…lige én til, fra dette varme hjertes dundren i stilheden, nu uden sne, den død han frygtede ville indhente ham inden han fik skabt ord som disse:
STILHED FRA LÆNGE – SIDEN
Man bliver sig selv saa forstrolig
ved langsomt at slentre i Sne.
Lydende kommer saa stille
fra Steder, jeg ikke kan se.
Igaar slog de lydt fra mit Hjerte,
de kommer saa stille i Dag
og viger fra andre Stemmer,
der møder mig indefra.
Og Skovlenes Skramlen i Gaden
og Sporvognens klare Klemt
løsnes og driver tilbage
til Stilheder, jeg har glemt.
En Damper, der losser Brædder,
hvidner og tones hen
og sejler i Dag i den Stilhed,
jeg nu først har fundet igen.
Aa tænk om det netop er Verdens
sidste Snevejr, der sneer,
og jeg paa en tilsneet Klode
opslaar mit Vinterkvarter,
hvor Stilhed vil skjule min Viden
om Angst og uroligt Begær,
og Rummet gaa under i Sneen,
mens jeg er mig selv saa nær.
- Morten Nielsen.
mvh
Simon