| 
| 
	
 
| 0 
registrerede 
282 
gæster og
256 
søgemaskiner online. |  
| 
	Key:
	Admin,
	Global Mod,
	Mod
 | 
 |    | 
| 
| 
| #25083 - 08/04/2018 01:32  Re: Poetisk fryd..
[Re: RoseMarie] |  
| 
|   veteran
 | Registeret:  04/04/2008 Indlæg: 3512
 |  |  
| 
Hej i natten, RM..
 …du forårsglade sneglebetvinger! Ja, nu nærmer det sig med maoskridt, solen blinker her i viftende egernhaler, mens de tramper rundt i forladte boer. Og der er allerede morgensang, langt bedre end noget vækkeur. Her lidt til poesikisten, den vist ikke før har set:
 
 ∑yμτ
 
 Jeg har svært ved at forestille mig et begreb som lykke
 men hvis jeg skulle forestille mig det
 kunne jeg udmærket se mig selv i rollen som svampefisker
 bådebygger, lods eller bare drukkenboldt
 i havnen på Simi. Hvis du engang skulle gå fra borde der
 vil du utvivlsomt forstå hvad jeg mener:
 Bemærk først og fremmest de stejle klipper som
 omgiver havnen
 og betinger byens opbygning og arkitektur
 hvordan de tvinger gaderne til at forvandle sig til stier
 eller trapper, og hvordan de fylder husene
 med forskudte rum, hemmelige passager og utilgængelige
 balkoner
 hvor kattene soler sig. Hærget af vejret
 med dens sparsomme vegetation af timian og tidsler
 og med dens skingre insektlyde dagen igennem
 synes den porøse sten så at sige afskåret af det blanke vandspejl
 fra sine undersøiske rødder: Solsystemet
 af gange, som vandet sydende prøver at finde sig selv i
 udhulende klippen, de store gallerier
 hvis lys betinger fiskenes reflekser og algernes intelligens
 såvel som de sunkne skibe er normalt usynlige
 skjult under vandoverfladen med dens nøjagtige gengivelse
 af byen
 fra bådene på vandet til møllerne på bjærget.
 Kun på visse tider af døgnet og i visse belysninger, som nu
 er det muligt at se de to landskaber
 på samme tid, det undersøiske gennem spejlbilledet af det
 oversøiske
 og det er dette billede som giver
 det bedste billede af Simi, som jeg ser det. Så hvorfor
 skulle jeg ikke gøre mig selv til en del
 af dette billede, halvfuld og med min halvfulde vinflaske
 på anløbsbroen. For hvilket billede
 kunne være mere attråværdigt at se sig selv gengivet på
 end dette.
 Hvilken baggrund kunne egne sig bedre
 som baggrund for en rask kærlighedsaffære eller et melodrama.
 Husenes indbyrdes, forskudte placering
 de skjulte haver som blander havluften med duften af basilicum
 og tørrede blæksprutter, for slet ikke at nævne
 de pludselige udsyn mod blå bjærge, hvor der mangler en dør
 eller hvor en trappe er styrtet sammen
 har næsten gjort det for let for de elskende. Hvor svært
 at forestille sig selv den største elskov
 ende dramatisk her. Dante ville have oplevet Beatrice
 til fordel for en rig, forholdsvis pæn enke
 hvis han havde været på Simi. Og hvad Napoleon angår
 føler jeg mig sikker på at han på Simi
 næppe ville have drevet det til mere end gemen sørøver
 eller bolværksmatros. Jeg kan heller ikke
 se hvordan et klassesamfund som det europæiske skulle
 kunne opstå her
 for enhvers forhold til sin nabo er forskudt
 og uberegneligt, betinget af klippens hårdhed og af jordskælv.
 Og jeg tror faktisk Marx ville have grinet
 af sine egne værker, hvis han havde læst dem på Simi.
 Måske er det derfor tjeneren ikke gider
 reagere, men lader mig i stikken med min tomme flaske
 for fuld til at tænke en tanke til ende
 og for ædru til at opgive den. Skulle jeg, som Perikles
 smugleren foreslog, tage part i hans båd
 og opgive det her skriveri og de her popitiske spekulationer
 som jeg hverken tror eller tjener på
 eller skulle jeg simpelthen gå videre til den næste taverna?
 Hvorfor ikke drikke sig ihjel her
 svævende mellem en tilværelse det er for sent at leve
 og en tilværelse der er uacceptabel
 mellem byen på klipperne og dens spejlbillede i vandet
 for at udtrykke det lidt mere direkte.
 Se nu, hvordan citrontræernes skygger over havnens vand
 breder sig over vandspejlet som en syre
 der får det undersøiske landskab til at træde tydeligere frem
 mat skinnende og sløret i omridsene
 klippeformationer, der suger lyset til sig dybt nede i mørket
 som nøgne lemmer på en renaissancemaleri
 kæmpemæssige ankre, begravet i stendynger og forvredne
 jernarmeringer
 og kæder som synes at antyde eksistensen
 af foruroligende store, sporløst forsvundne, navnløse skibe.
 Måske er det sådanne scener vi oplever
 i de drømme som altid piner os ved altid at undvige os
 når vi forsøger at huske dem
 genoplevelser af syner set før fødslen og forudanelser
 om oplevelser efter døden. Og måske
 er det fordi landskabet her sætter os istand til at opleve
 os selv både som ufødte og som døde
 det fascinerer os. For vi kan svømme ind i disse klippehuler
 og betragte os selv som fostre eller lig
 i disse grotter og disse hemmelige, klukkende gallerier
 hvorfra den blå farve som forvandler
 de hvide mure om aftenen, og intensiverer gårdhavernes
 rosenduft
 den blå farve, vi kalder mystisk
 stiger op gennem de dødes fingre for at beherske os.
 Vi kan dykke ned mellem disse skibe
 vi kan samle disse knogler op fra deres sprængte, rustne
 jernkister
 med en følelse som om de var vore egne
 som om vi havde mistet dem for længe siden, før vi blev født
 og vi kan betragte vore vægtløse lemmer
 ned i disse skumrende, undersøiske kløfter, fulde af undren:
 – Vil vi nogensinde atter kunne hæve os op
 gennem vandspejlet, gennem billedet af byen i det hvide sollys?
 Vil vi i det hele taget komme til syne igen
 i et landskab som det vi forlod, et landskab hvis distancer
 leder os længere og længere ind i os selv
 efterhånden som vi overskrider dem, og hvor vore liv bliver
 konkrete
 som de stejle klipper der betinger dem? –
 Jeg har svært ved at forestille mig et begreb som lykke
 men når jeg nu og da stiller mig selv
 et spørgsmål af den slags, er det i et landskab som dette
 jeg accepterer at svaret ikke eksisterer.
 Og jeg ser mig om. Og jeg er lykkelig over at vide jeg er her.
 
