkelige, hvordan ved vi så hvad vi skal vælge? Hvis begge er udtryk for noget sandt?

Hvis Gud står bag vores verden, og er skaber af kroppen, så må lidelse også være af Gud. Hvis virkeligheden kan fremkalde frygt, så må frygt vel også være af Gud?

Og hvis vi har et valg, hvem er så ophav til dette valg?

Hvis den fuldkomne kærlighed er sandheden, hvordan kan der så i første omgang kunne være opstået noget at vælge imellem?

Hvordan kan jeg nogensinde få fred i mit sind, hvis det er der findes een virkelighed adskilt fra mig. Een virkelighed hvor der er lidelse, død, had, skyld, vrede, fordømmelse og frygt. Hvis jeg ser mig selv som een del af een virkelighed der er adskilt fra mig, og min frelse og min indre fred er afhængig af, at den virkelighed der er adskilt fra mig, først skal være fri for lidelse og frygt, før jeg selv kan blive fri, så må jeg først ændre på alt i verden, og få alle mennesker til at opføre sig på een sådan måde, at der ikke mere forekommer lidelse, død, smerte og frygt udenfor mit eget sind. DET VILLE VÆRE UMULIGT.

Hvis dualitet er et udtryk for virkeligheden, så kan der ikke findes nogen frelse, for dualitet er indbegrebet af lidelse. Og hvis Gud står bag det som er virkeligt, så kan det vel ikke ændres, medmindre Gud er ufuldkommen og har begået een fejl. Og ja, hvem skal vi så kunne stole på?

Hvis dualitet og det fysiske univers ikke er af Gud, hvorfor så reagere på det som virkeligt? Og hvorfor skulle Gud reagere på det som virkeligt? Og hvis Jesus er frelseren, eet med Gud, hvorfor skulle han så reagere på noget som ikke er virkeligt?

Stiller du aldrig dig selv disse spørgsmål Thomas?

Hvad tror du på, og har du undersøgt det du tror på?

Der er så meget ved vores verden, som bare ikke hænger sammen med, at Gud overhovedet skulle have noget som helst at gøre med vores verden.

Og hvis Gud ikke har noget at gøre med vores verden, men er i vores sind, hvor vi i Kristus er eet med Ham, hvorfor så ville ændre på noget i verden?

Siden vi oplever os selv som værende her i verden og ikke hos Gud, så kan det kun være eet spørgsmål om, hvad det er vi tror på om os selv og Gud.

Det er vel de eksistentielle spørgsmål vi må stille, for at vi kan få svar på disse fundamentale spørgsmål, ik...

Hvis ikke vi får stillet dem nu, og for rensaget vort sind, og finder afklaring og fred, så skal vi jo blot til at herned igen, og lide lidt mere, inden vi får os taget sammen til at stille de rette spørgsmål, og acceptere de rette svar, ik... ;)

Kærligst Jan.

Det er ondt at fange, pine og myrde jordens uskyldige væsener. Dette siger jeg til alle, som har hjerte. I håbet om at vække deres samvittighed.



Får du altid din mad serveret for dig?



Du siger, at mennesker, der ryger, udsætter andre for fare. Men man kan ikke bruge en synd til at retfærdiggøre en anden. Man kan ikke sige: "Du ryger, hvilket er skadeligt for andre! Jamen, så vil jeg også bidrage til at plette jorden med grusomhedens mørke!".



Jeg tror på medfølelse med alle jordens skabninger - vores brødre og søstre. Dette kræver ikke abstrakt begrebsjonglering. Det kræver hjerte. Selv små børn kan følge med!

Hej Serotonin.

Du skriver - til Thomas - om dualitet:
"Hvis dualitet er et udtryk for virkeligheden, så kan der ikke findes nogen frelse, for dualitet er indbegrebet af lidelse."

Er det muligt for dig helt kort og klart at fortælle, hvad du mener med ordet: dualitet?

Og er det muligt lige så kort og klart at udtrykke, hvad du vil sætte i stedet?

Jeg mener at have forstået, at det har noget at gøre med, hvad du kalder jeg'et og dets forhold til omverdenen, som du vistnok kalder: virkeligheden.
Men hvad det helt præcist kort og klart er, du mener, ka' jeg ikke rigtig få fat i.

Sidst i det samme indlæg skriver du bl.a.:
"Siden vi oplever os selv som værende her i verden og ikke hos Gud, så kan det kun være eet spørgsmål om, hvad det er vi tror på om os selv og Gud.
Det er vel de eksistentielle spørgsmål vi må stille, for at vi kan få svar på disse fundamentale spørgsmål, ik...
Hvis ikke vi får stillet dem nu, og for rensaget vort sind, og finder afklaring og fred, så skal vi jo blot til at herned igen, og lide lidt mere -"

Igen - det ville være dejligt, synes jeg, hvis du kunne afklare dine eksistentielle spørgsmål - og endnu dejligere hvis du også kunne vise, hvordan du derigennem finder afklaring og fred.

For det er vel dét, du mener, du selv har gjort - og som du synes andre også skulle gøre?

For mig lyder det som god buddhisme, men det er det vist ikke for dig?

M.v.h. Arne.

Hej Arne.

Hvad ville du selv mene dualitet er?

Har du selv nogle ideer om det jeg skriver om?

Når der er noget vi ikke forstår, så er det vel egentligt altid et udtryk for, at de ideer vi bliver præsenteret for ikke er i overenstemmelse med de ideer vi selv har?

Nu har jeg skrevet meget omkring de ideer EKIM har præsenteret mig for, og jeg er egentligt kommet til en rimelig dyb forståelse af disse, men det kunne være interessant at høre dine ideer om hvem du tror du er, og hvem du tror Gud er, og hvor verden kommer fra, og hvad der er årsag til den "virkelighed" du oplever osv.

Ikke-dualitet er alternativet til dualitet.

Hvis vi tager det punkt for punkt, så kunne du skrive om hvad dine ideer om Gud er, og så se om det begrebsmæssigt er i overenstemmelse med det begreberne dækker over.

Jeg kunne lige starte, men har skrevet det mange gange før.

Min ide om Gud er, at Gud er fuldkommen altomfattende kærlighed(ånd), og den første Årsag til alt liv og al virkelighed. Han kan kun Skabe noget der har de samme egenskaber som Han selv, fordi Han må Skabe udfra Det Han Selv er. Idemæssigt kan det åndelige ikke være ophav til det fysiske, da det åndelige ikke besidder disse egenskaber. Idemæssigt kan ikke-dualitet være ophav til dualitet, da, ja, det siger sig selv. Idemæssigt kan synd, skyld og frygt ikke være virkeligt, da det ville indebære egenskaber der skaber adskillelse, og adskillelse kan ikke have udspring fra eenhed og helhed. Idemæssigt kan der ikke findes nogen objektiv verden/virkelighed, da dette ville indebære adskillelse.

Det som gør mig afklaret(til een hvis grad), er, at jeg forstår meget dybt, at jeg selv er årsag til det jeg oplever her i verden, og selv er ansvarlig for min reaktion på det jeg oplever. Og min fred ligger i, at jeg har een ide om, at jeg i mig selv er skabt fuldkommen, og ikke har noget andet behov end at acceptere dette.

Og jeg er også meget aflaret omkring det, at jeg altid kun har to ting at vælge imellem, og det er at tilgive eller at dømme. Tilgiver jeg, så tillader jeg Jesus at være min vejleder i mit indre, og dømmer jeg, så vælger jeg egoet og oplever så også virkningen af det tankesystem egoet praktisere.

