|
0
registrerede
519
gæster og
44
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Apropos denne tilbagevenden til noget nødvendigt:
Oktopus
fri som bladene mørkner efteråret
og en streg gennem luften skriver uberørt,
jeg er fri og taler kun drømmen til søvn,
jeg er til gængs og ser ikke efter jer mere,
fri som bladene krøller vi ind i brunt
og lader alle tider være uden nøglering,
fri som at stå i døren og nederdrægtes,
fri til sin egen bekymring om udveje,
frugten løber på læben og tæller sin tid
og der kan være meget langt til næste gang
fri som afstand ser man jer over skulderen
og et hus bliver liggende tåleligt på skråningen,
fri som bladene folder efteråret sig til,
sjældent svæver fuglene sig selv ind
men sådan ses de på plænerne,
ægteparret ligner mere og mere sig selv
men deres sammenfald bærer ikke i bær,
at undskylde ved sin blotte tilstedeværelse
er som at skyde fuglene ud over havet,
flyverne udgiver aldrig sig selv som en fare
men praler med sin varmestribe i koketteri,
ægteparret går ubeskyttet gennem parken
og taler dæmpet om en helt anden natur,
sjældent svæver fuglene uskadte i luften,
så langt væk er europa med sin såkaldte form,
så langt væk er du som et indhug i morgenen,
jeg går langs med skellet mellem land og by,
og kalder på en retfærdighed der er linen ud,
bladene får lov at falde og give vandet mønster
men der mangler en sammenhæng for at dele,
europa er så abstrakt som det ligger til skue
og ingen ved om de går sammen eller fra,
jeg går langs med skellet mellem dig og mig
og kalder på en retfærdighed der er os fuldt ud,
fuglene får lov at flirte fjer og danse omtrent
og deres sang lyder slet ikke som en stemme,
europa er så skovfyldt med alle bruds skønhed
så det ligger bare langt fra hinanden og synger,
kunne de bare nøjes med at fælde træer til bøger
så kunne vores viden måske skyde rødder igen,
kunne de bare nyde sproget uden spørgsmålsbagtanke
så var vi alle et stykke nærmere en solidaritet,
kunne de bare nyde skoven uden først at anlægge den
så ville lysning og stier komme helt af sig selv,
det er løgn når de siger at mennesket overdøver støjen
løgn når de siger at kærlighed er det eneste ene,
jeg har set kritikere slå sig til tåls med bøger af uforstand
og digtere der skrev rummelighed som femøresstørrelser,
ræven kender sin rute og gider ikke gestus af omveje
den rangerer byttet i elegance og sover søvnen ud,
skal man tage bærret eller bare lade det falde selv
det er et spørgsmål om alder en morale om vægt,
det er løgn når de siger at mennesket er et enestående,
hvem har ikke set fuglekrige rydde et franskbrød op,
jeg går langs med skellet mellem dig og mig
og kalder på en retfærdighed der er os fuldt ud,
jeg har set skrifter slås med sig selv af den pure logik,
bunker af sommer blader sig ind i gult
og efterlader tusinder af grinende mennesker,
størrelser af erindring gemmer sig ind til senere
og efterlader et buskads rippet for alt,
bunker af sommer efterskinner rådnende under sneen,
jeg har vendt et blad og ser ingen anden udvej nu,
så megen tid forandres på vejen imellem skovene,
og man ser ikke sig selv i massernes cirkulation,
der blæser blade på stationerne og sprogene ændres,
et sted i vilden sky står én man har elsket,
et uberørt stykke mellemtid kaster sig for fødderne
og anonymiteten er nu pludselig en tiltænkt løgn,
der var jo ingen mulighed for at skænke os et lys
så det blev tilbagefald fra stederne hvor vi kom,
Så megen tid fordunkles på vejen imellem kønnene
og skældsord falder som de letteste til selve drømmen,
der løber et græs og der skrives ihærdigt på en regn
men er det for sent at begynde på sig selv nu,
utallige hænder skifter station og finder nødsteder
og sjældent svæver fuglene uskadte i luften.
- F. P. Jac.
Novempus har sin egen tid, derom når tiden er ude.
mvh
Simon
|
|
|
|
