Hvis sindet er stille, så vil der også være kærlighed.

Et sind der er i konflikt, ja, det vil også udelukke kærligheden.

Det kan da vel ikke være så svært at forstå, at konflikt ikke er kærlighed.

Det samme gælder med din ide om, at uskyld og lidelse hænger sammen.

Gud har ikke skabt lidelse, og hvis du virkelig tror på Guds virkelighed, så vil du også kunne forstå, at den "virkelighed" hvor lidelse fremtræder, vil også være en "virkelighed" adskilt fra Gud. Og da Gud er fuldkommen kærlighed, ja, så må det der er adskilt fra Gud, også være uvirkeligt, og ja, et produkt af dit eget ubevidste sinds illusoriske ide om adskillelse.

Ville du mene at et skyldfrit sind kan lide?

Ville du mene at et sind der er eet med Guds sind, kan lide?

Den, der elsker, vil vinde freden.

Et sind, der er i konflikt, er i konflikt, fordi det ikke søger at elske andre. Som du giver, sådan skal du modtage.

Ja til det ene.

Nej til det andet.

Ja til begge. Den, der elsker, vinder freden. For Jesu åg er let og tynger ikke ujævnt. Og som vi giver, sådan skal vi modtage.

Men jeg kan selvfølgelig ikke forlange, at folk skal tro ham...

Jo, vi tror Ham. Men vi tror ikke dig, du er ikke Hans repræsentant. Det er envirkelighed du selv har lavet og du er den ikke værdig.

Er du ikke bange for at forføre folk med Jesu ord? Ham du i virkeligheden ikke kender?

Vær hvad du er. Uvidende, ensom og bange. Så måske Han vil se i nåde til dig. Det afhænger af dit hjertes tilstand.

At du gør dig fri af din selvmedlidenhed.