| 
| 
	
 
| 0 
registrerede 
201 
gæster og
212 
søgemaskiner online. |  
| 
	Key:
	Admin,
	Global Mod,
	Mod
 | 
 |    | 
| 
| 
| #28821 - 14/12/2019 04:18  Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie] |  
| 
|   veteran
 | Registeret:  04/04/2008 Indlæg: 3512
 |  |  
| 
Ohøj i natten, RM..
 Ja trolde er her rigeligt af - Halfdans er dog så absolut de sjoveste! ;)
 
 Jeg blir lidt ved hr. Poulsen, der sikkert også ligner en trold, når han står ud af fjerene, men han er nu en nisse!
 Jeg mindes Istedgades liv i beg. af 80’erne som hyggeligt og vedkommende, samt det allerførste karneval der en sommerweekend forvandlede Istedgade og Vesterbrogade til en farverig folkemasse. Sidegaden vi boede i var som en sommeraften i Sevilla, folk boede på gaden og ingen gjorde en kat fortræd, selv pusherne var for skæve til at tænke på omsætningen, og luderne var vel ude og svinge lårbasserne til musikken, der natten igennem trængte gennem de åbne vinduer i tagetagen. Kun langsomt lukkede Istedgade sig om sig selv igen, og kanyler lå smidt i gangen til baggården, hvor vi hentede vore cykler. Det første karneval var igrunden det sidste, men det første jeg mindes som det rigtige, som Københavns metamorfose.
 
 Istedgades katte
 
 Som spædbørn skråler Istedgades katte.
 Fra skakter, skraldespande, lokumstage
 stiger en monoton , en langstrakt klage,
 en biologisk længsel, svær at fatte.
 
 Hvinende bildæk, lyd af knuste ruder,
 rå drukkenskab, vold, politisirener
 forstyrrer ikke deres drifter, gener.
 På hjørnet står en molesteret luder.
 
 Så pushertyst, så blødt som listetyve
 kan de bevæge sig, så let som dun:
 survivors, profs, kan lefle, fake, lyve,
 
 en kat, en pokerspiller er immun
 overfor følelser, så kold som is.
 Kun driften gør den sårbar, har sin pris.
 
 *
 
 Sol bag ved kirketårnet –
 
 Sol bag ved kirketårnet, rim på strå.
 Kastanien i november: et system
 af tynde fingre, som vil gribe, nå
 det, som er uset, aldrig træder frem.
 
 I vindueskarmen i et glas: tre roser
 på én og samme stilk, en diamant
 af lys, som glimter skarpt i glassets kant
 og spidder min pupil. Metamorfoser
 
 - på norsk! – af den landflygtige Ovid
 i skyggen bag ved hånden. Lars Gullin
 har udfyldt stuen i en times tid.
 
 Er verden til? Er denne tilstand min?
 ER solen illusion og metafor?
 Dens lys er mere virkeligt end ord.
 
 *
 
 Stoppested
 
 Engle, som syer i himlen, man kan høre
 dem rimpe skyer sammen, klippe til
 og bukke søm, som ville de tilsløre,
 mørklægge verden, slukke solens ild.
 
 Og deres hymner: flænger i ozenen.
 En regn, der suser som en udslidt nål
 i skiven slingrende på grammofonen:
 er druknedøden deres sidste mål?
 
 Her står vi, krop ved krop, med visse tanker,
 med hver sin drøm, med hver sin ledetråd,
 på byens havbund – uden redningsplanker? –
 og i kanalen ligger Karons båd.
 
 - Peter Poulsen.
 
 mvh & nisselig weekend
 Simon
 
 Redigeret af Simon (14/12/2019 04:19)
 |  
| Top |  Svar  Citer |  |  |  
| 
| 
| #28828 - 15/12/2019 16:20  Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie] |  
| 
|   veteran
 | Registeret:  04/04/2008 Indlæg: 3512
 |  |  
| 
Pssst! 
 "Julens hysse troende? Er det stavekontrollens omskrivning af julens nisse troende?"
 
 - Du er da vel for fa'en ikke mere hys end din stavekontrol, eller tilnærmelsesvis så hys som de små jesusfetichister, der her på debatdutten reklamerer for deres "skønånd", i stedet for at gå i kødet på den angst der styrer deres liv?
 Nej, nu må du sgu' gi' dig! Der er skam ingen nissemanérer i dén slags - basta! ;)
 
 Det minder mig om Arthur Jensen, denne aldeles vidunderlige personlighed af en nisse, der sidder dér i vindueskarmen og holder mørkning, mens det skrækkeligt strenge ansigtsudtryk af hans elskede fru moder, som huset på Christianshavn jo kender mindst lige så godt som han selv, holder øje med ham fra en lille hvas sky, deroppe i mørket ovenover alting...;)
 
 Mørkning
 
 
 Denne time,
 da aftenen berører os
 med det yderste af sin usynlige negl,
 da tingene åbenbarer det indre mørke
 og træthed manipulerer i nakkehulen,
 da pludselig vilddyret vågner i kattene,
 der slår tamhed af poterne,
 som var det vand,
 da spritten markerer en ny følsomhed,
 da poesien træder frem bag sit skærmbræt
 og kønnet søger et passende udtryk
 i æstetikken.
 
