annonce
annonce
(visninger)Populære tråde
Mellemrummet 4493994
Et andet syn 1173447
Angst – Tro – Håb – Kærlighed 937219
Jesu ord 818391
Spirituel omsorg 773613
Galleri
Kirkebø
Hvem er online?
1 registreret (1 usynlig), 8 gæster og 110 søgemaskiner online.
Key: Admin, Global Mod, Mod
Skriv et nyt svar.


Smilies Opret hyperlink Opret link til e-mailadresse Tilføj billede Indsæt video Opret liste Fremhæv noget tekst Kursiv tekst Understreg noget tekst Gennemstreg noget tekst [spoiler]Spoiler tekst her[/spoiler] Citer noget tekst Farvelæg noget tekst Juster skifttype Juster skiftstørrelse
Gør tekstruden mindre
Gør tekstruden større
Indlæg ikon:
            
            
 
HTML er slået fra.
UBBCode er slået til..
Indlæg valgmuligheder








Som svar til:
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet

Åh, det jul…

Engang når freden kommer,
skal stå et sus i hans indre,
som sommernatten omkring ham:
hans land er ikke blitt mindre.

Piggtrådhegnet er borte.
I kveldsbrisens svale lindring
kan sindet få gå på reise,
grenseløst, uten hindring.

- Norddahl Grieg, London, november 1941.


Hjemløse vises døren med en nærmest national stolthed: en mindre tætbygget ung mand med trang til at vise hvor stor han er, stiller sig an ved siden af den sovende, trækker lynlåsen ned og begynder at lade sit vand tæt op ad soveposen på jorden. Den sovende vågner straks, blir rasende og brokker sig. Drengen vender med et grin ansigtet mod gruppen bag ved sig. Den nu vågne mand med de pjuskede sorte lokker, blev vækket midt i en drøm, han ser uforståeligt på den unge mand, mens han hastigt fjerner sin sovepose fra en marcherende strøm af pis. Vreden må vige for sikring af seng og ejendele.

Sådan oplevede han at blive vækket, og fortæller over en kold øl om oplevelser i Nordeuropa, hvor hjemløse mange steder sover de mærkeligste steder og oplever ting de færreste bryder sig om at høre. Selv lytter jeg i stille vrede, bryder mig slet ikke om det jeg ser, og øllen smager mig ikke. Historierne skaber fornemmelsen af magtesløshed, alle handler de om rejsende, sigøjnere og flygtende, frie mennesker uden fast bopæl som systematisk forulempes, forfølges og tvinges til at forlade steder de hviler ud i. En evig vandring på rejse rundt i det Europa, der atter er ved at lukke sig om sig selv, og hvor der tales så meget om fri handel og samarbejde. Et tunnelsyn gennem europæiske lande, ved synet af en politibil der langsomt glider henad Gammel Kongevej, forestiller jeg mig Hans Franks kolde øjne i nakken, og tænker et øjeblik på om det virkelig er kommet så vidt.

For tiden har alle travlt med juleforberedelser, deres, enhver med sin jul, som altid før, julen holder hver familie for sig, gaver gives til hver især, uanset tro på himmelnisser. Hvordan med manden på risten, de syv-ottehundrede andre?
Foran forretningen viger øjne fra ham der sælger Hjemløses Blad, samvittighedsfulde øjne midt i en højtid. At gå tur i virvaret af fortravlede juleben, det er hverken noget for hunde, nisser eller hjemløse, der passeres af målrettede tanker om alt fra det der skal købes til hvad der skal nåes. Politiet ses ellers sjældent, også de befinder sig i en anden verden, den fælles er vist mere til besvær, som når hjemløse grupperer sig, eller juridisk, når de slår lejr, hvad der nu er forbudt ved lov. Hjemløse og særlig ”romaer” må ikke forsamles, ikke holde sammen, ikke være til gene, ej heller i julen. Det støder de sødeste drømme...