F.eks, så er jeg i en situation hvor eet menneske jeg elsker meget meget højt, er blevet udsat for omsorgssvigt. Jeg har været meget uenig i hvordan det menneske jeg elsker så højt er blevet opdraget. Min tidligere måde at reagere på, har været at jeg er gået i forsvar overfor denne person jeg var uening med, og jeg har lidt under, at jeg har forbundet kærlighed med form, altså jeg har gjort kærlighed til noget objektivt, og begrænset noget fuldkommen abstrakt til noget konkret. Jeg har hadet dette menneske som har gjort uret imod det menneske jeg elsker så højt, men når jeg tilgiver, så forsvinder min negative måde at reagere på. Jeg har fundet ud af, at alt i virkeligheden kommer fra mit eget indre, og at jeg har et valg jeg altid må træffe, indtil jeg har opnået den fulde erkendelse af hvad der er sandt og hvad der er falsk.

Den grundlæggende forandring i min opfattelse af andre mennesker, ligger i min måde at fortolke på. Før når jeg mødte modstand, så fortolkede jeg det altid som angreb - hvilket jeg ikke var mig bevidst om, men kan godt erkende det nu - og dette førte til projektioner, hvilket jeg heller ikke var mig bevidst om. Nu har jeg lært at lade Helligånden i mit stille sind fortolke for mig(Når jeg husker det :)), og det er en meget enkel fortolkning: Der findes et råb på kærlighed, og der findes et udtryk for kærlighed. Og for mig giver det enormt meget mening, at hvis der er et råb på kærlighed, så kan man ikke andet end at svare på dette råb med kærlighed.

Men det er en proces, for det er kun muligt at gi kærlighed, hvis det er man i sig selv er i kontakt med kærligheden. Og som jeg oplever det, så blokere frygt altid bevidstheden om kærligheden. Så for mig drejer det sig om, at få erkendt årsagen til frygt, og så give slip på den, så det er min bevidsthed, mit sind, altid kan være, ja, en kanal som kærligheden kan formidles igennem.

Så istedet for, at jeg ser årsagen til det jeg oplever som værende noget udenfor mig selv, så kan jeg mere og mere erkende, at jeg selv er årsag, eller måske rettere, så er min beslutning om hvem jeg lytter til(egoet eller ånden) årsagen til det jeg oplever. I min beslutning er også i den grad fundamentet for den fortolkning og opfattelse jeg har af det jeg oplever.

Prøv at læs det indlæg på religion.dk i tråden ...Tilgivelsens praksis ifølge EKIM... som jeg har skrevet til Esther og Hanskrist. Der er der en meget god beskrivelse af de ideer EKIM har om det metafysiske. Efter min opfattelse, så er det det metafysiske vi skal forstå, hvis det er vi skal forstå det vi oplever her i det fysiske.

Håber du har det godt Arne, og tak for dine åbne spørgsmål, og din ærlige erkendelse af det du ikke forstår.

Kærligst Jan.

Ps. Håber at hører lidt mere om hvad det egentligt er for nogle ideer du tager udgangspunkt i.

Kære Jan.

Jeg synes, at du kommer let om ved Arne Thomsens spørgsmål om, hvad du forstår ved 'dualitet'. Faktisk spiller du blot bolden tilbage over nettet ved at sige: 'Hvad mener du selv?' Derved bliver man jo ikke klogere på, hvad du lægger i ordet.

Jeg mener, at Arne Thomsens spørgsmål er meget dybt, hvilket du kan se af, at han antyder, at der muligvis kunne være tale om god Buddhisme.

Og da jeg fra tidligere korrespondance med dig har fået det indtryk, at du også selv har været vejen omkring Buddhismen, går jeg ud fra, at du hører til dem, der vil kunne se dybden i Arne Thomsens spørgsmål.


Med venlig hilsen

Kristian Pedersen

Hej Kristian.

Jeg forstår godt hvad du her skriver, men jeg "følte" lige at jeg nu har skrevet så meget omkring min opfattelse og de ideer jeg af EKIM er "påvirket" af, så jeg lige ville prøve at se hvilke ideer Arne havde.

Og egentligt så synes jeg også, at jeg har skrevet rimeligt klart og dybt omkring min opfattelse og ideer om, hvad dualitet er.

Men lad mig prøve igen.

Buddhismen beskæftiger sig også med sindet, og det er det som, ja, adskiller buddismen fra stort set alle andre åndelige veje i vores verden. Buddhismen bygger også på en ikke-dualistisk tankegang, altså at eenhed og ikke adskillelse er sandt og virkeligheden. Men følger man den buddistiske tankegang helt til dørs(hvilket gør man ender på det metafysiske plan), så formår buddhismen ikke at ophæve alt adskillelse.

EKIM bruger mange af de samme begreber som buddhismen, men når begreberne følges helt til dørs, så har de på det metafysiske plan ikke helt den samme betydning. Og det er fordi at Buddhismen ikke forholder sig til Gud, og det er også derfor at buddhismen(efter min opfattelse) ikke formår at ophæve den oprindelige fejltagelse(adskillelse).

Jeg har ikke den samme indsigt i Buddhismen som du har Kristian, men jeg synes jeg forstår de grundlæggende principper, og dem kan jeg så prøve at stille overfor de principper EKIM bygger på.

Der er enighed i at ikke-dualitet er bestandighed, uforanderlighed, evighed og fuldkommenhed, og dette udtrykker den tilstand som er hinsides alt opfattelse.

EKIM ser årsagen til adskillelse og illusioner, som værende ideen om adskillelsen fra Gud, og dette forholder Buddhismen sig ikke til.

Det Buddhismen kalder "jegét" kan måske sidestilles med det EKIM kalder beslutningstageren i sindet. Cyklussen af fødsel og død, brydes så ved at dette jeg eller denne beslutningstager(som i sig selv blot er en illusion), kommer til erkendelse af, at det i sandhed er ånd, og altid har været det, og at der aldrig har været fundet nogen adskillelse sted(ifølge EKIM). Men der er så eet sidste skridt, og det er den fuldkomne tilgivelse af, at der overhovedet kan eksistere bevidsthed, og efter min opfattelse, så er det det Buddhismen mangler.

Begreber som rette-sind og det urette-sind, er også begreber som både Buddhismen og EKIM har til fælles, men de dækker over forskellige opfattelser.

Men der er mange fælles træk ved EKIM og buddhismen, men de ER to forskellige veje, ligesom Kristendommen og EKIM er to forskellige veje, men bruger også mange af de samme begreber, uden de dækker over det samme indhold.

Det er måske een lidt, ja, uforståelig forklaring jeg kommer med, men det er lidt svært, for hvis ikke dualitet forståes på det metafysiske plan, så er det svært at få det til at give mening på det fysiske plan.

På det fysiske plan opleves dualitet som en opfattelse af noget ydre, forbundet med kroppens sanser(identifikation med kroppen, egoet). Men det afspejler den beslutning som er truffet på det metafysiske plan. Beslutningen om at tage ideen om adskillelse alvorligt, og dermed forårsage en række årsags/virknings forhold, som så projiceres ud af sindet(hvilket i virkeligheden ikke kan lade sig gøre), og så opleves denne ide med de række årsags/virkningsforhold meget meget virkeligt. Grunden til at det opleves meget meget virkeligt, er at sindet dømmer, og dermed tillægger noget virkelighed som ikke i sig selv indeholder virkelighed. Det er derfor EKIM bygger på tilgivelse, da det er den eneste måde ideen om adskillelse og disse årsags/virknigsforhold kan korrigeres og ophæves.

