| 
0 
registrerede 
1126 
gæster og
130 
søgemaskiner online. | 
 
| 
 
	Key:
	Admin,
	Global Mod,
	Mod
 
 | 
 
 
 | 
 
 
 
  
 | 
 
 
#22713 - 12/02/2017 14:37 
 
Re: Poetisk fryd..
[Re: RoseMarie]
 | 
 
 
   
 
veteran
 | 
Registeret:  04/04/2008
 
Indlæg: 3512
 | 
 
 
 | 
 
Hej RM..
  Sjovt du i forbindelsen nævner Holberg, for det er da lige på kornet - korset på graven hvorpå der står: her ligger humoren begravet...  
  Ja, filmen er så stærk og intens, med de mange menneskelige facetter der flyder rundt hinanden imellem i samtlige sociale lag og aldersgrupper, og i en tid der jo igrunden ikke er så svært forskellig fra nutiden som vi måske går rundt og bilder os ind. Men særlig de voldsomme dødsscener er enestående, samt selvfølgelig oplevelserne i så dobbeltbinded en voksenverden set fra 1 meters højde, hvor netop alt jo levendegør sig og kan blie så truende nær en følgesvend for resten af livet, at den eneste tilflugt må være teatrets forunderlige verden - og hvor ér det fint sagt af farmand-teaterdirektøren på juleaftensdag: herinde er den lille verden, og derude den store verden, som den lille verden engang imellem formår at afbillede og på en sådan måde, at den store verden...engang imellem, måske endog kun ganske få sekunder, kommer på tryg afstand...ja, det sir jo det meste: forståelsen af sin situation, der også er begyndelsen på et voksende mareridt i Fanny og Alexanders indre lille verden, sammenbruddet.
  Mange af Bergmans private barndomsskildringer skjuler sig i Alexander, der er omringet af de mange smukke kulisser, som Bergman udtrykkeligt kaldte for kulisser, hvad der jo ikke gør dem mindre smukke, men måske lidt farligere, idet de indgyder denne fascinerende forestilling om en tryghed, der i næste nu viser sit sande ansigt, og tæppet går op. Hans søgen efter tryghed var i sig selv en livsbeskæftigelse - læser man Tre Dagböcker af Maria von Rosen & Ingmar Bergman, træder hans kone Ingrid øjeblikkelig ind på scenen som moderen der skabte de trygge rammer. Livets erkendelser handler filmene om gang på gang, selvfølgelig hans egne: det at se barnet i sig, at se i sig det store barn der søgte en mor i sin egen kone, handler på ingen måde om en sentimental nedværdigelse af sig selv, eller af mennesket i sig, det er blot kulissernes fald, livets skinbarlige realitet, hvor det at gennemskue løgnene kun muligvis blir tilgangen til en ærligere kontakt med sig selv, hvilket jeg mener var hvad han søgte.   Alle disse "spil" oprulles netop også i filmen Ved Vejs Ende, hvor den gamle professor Isak Borg, der skal til Lund for at blive æresdoktor, passerer hele sit liv i det smukkeste svenske landskab, hvori han nærmest genetablerer møderne med "jordbærstederne" (filmens rigtige tittel) og livets store skuffelser - den er i mine øjne en af de mest fremragende film, og så vidt jeg ved én han selv holdt meget af, med Victor Sjöström, Bibi Andersson, Gunner Björnstrand m.f. Men det er jo ikke sikkert du vil synes den er særlig storslået, det ska' jo så blie spændende at høre dig fortælle om..;)
  Jeg ved ikke hvad der befinder sig på Bonanza, det er mange år siden jeg sidst kiggede derind, det må ha' været i begyndelsen - jeg bryder mig simpelthen ikke om forringelsen DR er blevet til i kraft af en forsamling teenagere der grådigt hiver mill.lønninger ud af statskassen uden af besidde nogen form for kvalitative egenskaber; så jeg bruger slet ikke DR's såkaldte "tjenester"- men der må da være nogle af Bergmans film på bib., det ville da være mit forslag om stedet at søge? 
  Bedste hilsner Simon
  
	
	
			
  Redigeret af Simon (12/02/2017 15:08)
		 
 | 
 
| 
Top
 | 
  Svar
  Citer
 | 
 
 
 | 
 
 
 | 
 
 
 
#22714 - 12/02/2017 17:39 
 
Re: Poetisk fryd..
[Re: RoseMarie]
 | 
 
 
   
 
veteran
 | 
Registeret:  04/04/2008
 
Indlæg: 3512
 | 
 
 
 | 
 
P.s.:  Jeg tror nu du vil elske filmen Ved Vejs Ende/Jordbærstedet, hvori understående digt optræder i en situation hvor en piges to venner skændes om hvorvidt gud findes - og da pigen senere åbner bildøren for de to kamphaner, spør' hun sarkastisk dem begge: nåh, fandtes gud så...
  Men ved et kaffebord påbegynder Isak Borg digtet:
  Sökandet efter Gud
  Var är den vän som överallt jag söker? När dagen gryr, min längtan blott sig öker; När dagen flyr, jag än ej honom finner, Fast hjärtat brinner.
  Jag ser hans spår, varhelst en kraft sig röjer, En blomma doftar och ett ax sig böjer. Uti den suck jag drar, den luft jag andas, Hans kärlek blandas.
  Jag hör hans röst, där sommarvinden susar, Där lunden sjunger och där floden brusar; Jag hör den ljuvast i mitt hjärta tala Och mig hugsvala.
  Likväl ett töcken mig från honom stänger: Min bön men ej min blick till honom tränger. Ack, såge jag hans anlet och mig slöte Intill hans sköte!
  Ack, när så mycket skönt i varje åder Av skapelsen och livet sig förråder, Hur skön då måste själva källan vara, Den evigt klara!
  O ljusets, fridens, salighetens källa, När skall för mig din rena våg uppvälla? Vem förer mig till dina friska flöden? Den stilla döden.
  Var tröst, min ande, hoppas, bed, försaka. Dig vännen vinkar: du skall se och smaka Hur ljuv han är och sjunka i hans armar, Som sig förbarmar.
  Snart till den strand där böljor sig ej häva Lik arkens trötta duva skall du sväva, Till herdens famn lik rädda lammet ila Och där få vila.
  - Johan Olof Wallin.
  mvh Simon
  
