Til Ipso Facto


Det har du nok ret i,men hvad har det dog med mit svar at gøre?

Kære Kristian.

Der er begrebsfilosofi og så er der begrebsfilosofi. For ikke yderligere at forvirre begreberne hos debattørerne, har jeg valgt her i debatten kun at beskæftige mig med den sørlanderske blindgyde, som debattørerne her er blevet præsenteret for i form af de Jeppesenske misforståede udlægninger.

Som bekendt har Sørlanders såkaldte begrebsanalyser ikke vakt nogen opmærksomhed blandt det store flertal af verdens begrebsfilosoffer og øvrige filosoffer, da det er let at se, at hans argumentation er en bagvendt efterrationalisering af de resultater, videnskaben har opnået. Hvis det nuværende paradigme skifter til et nyt, vil Sørlanders begreber også automatisk skifte, så de gælder altså ikke i alle mulige verdener, men kun i Sørlanders hovede.

Man kan sammenligne Sørlanders indflydelse på begrebsfilosofien med Ouseley's såkaldte urevangeliums indflydelse på kristendommen. Vi kan føre sammenligningen videre og sammenligne Jeppe med Thomas, og det er vel ikke helt ved siden af. De deler både selvglæde og foragt for andres meninger og holdninger.

Jeg har aldrig frakendt Jeppe hans underholdningsværdi. Hans mange kaskader (i cirkussprog, falde-på-halen numre) skal da også have plads. Derfor har jeg også været fortaler for hans forbliven på debatten, selv om han allerede har gjort sig fortjent til en bortvisning som det er sket på andre debatter.

Ligesom Dummepeter i de klassiske klovn-numre får lov til at gøre grin med den seriøse og rationelle hvide klovn for at tilfredsstille den uvidende del af publikums behov for at nedgøre dem, der er klogere end dem selv, så kan Jeppe også hverve tilhængere blandt den uvidende del af debattørerne, omend langtfra dem alle. Det er helt i orden. Ingen forbyder os jo at grine med selv, selv om det er af andre grunde.

Mvh

Ole Bjørn ;)

.

Kære Tros!

Da du ikke synes at være bekendt med betydningen af ordet "motivanalyse" er du selvfølgelig også ude at stand til at identificere, hvornår du selv anvender motivanalyse og hvornår du ikke gør det.

I dit første indlæg i denne tråd, hvor du uden argumenter afviser mine begrebslogiske overvejelser og en summarisk pædagogisk fremstilling af hvad man beskæftiger sig med i begrebsfilosofien, afslutter du med følgende spørgende sætning:



Det spørgsmål du stiller er, om det jeg skriver om begrebsfilosofi er udtryk for en ubændig trang til at sige noget ingen forstår (sludder) i den hensigt "at dupere rakket".

Du spørger således til mine motiver for at skrive som jeg gør, og du formoder, at mit motiv er, at imponere personer med færre forudsætninger end mig selv (hvilket er hvad udtrykket "dupere rakket" betyder), for at opnå anerkendelse på et falsk eller uhæderligt grundlag.

Hvad mine dybeste eller egentlige motiver til at beskæftige mig med filosofi gennem snart et halvt århundrede og forholde mig til tilværelsen ud fra den derved erhvervede indsigt og viden, det er for det første sagen uvedkommende. For det andet kan vi umuligt kende andres egentlige motiver for den adfærd de udviser. Faktisk er vi efter min opfattelse endog afskåret fra at vide alt om vore egne bevæggrunde. Blandt andet fordi motiver eller handlingstilskyndelser kan være ubevidste. Men vi kan førsøge, at blive mere bevidste om hvorfor vi handler som vi gør og underkaste vore egne bevæggrunde en kritisk analyse før vi handler.

Motivanalyse af en opponent hører ingen steder hjemme i en saglig debat. Hvis man stiller spørgsmålstegn ved en opponents egentlige motiver i stedet for at forholde sig til hans argumenter med modargumenter, afsporer man enhver mulighed for saglig debat. Motivanalyse i debatsammenhæng er næsten lige så slemt som at påklistre psykiatriske diagnoser på en opponent, man af en eller anden subjektiv grund ikke bryder sig om, for derved at få ham stemplet som en "syg afviger", hvis meninger man ikke behøver at tage alvorligt. Det sker ud fra devisen "sindsyge siger så meget sludder, så en sådan person og hans holdninger kan man da ikke tage alvorligt."

