1
registreret Arne Thomsen
22
gæster og
191
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#19716 - 16/10/2015 14:33
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Fra den sjove prosa, breve etc. tilbage til digtene. Her et smukt stykke poesi, bedrevet af Marilyn Monroe:
Stones on the walk every color there is I stare down at you like a horizon – the space /the air is between us beckoning and I am many stories up my feet frightened as I grasp towards you.
_
Sten på vejen I alle farver Jeg stirrer ned på jer som på en horisont – der er rum / luft mellem os, vinkende og jeg er flere etager oppe mine fødder ængstes mens jeg griber efter jer.
*
Børnehavens ældste
1. spanskrøret
På hovedgaden i Granard mødte jeg Duffy, som jeg havde kendt før fornuftens tidsalder i korte bukser på stuen for børnehavens ældste, hvor en skønne vinterdag miss Walls tabte hovedet og tæskede os sønder og sammen for bandeord, vi ikke troede hun hørte. ˶Jamen jøsses da,˝ råbte Duffy og kom mig i møde med stokken i vejret og to udbredte arme, ̋Jøsses da! Gør det noget jeg går med spanskrør?˝
2. En bid Jeg står og stirrer på Robert Donnellys frisk indridsede initialer i sandstensmurdækket på broen i Anahorish, mens Robert Donnelly står ved siden af og stirrer med.
˶Her,˝ siger han, ˶tag en bid af det her,˝ og piller en algetynd hinde af den udpakkede skrå af mærket Warhorse Plug – mosebredsbrun, bogstavpræget, forbuden mandefrugt, han lige har været henne og købe for sin far, Jock.
Min gane er et stråtag stukket i brand når en nabo får huset futtet af, jeg vil slikke klid af en spand, sandkorn af murværkets dæksten. ˶Man skal spytte,˝ siger Robert, ˶en bid dur ikke, før man spytter som bare fanden,̋ hans røde koslik er svidende flammer, hans blæksprutteklat et lyn.
- Seamus Heaney, District and Circle.
A time to dance, a time to sing, A time to reach the top of everything.
mvh & go’ weekend i løvfaldet.. ;) Simon
Redigeret af Simon (16/10/2015 14:37)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#19719 - 17/10/2015 16:14
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Apropos denne tilbagevenden til noget nødvendigt:
Oktopus
fri som bladene mørkner efteråret og en streg gennem luften skriver uberørt,
jeg er fri og taler kun drømmen til søvn, jeg er til gængs og ser ikke efter jer mere,
fri som bladene krøller vi ind i brunt og lader alle tider være uden nøglering,
fri som at stå i døren og nederdrægtes, fri til sin egen bekymring om udveje,
frugten løber på læben og tæller sin tid og der kan være meget langt til næste gang
fri som afstand ser man jer over skulderen og et hus bliver liggende tåleligt på skråningen,
fri som bladene folder efteråret sig til,
sjældent svæver fuglene sig selv ind men sådan ses de på plænerne,
ægteparret ligner mere og mere sig selv men deres sammenfald bærer ikke i bær,
at undskylde ved sin blotte tilstedeværelse er som at skyde fuglene ud over havet,
flyverne udgiver aldrig sig selv som en fare men praler med sin varmestribe i koketteri,
ægteparret går ubeskyttet gennem parken og taler dæmpet om en helt anden natur,
sjældent svæver fuglene uskadte i luften,
så langt væk er europa med sin såkaldte form, så langt væk er du som et indhug i morgenen,
jeg går langs med skellet mellem land og by, og kalder på en retfærdighed der er linen ud,
bladene får lov at falde og give vandet mønster men der mangler en sammenhæng for at dele,
europa er så abstrakt som det ligger til skue og ingen ved om de går sammen eller fra,
jeg går langs med skellet mellem dig og mig og kalder på en retfærdighed der er os fuldt ud,
fuglene får lov at flirte fjer og danse omtrent og deres sang lyder slet ikke som en stemme,
europa er så skovfyldt med alle bruds skønhed så det ligger bare langt fra hinanden og synger,
