| 
| 
	
 
| 2 
registrerede Arne Thomsen
,(1   usynlig), 
130 
gæster og
159 
søgemaskiner online. |  
| 
	Key:
	Admin,
	Global Mod,
	Mod
 | 
 |    | 
| 
| 
| #25555 - 30/05/2018 00:11  Re: Poetisk fryd..
[Re: RoseMarie] |  
| 
|   veteran
 | Registeret:  04/04/2008 Indlæg: 3512
 |  |  
| 
Hvor i Kain Alter digtet herunder skulle ha' stået, vides ikke, men både det samt en mængde novelleudkast lever i bedste velgående og læses stadigvæk -   
 Menneske
 
 1.
 
 Røde
 Skovjordbær og Fyrrestammer,
 Stilhed
 Kun Birkens lyse Højsang, grøn som Lynet,
 Epistelsusen af en Frøgran, Provst i Skoven.
 Menigheden saa os to plukke Jordbær,
 opmærksomme Kreds, fromme Koner
 i Mossets Kirketøj, mørke kampestene
 med Stenfjæs grædende af Dyd og Dug,
 da jeg blandt en Vildskovs vilde Bær
 fandt det sødeste.
 
 Gudbrandsdal!
 Som laa dernede brudeafklædt
 fortroldet af den ryggeløse Sol.
 Til Vejrs ad Kvægets slyngede Lyngstier gik vi,
 igennem Flueskyer.
 Kære, da vi traf din Søster, Højlandssøen,
 rynked hun sin glatte Pande, og paa Bunden
 formaned satte Fiskefædre de unge mod min krog.
 Ve o ve, den ungdom bed dog paa,
 flammerøde smaa aborrer.
 Ha, jeg valgte bedre Agn og fik en
 skøn Forel.
 
 Oppe paa Nuterne
 hørte vi Søndenvinden:
 Skal hilse fra Sjælland,
 jer lave Ø, hvor Strandens Bølger danser ind igennem
 Rugen.
 Kære Nord
 Rondernes Fjelde!
 Urgraa Taarns frosne Mur
 bar de undre Himle oppe.
 De Lærkesmaa
 tog Bjergene ind i store Øjne.
 Og stærk som Elskere er raaber Daaren:
 En Gave til min Brud,
 Ronderne,
 en stol til min Dronning!
 
 Den røde, beruste
 kørte ned ad Aasen.
 Sol da! raaber Daaren,
 jeg har hyret dig for hele Døgnet,
 stands paa Kammen!
 
 Men det skumred og blev Aften paa den første Dag,
 og vi sad ved Elven, hvor den
 iler, stor og sort, glider, iler,
 skrider hvileløst og suser, iler,
 mørke Torve vandrer, blanke Marker rejser,
 alting iler
 - da siger du i Øret paa mig -
 vi sad paa Stenen under Myggesværmen,
 som mødtes vore Skyggesjæle over os -
 Livet er saa kort.
 
 Livet? siger jeg
 og ser.
 
 Den skal være hellig,
 hver en Smertens Rynke,
 hvert et Skrifttegn,
 som det ridser i dit Ansigt.
 Maatte jeg dog se dig Rynket, gammel,
 maatte jeg dog læse i dit Ansigt
 dette Øjeblik til Ende.
 
 Hører du dem Gale?
 Hanerne har jeg lejet!
 Gryet aabner sine Øjne,
 vækket af mig!
 Se, han puster i de svage Gløder under Nattens Aske,
 ham, jeg hyred for vor korte Bryllupsdag,
 kære, kom.
 
 II.
 
 Strofer! ... som store vandrende Hjorde,
 Klovene støver, den knagende Hornskov skrider
 mod en fjern og lysende Græsgang.
 Strofer! ... af Støvskyen bryder syngende Skarer,
 Ilden brænder paa Højene, Løvkroner svulmer.
 Sang! ... som Vildgæs, der letter fra dyne Søer.
 Brede Vers! ... Fædrenes Marv. Mødrenes Kummer og
 Haab.
 Min usungne Sang!
 Drømt til en Gæst, vi har indbudt.
 Men jeg kan ikke synge.
 
