| 
| 
	
 
| 0 
registrerede 
30 
gæster og
237 
søgemaskiner online. |  
| 
	Key:
	Admin,
	Global Mod,
	Mod
 | 
 |    | 
| 
| 
| #22656 - 02/02/2017 01:20  Re: Poetisk fryd..
[Re: RoseMarie] |  
| 
|   veteran
 | Registeret:  04/04/2008 Indlæg: 3512
 |  |  
| 
Lidt mere fra Paul Celan...
 
 Spredt på mange hænder, støv-
 umiddelbar.
 
 Aften efter aften svæver
 de budskaber, som har
 unddraget sig tankerne, ind,
 kongehårde, nathårde,
 i klage-
 fogedernes hænder:
 
 ud fra revnen
 i deres livs-
 linjer
 træder svaret, lydløst:
 den ene evige
 dråbe
 guld.
 
 *
 
 Landskab
 
 I høje popler- denne jord mennesker!
 I lykkens sorte damme - i spejler dem til døde!
 
 Jeg så dig søster, stå i denne glans.
 
 *
 
 Jeg hørte sige
 
 Jeg hørte sige, der var
 en sten og en ring i vandet
 og over vandet et ord
 som lægger ringen om stenen.
 
 Jeg så mon poppel gå ned til vandet,
 jeg så, hvordan dens arm greb ned i dybet,
 jeg så dens rødder benfalde himlen om nat.
 
 Jeg hastede ikke efter den,
 jeg samlede kun den smule fra marken,
 som har dit øjes skikkelse og adel,
 jeg tog sentensernes kæde fra din hals
 og kantede med den det bord, hvor smulen nu lå.
 
 Og så ikke mere min poppel.
 
 - Paul Celan
 
 mvh
 Simon
 |  
| Top |  Svar  Citer |  |  |  
| 
| 
| #22666 - 03/02/2017 21:20  Re: Poetisk fryd..
[Re: RoseMarie] |  
| 
|   veteran
 | Registeret:  04/04/2008 Indlæg: 3512
 |  |  
| 
Hej RM..
 Ja, lidt humoristisk selvdistance er ikke bare guld værd, men dødsens nødvendig, i en verden hvor mennesker jo i stigende grad kravler rundt på hverandres rygge, med fare for hudirritationer. Humoren er vel ikke alene balsam mellem mennesker, men også hvad "hængslerne" i sindets døre jævnligt kræver, i det man vel ellers ender med at henslæbe levetiden i en uudholdelig skeletterende knirken, hvor det sygelige selvforhold bare blir en naturlig reaktion - humoren har jo sin iboende alvor, sin Gustav Wied, den gode måde hvorpå man passer på sig selv og hinanden, hvor vinkler og dybder ofte medvirker til at blikket flyttes og at vi ler. Jeg ku fx. ikke udholde begravelser uden en vis mængde humor, det hele ville knirke - der er intet morsomt ved tabet, men personen man mister, ka' jo ha' været et yderst humoristisk menneske, og fremmes sådanne karaktertræk, da ka' sorgen måske få et tiltrængt smilehul.
 Hvad du skriver ang. dit eget gudsforhold og humoren/glæden derved, er vel på mange måder mit indtryk, men det lyser jo også ud af meninger i indlæg du skriver, eller poesi du vægter. Jeg interesseret mig nu sjældent for nogens gudsforhold, det interessante er mere religion som politisk/kulturelt tema - drillerierne hvad angår "lægprædikanten" har kun været prik i en selvhøjtidelighed jeg vel mere end en knirken anser for fraktur. Men der var engang livlig aktivitet på Trosfrihed, med humørfyldte synspunkter fra gamle knarke der lå temmelig fjernt fra noget selvhøjtideligt. Endnu sjovere var der faktisk på KD's gamle debatportal, dvs. før de blødende jesusvenner på redaktionen satte hælene i, og på vaskeægte kristusmanér, endte med at slikke hinanden ihjel...;)
 
 Nok om det, for apropos Ingeborg Bachmann, så her lidt gods fra Max Frisch: "Bevidstheden er som et brydende prisme, der opdeler vort Liv i en Tidsfølge, med Drømmen som den anden Linse, der atter samler det i den oprindelige Helhed. Drømmen og Digtningen, der saaledes søger at nærme sig det samme Maal...".
 
 - Det er skr. på en café i Zürich i '46, og handler egentlig om betydningen af at føre dagbog.
 
 mvh
 Simon
 
 
 Redigeret af Simon (03/02/2017 21:23)
 |  
| Top |  Svar  Citer |  |  |  annonce 
 
 |   |