Og som jeg forstår Buddhismen med den forståelse jeg har tilegnet mig igennem EKIM, så fører Buddhismen tilbage til det rette-sind, hvor virkeligheden er ikke-dualitet, men det rette-sind er stadig en del af det splittede sind, og derfor mangler der stadig et skridt ud af illusionen. Godt nok er illusionen i det rette-sind en tilstand af fred og samhørighed, men hvis ikke alt er blevet fuldkommen tilgivet, så vil det være uundgåeligt at dette "jeg" må tilbage(til det vi kalder den fysiske verden) og lære dit sidste lektioner, inden den fuldkomne eenhed med Gud igen er erkendt og accepteret.

Det er meget meget abstrakt, og jeg arbejder også på at kunne formidle mig, på een sådan måde det er lidt mere forståeligt for de der gerne vil forstå. Jeg er selv i een proces hvor jeg intellektuelt synes at have en dyb intellektuel forståelse, men mangler meget at integrere denne forståelse i mit hjerte. Og derfor kan det måske godt være lidt svært altid lige, at få sat de rette ord sammen, så det er buskabet bliver mere klart og mere forståeligt.

Dette var måske også eet svar Arne kunne bruge, og hvis ikke, så må i jo bare spørge løse. Det er een god udfordring at skulle nedskrive disse tanker.

Håber du har det godt Kristian, og nyder, ja, kan man kalde det sommer, jo, lad os det...

Kærligst Jan.

Hej Arne

Jeg vil blot sige tak for din kommentar på mit indlæg om de gode årsager til vegetarisk indstilling. Jeg har været i byen og derfor ikke bidraget yderligere.

Faktisk burde emnet have sin egen tråd - et emne der handler om respekt for mennesker, miljø og dyr!

Har vi f.eks. brug for et dyrevelfærdspoliti? Deslige med miljøet?

Mvh
Anne

Hej Anne!



Hvad med en DYRE- OG MILJØOMBUDSMAND som kan tale de umælendes og miljøets sag, så vi kan få banket den fornødne respekt for miljø og natur ind i hovedet på tumperne?

Måske burde man også oprette et særligt politiadvokatur for forbrydelser mod dyr og miljø med ekstraordinære beføjelser til at foretage uanmeldt inspektion uden dommerkendelse overalt, samt ret til på stedet at anholde enhver, der sås i selskab med et dyr, som ikke udstrålede ustyrlig livsglæde.

Et sådant tiltag skal nok få dyreplagerne og miljøsvinene til at tænke sig om en ekstra gang og styre deres dyriske profit- og andre drifter, inden håndjernene smækker om deres syndige håndled.

Kontrol, overvågning, øjeblikkelig anholdelse og hårde straffe er nu langt bedre end tillid, når det gælder sådanne hensynsløse og undergravende anslag mod moralen og hele samfundets eksistens.

Hilsen

Ipso Facto


-----------
"Hej vil du ikke hjælpe med at få skreven under på at mennesker ikke må have dyresex jeg har selv mange dyr omkring mig (15katte og 2 hunde) og tænk hvis dyrne havde en anden ejer som "voldtog" dem. Det synes jeg ville være forkert og derfor vil jeg gerne gør en indsats og gerne sammen dig.
Underskrift indsamling: Www.imod-dyre-sex.skrivunder.dk" - Bevidstheden om, at man skal være kærlig mod dyrene, men ikke for kærlig, synes i hastig vækst.

Ja, kontrol og overvågning skal nok hjælpe mennesket med at ændre tankegang, det vidner menneskets nuværende situation meget godt om. ;)

Men jo, det er vel altid lettest at ville ændre på alt andet end sin egen opfattelse.

Til Ipso Facto

Jeg synes vældig godt om din bidende ironi!

Et dyrepoliti er en god idé, det har de i USA. Jeg ser tit de udsendelser på Animal Planet hvor de redder misrøgtede dyr og giver dem en ny ejer. Det er dejligt at se dem live op efter alt hvad de har været igennem.

Tjah, argumenter af bidende ironi røber måske også om en ikke-villen-forholden-sig indstilling..

Til hvad?

....Til forhold omkring dyr og miljø.

Jeg har i denne tråd givet nogle helt konkrete eksempler på dyre-forhold og valget af at blive vegetar. For at sætte sagen på spidsen rejste jeg spørgsmålet om et dyrevelfærdspoliti, hvorpå Ipso Facto atter griber til ironiens bidende kommentarer.

Hvis ikke fødevarestyrelsen kan leve op til kravene om at sikre, at landmændene overholder dyreværnsloven, er det ikke helt irrelevant med en debat om, hvordan vi sikrer de bedst mulige forhold for dyrene (samt dyrlægers behandling af dyr jf. den gale dyrlæge Breth). Eller har du et andet forslag?

Mvh
Anne

Hej Thomas.

Nu er det jo dig der har postuleret at det er een synd at spise kød, fordi dyr bliver slået ihjel og ikke har noget valg.

Det jeg skrev var bare for at sætte tingene lidt i perspektiv.

Hvad gør du hvis folk ikke vil acceptere at du irettesætter dem når de spiser kød?

Det jeg mente med rygning var, at de som ryger også udsætter andre levende væsener for fare, og ville du så kalde de mennesker der ryger for syndere?

Jeg er da ligeglad med om folk de ryger, det må de da selv om. Jeg ryger da også een fed en gang imellem, og får mig en god griner.

Humlen er, at jeg ikke tror på, at vi skal gå og spille politi overfor hinanden.

Jeg tror heller ikke på, at menneskets adfærd og handlinger vil ændre sig, før deres tankegang ændre sig.

Hvis du vil kæmpe for at få andre mennesker til ikke at spise kød, så er det jo din kamp, og jeg håber da du i perioder vil kunne finde lidt fred i kampens hede.

Men som Jesus siger, så kommer man ikke langt med den indstilling at ville ændre på verden, men man kommer langt ved at ændre sin opfattelse af verden.

Ja, mange dyr lider, og mange mennesker lider, men hvis din indre fred er afhængig af, at du først har fået alle mennesker til ikke at påfører hinanden og dyr lidelse, så god fornøjelse. Og ja, hvis ikke man selv har indre fred, hvordan kan man så kunne bruge alt sin opmærksomhed på at hjælpe andre mennesker med at finde fred i deres indre?

Og der er heller ingen der siger at dyr skal pines, for at et dyr dør.

De mennesker der piner dyr, er mennesker der er plaget af een syg tankegang. Een tankegang som bygger på fordømmelse. Det er ego-sindets udlevelse af synd, skyld og frygt vi er vidne til. Og vi har ikke set det værste endnu kære Thomas. Der vil ske endnu mere grusomme ting, og det vil ikke være for sarte sjæle. Så koncentrere dig om at finde fred i dit indre, for så har du noget at stå imod med når du møder det grusomme.

Men hvis ikke du har overvundet det grusomme i dig selv(egoet), eller ihvertfald har lært at se på det uden frygt, så bliver den lidelse, smerte og død du møder i verden til dit eget mareridt. Det vil blive til det rene helvede. Du kan vælge at søge tilflugt i nogle mere behagelige illusioner, men de vil kun være dig behjælpelig for een kort stund.

Du kunne også vælge at se verden igennem Helligåndens tilgivende øjne, og så vil du kun reagere på det som er sandt, og du vil igen begynde at huske Gud og se at du i virkeligheden aldrig har været andre steder end i Himlen.

Men først må der tages ansvar for ens egne hemmelige "synder", og få set på alle ens egne grusomme tanker om død, lidelse, frygt, vrede, had, skyld og fordømmelse. Kan du erkende disse tanker i dig selv, og tilgive dem, så finder du også den fred Jesus fandt.

Håber du finder hvad du søger, og at det giver dig fred i sindet.

Kærligst Jan.