Måske skyldes dine debatafsporende unoder, at du ikke er tilstrækkelig bevidst om dig selv, og om dine egne motiver til at debattere som du gør?

Hvis du mener at begrebsfilosofi er noget sludder, kan jeg i stedet henvise til et udtryk der er indgået i sproget som en fast talemåde, eller idiom, som indeholder essensen af det jeg har prøvet at forklare ovenfor: At se splinten i broders øje, men ikke bjælken i eget.

Betydningen er, at man skal passe på ikke at kritisere andre for fejl eller mangler som man måske selv har.

Udtrykket stammer fra Bibelen, fra Matthæusevangeliet 7,2-5:



Idiomet (om bjælker og splinter) er synonymt med følgende talemåder:



De associationer dette burde give anledning til er indeholdt i ord som: hykler, hykleri, indrømme kritik, selvransagelse.

Et vigtigt element i enhver god samtale eller debat er, at vi gerne også skulle berige hinanden med den særlige viden, erfaringer og eftertænksomhed enhver person har erhvervet ved at reflektere over sin egen og andres eksistens.

Måske burde du tage dig selv lidt i nakken, således som jeg har måtte gøre mange gange, når følelserne løb af med forstanden? Blot et godt råd, som bygger på et langt livs gode, men også bitre erfaringer.

Hilsen

Ipso Facto


----------------
"Don't pay any attention to the critics - don't even ignore them." - Samuel Goldwyn.

Hej Kristian Pedersen!

Lad mig kvittere for dine to gode og saglige indlæg i denne tråd i samme ånd som den, hvori de er skrevet.

Jeg sætter pris på dine gode råd om at præsentere begrebsfilosofien på en lettere forståelig, mere pædagogisk orienteret måde. Der vil jo altid være tale om et "trade off", i den forstand, at mere summariske redegørelser med et pædagogisk sigte, er udtryk for en reduktionisme som står i modsætning til filosofiens væsen om klarhed og modsigelsesfrihed.

Ordets etymologi, der betyder "kærlighed til viden", er dog for bred i forhold til at definere, hvad det egentligt er filosoffer har beskæftiget sig med siden antikkens grækere. Der er en indholdsmæssig begrænsning. Det, som gjorde antikkens tænkere til filosoffer, var først og fremmest, at de søgte viden om de grundlæggende træk ved verden - og dermed en forklaring på, hvorfor verden overhovedet er, som den er.

I denne undersøgende spørgen, som er filosofiens metode, skelnede man oprindeligt ikke mellem det vi kalder erfaringsvidenskab og filosofi. Aristoteles placerede som den første filosofien som "fundamentalvidenskaben", fordi filosofien er den "videnskab", der undersøger "det værende som sådant", som han skriver i "Metafysik".

Den vestlige filosofi har således en meget lang udviklingshistorie, så når man begynder at filosofere, træder man ind i traditionen og prøver at videreføre den i et forsøg på, at nå længere eller dybere ned i substansen end forgængerne.

Endvidere værdsætter jeg, at du selv har kunnet drage fordel af "begrebsfilosofien i dens klassiske form" samt af den formelle logik i dine hverv som jurist og pædagog.

Du forholder dig dog skeptisk over for, hvad du kalder: "Sørlander/Ipso Facto projektet". Her får du ingen modsigelse fra mig, bortset fra, at der ikke er tale om et "fællesprojekt". Som alle filosofiske (og videnskabelige) teorier, kan heller ikke Sørlanders bestræbelse på at videreføre den begrebsfilosofiske tradition endegyldigt bekræftes, men alene falsificeres, hvis der kan påvises interne inkonsistenser i deduktionerne eller i selve grundlaget. Man kan så tvivl om deduktionernes konsistens og dermed de vidtgående konklusioner Sørlander drager, på hvad en estimeret fagfilosof kalder et "ret smalt grundlag".

Ingen fagfilosof har dog mig bekendt gennemført en egentlig filosofisk analyse som falsificerer grundlaget: modsigelsesprincippet og dets implicitte betydningsteori, eller for den sags skyld de vidtrækkende deduktioner ved hjælp af Sørlanders metode kaldet "transcendental deduktion".

