| 
| 
	
 
| 0 
registrerede 
31 
gæster og
236 
søgemaskiner online. |  
| 
	Key:
	Admin,
	Global Mod,
	Mod
 | 
 |    | 
| 
| 
| #28073 - 09/09/2019 17:39  Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie] |  
| 
|   bor her
 | Registeret:  02/05/2009 Indlæg: 1015
 |  |  
| 
P.s.
 Opslag i Inger Christensens Den hvide, hvor der findes
 
 Manuskripter fra arbejdet på
 Brev i april (1979)
 
 
 04.44.44
 
 Vi sad på en fortovscafé i Torcy
 og midt mens det ellers var middag
 skiftede lyset og kom ligesom
 nedefra, køligt som om det var
 morgen igen. Måske var det dagen
 der fyldte for meget i sådan en
 varme.
 
 ***
 
 04.44.45
 
 Så er dét en aftale, jeg skriver lige
 lidt, og imens kan du sagtens nå
 din morgenlæsning først og få
 spist og det hele, og så må vi se,
 for måske er der andre, der snart er
 stået op fordi de sover uroligt,
 som den gamle mand vi ser så tit i
 vinduet så tidligt
 
 ***
 
 04.44.46
 
 Da vi sad i Torcy, hvor vi ingenting
 havde at gøre, men heller ikke vidste
 hvordan vi kom videre, faldt jeg
 pludselig til ro og tænke på den
 første gang jeg sov lige efter jeg
 blev født
 
 ***
 
 04.44.47
 
 og måske er der andre der snart er
 stået op som os fordi de sover
 lidt uroligt som den
 
 Jeg ved ikke rigtigt men måske
 bliver vi født og det kan godt være
 vinter og alligevel så længe efter
 føles når man tænker på det helt
 som når du siger det er sommer
 meget længe før vi vågner og
 står op ligesom nu
 
 ***
 
 04.44.48
 
 som sommertid i jordens første timer
 
 |  
| Top |  Svar  Citer |  |  |  
| 
| 
| #28076 - 09/09/2019 19:18  Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie] |  
| 
|   veteran
 | Registeret:  04/04/2008 Indlæg: 3512
 |  |  
| 
Hej igen, du venezianske tilflytter af en Roselil..;)
 Njet, tidligere var jeg sikkert hoppet på'en, for ikke at sige, ud af flyet i håb om at paraplyen nok foldede sig ud, men ikke senere, hvor jeg som andre nøjes med at hoppe glad ud af sengen, uden helt at vide forskellen.
 
 Alvorligt talt ville jeg gerne, dengang jeg fløj en del, men lad mig sige dig, at gravitation og lufttryk om ørerne, får mennesker flest til alt andet end at klappe små lyserøde skyer på maven med kærlige blikke - kun i drømme og fra mindre propelfly har jeg set jorden oppefra, hvor der var tid til fascination og beundring.
 
 Enig er jeg, Brev i april er ganske vidunderlig, en lille perle i en stjernerække af smuksakker fra hende Kristensen med C; dog får du altså her som noget nær en efterårsstemning lidt fra bjørn i vigen, der jo heller ikke er at kimse ad, selv om han, indrømmet, her er vred som en Strunge over hvad der sker omkring ham:
 
 HUNGERFLY
 
 
 Hungerfly brummende hen over skærmen
 lavt gennem tropeluft, tæt biosfære,
 hormonstof fra den snildrige læggebrod
 snorlige sivende lagt over junglen,
 brudstykke af et klodeselvmord,
 magthormoner i hjælmede hjerner,
 snart svulmer de, revner og gror sig til døde,
 som jungletykningen, der binder regn
 og skjuler alle slags dyr og mennesker.
 
 Hungerfly brummede lavt over jorden,
 ingen skygge mer over planlagte ørkener.
 blot smuldrende vegetationer naglet
 til korsskygger af de brummende hungerfly
 på vej til nye bladskyggede landskaber.
 
 *
 
 TRÆERNE I BYEN
 
 
 Det hed i gamle dage
 at gården brændte ned,
 hvis træet på tunet
 asken blev fældet,
 den store ask,
 som sprang ud før eller efter egen
 og derved spåede om våd eller tør sommer,
 træet, hvis ane var livstræet
 Ask Ygdrasil
 med rødder i dybet, kronen i himlen,
 føling med kilder og sole,
 skyer, vandårer stjerner.
 Men ét står fast,
 at når de sidste træer i de store byer er ryddet
 af hensyn til hvad: ligegyldigt,
 så er også den sidste sang sunget,
 bølgeslag, træsusen længst blevet lydbånd,
 naturen tv-billed og drøm,
 skygger af paradis, skygger af Hades.
 Så vil byen, hvor grønt
 ikke mer findes
 efter daggråt og neonnatflimren,
 kun kende finalens farve,
 flammens og blodets,
 være et sten – og rustbjerg,
 en askeflage
 imellem rødt og rødt.
 
