| 
| 
	
 
| 0 
registrerede 
120 
gæster og
138 
søgemaskiner online. |  
| 
	Key:
	Admin,
	Global Mod,
	Mod
 | 
 |    | 
| 
| 
| #27328 - 29/04/2019 02:25  Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie] |  
| 
|   veteran
 | Registeret:  04/04/2008 Indlæg: 3512
 |  |  
| 
P.s.:
 Apropos bier & honning: man bader i den under Sylvia Plath’s pen! og forestiller sig let som intet hende sidde i det lille rum med åben dør til trygge lyde fra sovende børn der svømmer i drømme, også bierne sover, overvåget af månen, kun afbrudt af hendes klapren og pennens kradsen…
 Man ku’ virkelig ha’ ønsket at se forestillingen få rynker, de små derinde en dag rydde op mors liv til lydene fra egne børns leg i haven. Men livet er lunefuldt som en efterårssol gennem skyer, det sku’ ikke være sådan. Vi lærer os for det meste at varetage soldage med smil og må glæde os over stemningsbilleder vi finder i Ariel med forord af Frieda Hughes, hvori Sylvia Plaths bestræbelser hyldes udfra egne betingelser, præcis som det bør være.
 Vil vi vide lidt om Sylvia Plath og hendes liv, må vi læse hendes digte, film uden vigtige mellemregninger har samme tilgang som sladder, og livet går ikke sporløst henover forfatterinden i Ariel, der er som en vandring i registret fra ekstatisk glæde til tungsindig sorg, hendes bølgende liv. Med digte som Medusa, Ariel, Lady Lazarus, Letter in November, The Bee Meeting og The Arrival Of The Bee Box, hæver en boblende fornemmelse sig i én, som rejser i Mark Twains og Seamus Heaneys fortællerunivers, døre åbnes og man lægger alt bag sig, lidt som lykken der varmt breder sig på togrejsen mod en savnet ven, og allerede ugen efter forekommer alt én fremmed når hjemmet igen betrædes – man må en tur i varietékælderen fra tid til anden, ud af livet for at komme til sig selv, har brug for rejsen for at genfinde vinkler i sig.
 Gode digte er nøgler, det sker de passer og et kildevæld bruser op; poesi læst på rejser øger fryden, med smilende nøglebørn siddende på caféer som resultat – man forstår hvorfor Frederik Dessau foretrækker Italiensrejser med Inger Christensen i bagagen:
 
 The Couriers
 
 
 The word of a snail on the plate of af leaf?
 It is not mine. Do not accept it.
 
 Acetic acid in a sealed tin?
 Do not accept it. It is nok genuine.
 
 ring of gold with the sun in it?
 Lies. Lies and a grief.
 
 
 Frost on a leaf, the immaculate
 Cauldron, talking and crackling
 
 All to itself on the top of each
 Of nine black Alps,
 
 A disturbance in mirrors,
 The sea shattering its grey one---
 
 
 Love, Love, my season.
 
 *
 
 
 The Night Dances
 
 
 A smile fell ind the grass.
 Irretrievable!
 
 And how will your night dances
 Lose themselves. In mathematics?
 
 Such pute leaps and spirals---
 Surely they travel
 
 The world forever, I shall not entirely
 Sit emptied of beauties, the gift
 
 Of your small breath, the drenched grass
 Smell of your sleeps, lilies, lilies.
 
 Their flesh bears no relation.
 Cold folds of ego, the calla,
 
 And the tiger, embellishing itself---
 Spots, and a spread of hot petals.
 
 
 The comets
 Have such a space to cross,
 
 Such coldness, forgetfulness.
 So your gestures flake off---
 
 Warm and human, then their pink light
 Bleeding and peeling
 
 Through the black amnesias of heaven.
 Why am I given
 
 These lamps, these plabets
 Falling like blessings, like flakes
 
 Six-sided, white
 On my eyes, my lips, my hair
 
 Touching and melting.
 Nowhere.
 
 *
 
 
 Magi
 
 
 The abstracts hover like dull angels:
 Nothing so vulgar as a nose or an eye
 Bossing the ethereal blanks of their face-ovals.
 