Sørlanders styrke i forhold til de fleste begrebsfilosoffer er, at han har et indgående kendskab til traditionen fra Aristoteles til Kant, videre til Wittgenstein, som han skrev guldmedaljeafhandling om, da han afsluttede sit filosofistudium på Københavns Universitet. Derudover har Sørlander et omfattende kendskab til moderne filosofisk logik, videnskabsteori, kognitionsforskning samt etik og politisk filosofi.

Det særligt imponerende ved Sørlander er den store selvstændighed, hvormed han arbejder. Der er sjældent at han direkte tager stilling til andre filosoffers arbejde. Sørlander repræsenterer det brede register og ud fra sin basis gennemgår han ALLE filosofiens traditionelle problemområder og præsterer løsninger som er både overraskende og vanskelige at imødegå på grund af stor omhu med deduktionernes interne konsistens.

På mig virkede Sørlanders teser ganske enkelt helt overrumplende og efterllod mig næsten målløs. Men det er klart, at Sørlander som alle andre SKAL udsættes for kvalificeret saglig kritik, for det kan umuligt passe, at filosofien med Sørlander er nået til det punkt i historien, hvor den ikke kan komme videre.

Lad mig til afslutning af denne korte præsentation af det filosofiske grundlag jeg arbejder videre ud fra nævne den besynderlige modtagelse Sørlanders teser har fået blandt kollegaerne i universitetsmiljøet, som Sørlander har stået uden for efter erhvervelse af kandidatgraden. Det kan siges med eet ord: TVASHED! - Han er blevet totalt ignoreret, hvilket denne lille beskedne og ydmyge mand har vanskeligt ved at forstå. En pasus i hans seneste bog fra 2002 viser hvor meget det går ham på end ikke at blive modsagt:



Det håb blev Sørlander også skuffet i. Der er nogle få universitetsfolk inden for sociologi og historie som har støttet og promoveret Sørlanders teser. En af dem er vist ved at skrive en kommentar der på mere pædagogisk vis opsummerer teserne så de kan nå en større udbredelse i offentligheden uden for fagfilosoffernes lukkede og afvisende kreds.

Dette er faktisk anden gang jeg oplever, at en forsker jeg kender personligt, har fået den kolde skulder af det universitære filosofiske miljø i Danmark. Den pågældende havde allerede erhvervet en doktorgrad i kemi, men hans interesse blev derefter fokuseret på "kulturel evolution". Hans filosofiske doktorafhandling med titlen "Kulturel Selektion" blev pure afvist med den noget besynderlige begrundelse, at man ikke kunne afgøre hvilket fakultet den hørte hjemme under.

Et par år senere erhvervede den pågældende doktorgraden i filosofi i England med den selv samme afhandling, der nu hed: Cultural Selection" ;) Det forekommer mig, at Danmark er en meget lille og yderst provensiel andedam, ikke mindst hvad angår universitetsmiljøet.

Uanset vore tidligere kontroverser kan jeg godt forstå, såfremt du også var motiveret af trangen til videre horisonter i dit arbejde for EU kommissionen. Og set derfra hvor jeg befinder mig, ved den spanske Middelhavskyst, forekommer Danmark mig stedse mere og mere provelsiel på mange områder.

For at kvalificere diskussionen har jeg en enkelt kritisk kommentar til den måde du anvender begrebet "axiom" på i denne kontekst:



I filosofien, i videnskabsteorien og i matematikken har begrebet axiom en yderst veldefineret betydning. Hvis du i sætningen blot anvender begrebet i dets mere almene betydning, som en "grundsætning" så er der ingen problemer. Men hvorfor så ikke i stedet anvende det udmærkede begreb "grundsætning", som enhver læser forstår?

Strengt taget er Sørlanders grundlag med modsigelsesprincipppet og dets implicitte betydningsteori ikke et axiom i den nævnte veldefinerede betydning af begrebet. Det er en endegyldig sandhed, i hvert fald indtil det bliver modbevist og/eller det påvises, at eksplikationerne ikke er konsistente, hvorved også betydningsteorien falder.

Særligt hæftede jeg mig ved, at du har beskæftiget dig med forvaltningsret og endog undervist i faget på Forvaltningshøjskolen. Gennem næsten et årti var jeg meget optaget af forvaltnings- og socialret i nært samarbejde med en ung energisk advokat med møderet for Højesteret, der udover disse felter tillige havde specialiseret sig i ansættelsesret og i international ret.

