| 
| 
	
 
| 0 
registrerede 
28 
gæster og
165 
søgemaskiner online. |  
| 
	Key:
	Admin,
	Global Mod,
	Mod
 | 
 |    | 
| 
| 
| #27830 - 31/07/2019 07:14  Re: Mellemrummet
[Re: Simon] |  
| 
|   bor her
 | Registeret:  02/05/2009 Indlæg: 1015
 |  |  
| 
Godmorgen Simon Livgivende regn, lettelsens styrtregn, latterens regndans. Bedre ka' det da ikke være, når det mærkes godt og vådt både indeni og udenpå ... Yeah! :)) Poesibogen  med Laugesen var ligeså livgivende som regnen fra oven har været. TAK fordi du har fået åbnet mine øjne og ører for hans tone i skriften. Jeg gik efterfølgende udsendelsen lidt på opdagelse efter og fandt mange beskrivende og begejstrede ord om hele forfatterskabets generøsitet i både mængde og mangfoldighed. Der er ikke noget at sige til, at Laugesens seneste udgivelse Traveling  fra 2017 gav ham Blixenprisen for årets skønlitterære udgivelse:Det ligger i omhuen med skriften med sproget holdt i live
 
 
 ***
 
 Lyd. Rytme.
 Arrangeret og
 spontant,
 menneskets
 stemme.
 Det var engang
 om lidt, nu.
 
 ***
 
 Det sidste Artaud skrev, min vejviser helt ude af tid
 et helt andet sted. Det totale udtryk, billige små hæfter
 fyldt med blyant og blæk i forskellige farver, fulde af
 tegn, tegninger og knivstik, en magisk ensomheds teater
 der skider på, om det er kunst.
 
 Peter Laugesen fra Travelinghttps://litteratursiden.dk/anmeldelser/traveling-af-peter-laugesen
 ... og endnu en pris i 2018: https://foljeton.dk/63480/en-ven-af-universet?utm_source=Den%20daglige%20F%C3%B8ljeton&utm_campaign=4939f11d48-EMAIL_CAMPAIGN_2018_03_20&utm_medium=email&utm_term=0_980d252d09-4939f11d48-138959333 Lidt fra tidligere udgivelser:De store linjer i landskab som jeg var undervejs i.
 Der var visse stationer, men
 men vejen imellem var vigtigst.
 
 ***
 
 skrift er
 at producere et
 sted
 hvor tingene bevæger
 sig mellem
 det højeste & det laveste
 ikke bare statiske yderpunkter
 
 ***
 
 Jeg tror på at skrive
 ting som de er
 lige ud
 ad landevejen
 skrive tomheden tom
 skønheden skøn
 grimheden grim
 galskaben gal
 dumheden dum
 klogskaben klog
 
 ***
 
 Jeg nåede ned til søen og hjem
 med Chenga, før regnen begyndte at
 falde, og den er faldet lige siden.
 Det var umuligt at gå den
 sædvanlige vej, fordi regnen og
 den kraftige blæst det sidste
 par dage har presset vandet ind over
 stien. Ænderne svømmer på den.
 Ha' en begejstret og vandet dag ;)) RoseMarie |  
| Top |  Svar  Citer |  |  |  
| 
| 
| #27834 - 31/07/2019 13:28  Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie] |  
| 
|   veteran
 | Registeret:  04/04/2008 Indlæg: 3512
 |  |  
| 
Hej RM..
 Og mellem dråberne vittigt sagt, får deres lyd ører til at rejse sig, en vandviddets kraft..;)
 
 Ja de nydes i samlet flok og fra alle sider, de kære små, man er jo som en dråbetæller der render over af glæde, men savnet har sågu også længe trængt sig på. Så også jeg bader i glæde, her i huset der åbent i alle ender orkestreres af aqua.
 
 Ja man blir glad i Peter Laugesen, der læser sig ind i én og som fortjener værdsættelse. Han har skabt så mange fine tankebilleder, man sådan ka' gå og nyde med eftertænksomme skridt, på gåture i byen - og er samtidig fri for mas omkring én, man går bare dér, og smiler for sig selv...
 
 Mørke våde tomme gader
 oppe i kvarteret
 bag universitetet
 Hvert femte minut
 møder man en
 der ikke aner
 hvad gaderne hedder
 og i det hus
 man leder efter
 er dørene låste
 Ingen svarer
 når man banker
 heller ikke hunden
 på små røde stickers
 Lad os synge om det
 som fuglene sang
 da de var små.
 
 - Peter Laugesen.
 