Jeg er lige ved at tro, at du er lidt degeneret i forhold din status som homo sapiens. Hvis vi som 'overdyret' gør os til 'underdyret' mister vi vores status - og andre tager over

Nu handler det ikke om mig eller, at vi skal give afkald på vores status som menneske, Ransom, men om at skærpe opmærksomheden mod dyrene. Jeg beder ikke om, at du o.a. skal holde op med at spise dem (altså dyrene/kødet) - kommer blot med nogle input i en debat, hvor vegetarisme hurtig bliver til et spørgsmål om "overfølsomhed" eller kontrol.

Det handler ikke om at være overdyr eller underdyr men om kærlighed, medfølelse og almindelig menneskelig anstændighed. Der er mange dyr som lider og frister en kummerlig tilværelse og det kan vi ikke være bekendt. Til gengæld er der også mange kæledyr som lever hos mennesker der elsker dem.

Men det ved du jo godt.

Jo tak for dine kommentarer, Michael.

Jeg er ikke uenig.

Nu må I 'dyrebeskyttere' snart indse, at dyr (mennesket) æder andre dyr. Sådan har 'den gode gud' altså indrettet sin verden.

Det kan I gudfrygtige mennesker da ikke benægte!

Dyr påfører andre dyr lidelser ved jagten og ved drabet før måltidet.

Den lidt hysteriske opfattelse af, at menneskedyret er så ophøjet over andre dyr, at det kan tillade sig en undsigelse af sit biologiske ophav, er en altså udtryk for en biologisk degeneration, som på et længere sigt kan true homo sapiens' status som den mest naturligt givne bedst udrustede skabning.

Når du gang på gang skriver, at Jesus siger ..., handler det jo ikke om Jesus men om din tro. At du samtidig trækker på Helligånden fortæller mere om din tro og dine ideer end om virkeligheden.

Med ovenstående citerede passage kommer vi jo aldrig i berøring med virkelighedens akuelle realiterer. For mig handler det ikke om - sådan som du synes at ville belyse det - at Helligånden skal tilgive os, så vi ikke ser og i stedet drømmer os (træneelementet) til en himmelsk tilstand. Skal vi overhovedet i en debat præsentere Helligånden som et redskab, betyder den for mig at få øjne at se med (jf. indsigt/klarhed i kærlighed). Det betyder også, at vi ikke kan fjerne smerten fra et kært familiemedlem eller fra et lidende dyr ved blot at træne sindet til enhed med en himmelsk/guddommelig tilstand. Hvad gavner det koen, grisen, luften, drengen etc?

Mvh
Anne

Du bliver ved med at tale udenom!

Essensen i mine indlæg til dig (som egentlig var en bemærkning om Ipso Factos ironiseren) er ikke, at mennesker ikke må spise dyr. Men når vi lever i et civiliseret samfund, handler det ikke mere om de blotte dyriske instinkter. De kæledyr vi tager til eje, har vi også et ansvar for. Hertil bliver vi klogere individer og kan derfor benytte os af evner som empati til at sætte en grænse for de groteske forhold omkring dyr. Det er sådan en debat, jeg lagde op til, og det har for så vidt intet at gøre med, hvad dyr foretager sig ude i naturen.

Det er vi helt enige om.
Jeg har min hund nummer 6. Den er nu 13 år. Den æder godt, er helt renlig og vagtsom. Desværre er den næsten blind på det ene øje og ser dårligt med det andet. Den følger mig i alt, hvad jeg foretager mig og sover ved siden af mig i sin kurv.
Den hund er en del af min dagligdag. Jeg bliver trist, når den ikke kan leve længere.

Jeg er opvokset på landet omgivet af mange forskellige dyr, som alle blev behandlet godt.
Hvis en mand ikke behandlede sine dyr godt, blev han omtalt - og det var i sig selv en straf i det lille samfund.

På den anden side opførte vi os som mennesker, der havde en naturgiven ret (biologisk overlegenhed) til at tage livet af dyr for at spise dem. Det gjaldt høns, svin, kalve og det vildt, som kunne skydes.
Slagtningen var en halalslagtning - og det tog vi vist ikke nogen skade af.

Disse kunne have været mine ord, bortset fra at hunden min er den første, og den skifter om natten fra hundekurven til sofaen ved siden af mig (nej, jeg ligger ikke i kurven men i min seng, men min møblering er ikke relevant her). Desuden inkluderer kæledyr også de mange køer og svin rundt omkring i staldene.



Jeg kan sagtens se det, har også læst Kræn-Ps indlæg. Nu bor jeg selv på landet (på andet år), men jeg må så være ærlig og sige, at jeg ikke er begejstret for landfolkets syn på dyr. Jeg har også mødt flere unge, der er opvokset på landet, særligt vestpå, og de har bare et helt anderledes syn på dyr som ikke er til at rykke på. De bliver provokeret osv. Jeg til ikke gå yderlgere ind i dette, da jeg er for træt. Dog vil jeg ty til en formulering, som du helt sikkert ikke vil bryde dig om, der siger, at det handler om hjerteprocessen.



Spørgsmålet er, om dine oplevelser omkring det retfærdige (menneskelige) i at slagte dyr, skal danne grundlag for ikke at ville et mere helhedsorienteret syn på dyr og deres forhold?

Mvh
Anne

Hej Michael.

"Til gengæld lever mange dyr hos mennesker som elsker dem"

ja lige pånær den "gode" præstekvinde, der lod hunden stå ude i alt slags vejr, tøjret forsvarligt med vistnok 3 meter lænke.

Men ok præster er vel lige såmeget umenneskelige som andre umenneskelige, selvom de nok føler sig hævet over vi andre ugudelige.

De har ikke noget valg i al deres magtesløshed, når de bliver fanget, pint, plaget og myrdet. Hvis mennesker dog blot ville ophøre med det og lade disse uskyldige væsener fryde sig i Gud.

Barmhjertighed er ikke et postulat.



Jeg kan hverken proppe håndhjern på nogen eller hyle med en sirene. Jeg kan kun bede folk om at lytte til deres samvittighed.

Hej Anne.

Tak for din replik.

Når du skriver:

"Har vi f.eks. brug for et dyrevelfærdspoliti? Deslige med miljøet?"

så er mit svar, at vi da har begge dele - i form af organiseret dyreværn og miljøværn (for dyrene et veterinærpoliti - og for miljøet ved jeg ikke lige, hvordan det er organiseret).

For dyrenes vedkommende er de centrale ord: Unødig lidelse - og i den nye dyreværnslov er dette yderligere udbygget.

Men problemet er jo, hvor grænsen for det tilladelige går - f.eks. faresøer (fødende modersvin), der forhindres i at bevæge sig for at spare plads og (påstået) for at hindre soen i at lægge sig på de nyfødte grise - eller kort sagt for at opretholde den maksimale profit.
Det er i øjeblikket lovligt i Danmark (men ikke i Sverige).

Forbrugerne er jo her medskyldige, fordi de generelt - i hvert fald indtil nu - har foretrukket det mest brutalt producerede kød, der jo er det billigste.

Hvad miljøet angår har en FN-rapport fra 2003 vist at vi i Danmark forbruger vort økologiske råderum ca. tre gange så meget, som Danmark kan holde til.

Her igen er det jo, som jeg ser det, kravet om økonomisk vækst, der leder os på vildspor (Større og større produktion - størrre og større forbrug - ud af de samme, ikke voksende, ressourcer).

Eller for at sige det helt kort: Det er det økonomiske, der hindrer os i både dyrevelfærd og miljøpleje.

For svinenes vedkommende var jeg med til at finde en kombination af immunitet og hygiejne ("multi site"), som gav væsentlig bedre sundhed og tillige et kraftigt reduceret medicinforbrug.
Denne nye driftsform viste sig at være økonomisk fordelagtig, og den er derfor gennemført for en stor del af danske svin.

