Morn’ RM..
Den faldende musik på sletterne i afrikanske højlande, må man næsten opleve med hagen på hendes skulder i skrivende stund, det falder nok heller ikke så svært, hendes pen kradser jo umådelig meget andet end lydspor fra regnen op i ens ansigt, og dér står man så, våd i ansigtet og tripper som en anden afrikansk hoftevugge.
Jeg har set dias og hørt venner fortælle om liv og dagligdage fra års ophold gennem bl.a. MS, og dér sad jeg så og sendte røgsignaler til vejrs, men foretrækker stadig langt Tannes fortællinger – som en invitation ind i fortryllende fortællinger, der måske bedre kan beskrives ved at sammenligne fotos og malerier, for hvor vi gang på gang ser nye tilstande og bevægelser i maleriet, så anbringer fotos os for det meste i samme registration. Fortryllelsen kræver en levende pen, først da forsvinder rammen.
Tidligere talte vi i tråden her lidt om Tanne, hvor også Ole jo nød hendes fortællerkunst, og selvfølgelig forandres vi og læser således Vintereventyr med andet blik, men kan derudover gennem de mange opdagelser af nuancer ligefrem opleve en ny fortælling – lidt sjovt er det at se, at ikke bare læser, men også at fx Barbette vikler sig ud af rammen!
Forøvrigt så jeg engang Bodil Udsen i et program der hed Her er dit liv (det var dengang der var voksne mennesker ansat på DR), og så vidt jeg husker, fortalte hun netop lidt om sine ture derud hvor en himmelsk musik, når den kommer, virkelig kommer oppefra.
Nu har jeg aldrig selv slået teltdøren op til savannen, men har dog en anelse om hvorfor hun foretrak at slå gækken løs netop dér, for jeg er ret overbevist om at også hun var blevet lidt forgabt i Tanne, hvad man jo ikke kan fortænke hende i, ligesom man ikke kan fortænke nogen i stadig at være lidt forgabt i Bodil Udsen, for mage til musik, tja, jeg gætter på latteren stadig rumler rundt derude...;)
mvh & god dag
Simon