 - Henrik Nordbrandt.
 
 mvh & god søndag..
 Simon
 |  
| Top |  Svar  Citer |  |  |  
| 
| 
| #25084 - 08/04/2018 08:16  Re: Poetisk fryd..
[Re: Simon] |  
| 
|   bor her
 | Registeret:  02/05/2009 Indlæg: 1015
 |  |  
| 
Godmorgen, Simon Det var ellers noget af et langdigt, ham Nordbrandt har forfattet, :)) ... og så fra det dejlige Grækenland, hvor Zorbaen danses, maden dufter og smager, og de blå og hvide farver lyser i solen. :)) Længsel, livsglæde og latter ...https://vimeo.com/31264261https://opskrifter.coop.dk/temaer/graesk-madBrev i april  skrevet af Inger Christensen er også et langdigt med oplevelser og tanker fra de sydlige himmelstrøj ...Med som til sprog intet andet
 end himmel,
 ingen hamren
 med knyttede
 næver,
 kun digtet
 der frit
 folder
 fremtiden ud
 som en faldskærm
 af silke og stilhed,
 en vifte
 af skiftet belysning,
 lidenskabelig
 stjernesendt
 stejl
 ligegyldighed
 spundet
 til sind,
 mens vi går
 på vores egen
 lidt rullende måde
 rundt om solen.
 Så er vi ved huset.
 ... og her et uddrag fra Hemmelighedstilstanden 
 GENKENDELSESBILLEDER
 
 "Og trøsten ligger ikke i, at disse naturfænomener direkte skulle kunne betragtes somn forbilleder for en forfatters skrivemåde. De skulle snarere betragtes som en slags genkendelsesbilleder, så det vi ser i isblomsterne, kiwifrugten og den grå sky, umiddelbart får os til at udbryde: Ja det er sådan det er at skrive! Eller for den sags skyld: Ja, det er sådan det er at leve!
 