Men hvad velfærden angår, hvor jeg også var med (løsgående søer og dybstrøelse) slog det ikke igennem, fordi der ikke var nogen ekstra profit - og fordi en markedsføring af velfærdskød ikke lykkedes.
Men det kan jo komme, kunne man håbe

Siden vi levede af at samle føde og af jagt og fiskeri, har vi mennesker jo spist kød af dræbte dyr - nogle påstår endda, at netop dét var medvikende til at vi kunne udvikle vore store hjerner - men at vi i dag generelt spiser kød i mængder, der er skadelige for vores sundhed, er der vist ingen tvivl om.

Ligeså skulle der ikke være tvivl om, at vi kan få vort proteinbehov tilfvredssstillet alene ad vegetabilsk vej.

Det går jo så ud over planterne.
Og de er jo også levende væsener

M.v.h. Arne.

Kære Thomas.

Tjah, det kan jo godt være, at du har ret i, at dyr kan fryde sig i Gud. I hvert fald så jeg engang en tegning, der forestillede to hun-løver, der stod og talte med hinanden, medens en han-løve sad på bagbenene og holdt sine samlede forpoter op i vejret.

Den ene hun-løve sagde til den anden: »Sådan har han været lige siden, han åd den missionær.« Man må så håbe, at missionæren derved har fået mulighed for at fryde sig i Gud et eller andet sted i det hinsidige.


Med venlig hilsen

Kristian Pedersen

Hej kære Anne.

Ja, du har ret, at det handler om min tro på Jesus, og om de ideer jeg har om Jesus, og også de ideer jeg har om mig selv og den virkelighed jeg oplever.

Hvad er virkelighedens aktuelle realiteter Anne?

Mennesker slår hinanden ihjel. Mennesker piner dyr. Mennesker voldtager børn. Mennesker henretter hinanden. Mennesker sælger børn til prostitution. Børn lever et liv i fangeskab, og udnyttes seksuelt indtil de både fysisk og psykisk næsten er udsuget for alt liv. Mennesker stener andre mennesker til døde. Mennesker nedgør hinanden. Mennesker voldtager hinanden. Sygdom. Død. Ødelæggelse. Børn ser deres forældre blive dræbt. Børns råb på kærlighed bliver afvist. Dyr spærres inde, og lukkes kun ud for at blive pint ihjel. Børn opdrages til at gå i krig. Børn opdrages til at fordømme andre mennesker. Børn opdrages til at tro på en straffende Gud. Mennesker dræber i Guds navn. Mennesker hader hinanden i Guds navn. Børn dør af sult. Børn lever af affald på gaderne. Mennesker filmer deres grusomme vold imod andre mennesker. Politiske systemer manipulere med mennesker. Religioner styre mennesker ved at udnytte skyld og frygt. Børn begår selvmord. Mennesker bliver deprimeret af deres bekymringer, og afviser deres børn. Mennesker angriber deres børn i vrede. Menneskers kroppe nedbrydes af stress, og bliver syge og dør til sidst. Forældre dør og børn efterlades med dyb sorg. Mennesker fordømmer hinanden. Mennesker hader hinanden. Massemord. Massevoldtægt. Krig. Børn bliver henrettet. Mennesker slår deres egne børn ihjel. Nyfødte babyer bliver dræbt med de bare næver. Institutioner hvor børn bliver spærret inde, og for lov til at ligge i deres eget lort, og råber på hjælp indtil de giver op og bliver helt apatiske. Mennesker ser hinanden som fjender. Mennesker er destruktive overfor naturen. Forældre skændes foran deres børn, så børnene bliver psykisk ødelagt. Forældre straffer deres børn. Mennesker render rundt med våben. Mennesker stikker hinanden ned på åben gade. Frygt. Sorg. Mennesker skaber adskillelse imellem hinanden. Mennesker skaber splittelse. Børn skyder andre børn på skoler. Dyr bliver brugt til eksperimenter, og pines. Mennesker bliver hjernevasket. Mennesker fremstiller atomvåben. Mennesker angriber hinanden i blinde. Mennesker dræber hinanden for penge. Børn bliver låst inde af deres forældre. Konflikt. smerte. Lidelse. Uretfærdigheder. Ubarmhjertighed osv osv osv.

Afspejler dette menneskets indre tilstand, eller afspejler det noget andet, og i så fald, hvad?

Jeg har også den samme opfattelse af Helligånden som du giver udtryk for, altså at få andre øjne at se verden med(indsigt, klarhed og kærlighed). Men den eneste måde det er muligt at kunne se med Helligåndens øjne, er at tilgive, for ellers tillader man ikke at lukke Helligånden(kærligheden) ind i ens bevidsthed.

Hvis man tilgiver, så giver det sig selv at man ikke dømmer. At dømme er en så udbredt vane, som vi mennesker ubevidst lader os styre af, og derfor tror jeg på, at det kræver træning af sindet for at aflære denne vanemæssige dømmende tankegang.

Og at dømme er vel at skabe adskillelse, så hvis det at tilgive har det modsatte resultat, så kan det vel kun være uundgåeligt, at man i form af tilgivelse kommer til at opleve eenhed frem for adskillelse.

Det jeg oplever er, at den indre tilstand jeg er i, er også det udgangspunkt mine handlinger og min adfærd har. Hvis jeg er fredfyldt i mit indre, så kan jeg være fuldstændig nærværende og tilstede sammen med de mennesker der omgiver mig. Og det påvirker i den grad de mennesker jeg er sammen med. Og det modsatte er også tilfældet, altså er min indre tilstand urolig, og ja, dømmende/fordømmende, så skaber jeg adskillelse imellem mig og mine omgivelser/medmennesker.

Det kræver træning, eller det kræver villighed, hvis det er vi virkelig ønsker at være der for andre mennesker, og ja, dyr og omgivelser, og viderebringe glæde og kærlighed. Hvordan kan vi skabe eenhed og gi kærlighed til de der råber på kærlighed, hvis ikke vi i os selv er i kontakt med eenheden og kærligheden(Gud)?

Den eneste måde Jesus kunne være det fuldkomne symbol på kærlighed og tilgivelse var jo, at han i sig selv overvandt alt det som blokerede bevidstheden om Gud.

Medfølelse og empati, er for mig at helbrede mig selv, for på den måde at kunne være helt fri frygt, så det er jeg underviser i kærlighed og ikke i frygt. Hvis min søn falder og slår sig, og jeg kan se at han har stor smerte, så hjælper jeg ham jo ikke ved at jeg også begynder at hyle. Jeg kan fortælle ham at jeg godt forstår det gør ondt, og så sørge for at han kommer ud af den smerte han oplever. Og smerte helbredes kun af kærligheden.

Hvis vi sørger for at se på de ting der dukker op inde i os selv, og tager os af det, og er villige til at tilgive alt det som ikke er sandt, så bliver tilgivelse helt automatisk den måde verden ses på, frem for fordømmelse.

Hvad hjælper det et dyr der lider, hvis man fordømmer det menneske der påfører dyret lidelse, da denne fordømmende tankegang i første instans var årsag til dyret lidelse?

Hvad hjælper det mennesker der lider, at fordømme de mennesker der påfører andre mennesker lidelse, hvis det er en fordømmende tankegang der er årsagen til lidelse?

Kan jeg være der 110% for andre mennesker, hvis det er jeg render rundt og lider af bekymringer for alle de grusomme ting der sker i vores verden?

Hvad er det som styre menneskets tankegang?

Hvis vi ser på den verden som mennesket har skabt, så vidner denne verden om en enorm splittelse inde i mennesket.