Mens vi går nedad Gammel Kongevej ser jeg for mig, Hans Frank og Julius Streicher gnide sig i hænderne af fryd, og kommer så i tanke om Arthur Seyss-Inquart, der nok aldrig havde hørt tale om Anne Frank og hendes familie, i det mindste ikke før under Nürnberg-processen, dog var han den politisk ansvarlige for også deres skæbne. Samtlige mordere måtte leve med deres ærefulde dåd, man kunne dårligt retsforfølge hele SS-divisioner, knækkes kunne kun administrationsapparatet, de politisk ansvarlige.
Ved Frb. Rådhus skilles vi, videre går jeg og tænker på hvor han mon skal sove i aften, om han alligevel ikke finder sammen med andre, og på, om der mon stadig findes folkekøkkener hvor man kan få en bid mad, eller om Anders Fogh, Lars Løkke og deres lille engel Claus Hjort mon også fik dem fjernet. Folkekøkkener vil næppe være genopstået under en socialdemokratisk regering, en ordning folk flest stiltiende accepterer. Og forresten er det ikke tilladt at pisse på gaden, men ligger der en hjemløs, en ”roma”, ser man gennem fingre, det er trods alt politiet, retssamfundet der står til halsen med problemet. Ordnung muss sein.

Tror jeg i det nye år vil genlæse Philip Kerr’s romaner, denne gang fra begyndelsen. Forfatteren døde desværre kort efter romanrækkens afslutning, som var døden hensynsfuld nok til at time sit krav med det store arbejde om nazismens væsen. Dén var han sig yderst bevidst om lever i bedste velgående, som mulighed i enhver, svinehunden der fodres så mange steder, ligesom varulven Aksel Sandemose skabte, og som blev billedet der ramte så betragtelig en del af bygder ret i ansigtet. At mindes sin ivrige deltagelse i festlighederne under okkupationen, som mange yndede at kalde besættelsen, vakte i snakke om krigens ubehagelige minder et sjældent fravær af begejstring. Varulven er tillige en af mine yndlingsbøger. De skrives stadig med iver, historierne om livet under krigen, fantasifulde og brutale skildringer med en snert af romantik, der skal tæmme vilddyret, der når fodret med digte om frihed af Nordahl Grieg, også slumrer som en Smaug. Man vil helst ha’ fred, ro til at skrive om det malice som fortid. Mennesker i flok er heller ikke noget rart syn, slet ikke når de marcherer med diktater om den fjende, der altid befinder sig udenfor individet. Picassos fantastiske forvrængelser ønsker vi ikke at se, så hellere romantisere og værdsætte noget portrætteret umenneskeligt økonomisk højt. En del undrer sig dog fortsat, og tænker på, hvor langt man mon denne gang vil gå, nu det hjemløse menneske allerede er kriminaliseret.
Jøder flest i Berlin 1933, kunne ikke forestille sig konsekvensen af valgresultatet og dagene derpå, ører ved bordet som hørte beskeden, bad blot munden række sig sukkeret…

’Når angsten i tunge, forskrækkelige drømme når sit højdepunkt, vækker den os, og da forsvinder alle nattens uhyggeligheder. Det samme sker i livets drøm, når angsten i sin højeste grad tvinger os til at afbryde den’.

- Arthur Schopenhauer, Musik i mol.

mvh
Nissen
Seneste indlæg
Mening med mit liv?
af ABC
17/02/2020 12:59
Gerth Drost
af Gerth
17/02/2020 08:13
Mellemrummet
af Simon
15/02/2020 16:33
Lyser på vej
af Simon
13/02/2020 21:57
Hvad HansKrist dog skriver
af ABC
13/02/2020 19:04
Nyheder fra DR
NRK risikerer erstatningskrav efter fad..
17/02/2020 17:34
LIVE Hvilke danske restauranter får de ..
17/02/2020 17:01
Hård blæst: 40 meter høj skorsten på..
17/02/2020 16:19
Blev headhuntet efter artikel på dr.dk:..
17/02/2020 15:00
Millioner på vej til flere pædagoger: ..
17/02/2020 14:42
Nyheder fra Religion.dk
Hvad er holocaustteologi?
17/02/2020 06:18
Blasfemilov i Finland skaber martyrer fo..
13/02/2020 06:30
Teolog: Løgstrup kan bidrage til robote..
12/02/2020 06:15
Er Ungarns kristne enige med Orbán?
11/02/2020 06:13
Kirke, kultur og natur til din vinterfer..
10/02/2020 08:54