 Novalis kredser om disse genkendelsesbilleder, og måske især om deres fællestræk, som om de engang havde haft deres udspring i én og samme skrift, og skriver i sine meget smukke indledningslinier til "Die Lehrlinge zu Sais":
 
 Der er mangfoldige veje menneskene kan gå. Den der følger og sammenligner dem, vil se forunderlige figurer opstå, figurer, der synes at høre til den store cifferskrift, som man kan få øje på overalt, på vinger og æggeskaller, i skyer, i sne, i krystaller og i stendannelser, på vand der fryser til, i bjergenes, planternes, dyrs og menneskers indre og ydre, i himlens lysskrift, i de fine jernfilspåner rundt om magneten og tilfældets mærkelige konjunkturer (d.v.s. forbindelser). I dem aner man nøglen til denne forunderlige skrift "Wunderschrift" og dens tilsvarende sproglære, men anelsen vil ikke indgå i faste former og synes aldrig at blive nøglen til noget højere.
 
 Nej, selv med anelsen om eksistensen af en nøgle til den forunderlige skrift (Wunderschrift) bliver det aldrig nemt at overgive sig til tilfældighedernes ordnende virkning."
 
 ***
 
 Det ydre er et til hemmelighedstilstand opløftet indre.
 
 Novalis
 
 Ha' en god søndag i forårssolen :)) RoseMarie
 Redigeret af RoseMarie (08/04/2018 08:18)
 |  
| Top |  Svar  Citer |  |  |  
| 
| 
| #25087 - 08/04/2018 21:05  Re: Poetisk fryd..
[Re: RoseMarie] |  
| 
|   veteran
 | Registeret:  04/04/2008 Indlæg: 3512
 |  |  
| 
Hej RM..
 Billedet silkeagtig stilhed, mindede lidt om Alessandro Bariccos fortælling om Hervés lidenskab for silkelarverne - Silken, hedder bogen.
 
 Her synger fuglene nu solen ned, man må jo kvidre lidt mens man indretter sig for natten til de gyldne sidste stråler, og man kan næsten ikke undgå stille at lytte med, ingen vej udenom den sag – tidligere prøvede man jo at blande sig lidt, men ærlig talt, studsede de vist bare i øjeblikkelig forundring, men havde vel også hørt mig i badet og tog sig derfor til ørerne i håbet om at jeg nok snart flettede næbbet, og hvem kan vel også fortænke dem i det, når man hører deres skønsang?
 Men det var fine søndagssager, som nu står dér og ser så prægtige ud. Uffe Harder har bedrevet et lille udvalg af Seamus Heaneys bedrifter, Fra samvittighedens republik hedder udfaldet, og ligner jo en hel smuk buket, men han er jo også lidt af en dekoratør, så det er nu ikke så underligt – hvis nu du selv sku’ føle trang til at gå pladask:
 
 Havesoldat
 
 Du så den aldrig brugt, men hører stadig
 sigtning og fald af materiale, der hopper på nettet,
 
 knolde og knopper i et lille sammenstød,
 en hob af nedfaldet stof, som vokser under det.
 
 Hvad er bedst, det som bliver eller det, som falder igennem?
 Eller skabes værdien af valget selv?
 
 Snart en pantomime, raphåndet, med spredte ben,
 så kan man sigte tingenes mening fra det, man tænker
 
 og se hvad der sker i den historie
 om manden der bar vand i en sigte.
 
 Var det kriminel uvidenhed, eller
 en via negativa mellem dråber og nedfald?
 
 *
 
 Øen som forsvinder
 
 Engang mente vi at ville slå os ned for altid
 mellem dens kolde høje og disse sandløse strande
 hvor vi tilbragte vor desperate nat med bøn og vågen,
 
 da vi havde samlet drivtømmer, bygget et ildsted
 og hængt vores gryde op som et firmament,
 brød øen under os som en bølge.
 
 Jorden der bar os syntes først at holde stand
 da vi favnede den in extremis.
 Alt hvad jeg tror der skete dér var vision.
 
 - Seamus Heaney.
 