Hvad er i sandheden Jesu budskab? Er det ikke at vi må vågne op inde i os selv, så det er vi kan få fred i os selv, og dermed kan hjælpe vores brødre og søstre med at finde fred i deres sind.

Hvad er årsagen til, at mennesket ikke tager det Jesus har formidlet til vores verden alvorligt? Hvis budskabet er en information om, hvad der er sandt og hvad der er falsk, hvorfor LYTTER mennesket så ikke?

Det er 2000 år siden at Jesus formidlede budskabet, og der er ikke sket nogen som helt positiv åndelig udvikling her på jorden. Hvad er det der er blevet misforstået?

Der har aldrig før været så meget lidelse, frygt, død, smerte, had, skyld og elendighed som der i vores tid hersker på jorden.

Mennesker render rundt og bekymre sig, beklager sig, og anklager hinanden, men det kan umuligt være et udtryk for, at Gud skulle være inspirations-kilden.

Jeg holder stadig helt og holdent på, at det er et spørgsmål om, at aflære den fordømmende tankegang som mennesket ubevidst er underlagt. Hvis det var fuldt ud bevidst for mennesket, at en dømmende/fordømmende tankegang skaber adskillelse, frygt, smerte og lidelse, så kan det vel kun ses som sindsygt at blive ved med at praktisere een sådan tankegang.

Det virker mere som om, at det i virkeligheden er Kristendommen der har berørings-angst. For når det kommer til stykket, at det er mennesket selv der må anstrenge sig en lille smule, så bliver ansvaret langt over på Gud og den tilsyneladende verden Gud skulle have skabt.

Der findes ingen synd? Jamen hvorfor så reagere på ideen om adskillelse? Hvorfor så tro på adskillelse, hvis der ingen synd findes? Hvis adskillelse eller synd ikke findes, så må alt hvad der ikke er et udtryk for eenhed og kærlighed, vel være noget der ikke er virkeligt?

Hvis adskillelse eller synd ikke er af Gud, så må man vel fornægte Gud hvis man oplever noget andet end syndfrihed?

Hvis man føler sig skyldig, så kan det vel kun være et udtryk for, at man i sig selv tror på noget andet end eenhed og kærlighed, og dermed adskiller sig fra ens sande natur som man i virkeligheden er skabt af Gud.

Jeg tror på, at vi alle er skabt som det Jesus symbolisere, og så er spørgsmålet hvad det er man ser i Jesus, for det vil også afspejle det man ser i sig selv.

Fred og alt godt til dig Anne.

Kærligst Jan.

Hej Jan!

Lad mig kvittere for din grusomme, men sande beretning om hvor afskyeligt menneskene behandler hinanden og det håb du tænder med troen på Jesus Kristus som ikon for kærlighedens mystiske sammensmeltende magt, der læger alle sår, med et par få kritiske ord.

Mennesket har i sig potentialet for selv at tænke sig frem til eksistensen universelle etiske principper som "den gyldne regel", som de logisk set er underlagt alene qua menneske. Og derfra kan man tænke sig frem til en universel fordring om at udvise næstekærlighed.

En ting er at anerkende at vi står under en etisk fordring, noget helt andet er, om vi rent faktisk bøjer os for fordringen og handler efter den i vort møde med den anden og i det politiske rum.

Som jeg tolker Jesu lære, som den kommer til udtryk i bjergprædikenen, erkendes det her klart, at det som forhindrer mennesket i at overholde de etiske fordringer primært er en dyrisk arv i form af vor driftsnatur, som både sætter fornuften og evnen til at opføre os etisk ansvarligt delvist ud af kraft.

Bortset fra trosaspektet (det guddommelige), begreberne om synd og arvesynd og den eksakte formulering af den etiske fordring vi står under, er jeg stort set enig i den analyse af vor eksistentielle situation som Jesu lære udtrykker og som du så glimrende redegør for.

Svagheden i kristendommen ligger for mig at se derudover på to felter. En venden sig bort fra den fordærvede verden understøttes på apokalypsen og håbet om frelse gennem tro. Når dette tillige sammenholdes med fordringen om at skille troens regimente fra det politiske, så bringes de troende i en afmagtssituation i forhold til at ændre de politiske betingelser som fremmer ondskaben og volden i verden.

Faktum er for mig at se, at næstekærligheden når den praktiseres ikke skaber endnu mere næstekærlighed, men tværtimod opfattes som et svaghedstegn som kan og bør udnyttes maksimalt i det politiske spil om magt, hvor aktørerne alene er styret af begæret efter magt og rigdom.

Derfor er kristendommens historie en dyb tragisk og meget ukristelig historie. Kristendommens eneste mulighed for at overleve i en verden af politiske monstre var at omsætte den sociale magt den besad til politisk magt. Og dermed udartede den stadig mere og forrådte den oprindelige lære.

Man kan vælge at se humanismen og Oplysningstidens ideer som et forsøg på med fornuftens hjælp at uddestilere de bedste elementer fra kristendommen - næstekærligheden og ligheden under Gud - til en politisk filosofi der udfyldte det politiske tomrum som fandtes i kristendommen (læren om de to regimenter) hvorved der blev etableret den balance mellem det metafysiske og det fysiske som manglede i kristendommen.

Mennesket ville frigøre sig fra den religiøse dogmatik, udnyttelse og undertrykkelse som kirken havde praktiseret siden den fik politisk magt i romerriget i det fjerde århundrede og derfor var et radikalt opgør med religionen som sådan nødvendigt for at frigøre mennesket.

Tragedien var så, at man i stedet for Gud blot placerede andre "guder" i det metafysiske som viste sig at kræve langt større blodofre som midlet til at skabe det frihedens og lighedens rige på Jord, som utopierne stillede i udsigt. Det er den ateistiske marxisme-leninismes store tragedie, at man blot erstattede Gud med noget monsteragtigt, en erstatningsreligion baseret på troen på eksistensen af ubrydelige historiskelove som af sig selv førte frem til det gode kommunistiske samfund. Man skulle blot hjælpe udviklingen lidt på vej og slå alle de forkerte mennesker ihjel, så ville det Jordiske Paradis blive en realitet så meget desto hurtigere.

Både marxismen-leninismen, fascismen og nazismen tager afsæt i menneskets instinkter, ikke mindst det religiøse instinkt eller behovet for at tro på frelse og derved er det mest korrekt at betegne dem som erstatningsreligioner.

Fornuften var med erstatningsreligionerne atter kommet på afveje og denne fejl blev betalt i blod med ufattelige lidelser for mere end hundrede millioner mennesker.

Demokratiet, der bygger på den politiske ligeværdighed betegner på en måde det sande i Jesu lære tilføjet de politiske sandheder som kan erkendes qua den politiske filosofi. Her er vægten lagt på denne verden, men respekten for og accepten af menneskets åndelige behov kommer til udtryk i anerkendelsen af absolut åndsfrihed.

Men uanset om demokratiet rummer det bedste fra den kristne lære og den politisk filosofiske tænkning ved at skabe et gensidigt frugtbart samarbejde mellem de demokratiske borgere så er også demokratiet underkastet menneskets driftsnatur og egoisme, hvorfor det også kan udarte til sin egen modsætning. Hvis borgerne ikke forstår, at i demokratiet er deres primære etiske forpligtelse at stemme på en sådan måde at den politiske ligeværdighed og dermed demokratiet kan opretholde sig selv, så degraderes demokratiet blot til et interessedemokrati hvor forskellige grupper forsøger at fremme egne interesser og berige sig på fællesskabets bekostning.