 Their whiteness bears no relation to laundry,
 Snow, chalk or suchlike. They’re
 The real thing, all right: the Goog, the True---
 
 Salutary and pure as boiled water,
 Loveless as the miltiplication table.
 While the child smiles into thin air.
 
 Six months in the world, and she is able
 To rock on all fours like a padded hammock.
 For her, the heavy notion of Evil
 
 Attending her cot is less than a belly ache,
 And love the mother of milk, no theory.
 They mistake their star, these papery godfolk.
 
 They want the crib of some lamp-headed Plato.
 Let them astound his heart with their merit.
 What girl ever flourished in such company?
 
 - Sylvia Plath.
 
 mvh
 Simon
 
 Redigeret af Simon (29/04/2019 03:05)
 |  
| Top |  Svar  Citer |  |  |  
| 
| 
| #27343 - 01/05/2019 21:46  Re: Mellemrummet
[Re: Simon] |  
| 
|   bor her
 | Registeret:  02/05/2009 Indlæg: 1015
 |  |  
| 
Hej Simon "Guderne må vide om den rygplagede Søren Ryge stadig laver fine programmer for DR - eller om de nu helt er gået i selvsving med genudsendelser & musikprogrammer for 20-årige? Det ville da være et tab for dansk kulturliv også at miste ham." Pluk du nu bare endnu en buket tulipaner i Søren Ryges have og ta' dig en svingom, mens du er der. Han kan om nogen sætte lys på hvad en have og en svingom ka' gøre ved et menneskeliv. Et menneskeliv med det helt naturlige og impulsive livsafsæt, der kan mere og andet end blot at sætte spotlight på sig selv og sine egne nypudsede glorier ... https://www.dr.dk/tv/se/soeren-ryge-tv/soeren-ryge...pa-gardspladsen Med Venlig Hilsen RoseMarie |  
| Top |  Svar  Citer |  |  |  
| 
| 
| #27345 - 02/05/2019 10:32  Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie] |  
| 
|   veteran
 | Registeret:  04/04/2008 Indlæg: 3512
 |  |  
| 
Hej RM..
 og tak tak. Jah, ham er jeg ikke begejstret for at vi må undvære; nu vi er der, ved årstidens udbrud af dufte, syn og lyde der efterlader os så pladask:
 
 Lærker
 
 
 1
 De første lærkelyde ved morgen-to-tiden
 pikker mod verdensæggets skal.
 i skydækket løber de første revner.
 
 Min vågenhed står en stund på en lærkeryg, svimler,
 så raver den mættet ind i dybsøvnens sødme,
 indad mod verdensæggets midte.
 
 2
 Det udblå hav under jordskyggen,
 lyset er undervejs
 til lærkernes glædesskingren i stormen.
 
 Trilrende planetoider
 under den luftige halvmåne,
 over de rosa ulmende bakker.
 
 En visdom sidder i lærkestruben,
 borer sig ind i mit øre,
 trepanerer min lukkede hjerneskal.
 
 Tankerne er hvad jeg hører og ser på,
 intet som helst jeg i forvejen ved;
 deres kredsning blir en spiral af lys.
 
 En glædesgråd bryder lysets farver,
 jorden svæver og ser gennem mig på jorden,
 omkring den hvælver sig øjets regnbuehinde.
 
 *
 
 Morgenmørke
 
 
 1
 Kirsebærblomster faldt ind ad mit vindu,
 ind på mit gulv og gennem mit blik til ro
 på underbevidsthedens gulv – hvis
 det da ikke i virkeligheden var
 på taget af en slingrende kreaturvogn, hvori jeg
 jeg i virkeligheden lå på gulvet, det nederste gulv
 i kulsort mørke på vej mod det uvisse
 værste –
 stuvet ned med smertende lemmer, presset mod usynlige kroppe
 eller kanter af træ og jern, stank og kulde i næsen:
 det, som altid har ventet, imens jeg
 har levet som om det aldrig
 og umuligt kunne ske mig, endskønt
 jeg vidste bedre. Og hvordan har jeg brugt
 udsættelsen, pausen en menneskealder?
 Var jeg taknemmelig for den? Virkelig? Det hændte undertiden,
 men aldrig har jeg gjort nok, eller været det nok.
 