 - Thorkild Bjørnvig, Delfinen, 1975.
 
 mvh
 Simon
 
 Redigeret af Simon (09/09/2019 19:27)
 |  
| Top |  Svar  Citer |  |  |  
| 
| 
| #28090 - 10/09/2019 23:45  Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie] |  
| 
|   veteran
 | Registeret:  04/04/2008 Indlæg: 3512
 |  |  
| 
Hej igen, du venezianske fraulein Proust..;)
 
 Nåja, Brev i april septemberlæst til lyden fra regnen er jo ikke værst, overhovedet ikke. Man synker nærmest lidt ned i sig selv, breder sig i sengen og rækker ud efter the’en, nøjagtig ligesom når man som medrejsende læner sig tilbage i kupéens bløde sæde, og lader Johannes Jørgensens stemme sive ind fra Dage i Westfalen – hermed anbefalet natbordet! For øvrigt står Brev i april med albuerum i reolen, hun ser sig velsagtens lidt omkring efter øjnes berøring, helt uden ligegyldighed. Jeg forestiller mig din ligge og smile fra natbordet, måske en smule indeklemt mellem søstre og brødre, men stadig hviskende: „hvis dog bare hun dog snart ville åbne mig!”…præcis som det nu engang er med bøger, der har deres helt egen stemme.
 
 Altid sjovt at gå på opdagelse i andres bogreoler, se hvad der siger eller sagde nogen noget, og det sker man øjner noget der skriger på opmærksomhed. Sådan var mit første møde med Percy Bysshe Shelley – The dramatic poems of (m. bl.a. Prometheus Unbound) der nu står i min reol, hvor andre øjne allerede har kigget den ud.
 Men det var april i september, denne hvisken fra natbordet dit:
 
 
 Sådan er her så stille i stilheden.
 Det minder lidt om lyden i en pære,
 hvor tråden brænder over,
 men lyset er slet ikke tændt.
 Bare stille, og regnen fra før,
 som mit øre ikke rigtig kan huske,
 destilleret, dateret
 og verdensløs
 
 
 °°°°
 
 Kun rester af en elektrisk hvisken
 i huset,
 mens værelset helt af sig selv
 holder stille og venter
 på mit brev.
 Kære forsvundne undren,
 jeg må skabe min egen undren
 eller være underlagt
 samme forsvinden
 i sproget
 som senere i døden.
 Uden at forstå
 og uden at sammenligne.
 
 
 °°°
 
 På gaden igen,
 og over porten et hoved
 med opspærret mund,
 der sluger hvert ord
 der bliver sagt.
 Og mens denne måbende
 stenfigur
 betragter os
 med samme
 lidenskabelige apati
 som den der skal til
 for at gentage verden,
 går vi
 med den største
 nøjagtighed
 mellem duelort
 og døde vagabonder
 der ånder,
 som om
 vi viste hensyn
 til den forsamlede,
 lasede frihed
 ved at sprænge
 den sidste
 indadvendte lænke
 og være tvungne
 til at oversætte
 alting tilbage
 til sig selv.
 Sådan står der i gården
 hver nat mens vi sover
 en palme.
 
 
 °°
 
 Palmen er stærk
 som vinden er grøn.
 Raseriet vi engang
 kaldte helligt.
 Sproget der engang
 havde retning.
 Fremtiden der engang
 faldt tilbage
 på os selv.
 Ligegyldigheden nu
 da jeg selv har været med
 rundt om solen
 fireogfyrre gange.
 Ligegyldigheden nu
 da det lukkede kredsløb
 slår dørene op.
 Ligegyldigheden
 i dette ulidelige
 virkelighedsbillede.
 Lær mig at gentage
 fremtiden nu,
 mens vi fødes.
 Lær mit sind at flyve op
 i sin rede
 inderst
 i den susende krone.
 Lad æggene lyse
 med et efterlys
 som mælket sol.
 Lad vinden være grøn
 og sorgen slukkes.
 
 
 °°°°°
 
 Men jeg ved ikke rigtig,
 måske
 er der mange kilometer
 til den nærmeste edderkop.
 Vi starter og længe
 før solen står op
 er vi uden for byen.
 Og her undervejs mens vi går,
 mens vi følges
 med jorden,
 der går på sin egen
 lidt rullende måde
 som dyr
 gennem tåge,
 bliver sindene
 spundet
 som en verden
 omkring os.
 
 - Inger Christensen (uden K)
 
 VERSET
 
 
 Du mandigste af alle lyse Kunster:
 at knuge Verden sammen til en Sten,
 gøre den lille paa din Haand og mægtig,
 skyggefuldt lysende og dyb og ren.
 Indblæse Marmornatten aabne Skove,
 hvor din Fortrolighed i Græs kan sove,
 mens Fuglehjertet synger fra sin Gren.
 Aa Fløjtespil, som drypper dine Toner,
 naar alle korte Ting, vor Armod kroner,
 er vragede og borte, en for en.
 
 - Paul la Cour.
 
 De eneste sande døde er dem, der er blevet glemt.
 - Jødisk ordsprog.
 
 mvh & nat nat..
 Simon
 
 Redigeret af Simon (10/09/2019 23:46)
 |  
| Top |  Svar  Citer |  |  |  annonce 
 
 |   |