 Du kan ikke dø.
 Du nære, du fjerne!
 Alt maa jeg kende, dit Legemes Skæbne,
 tyngede, dvælende Skridt, Ynden der tøvende blev.
 Hvor kan du, nynnende Pige, hvis Smil kan mærkeligt
 blænde
 som det skyllende Lys gennem Foraarets Dis,
 sy den lille Trøje
 med rolige Hænder,
 medens dit Lod bliver kastet?
 Din Mund, som lønligt kruses, Venteblikket,
 Øjnenes dunkle Drømme som Aakander dybt under
 Vandet,
 jeg fatter ingenting,
 naar Guds nærmeste
 vender sig hjælpende til den uværdige, uden at ængstes
 som stærk af Bøn.
 
 Igen maa jeg høre, nær dit Bryst,
 lytte mig dum. mens I tyst hvisker de fremmede Ord.
 Tal ogsaa til mig, du rolige Hjerte, som vaager benaadet,
 bærende dem der er glemt, Mødre som længes i dig.
 Og let som Lærkevingen,
 legende svarer det andet.
 En spæd Kno banker paa Skæbneporten.
 Velkommen, ukendte du.
 Lammet staar jeg og venter.
 
 Jeg rører i Ordenes Støv, evneløs.
 Fri dog, Forjætter, den lænkede Mand med din
 Tøbrudslatter,
 strø ham i Ørets Jord Strofens frugtbare Sæd!
 Eller mød ham på Engen,
 gaa mod ham ved Jabok,
 mød mig blot een Gang i døgnlang Kamp og udtøm mit
 Hjerte.
 Lad dit vilde Vers
 Plyndre.
 Det er paa Tide, vi venter en Gæst,
 skønt vore Marker hvidner af Sne og Skorpes af Frosten.
 Verdensmark uden Læ, hvor skal den ventende bo?
 Tro maa du føde.
 
 Du kan ikke dø.
 Dødelige unge Kvinde, forklar mig lidt af det mærkelige,
 blomstrende bærer du alt, hvad der er goldt i mig.
 Sangen lever i dig, al lønlig Skaben,
 Barnet ser paa mig i dit Blik,
 Forvandlingens Ansigt bærer
 jert Budskab, som lyser.
 Vær Lys for mig!
 Tro maa jeg eje, i Tro maa jeg bygge et Land til Gæsten.
 Kom, lille Gæst, og se!
 Sang maa jeg synge, og Digt skal stige som spirende
 Marker.
 Vers som Foraarets Hyld, bulnende Knopper er sprængt,
 kom, lille Gæst, og se!
 
 Billeder kommer saa Kaade som spændstige Heste fra
 Stalden,
 ført af min kraftige Haand fast i Manke og Lok.
 Gryningen ser min Muldfjæl spejle dens kyske Farver,
 Morgenvinden bliver et Vers, strejfer det duggraa Græs,
 kom, lille Gæst, og se!
 Tankerne holder Højtid i Dagslysets rummelige Kirke,
 Brød af den ærlige Rug skær jeg til Visens Omkvæd.
 Sangen hviler hos Middagens søvnige Duer paa Taget,
 Tusmørkets Skyer af Myg svirrer i Digtets Fred.
 Sættes saa Ordenes Skaale paa Bordet, friske at drikke,
 Mælk fra det nybære Kvæg, Grønjordens hvilende Slægt.
 Sov saa, lønlige Land, til du vækket af Dæmringens Fugle
 Bortdrager Taagernes Slør, kom, lille Gæst, og se!
 
 III.
 
 Du maa tro mig, jeg elsker dig, elsker dig,
 tro det! Tro mer end min Tro, det raadnende
 Halmvred, jeg knuger i søvnløse Nætter
 naar jeg er ene.
 
 Jo, den aander endnu, men Kærligheden
 ligner et Barn, som en Drabsmand betragter.
 Lam i Kvælerhaanden, mens Karret fyldes
 staar han forstenet.
 
 Jeg har set det forsumpe, i Taagernes
 bombede Grusdynger, under mørnede
 Mure sover Troens forkomne Barn
 mellem de døde.
 
 Lyse Sjæl! Du maa kende den skyldige,
 frosthaard, som vil jeg ihjeltræde Barnet,
 maa jeg føre dig herind i Brudgommens
 skyede Huse.
 
 Hør det banker! Tro ikke Brystets mørke
 Afgud, du ofrer en dødelig Ungdom.
 Synger du nu for Barbaren, som træller,
 svulmer det onde.
 
 Jætten rusker i Burets krumme Tremmer,
 troløs i Begæret, uvan af Længsel
 drager den nedvæltende Engel Kværnen,
 bundet som Oksen.
 