 Nå, de kåde sangere er vist gået til køjs, eller også holder de familieplanlægning under dynen og beslutter sig for dagens morgensang, de ved jeg bare er med på hør..;)
 
 Mvh & nat-nat..
 Simon
 
 
 Redigeret af Simon (08/04/2018 21:16)
 |  
| Top |  Svar  Citer |  |  |  
| 
| 
| #25093 - 10/04/2018 00:54  Re: Poetisk fryd..
[Re: RoseMarie] |  
| 
|   veteran
 | Registeret:  04/04/2008 Indlæg: 3512
 |  |  
| 
Ord der fortaber sig i gudedrømme og helvedesangst, som hinder mod død, og membraner til drømme:   
 Plads til ord
 
 Små slag
 Man kan ikke få alt
 Hvem tænker sig en rosengård
 Hvem tænker sig en rødkindet børnehave
 Guds åsyn, vægtløshed og orgasmer
 Kvinder i knop, folkedanse og viktualieforretninger
 Hvem sagde frihed for frygt, everlasting, godmorgen
 Der er tale om et mindre onde, så langt er det kommet
 Selv skrækken en sen nat om vinteren når alle andre sover
 Svedende sommerbjerge, ene, rør, gran, gyvel
 Entropi, samliv på trods, sår og tomme skaller, små slag
 Freden hedder også Simon, Arthur Sylvester, Leana,
 Alphonse Sanchez
 Den er også forkludret kærlighed og forfaldne veksler
 Drømme om noget andet og en sovende søns energiske profil
 Flimrende billeder af en stor by, blind handling og hensigt
 Den store ro er lige om hjørnet, freden er uro
 En slags fredelig krig, så langt er det kommet
 Pulsslag indtil videremer eller mindre slæbende
 Åndedrag, mer eller mindre hivende, små slag
 Plads til ord som „davs” „møjunge”
 „kys” „hold kæft” eller „idag”
 En slags liv, indtil videre
 Bordet og sengen i en forrykt verden
 Begrænsede muligheder
 I en forpestet verden
 Frem for ingen
 
 - Ivan Malinovski.
 
 Atter tilbage i Ålborg, med den mærkelige følelse af fremmedhed i det vante, og Sonja der trods alle forholdsregler alligevel fik hjertet til at pulsere, fik Morten Nielsen nok set en særlig stjerne ud – denne vidunderlige poet:
 
 Aftenens stjerne
 
 Kølige Striber af Aar,
 Nord for den Jord, hvor jeg gaar,
 kom den med Mørket, der kom,
 Aftenens Stjerne mod Nord.
 Ude i Himlen, men nær,
 duver den ind i mit Blik,
 blir til en Rytme, der blindt
 følger en Rytme af Skridt.
 
 Gennem den tidlige Nats
 Muldlugt og Lugten af Løv,
 ude fra Mørket, der faldt
 ind om den Jord, der er alt,
 synker den ned over mig,
 blir den en Rytme, der støt
 følges med Pulsslagenes Rytme,
 svingende roligt og rødt.
 
 Vejene strækker sig ud
 under det blinkende graa,
 langs med en Efteraarshæk
 løb mine Drengeaar væk.
 Nu er jeg hjemme igen –
 Aarstidens smuldrende Lugt
 mødes med Sky’r i en bristende
 Skal om den faldende Frugt.
 
 Gyngende faldet et Lys
 ind over Øjnenes Vej,
 ser en bevægelse dér,
 mødes med Rytmen af dig.
 Stjernen. Og du. Og mit Liv –
 klar falder Rytmen, og hed,
 er som et Lysskær omkring
 det, der er Hemmelighed.
 
 - Morten Nielsen.
 
 Nu vi er der:
 
 Strandbillede
 
 Forladtheds strand
 hvor alt er graat,
 og blankt og oliet vand uden vinde
 den tomme vej til andre kyster.
 
 Slimede alger gror paa vandbunden,
 grøngraa og brune,
 og der ligger dynger af raadnende tang
 paa stranden.
 
 Her paa livets glemte sted
 staar skyerne stille,
 og sorte skyggefugle
 peger med spidse næb
 paa stedets øde,
 
 mens deres hæse struber
 skratter mod strandens tørre, tomme baade.
 
 Ole Sarvig.
 
 mvh
 Simon
 |  
| Top |  Svar  Citer |  |  |  annonce 
 
 |   |