Dagens kronikør har lært meget ved at arbejde blandt de indsatte på landets fængsler.

Hvem kan lære mig mest om betydningen af adgang til vand? Den, der har undværet – eller den, der har haft adgang til vand?

I de seneste år er det uden tvivl, de klienter og elever jeg har undervist i billedkunst i de danske fængsler, der har lært mig, at den der har undværet, kan lære mig lige så meget, som den der har haft.

De ligner mig og mange andre så meget: Utilpassede, ensomme, vrede, angste, sorgfulde, stædige, misbrugende, misbrugte, misforståede, glemte eller psykisk syge. Samtidig er de ærlige, intelligente, nysgerrige, skamfulde, tålmodige, respektfulde, taknemmelige, tillidsfulde, hjælpsomme, humoristiske og talentfulde.

De har lært mig, at det er menneskeligt at begå fejl, og at det er menneskeligt at begå umenneskelige handlinger. De har lært mig, at alle lever med risikoen for at begå fejl og umenneskelige handlinger. De har lært mig, at dette er et grundvilkår, som ingen kan undslå sig.

De har lært mig, at vold kommer af magtesløshed og den vrede, der følger med, af angst eller af tab af mening, og at vold er et forsøg på at få kontrol over magtesløsheden, angsten eller meningsløsheden.

De har lært mig, at det er tungt at begå kriminelle handlinger. De har lært mig, at det er skamfuldt, at det hævner sig og kommer tilbage som afsavn, traumer, mareridt, angst, forfølgelse, trusler, hævn, gæld, bitterhed, skyld og fortrydelse.

Nogle lærte mig, at straffen ikke er det værste, men at det værste er at have begået noget umenneskeligt.