 Så tak for ham under mælkehatten her, dette sære lys om træet herudenfor med moreller.
 
 mvh & go dag ditto..
 Simon
 |  
| Top |  Svar  Citer |  |  |  
| 
| 
| #27866 - 03/08/2019 03:05  Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie] |  
| 
|   veteran
 | Registeret:  04/04/2008 Indlæg: 3512
 |  |  
| 
Et gomorn’ i natten, RM..
 Og med en stråleglans, som kunne være lokaliseret et sted mellem Thomas Mann og Vilhelm Bergsøe, men er sit helt eget morgenlys, en vandring i Venedig 1948 – så opsedasse og på med kaffen, du søvndrukne drys. Der ér noget søvngængeragtigt over dette, en vandring i lige før og øjeblikket, som drømmen i en italiensk vuggelise, så helt vidunderligt:
 
 Daggryets masker
 
 Over piazzaens skakbræt
 tøver de sidste stjerner.
 Tårne af lys og lette, slanke løbere
 omringer de spektrale monarkier.
 Meningsløse spil, gårdsdagens englekrig!
 
 De stillestående vandes glans
 hvor små glæder, algegrønne, flyder,
 en længsels rådne æble,
 et ansigt søndergnavet af månen,
 en forhåbnings krøllede minut,
 alt det som livet ikke fortærer,
 resterne af utålmodighedens fest.
 
 Den døende slår sine øjne op.
 Denne flis af lys som bag gardiner
 våger over den som rallende gør bod
 er det blik som ser og ikke ser,
 øjet hvori billederne spejler sig
 lige før de styrter, den krystalklare
 afgrund, graven af diamant:
 spejlet som fortærer spejle.
 
 Olivia, med vandblå dybe øjne ,
 slog kaskadens harpe af glas
 med hvide hænder på de grønne strenge,
 nu svømmer hun mod strømmen
 til sin morgenvågens bred:
 sengen og tøjbunken, pletterne
 af fugt på kamrets vægge,
 den navnløse krop ved hendes side
 som fremmumler profetier og trusler
 og forbander det flade loft.
 
 Virkeligheden gaber med sine bagateller,
 strømmer over med lutter rædsler.
 
 Og den som sidder fanget i egne tanker
 væver i blinde og trevler det op han har vævet,
 han kradser sine hår, han leger tankefuld
 med bogstaverne i sit navn, han spreder dem,
 men de fremturer i samme galskab,
 føjer sig stædigt til hans forslidte navn.
 Han går fra sig selv til sig selv, frem
 og tilbage, bliver stående midt i sig selv
 og råber Hvem dér? – og hans spørgsmåls fontæne
 åbner sin forbløffende blomst og funkler,
 hvisker i stilken, bøjer sit hoved
 og synker svimmel sammen til sidst,
 knækket som sværdet mod muren.
 
 Den unge pige som tæmmer lynnedslaget
 og kvinden der skødesløst glider ned
 ad guillotinens skinnende æg;
 herren som spadserer ned fra månen
 med en duftende buket af gravskrifter;
 den frigide kvinde som søvnløs gnider
 sit køns forslidte flintesten;
 den rene mand i hvis tinding
 kongeørnen bygger rede, tvangsforestillingens
 grådighed med rynkede øjenbryn;
 træet med otte sammenflettede arme
 som ramt af kærlighedens lyn antændes
 og forkuller i flygtige senge;
 manden begravet i livet med sin smerte;
 den unge døde pige som prostituerer sig
 og vender tilbage til sin grav ved første hanegal;
 offeret som søger efter sin morder;
 han som har mistet sin krop,
 han som har mistet sin skygge,
 han som flygter fra sig selv
 og han som søger sig selv og forfølger sig selv
 og aldrig finder sig selv, alle dem,
 alle de levende døde venter,
 svævende på øjeblikkets rand.
 Tiden tøver, dagen svajer
 ubeslutsomt.
 
 Søvndrukken
 på sin seng af dynd og vand åbner Venedig
 sine øjne og mindes: standarter
 og en høj flugt forvandlet til sten!
 O druknede glans…!
 San Marcos bronzeheste galoperer
 hen over vaklende bygningsværker,
 iler mørkegrønne ned til vandet
 og kaster sig i havet, mod Byzans.
 
 Masser af sten og bestyrtelse vakler,
 men kun et fåtal lever i denne time…
 Lyset skrider fremad med lange skridt
 og træder gaben og dødskampe ned.
 Jubelskrig, stråleskær som sønderriver!
 Daggryet kaster sin første kniv.
 
 - Octavio Paz, Den voldsomme årstid.
 
 mvh & golørdagmorn’..
 Simon.
 |  
| Top |  Svar  Citer |  |  |  annonce 
 
 |   |