Hvis borgerne lader sig lokke til at afgive så meget suverænitet til et lidet demokratisk større fællesskab som EU fordi de bliver stillet økonomiske belønninger i udsigt, så er demokratiet lige så sikkert i færd med at afskaffe sig selv som det tyske Weimar demokrati var da borgerne blev forført af pseudoprofeten Hitlers løfter om en gylden fremtid for det tyske folk og nation.

Kort sagt, hvis ikke blot troen på kærlighedens mystiske sammensmeltende magt skal være en personlig redningsplanke midt i en brutal fordærvet verden fyldt med egoistiske monstre, så må den have to ben at gå på. Det andet ben må have fæste i rationaliteten. Den rationalitet og humanisme som ligger til grund for de filosofiske ideer som demokratierne forsøger at udmønte i praksis.

Problemet er stadig som på Jesu tid, hvordan mennesket overvinder sin dyriske driftsnatur for det er den eneste måde det gode fredelige samfund kan realiseres på. Her er vi ikke kommet meget længere end for to tusinde år siden. Rationaliteten er endog ikke stor nok til at vi kan lære af vore egne historiske fejltagelser synes jeg.

Det er vel den selv samme vurdering du giver udtryk for med ordene:



Dog er der sket en åndelig udvikling som har forbedret vore kår i form af naturvidenskab og ny teknologi samt en ny måde at indrette samfund på - demokrati - som forudsætter erfaring, viden og åndelig gennemtænkning af vor eksistentielle situation og behov.

Men om demokratiet blot er et midlertidigt fænomen med kort levetid, der derefter atter går til grunde, kan vi ikke vide noget om. Det vi kan sige er, at hvis borgerne ikke er bevidst om den gave som næstekærlighed og demokrati er; hvis de ringeagter demokratiet og ikke bøjer sig for dets etiske pligter, fordi de er i deres driftsnaturs og egoismes vold, så vil det med garanti gå til grunde. Derefter kan det tænkes, at islam tager over, idet den tilbyder mennesket at kunne udleve sin driftsnatur i langt højere grad end både demokrati og kristendom tillader.

Hilsen

Ipso Facto


-----------
"There is in every village a torch - the teacher; and an extinguisher - the clergyman." - Victor Hugo

"There is not enough love, to go round..." det lyriske svar på "Love is all you need" - Ipso Facto ;)

Sikken en fin historie med talende løver. Massedrab på dyrene er desværre ikke en historie. Og drabene begås af mennesker, der har et valg - barmhjertighed eller grusomhed.

Hej igen Thomas.

Ja min ven, lad folk lytte til deres hjerter.

Og lad os være dem som giver dem chancen for at gøre det, ik..

Vi to kan jo virkelig forstå at gi den gas, så lad det starte derfra hvor gassen kommer fra.

Prut.

De, der lytter til deres hjerter, vil ophøre med at bistå i nedslagtningen af jordens uskyldige skabninger - hvis de da har medlidenhed og medfølelse i hjertet.



Netop derfor bør vi vidne om det gode og det sande. Ophør med at fange, lemlæste og dræbe jordens uskyldige væsener.

Selv prut.

Det sande dømmer ikke hvad der er rigtig og forkert i denne verden. Det sande ser kun det som er virkeligt, og det er det som gør det sandt.

Du kan ikke vidne om det sande, hvis det er du tillægger noget virkelighed som ikke er sandt.

Det kan da selv små børn forstå. ;)

Kærlighed og sandhed er ét. Og hvad hjertet er fuld af, flyder munden over med. Derfor vidner den elskende om barmhjertighed - mod alle jordens væsener.



Sandheden er i selve kærligheden. Hold derfor fast i kærligheden så går du ikke fejl. Naturligvis skal vi beskytte vores søstre og brødre - også de mindste af disse. Derfor bør vi tale til folks samvittighed og ikke forholde os passive til jordens uskyldige væsener, som stumme må bære deres lidelser.



Hvis du ikke vender om som et barn, får du ingen forståelse. Det går ikke gennem intellektet, men gennem hjertet.

Ja, kærlighed, sandhed og virkelighed er eet.

Hvis du taler til andre menneskers samvittighed, hvad siger din samvittighed dig så om de andre mennesker?

Den enkeltes samvittighed fortæller den enkelte, hvad han bør gøre. Men den kan vækkes - hvis han har en - ved at pege på det gode: Spis ikke dine medskabningers kød og blod. De er levende væsener som dig selv; fat barmhjertighed.

Det er snart til at få kvalme af denne upræcise og uforpligtende plapren om 'kærlighed og sandhed' i et væk.

Ordene i jeres skrifter bliver til tomhed og ligegyldighed i jeres evindeligheder!

Skulle man tage ordene for deres fulde pålydende, da ville det blive umuligt for mennesket at befolke jorden og leve på den, idet enhver form for færdsel til fods, i bil, i tog eller med fly hvert sekund dræber tusinder af 'jordens uskyldige væsener – også de mindste af disse'.

Skulle det også være syndigt at dræbe en stikkende myg, en hveps lige før den stikker, en smuk spyflue før den lægger sine lige så smukke æg på min mad?
Og hvordan har I det med de yndige rotter og mus, som kan befordre udbredelsen af nogle for mennesker dødelige sygdomme?

Nå ja, så er jo også lige den pragtfulde malariamyg – og så må vi blæse på, at millioner af mennesker dør som følge dens velsignelsesrige aktivitet.

Kære Jan

Det ser ud til, at du er uenig med min dyre-optik (etik) af den grund, at den skulle være fordømmende. Hermed antyder du, at brug af Helligåndens øje er tilgivende, så når jeg ser på lidende dyr, skal jeg blot tilgive de, der har forvoldt dem smerte og så gå videre?

Jeg vil gerne gøre det klart, at det er en misforståelse, hvis du tolker mine indlæg som fordømmelse. Det gør du jo qua din ekimske tilgang. Det her handler ikke om at få andre i skyld, sådan som du måske tager det ind. Nej, jeg gør blot opmærksom på, hvorfor jeg forholder mig til dyrene, og hvad der bl.a. afholder mig fra at spise dem. Vi snakker altså ikke om ideer, ej heller om kristendom osv.

En realitet er, hvad der foregår i den og den stald. Der er mange gode forhold, som fødevarestyrelsen har godkendt, men det modsatte forefindes. Møder vi nogle forhold, der kunne forbedres, er der ingen grund til at gøre virkeligheden til en idé om f.eks. tilgivelse. Det er her, at vor veje skilles, og du møder mig ofte som opponent (når jeg ellers giver lyd fra mig), selvom jeg godt kan se, at i er nogle stykker, der bevæger jer i tænkningen i stedet for i det konkrete (og lad nu være med at stille alle spørgsmålene om, hvad det ene og andet er..).

Du opremser en lang række grusomme realiteter, som vi ikke bare kan ændre, selvom vi gerne ville. Vi kan være medfølende og ellers følge fordringen, når den er der. At se andre lide gør noget ved en, og vi bliver nødt til at leve videre. Du vælger så at projicere tilgivelse ud på alt og alle for derved at træne sindet i enhedstænkning og undgå adskillelse. Jeg vælger at se omstændighederne i øjnene som en del af livets realiteter – ikke at det på nogen måde er en tilstand, der skaber enhed. I vores eget indre dyb findes der også polære forhold, hvor smerte og glæde, tvivl og tro, mørke og lys alligevel konfronterer os med den, vi er: et menneske der har muligheden for at arbejde med sig selv, arbejde med at åbne, når sindet eller hjertet vil lukke. Det gode findes ikke blot i bevidstheden (ideen Gud) men i livets dynamik, i mødet med den anden, i den lille ny åbning, hvor lyset får lov at bryde ind og varme det forhutlede menneskehjerte.

