Hej Simon
Åh, hvilken herlig englesang fra Hausgaards hånd og mund. Den fik kluklatteren sat fri og gjorde godt :)))
Og tak for alle links og gode sager ...
Nå, nu til spørgsmålet om tidslinjen
1) dersom du frit ku' placere en person fra tidslinjen i din egen personlige nærhed, eller placere dig selv på tidslinjen i en personligheds historie og nærhed, til fordel for hvilken personlighed/historie/samtid ville valget da falde ud?
Ja, det er jo så noget af et valg at skulle ta' ... et svært valg. Jeg har været omkring samtlige forfattere på min Top-of-the-pops liste.
Inger Christensen ville jeg gerne ha' kunnet kigge over skuldrene, både i forhold til hendes eget forfatterskab og hendes ven- og ægteskab med Borum. Jeg ville gerne ha' siddet med ved samtalerne i lejligheden med stakkevis af bøger fra gulv til loft. Jeg ville gerne ha' taget et kig forbi forfatterskolen og lyttet med blafrende ører og øjne på stilke for at få det hele med :))
Så var Tanne selvfølgelig også oppe at vende, og i lang tid troede jeg, at det var hende og farmen, flyvningen over savannen og det at lytte med, når hun sammen med DFH gav sig ud i fortællingernes verden.
Astrid Lindgren, Pippi, Emil, Bulderbybørnene, Løvehjerterne, Bo Vilhelm Olsen og til landet i det fjerne på ryggen af en hest med vinger.
Og så kom Selma og hendes lille nisse og inviterede mig med på gåsevinger og den forunderlige rejse over hele Sveriges land.
Men tænk også at kunne ha' været med på hundeslæden sammen med Knud Rasmussen. At opleve hvordan han var i stand til at få mennesker til at tale, synge, danse og fortælle. At opleve hvordan han med sine øjne viste sin egen sjæl for også at se lige så direkte ind i det andet menneskes øjne og sjæl med stor respekt og vedkendelse. Sneen, lyset, mørket, myterne og sangene, eskimoerne og Knud ... Humoren, glimtet i øjet og latteren, livslyst og elskov. Jeg tror, jeg ville ha' elsket hans latter lige så meget som hans blik :))
Men valget blev nu alligevel til en her i Dannevang ... og så blev det endda en ægte nisse, der blev mit valg. Hos ham ville jeg gerne ha' stået i lære, ja jeg ville ha' været mere end vild med det. Jeg ville garanteret ha' lydt som et andet damplokomotiv, når jeg forsøgte at ligge mig tæt i slipstrømmen fra hans cykeldæk :))) Jo, måske du har gættet det? Vi befinder os i en have i Rødovre, og her boede engang en rigtig nisse og hans familie. Tænk at ha' været ven af huset og familien her, at kunne ha' sin gang i både huset og haven :))
Allernisseligste hilsner
RoseMarie