|
1
registreret Arne Thomsen
198
gæster og
245
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Et gomorn’ i natten, RM..
Og med en stråleglans, som kunne være lokaliseret et sted mellem Thomas Mann og Vilhelm Bergsøe, men er sit helt eget morgenlys, en vandring i Venedig 1948 – så opsedasse og på med kaffen, du søvndrukne drys. Der ér noget søvngængeragtigt over dette, en vandring i lige før og øjeblikket, som drømmen i en italiensk vuggelise, så helt vidunderligt:
Daggryets masker
Over piazzaens skakbræt
tøver de sidste stjerner.
Tårne af lys og lette, slanke løbere
omringer de spektrale monarkier.
Meningsløse spil, gårdsdagens englekrig!
De stillestående vandes glans
hvor små glæder, algegrønne, flyder,
en længsels rådne æble,
et ansigt søndergnavet af månen,
en forhåbnings krøllede minut,
alt det som livet ikke fortærer,
resterne af utålmodighedens fest.
Den døende slår sine øjne op.
Denne flis af lys som bag gardiner
våger over den som rallende gør bod
er det blik som ser og ikke ser,
øjet hvori billederne spejler sig
lige før de styrter, den krystalklare
afgrund, graven af diamant:
spejlet som fortærer spejle.
Olivia, med vandblå dybe øjne ,
slog kaskadens harpe af glas
med hvide hænder på de grønne strenge,
nu svømmer hun mod strømmen
til sin morgenvågens bred:
sengen og tøjbunken, pletterne
af fugt på kamrets vægge,
den navnløse krop ved hendes side
som fremmumler profetier og trusler
og forbander det flade loft.
Virkeligheden gaber med sine bagateller,
strømmer over med lutter rædsler.
Og den som sidder fanget i egne tanker
væver i blinde og trevler det op han har vævet,
han kradser sine hår, han leger tankefuld
med bogstaverne i sit navn, han spreder dem,
men de fremturer i samme galskab,
føjer sig stædigt til hans forslidte navn.
Han går fra sig selv til sig selv, frem
og tilbage, bliver stående midt i sig selv
og råber Hvem dér? – og hans spørgsmåls fontæne
åbner sin forbløffende blomst og funkler,
hvisker i stilken, bøjer sit hoved
og synker svimmel sammen til sidst,
knækket som sværdet mod muren.
Den unge pige som tæmmer lynnedslaget
og kvinden der skødesløst glider ned
ad guillotinens skinnende æg;
herren som spadserer ned fra månen
med en duftende buket af gravskrifter;
den frigide kvinde som søvnløs gnider
sit køns forslidte flintesten;
den rene mand i hvis tinding
kongeørnen bygger rede, tvangsforestillingens
grådighed med rynkede øjenbryn;
træet med otte sammenflettede arme
som ramt af kærlighedens lyn antændes
og forkuller i flygtige senge;
manden begravet i livet med sin smerte;
den unge døde pige som prostituerer sig
og vender tilbage til sin grav ved første hanegal;
offeret som søger efter sin morder;
han som har mistet sin krop,
han som har mistet sin skygge,
han som flygter fra sig selv
og han som søger sig selv og forfølger sig selv
og aldrig finder sig selv, alle dem,
alle de levende døde venter,
svævende på øjeblikkets rand.
Tiden tøver, dagen svajer
ubeslutsomt.
Søvndrukken
på sin seng af dynd og vand åbner Venedig
sine øjne og mindes: standarter
og en høj flugt forvandlet til sten!
O druknede glans…!
San Marcos bronzeheste galoperer
hen over vaklende bygningsværker,
iler mørkegrønne ned til vandet
og kaster sig i havet, mod Byzans.
Masser af sten og bestyrtelse vakler,
men kun et fåtal lever i denne time…
Lyset skrider fremad med lange skridt
og træder gaben og dødskampe ned.
Jubelskrig, stråleskær som sønderriver!
Daggryet kaster sin første kniv.
- Octavio Paz, Den voldsomme årstid.
mvh & golørdagmorn’..
Simon.
|
|
|
|