Det er klart, at de folk de påfører dyr og andre mennesker lidelser, gør det fordi, at de selv lider. Derfor er det også, at Ole Bjørn har ret i, at jeg ville blive en dårlig dommer. Som yngre havde jeg af og til det problem, at jeg blev tavs, når folk erklærede, at den morder burde spærres inde for livstid og lign. Jamen, det burde han nok, vi kan da ikke have mordere til at rundt i vores samfund og være en trussel. Men tænkte jeg altid, kan vi dog ikke hjælpe ham til live, til nyt liv, en ny begyndelse?

De mange folk, der mishandler f.eks. dyr og børn handler hjerteløst. Kvinden der ikke ville lade sin hund lege med min hund forleden, fordi den bliver så glad, at den løber hjemmefra for at finde sine legekammerater vælger i stedet for at følge dens behov at forhindre den i liv, eller moren der kommer til at slå sin dreng, fordi hun frustreres og bliver nødt til at sætte en grænse, skønt det handler om hendes egen pressethed (egne problemer/psykiske ustabilitet) skal ikke bare mødes med tilgivelse (eller med ideen om gudd. Tilstand) men derimod menneskeligt, så det fremover kan afføde en menneskelig indsigt og handling fra hende. Det er den Jesus, jeg tror på – menneskeligt og guddommeligt set. Gud og mennesket er ikke adskilt men forenet i troen, håbet og kærligheden.

Mvh – og kærlige godnatter
Anne

Hej Thomas!

Desværre har skaberen eller hvem eller hvad det nu er som har struktureret denne verden, indrettet den sådan, at liv alene er muligt at opretholde på bekostning af andet livs undergang.

Det er et grundvilkår for alt liv, også for menneskelivet, som vi umuligt kan sætte os ud over. Ikke engang ved at begå selvmord, for så dræber vi jo også uskyldigt liv. ;)

Hvis du blot ville indse denne enkle sandhed i stedet for at fable om barmhjertighed og jeg skal komme efter dig ville meget være nået.

Min holdning til alt liv og medfølelse med vore medskabinger fremgår af det afsluttende Einstein citat. Det citat er samtig et svar på indlæg i denne tråd, som jeg endnu ikke har besvaret.

Hilsen

Ipso Facto


-------------
"A human being is a part of a whole, called by us - universe - a part limited in time and space. He experiences himself, his thoughts and feelings as something separated from the rest... a kind of optical delusion of his consciousness. This delusion is a kind of prison for us, restricting us to our personal desires and to affection for a few persons nearest to us. Our task must be to free ourselves from this prison by widening our circle of compassion to embrace all living creatures and the whole of nature in its beauty." - Albert Einstein.

Dette har jeg allerede påpeget i samme tråd. Og under ingen omstændigheder skal vi sige til os selv: "Nåja, vi kan jo ikke forhindre døden, så vi kan ligeså godt slagte løs". Vi skal elske alle væsener og gøre, hvad vi kan.

Nu er der jo forskel på at klaske en myg og massemyrde grise, køer, får, høns, osv. Det tror jeg, at man skal være meget følelseskold for ikke at indse. Vi bør elske alle væsener og gøre, hvad vi kan.

Hej Thomas.

Jeg forstår godt din gode intention, og det er også een god start at ville alle levende væsener det godt osv. Men det kan også godt blive een sovepude, for hvis problemet ses eet sted hvor problemet reelt ikke er, og man forsøger at løse det hvor løsningen ikke findes, så kommer man ikke til det sted hvor befrielsen fra lidelse, frygt og skyld ligger.

Når det er vi tror vi kan ændre på noget I verden, så ville det være det samme som, hvis man var i biografen og så en film hvor det kunne ses, at der var eet eller andet helt galt med filmen, og så gik op til lærrede og begyndte at kradse på lærrede i håbet om at kunne ændre på det der skete på lærrede. Det ville ikke gøre nogen som helst gavn, andet end man ville blive frustreret og sikkert til sidst blive modløs og føle afmagt. Den forstandige og indsigtsfulde, ville gå op til filmfremviseren og forstå at det var der problemet lå.

Den her er også ret god som illustration:

Hvis du er inde og se et dukkespil, og dukkerne begyndte at opfører sig meget ondskabsfuldt overfor hinanden, og det blev alt for meget for dig at skulle se på hvordan dukkerne behandlede hinanden, så ville du ikke ændre på noget ved at begynde at tale til dukkerne, og fortælle dem at de skulle være barmhjertige overfor hinanden. Ændringen ville først ske når du begyndte at tale til den som styrede dukkerne.

ÅRSGEN til det vi oplever i verden, findes i sindet. Verden og kroppen er virknings-planet, og sindet er årsags-planet.

Mennesker har som regel to måder at reagere på i denne verden, og begge måder er i virkeligheden udtryk for det samme forsvar. Enten forsøger mennesker at ændre på verden, eller også så lukker de øjnene for det som sker i verden. Begge måder at reagere på, er et udtryk for at mennesket flygter fra deres egen ubevidste skyldfølelse.

Barmhjertighed er at forstå hvor ÅRSAGEN til lidelse er, og så vælge at tilgive ÅRGAGEN og ikke dømme den. Dømmes ÅRSAGEN så bliver virkningen lidelse.

Så på det plan hvor problemet ligger, der er du selv i virkeligheden årsag til den lidelse du forsøger at bekæmpe i denne verden, Thomas. For det er dit eget ubevidste sind der dømmer årsagen, og dermed gør lidelse(virkningen) til virkelighed for dig.

Hvis du virkelig forstår hvad det er Jesus taler om, så vil du også kunne forstå det jeg her skriver til dig.

Og ÅRSAGEN er troen på ideen om adskillelse. Det er den dybeste sandhed der ligger i det budskab som Jesus formidlede til vores verden. Det er blot de færreste der kan acceptere denne sandhed.

Vi har meget at lærer endnu, men vi har fået det redskab som gør os istand til at lærer, og gæt hvad dette redskab er? Ja korrekt, det er tilgivelse, så find villigheden i dit hjerte til at ville tilgive alt du ser i verden, og du vil i sandheden igen blive et fuldkomment frit væsen, der kan lade lyset skinne i denne verden som Jesus gjorde.

Kærligst Jan.

Du springer let og uelegant over mus, rotter og de færdselsdræbte!
Hvad så med rovdyrene (til dem hører homo sapiens for øvrigt)?
Hvordan får vi mon dem til at ophøre med deres rædselsfulde drab på andre medskabninger?

Hvis du kommer til at køre en mus over, så har du jo ikke været ubarmhjertig, for du har ikke gjort det med vilje. Gå i ånden, så skal I blive modne til riget.



Spørger du mig om, hvordan "vi" får mennesket til at ophøre med at æde deres medskabningers kød og blod? Hvis du vil bidrage, så lad ganske enkelt være med at spise det!

Problemet er i menneskets vilje. Hvis DU vil det gode, så lad dog være med at plette jorden med grusomhed og vold! Det er dig, der ligger på en sovepude, så længe du argumenterer for, at problemet er andre steder end i dig selv.

Hvis du elsker dine medskabninger, så lad være med at æde dem!

Vi har meget at lærer endnu, men vi har fået det redskab som gør os istand til at lærer, og gæt hvad dette redskab er? Ja korrekt, det er tilgivelse, så find villigheden i dit hjerte til at ville tilgive alt du ser i verden, og du vil i sandheden igen blive et fuldkomment frit væsen

Tilgivelse har intet at gøre med at tilgive "hvad som helst i verden". Tilgivelse - og det der kan gøre det svært - er at tilgive dem, der forsynder sig imod os. Og derudover forudsætter tilgivelse, at den anden angrer - for ellers er der intet at "give til"; det handler om at lette den andens samvittighed.