 Staar du her i Templet, dunkelt, beklumret,
 ser du ham foran det skimlede Alter
 hæve sit Øjenpars kolde og blege
 Stene mod Himlen.
 
 Det er mig, min Tanke, Ypperstepræsten
 Kajfas, som lægger Blodbyrde paa Slægten.
 Tolkende Aanden i hellige Love
 dækker han Drabet.
 
 Hører du det hvisle bag dig - fra Snogen?
 Judas, Judas, her er en at forraade!
 Kys den elskede, skynd dig efter Sølvet,
 Raadets Belønning.
 
 Træd herned i Værkstedet, hvor han smeder,
 Brodermorderen Kain, den kunstfærdige,
 Digtersindet, der græd for de lidende
 som krokodillen.
 
 Dybt under dig ser du flydende Øjne,
 Afsindets Dyr i Forløsningens Brønde.
 Synk i Kilden, befri dig i Naturens
 dyndede Skød.
 
 Jeg har vidst det, stum og bunden af Mørke,
 frygtelige Jord, af mig er du steget.
 Jamrende Mennesker, Offer og Bøddel,
 alt har jeg baaret.
 
 Belsen og Meidanak, Navne du hørte,
 kendet du stedet? Se, hvor de vrider sig.
 Her i mit Skjul skal de lide og pines
 til jeg udryddes.
 
 Harmgud, hvis Askeregn graaner Jorden,
 fyldende min Mund, blindende mine Øjne,
 løft din Svøbe, hævn dig, træd paa mit Hoved.
 Jeg bider din Hæl.
 - - -
 Du blæstfaldne Lærke, forstummede Fugl,
 Hvorfor vil du dog bo i mit frosne Myr,
 forkomme i Medskyldens Skumring,
 naadeforladt og med hostende Lunger?
 
 Hvorfor vil du blive her, lille Solfugl?
 Min Ungdoms Glæde, forlad den synkende Is,
 før Undergangsssuget begynder.
 Dommen er faldet. Flyv bort, lyse Hjerte.
 
 Pludselig sang en Fugl i en Tornebusk.
 Jeg elsker dig, elsker dig, nytændte Haab,
 det Barn, der omkom paa Skyldens Korstræ,
 opstod i Smerten, genfødtes i Graaden.
 
 - Martin A. Hansen.
 
 mvh
 Simon
 
 Redigeret af Simon (30/05/2018 00:13)
 |  
| Top |  Svar  Citer |  |  |  
| 
| 
| #25567 - 01/06/2018 08:03  Re: Poetisk fryd..
[Re: Simon] |  
| 
|   bor her
 | Registeret:  02/05/2009 Indlæg: 1015
 |  |  
| 
Hej Simon
 En smule kender jeg til Martin A. Hansen og har selvfølgelig også hørt om Orm og Tyr, men jeg har ikke læst den. Jeg er helt sikker på, at hans forfatterskab er værd at dykke ned i, og digtene vil være det første, jeg vil gå ombord i :))
 
 Her til morgen har jeg været på rejse i Paul la Cours Græske Digte:
 
 
 Græske Bjerge
 
 Pludselig bagved Havet
 en fremmed Stjernes Bjerge,
 Reder lettere end Skum
 lukkede om Stilhedens Fugle.
 
 Bjerge af Roser, Skygger
 mere lyse end Havet,
 Natten nægter at brænde
 sin Fod paa deres Skrænter.
 
 Salte Decembervaar,
 finder jeg her igen
 et Løv for min genskabte Haand,
 et Straa uden Gift jeg tør smage,
 min tabte Sandhed igen.
 
 Jeg husker et blindet Land,
 mit Saar, min Kærlighed.
 Jeg er fra et Sted, hvor Natten
 bor i Regnen og Duggen.
 
 Vind og Skumring væver
 det Land en graalig Kofte.
 I deres mørke Arme
 gynger de Dagens Sol.
 
 Paa blødende Vinger flyver
 vort vaklende Mod i Blæsten.
 Mos af Veghed og Tungsind
 tynger vore Drømme.
 
 Dog ved jeg hjemme Strande
 gule mod Fjordens Lyng.
 Der hviled et Regnbuehoved
 tillidsfuldt paa min Skulder.
 
 Morgensol og solvarme hilsner
 RoseMarie
 |  
| Top |  Svar  Citer |  |  |  annonce 
 
 |   |