 2
 Findes der
 følelser, vi ikke har oplevet i vores drømme om natten?
 Ingen følelser er mig fremmede, derimod
 mange former for tro –
 og naturligvis har jeg drømt om dem: de døde
 lagt ud, af hvem, og hvor, ved jeg ikke, men unaturligt
 store ansigter, mærkelige upersonlige grin og vajende
 palmegrene plantet i øjenhulerne – så fremmed
 sørgeligt og makabert festligt
 som ved et indtog i multidødens, et underjordens
 Jerusalem.
 Hvad ved vi?
 Hvad er os mer fremmed, hvem er vi adskilt fra
 end den døde brors krop: os selv in absentia,
 definitivt in absentia.
 
 3
 Vidunderligt er mennesket
 og frygteligere væsen under solen findes ikke;
 dyrene har erfaret det, og vor egen arts
 svage og tabende.
 Forfærdeligt at falde i dets hænder
 hvad enten det i sin overmagt
 udøver tiltrækning eller fjendskab.
 Selvmordet måske altid
 en akt for at undkomme
 et fællesskab, som krop
 sanser eller sind er lammende underlagt
 ikke udholder, intet formår imod:
 tvang uden alternativ
 ligegyldigt om hos to, eller hos millioner –
 kun muligt at unddrage sig
 ved udslukkelse
 først sind, siden krop.
 
 4
 Hvem hjalp
 i eventyrene, vi hørte engang –
 og som mange af os stadig læser
 for vore børn?
 Det gjorde de gamle koner, og dyrene,
 de rigtige ord, og det rigtige navn.
 Hvem hjælper her? Og nu? Ordene
 skjuler ordene,
 men ingen skove og bjerge, ingen have og øer
 skjuler dyr og koner, eneboere og landflygtige,
 skjuler
 menneskene for menneskene mer.
 
 5
 Vintermorgen
 sort tåget og tidlig,
 min elskede og vores treårige søn
 ligger i sengen, udveksler
 bemærkninger med hinanden,
 en spørgende kvidren,
 en kærlig lavmeldt mumlen
 hen over afgrunden,
 synger en lille sang højt
 over smertensdybet,
 det søvnløse, bundløse.
 Og jeg ved igen
 hvad jeg udstrakt dernede næsten har glemt –:
 uvilkårlig som pulsslaget, åndedraget
 er evnen til sang –
 og overlever,
 unedbrydelig i det lange løb, evnen til
 det ene fællesskab,
 som ikke næres af de tabende og udstødte
 nederst og ude ved randen – sådan som tiårs-
 og tusindårsriger har gjort i triumf –
 men er stærk nok
 til at undvære liv i fornedrelses-
 tilstand, stærkt nok til at afvæbne
 alle dem, som er stærke
 kun ved de svagere,
 kun ved de tabende,
 kun ved retsbrud.
 
 *
 
 Skilsmisse
 
 
 Det var i december, det var en nat
 der føltes som årtusinders – og mit livs
 sidste decembernat. Og det var ikke
 solhverv og vendepunkt og barnefødsel
 ved slutningen af måneden. Da kom du
 fra intet sted og satte dig med benene
 optrukket under dig i lænestolen
 i hjørnet (hvilket hjørne? mit værelses nu, her?
 eller hjemme hos os?) og målte mig med dine
 vidtåbne ufravendte frostblå øjnes
 inappellable og sørgmodige instans.
 
 Og der var gråhvid himmel som et knust isspejl
 og der var månetomt, eller månen
 var sort som på et negativ, og sådan
 har dine øjne ofte hvilet på mig
 siden vi skiltes, og nogen tid blev for altid.
 Mit nye liv – blev aldrig påbegyndt
 i dem. Det er fiktion, det eksisterer ikke,
 og hvis – så er det en ny forbrydelse,
 et uophørligt frafald ud i intet.
 Og hvis jeg opgav det – corpus
 delici af et sidespring, en lovløshed,
 
 og resten af ens liv tilbagevenden
 og håbløs genoprettelse –
 December uden sne, nul grader –
 et sted der står din seng, dit spejl, lampe og natbord
 som de har gjort, år efter år
 og du i lænestolen, aperitif, saltstænger
 og tavshed, der vibrerer af tristesse,
 et klangløst ekko af de hundred opgør:
 Min mand forstår mig ikke eller – min kone
 forstår mig ikke, eller endnu værre,
 
 som nu, i dette øjeblik, mens du
 betragter mig et sted fra hvor vi ikke
 kan nå hinanden mer – med sorgfuldt smukke øjne:
 ”Du – forstår mig ikke, levede dig aldrig
 det mindste ind i mig, i min situation,
 ind i hvordan jeg har det, ind i
 min hovedpine, mit forblødte hjerte,
 min skuffelse og den fortræd du gør mig,
 min nedbrudthed, mit ødelagte liv. –”
 