	
	
			
  Redigeret af Simon (12/02/2017 17:39)
		 
 | 
 
| 
Top
 | 
  Svar
  Citer
 | 
 
 
 | 
 
 
 | 
 
 
 
 
#22716 - 13/02/2017 02:36 
 
Re: Poetisk fryd..
[Re: Simon]
 | 
 
 
   
 
bor her
 | 
Registeret:  02/05/2009
 
Indlæg: 1017
 | 
 
 
 | 
 
Endnu et digt til runde ugleøjne i en sen nattetime ...
   Synet flod           Jeg elsker at være midt ude     i synets store flod     som altid skyller     gennem mine øjne     med et mylder     af stærke ting.     Et vidunderligt     drivtømmer     af menneskers     hverdagsagtige     smaa, svedige     skaarede, bulede     mugne, forslaaede     sterile, forrevne     og oliesnavsede ting.     Det blaa bundfald     af trækronernes     klirrende skyl     er i synets flod,     drejer mine     hjernevindinger     kastes til bunds     i mine øjnes     mægtige kar.     Jeg elsker øjnene,     øjnene, der ser     landskabets hævede arme     med korn paa de senede hænder.     Lysene i gavlen paa den     ensomme gaard.     Pigen med askeansigtet     helt nede i gadens skakt.     Et øjebliks fortættede     linier i hvidt sollys.     Træer, huse, skorstene     asfalt, en tremmet laage     kolde netgrene     gruset paa fortovet,     det fossende lys     over trætoppene,     det hele svejset sammen     i sort, glasurtungt jern     som en staalbro     med skarpe linier og vinkler     midt i mit syn.     Vidunderlige dage     ligger paa spring i mit syn.     Alt, hvad det har     taget med i sin flod     har jeg elsket     med en stor, nøgen lidenskab.     Alt, hvad der endnu vil komme     fossende gennem øjnenes     spinkle flodleje     forbi sindets store,     hvide sletter, som frugtbargøres     af synets gødende vand.     Her vokser gult korn     op gennem vild, knugende     asfalt.     Endeløse gader     mildt favnende marker,     lyser og smiler paa     sindets slette.     Husk! det begyndte     i den skramlende kupe     ved barnets kupe-vindue.     Husk! du sad mellem store,     sorte skygger med flipper     og flettede urkæder.     Du sad og saa ud på landskabets     første linier.     Koen saa du og elskede den     helt ind i den smørfligede     mælks duftende moderbjerge.     Barnets kupevindue.     Sorte venteværelser.     Ungdommens cigaretrøgfyldte     kupeer med ren, ufordærvet elskov     paa støvets plyds.     Rækken af vinduer     døre og rejsernes arabesk     tegnet i synets klare vand.     Turen frem og tilbage     til byen med det     fladtraadte arbejde.     Margarine-reklamen paa gavlen,     som vi saa hver dag og     som aldrig ændrede sig.     Drømmene om stien     gennem granskoven ud     til det store, lægende hav.     Kedler, ømt haar     og vaade trapper.     Altid gemt bag mure.     Sorte billeder og perspektiver     og trange, visne profiler.     Livet heftet op mellem     gulve, støvede rammer     og lysekroner af massivt     klingende glas, er her     lige langt fra havets     violette spejl og urenes     smaa altre.     Ikke et løv har skyllet over     disse mure, ikke en     brændings lange, blæsende     tunge har slikket disse     følsomme trappesten.     Der foregaar altid     fordækte ting i     entreerne.     En ung mand kommer ind i     stuen uden rødee drømme.     Han har en grøn gren med nyligt     tændte blade     i haanden.     Han gaar omkring og lader     grenen glide over malerierne,     billederne og de mange     indskrifter.     Det varer ikke længe førend     der høres latter af     klægt, graat ler.     Den unge mands gren     brænder ned.     Aske, skygger, røg og letter     lister omkring ved murene.     Alt er i synet, byerne som     menneskehedens sømærker,     markerne og havene som     vidunderlige reservoirer     for fantasien, alt er i det     store, grønne syn, der     er digtets.     Jeg elsker dets bundfald.     Elsker det paa den raslende     fart med det takkede udsyn     fra kupeens vindue.     Toget kører forbi en     kirkegaardsmur med     udsyn til marmorsokler     og forstenede duer.     Den nedgaaende sols delta     bag kirkegaardstræerne     flyder sammen     med mit syns stridige flod,     indtil mine øjnes     flodleje er fyldt     og træt af liv.          Robert Corydon "Landskab med huse" 1953
  Natteligst til liv og go'e drømme RoseMarie 
	
	
			
  Redigeret af RoseMarie (13/02/2017 02:38)
		 
 | 
 
| 
Top
 | 
  Svar
  Citer
 | 
 
 
 | 
 
 
 | 
 
 
 
 
annonce 
  
 
 
 
 | 
  
 |