 - Peter Poulsen.
 
 Og nu vi er der, her hvor det blæser tre pelikaner så også fugle og katte skutter sig:
 
 Stjernebillede
 
 
 Buddha fødtes gennem øret,
 jomfrufødt af tyren Apis.
 Død er Apis. Men i himlen
 vandrer endnu vældig Taurus.
 
 - Otto Gelsted.
 
 mvh
 Nissen - der ønsker julegeneralinden en velsignet nat..;)
 
 Redigeret af Simon (15/12/2019 16:46)
 |  
| Top |  Svar  Citer |  |  |  
| 
| 
| #28877 - 19/12/2019 21:07  Re: Mellemrummet
[Re: Simon] |  
| 
|   bor her
 | Registeret:  02/05/2009 Indlæg: 1016
 |  |  
| 
Hej Simon
 At gå vinteren i møde mættet af Liv og Lys ...
 
 Traverne staar tunge og lodne
 som en Drift vældige Okser.
 
 Køer græsser
 ved Bredden af Havet
 og ligger langt borte
 som et Baand over Bakken.
 Luften er lysende klar.
 
 Sorte Brombær langs Vejene!
 Og inde i Skovens Dyb
 skinner de hvide Blækhatte
 som Vokslys i Mørket.
 
 Jord og Hav vælder over af Frugtbarhed.
 I Haverne det dumpe
 Fald af Gravenstener,
 der eksploderer af Saft mod Jorden.
 Store Laks, paa Vej efter en Aa,
 løber i Fiskerens Garn.
 
 Havren køres ind,
 og Dværgmusens Unger,
 der ikke er større end en Negl,
 røde, haarløse og med blaa Pletter til Øjne,
 rives op af deres Rede i Kornet.
 
 Edderkopperne er ude at flyve,
 der gaar som en Maanebro over Marken
 af Solen, der spejler sig i deres Spind.
 
 Vældige hvide Skyer
 sejler hen over Verden.
 Dagene skrider,
 og nu staar Møllerne stille.
 Jorden drejer ind i Mørket,
 og Karlsvognen svinger frem
 over sorte og susende Træer.
 
 At gaa Vinteren i Møde
 som en Mark fuld af Frø –
 at gaa ind i Natten
 som en Himmel, hvis blaa Muld
 er fuld af tindrende Stjerner –
 at dø som en Dag i September
 mættet af Liv og Lys!
 
 Otto Gelsted
 
 
 Nisseligst her i december
 RoseMarie
 |  
| Top |  Svar  Citer |  |  |  
| 
| 
| #28880 - 20/12/2019 13:47  Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie] |  
| 
|   veteran
 | Registeret:  04/04/2008 Indlæg: 3512
 |  |  
| 
Åh, det jul…
 Engang når freden kommer,
 skal stå et sus i hans indre,
 som sommernatten omkring ham:
 hans land er ikke blitt mindre.
 
 Piggtrådhegnet er borte.
 I kveldsbrisens svale lindring
 kan sindet få gå på reise,
 grenseløst, uten hindring.
 
 - Norddahl Grieg, London, november 1941.
 
 
 Hjemløse vises døren med en nærmest national stolthed: en mindre tætbygget ung mand med trang til at vise hvor stor han er, stiller sig an ved siden af den sovende, trækker lynlåsen ned og begynder at lade sit vand tæt op ad soveposen på jorden. Den sovende vågner straks, blir rasende og brokker sig. Drengen vender med et grin ansigtet mod gruppen bag ved sig. Den nu vågne mand med de pjuskede sorte lokker, blev vækket midt i en drøm, han ser uforståeligt på den unge mand, mens han hastigt fjerner sin sovepose fra en marcherende strøm af pis. Vreden må vige for sikring af seng og ejendele.
 
 Sådan oplevede han at blive vækket, og fortæller over en kold øl om oplevelser i Nordeuropa, hvor hjemløse mange steder sover de mærkeligste steder og oplever ting de færreste bryder sig om at høre. Selv lytter jeg i stille vrede, bryder mig slet ikke om det jeg ser, og øllen smager mig ikke. Historierne skaber fornemmelsen af magtesløshed, alle handler de om rejsende, sigøjnere og flygtende, frie mennesker uden fast bopæl som systematisk forulempes, forfølges og tvinges til at forlade steder de hviler ud i. En evig vandring på rejse rundt i det Europa, der atter er ved at lukke sig om sig selv, og hvor der tales så meget om fri handel og samarbejde. Et tunnelsyn gennem europæiske lande, ved synet af en politibil der langsomt glider henad Gammel Kongevej, forestiller jeg mig Hans Franks kolde øjne i nakken, og tænker et øjeblik på om det virkelig er kommet så vidt.
 