kunne de bare nøjes med at fælde træer til bøger så kunne vores viden måske skyde rødder igen,
kunne de bare nyde sproget uden spørgsmålsbagtanke så var vi alle et stykke nærmere en solidaritet,
kunne de bare nyde skoven uden først at anlægge den så ville lysning og stier komme helt af sig selv,
det er løgn når de siger at mennesket overdøver støjen løgn når de siger at kærlighed er det eneste ene,
jeg har set kritikere slå sig til tåls med bøger af uforstand og digtere der skrev rummelighed som femøresstørrelser,
ræven kender sin rute og gider ikke gestus af omveje den rangerer byttet i elegance og sover søvnen ud,
skal man tage bærret eller bare lade det falde selv det er et spørgsmål om alder en morale om vægt,
det er løgn når de siger at mennesket er et enestående, hvem har ikke set fuglekrige rydde et franskbrød op,
jeg går langs med skellet mellem dig og mig og kalder på en retfærdighed der er os fuldt ud,
jeg har set skrifter slås med sig selv af den pure logik,
bunker af sommer blader sig ind i gult og efterlader tusinder af grinende mennesker,
størrelser af erindring gemmer sig ind til senere og efterlader et buskads rippet for alt,
bunker af sommer efterskinner rådnende under sneen,
jeg har vendt et blad og ser ingen anden udvej nu,
så megen tid forandres på vejen imellem skovene, og man ser ikke sig selv i massernes cirkulation,
der blæser blade på stationerne og sprogene ændres, et sted i vilden sky står én man har elsket,
et uberørt stykke mellemtid kaster sig for fødderne og anonymiteten er nu pludselig en tiltænkt løgn,
der var jo ingen mulighed for at skænke os et lys så det blev tilbagefald fra stederne hvor vi kom,
Så megen tid fordunkles på vejen imellem kønnene og skældsord falder som de letteste til selve drømmen,
der løber et græs og der skrives ihærdigt på en regn men er det for sent at begynde på sig selv nu,
utallige hænder skifter station og finder nødsteder og sjældent svæver fuglene uskadte i luften.
- F. P. Jac.
Novempus har sin egen tid, derom når tiden er ude.
mvh Simon
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#19721 - 17/10/2015 17:10
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
P.S.
Det tabte blad
Der levede en gejstlig mand, han var så klog, så klog, han kendte hele biblen, men særligt mosebog. Dog fandtes der en paragraf i lovens dunkle skød, en paragraf, som præsten ikke vidste, hvad betød. (I parentes bemærket stod den mellem 7 og 5, og den er vist til dels bekendt af mer’ end een af Dem).
Der levede et pigebarn, hun var så sød, så sød, hun skulde hale guldkorn frem af katekismens skød. Desværre manglede et blad i hendes eksemplar; men præsten skændte ikke, for han var så rar, så rar. Tilfældigt var det 6’te paragraf i mose lov, men resten var vel mer’ end nok for pigebørns behov.
Den lille skælm forelsked’ sig i præstens liberi, og præsten skændte ikke, for han var ret fordomsfri. Når han siden gik aftentur forbi den lilles hi og så et gammelt fuglebur med en lille irisk i: så vidste han, at køkkentrappen stadig var fri og ilede på letten fod til tøsens sakristi.
Så bad de vistnok aftenbøn en times tid eller to hvorpå Herrens tjener sa’ godnat og gik til ro. Men tiden løb, og præsten gik en dag sin vante tur. - - - - - og så to stykker fjerkræ i det gamle fuglebur. ˶Hva’ satan,̋ tænkte præsten, ˶så er trappen ikke fri, nu smøger jeg s’gu kraven op og skynder mig forbi.̋
Nå, siden er det mig fortalt af et får i præstens fold: at præsten tog det sidste blad, hun havde i behold. Det var vistnok et figenblad, en nyttig lille urt for den, der ikke ønsker tvende dyr i fuglebur’t. Forøvrigt skal hans fromhed ikke nemme slet så tungt, i hvert fald har han overvundet lovens døde punkt.
- Nis Petersen.
mvh Simon
Redigeret af Simon (17/10/2015 17:15)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|