 ”At være en morder – langsomt dø med sit offer”
 skrev jeg en nytårsnat ned på en brugt kuvert
 
 i et black-out, og fandt den næste dag. Stupidt
 at nægte at forstå, men modsat: at forstå,
 indleve sig ihjel – hvad er så det?
 Jeg måtte sprænges, blive sindssyg, ta’
 mit liv – jeg måtte dø, hvis jeg forstod dig
 nøjagtigt sådan som du ønsked at
 jeg skulle. Opholdt mig bag din hud, var i
 din tilstand, så med dine øjne, græd med dem
 over det jeg havde gjort, tilintetgjort
 i dig – for os – for børnene, Hvis jeg
 forstod: først dig, så mig – igennem dig.
 
 Og sæt jeg havde prøvet: hvor meget ville det
 ha’ hjulpet dig, hvis du for hver dag indtog
 mit væsen med et glas vermouth, som om det var
 en stimulerende eller beroligende vidunder-
 tablet, der langsomt opløst blev til et med dig
 og lindrede et tidløst stykke tid?
 Og du til gengæld hengav dig
 til virkningen, til sidste selvudslettelse?
 Begge til bitterheden, rusen, glemslen –
 Hvad hjalp to gange selvopgivelse?
 Den ene føjer intet til den anden.
 
 Ansigt til ansigt intetsteds. En inerti –
 uden bevægelse, uden forrådnelse og spiring,
 uden en vind og planeter som skifter plads –
 har ført det uforanderlige frem
 hertil: aperitif, saltstænger, lænestolen,
 din hånd rakt tranceagtigt frem mod glasset,
 dit blik tabt som en tom korridor – dit liv
 udskudt ved piller fjernt bag en mat rude,
 mit liv med en ulægelig skjult sårrand –
 indtil den stund vi virkelig forstår: du ikke
 forlanger den, jeg engang var, tilbage – jeg ikke
 
 tilgivelse af dig for den jeg blev til.
 
 *
 
 TID
 
 
 Der blæser et overskud af tid imod mig,
 hvirvler af frisk tid, af ubrugt tid
 østfra, ind over brændingen, ind over stranden
 
 rytmisk i vandet, ubrudt i luften, formering af det
 vi aldrig har nok af og altid savner: formering af tid.
 Husker intetsomhelst af det jeg skal. Ingen andre tidsforløb.
 
 Ingen avisdato eller kryds i kalenderen eller ”klokken er nu –”
 griber forstyrrende ind og erindrer om tidsspild.
 Står blot og lader mig gennemblæse som græsset
 
 og fyrrerne og birkene om mig. Flytter mig ikke.
 Oplever visdom. Ikke som ord og sætninger,
 men som vægtløshed, grundende sødme, visdom som tilstand.
 
 Visdom? I ynglingetiden som vågne drømme,
 visheden om at den ene et sted er vidunderligt til
 og at den selvsamme vind med beruste næsebor løsner hendes hår –
 
 i barndommen som eventyr, bestandigt på spring, på vej
 bag nærmeste hæk og mur, bag bakker og skyer eller lige bag synsranden,
 alting kan nås fordi alting bevæger sig mod os.
 
 I barndommen var der altid pålandsvind og Odysseus’
 skibe på vej mod kysten. Fravær af tid, eller tidløshed
 fandtes ikke – men fyldte tider, som vind og bølger,
 
 strømmede fra den livsalige åbning ude over havet
 mættet med lugten af løsreven tang og saltvand og skyer
 og ingen døre at åbne og ingen døre at lukke efter sig.
 
 - Thorkild Bjørnvig, Morgenmørke, 1977.
 
 mvh & god dag i vinden..;)
 Simon
 |  
| Top |  Svar  Citer |  |  |  annonce 
 
 |   |