 For tiden har alle travlt med juleforberedelser, deres, enhver med sin jul, som altid før, julen holder hver familie for sig, gaver gives til hver især, uanset tro på himmelnisser. Hvordan med manden på risten, de syv-ottehundrede andre?
 Foran forretningen viger øjne fra ham der sælger Hjemløses Blad, samvittighedsfulde øjne midt i en højtid. At gå tur i virvaret af fortravlede juleben, det er hverken noget for hunde, nisser eller hjemløse, der passeres af målrettede tanker om alt fra det der skal købes til hvad der skal nåes. Politiet ses ellers sjældent, også de befinder sig i en anden verden, den fælles er vist mere til besvær, som når hjemløse grupperer sig, eller juridisk, når de slår lejr, hvad der nu er forbudt ved lov. Hjemløse og særlig ”romaer” må ikke forsamles, ikke holde sammen, ikke være til gene, ej heller i julen. Det støder de sødeste drømme...
 
 Mens vi går nedad Gammel Kongevej ser jeg for mig, Hans Frank og Julius Streicher gnide sig i hænderne af fryd, og kommer så i tanke om Arthur Seyss-Inquart, der nok aldrig havde hørt tale om Anne Frank og hendes familie, i det mindste ikke før under Nürnberg-processen, dog var han den politisk ansvarlige for også deres skæbne. Samtlige mordere måtte leve med deres ærefulde dåd, man kunne dårligt retsforfølge hele SS-divisioner, knækkes kunne kun administrationsapparatet, de politisk ansvarlige.
 Ved Frb. Rådhus skilles vi, videre går jeg og tænker på hvor han mon skal sove i aften, om han alligevel ikke finder sammen med andre, og på, om der mon stadig findes folkekøkkener hvor man kan få en bid mad, eller om Anders Fogh, Lars Løkke og deres lille engel Claus Hjort mon også fik dem fjernet. Folkekøkkener vil næppe være genopstået under en socialdemokratisk regering, en ordning folk flest stiltiende accepterer. Og forresten er det ikke tilladt at pisse på gaden, men ligger der en hjemløs, en ”roma”, ser man gennem fingre, det er trods alt politiet, retssamfundet der står til halsen med problemet. Ordnung muss sein.
 
 Tror jeg i det nye år vil genlæse Philip Kerr’s romaner, denne gang fra begyndelsen. Forfatteren døde desværre kort efter romanrækkens afslutning, som var døden hensynsfuld nok til at time sit krav med det store arbejde om nazismens væsen. Dén var han sig yderst bevidst om lever i bedste velgående, som mulighed i enhver, svinehunden der fodres så mange steder, ligesom varulven Aksel Sandemose skabte, og som blev billedet der ramte så betragtelig en del af bygder ret i ansigtet. At mindes sin ivrige deltagelse i festlighederne under okkupationen, som mange yndede at kalde besættelsen, vakte i snakke om krigens ubehagelige minder et sjældent fravær af begejstring. Varulven er tillige en af mine yndlingsbøger. De skrives stadig med iver, historierne om livet under krigen, fantasifulde og brutale skildringer med en snert af romantik, der skal tæmme vilddyret, der når fodret med digte om frihed af Nordahl Grieg, også slumrer som en Smaug. Man vil helst ha’ fred, ro til at skrive om det malice som fortid. Mennesker i flok er heller ikke noget rart syn, slet ikke når de marcherer med diktater om den fjende, der altid befinder sig udenfor individet. Picassos fantastiske forvrængelser ønsker vi ikke at se, så hellere romantisere og værdsætte noget portrætteret umenneskeligt økonomisk højt. En del undrer sig dog fortsat, og tænker på, hvor langt man mon denne gang vil gå, nu det hjemløse menneske allerede er kriminaliseret.
 Jøder flest i Berlin 1933, kunne ikke forestille sig konsekvensen af valgresultatet og dagene derpå, ører ved bordet som hørte beskeden, bad blot munden række sig sukkeret…
 
 ’Når angsten i tunge, forskrækkelige drømme når sit højdepunkt, vækker den os, og da forsvinder alle nattens uhyggeligheder. Det samme sker i livets drøm, når angsten i sin højeste grad tvinger os til at afbryde den’.
 
 - Arthur Schopenhauer, Musik i mol.
 
 mvh
 Nissen
 
 Redigeret af Simon (20/12/2019 13:53)
 |  
| Top |  Svar  Citer |  |  |  annonce 
 
 |   |