Lidt mere fra Elias Canettis egne optegelser - hvem fanden de så ka' interessere:
Møde med gamle figurer ved højtlæsning af David Copperfield.
Hvad er der blevet af Uriah Heep i en, og hvordan var han virkelig?
Det er imidlertid også de glemte figurer, som man pludselig griber ligesom ved kappefligen: dér er han, hvordan var han dog. er det virkelig ham, nej, han er helt anderledes, kappefligen stemmer, men der er en anden i kappen. - Der er figurer, som i sin tid, man var for ung, ikke gjorde spor indtryk på en. Dem forbavses man over, blandt dem er mange af de bedste.
'Dickens hører til de uordentlige digtere, det synes, som om de er de største af de store. I romanen begynder ordenen med Flaubert, dér er intet, der ikke er sket. Ordenens fuldkommenhed tangerer ordenen hos Kafka. Hans virkning hænger også sammen med, at vi er hjemfaldne til mange former for orden, som har tæret livet op, deres herredømme og overmagt mærker vi i alt, hvad der findes af Kafka. Dog har han endnu ånde, som han drager af Dosstojevskijs bekendelseshede, og det er denne ånde, der bringer hans ordener til live. Død vil Kafka først være, når disse ordener opløses.
- For dem der ikke kender Dickens' figur, er der en sti i det bjergtagende som også er værd at mindes:
https://www.youtube.com/watch?v=cpFgetsX-VYmvh
Simon