Dette betød, at jeg fik erhvervet en ret omfattende erfaring, både teoretisk og praktisk på forvaltnings- og socialrettens områder. Faktisk har jeg qua dette samarbejde været med til at få flyttet og præciseret nogle nogle af de ret uklare grænser der findes på områderne gennem domstolsfortolkning, ved at anvende princippet i Grundlovens paragraf 63 til prøvelse af øvrighedsmyndighedens grænser. Det kunne måske være interessant og lærerigt senere at udveksle erfaringer på disse områder?

Vi har således sammenfaldende interessefelter både hvad angår jura og filosofi. Det politiske skal vi nok være tilbageholdende med at diskutere, for ikke at risikere at havne samme sted som sidst vi forsøgte noget sådant.

Til slut skal jeg venligst anmode om en enkelt præcisering. Når du i citatet ovenfor taler om, at du har "en afklaret holdning til begrebsfilosofien i dens klassiske form", Mener du Kants kategorilære, eller trækker du grænsen til den moderne begrebsfilosofi senere? Det er ikke en længere afhandling jeg efterlyser, blot en ganske kortfattet afgrænsende præcisering.

Da denne tråd efterhånden er blevet ret så uoverskuelig overvejer jeg at etablere en ny tråd hvor fokus er på begrebsfilosofi. En fortsættelse i det spor jeg med en vis succes er påbegyndt her og suppleret med dine gode råd om det pædagogiske samt opdeling i mindre dele som styrende princip.

Desværre synes det ikke muligt at få etableret en seriøs dialog med Ole Bjørn omkring begrebsfilosofi, da hans udgangspunkt forekommer mig at være en eller anden form for sammentænkning af de empiriske videnskabers resultater. Fra det udgangspunkt, der for mig at se ligner det gamle nu opgivne projekt de logiske empirister forsøgte sig med, er det nok lige så sandsynligt, at Ole Bjørn han bibringes forståelse af begrebsfilosofiens værdi, hvor den går ind og undersøger erfaringsvidenskabens forudsætninger - grundlaget for, at vi overhovedet kan beskrive verden konsistent - som at få en person der er født farveblind, til fuldt ud at forstå, hvad farver betyder for erkendelsen, alene ved hjælp af sprog. Mon ikke den farveblinde efter alle forklaringerne vil forkaste de luftige teorier som rent tankespind - eller "et forfejlet forsøg på envejs kommunikation", som Ole Bjørn meget rammende og afslørende beskriver/definerer egen holdning til begrebsfilosofien.

Min tidligere erfaring fra forsøg på at diskutere sprog og erkendelse med Ole Bjørn på den alternativeførte førte ikke til en egentlig kommunikation, men til monologer hvor vi efterhånden fjernede os mere og mere fra hinanden, hvorefter Ole Bjørn forfaldt til sine symptomatiske unoder hvorefter jeg frak mig fra diskussionen.

På denne debat synes situationen at være en lidt anden, især efter at du nu så klart er fremkommet med en positiv udmelding om din egen holdning til begrebsfilosofien. Ligeledes ved jeg, at debattøren Hanskrist har beskæftiget sig ret indgående med eksistentialismen. Dertil kommer, som du også nævner en debattør som jeg respekterer meget, Arne Thomsen, som prøver at sætte sig ind i det begrebsfilosofiske univers. At det er vanskeligt skal jeg være den første til at indrømme. Min egen holdning til begrebsfilosofien var indtil for godt et årti siden ikke væsensforskellig fra den holdning Ole Bjørn giver udtryk for. Så på en måde forstår jeg godt både Ole Bjørn og Arne Thomsen.

Hilsen

Ipso Facto



----------------------------------
"A verbal contract isn't worth the paper it's written on." - Samuel Goldwyn.

Et godt råd, Jeppe:

Opret din nye debat i Arenaen fra starten, så Arentzen slipper for besværet med at flytte den.


Iøvrigt tak for underholdningen. Det er skam ikke første gang vi hører en taber af en diskussion udråbe sig selv som vinder. Jeg spekulerer bare på om det er lille stemme, darwinisten eller Holbergs Per Degn, der er dit forbillede her. Jeg gætter på den sidste efter din måde at argumentere på.



.