Hej Arne
Arne:
Jeg kan meget vel følge dig i dine ord om "den uselviske kærlighed".
Det er nok derfor jeg ender med at opfatte "de fattige i ånden" som dem, der ikke er åndeligt begavede, altså ikke bare de åndssvage, men også dem, der ikke har det så nemt med "det åndelige".
Dét kan man da i hvert fald kalde "uselvisk kærlighed"
Jeg tænker, at din opfattelse ligger i tråd med din fornemmelse for årsagen bag verdens væren - for den er vel for alle! Altså kunne den guddommelige kærlighed også tænkes at være for alle?!
Forlige det med resten af evangeliet kan jeg dog ikke. For dét handler vel i høj grad om at opgive det verdslige for at få Gud ind i sit liv. Tænk bare på ordet om ikke at bekymre sig for mad og klæder ...
Jesus skelner mellem fårene og bukkene, og denne skelnen går gennem evangeliet, vil jeg mene. Så hvis du har ret i, at de mennesker, der kun tænker på at ophobe verdsligt gods skulle være salige, lykkelige, og arve Guds Rige - hvad så med de ydmyge og næstekærlige?
- Eller har jeg helt misforstået dig?
------------
Må jeg bringe den næste saligprisning på banen:
Salige er de, som sørger,
for de skal trøstes.Hvis jeg må ty til en fortolkning, jeg har hørt, så lyder den, at det at sørge ikke er at sørge over, at vi ikke har det største fjernsyn. Derimod skal vi sørge over vores menneskelige natur, vores uretfærdighed og ondskab, vores egoisme og fjendskab mellem hinanden. For dem, der sørger, må ydmyge sig selv i en grad, så de kan se den menneskelige natur for, hvad den - sørgeligvis! - er.
Kun da kan vi vokse.
Kærlig hilsen
Thomas