annonce
annonce
(visninger)Populære tråde
Mellemrummet 4745126
Et andet syn 1195480
Angst – Tro – Håb – Kærlighed 968579
Jesu ord 831535
Spirituel omsorg 782485
Galleri
Kærlighed
Hvem er online?
0 registrerede 69 gæster og 37 søgemaskiner online.
Key: Admin, Global Mod, Mod
Side 126 af 599 < 1 2 ... 124 125 126 127 128 ... 598 599 >
Tråd valgmuligheder ↓
« Forrige tråd
Næste tråd »
#20020 - 07/12/2015 21:47 Re: Mellemrummet [Re: RoseMarie]
Simon Offline
veteran
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4677
Her lidt flere glimt fra smilets øjenkrog – min kan vist ikke rigtigt dy sig i solskinnets glimt fra Onkel Dannys hat, der trasker derudaf dér på Memory Lane sammen med Kerouac og Burroughs:

Livets Teater !

Indover bordene hang de,
i et sandt virvar og rod
af flasker og glas med øl,
som blandedes med udkvaste
cigaretskod.
Alt imens genlød lokalet
af bralrende fuldemandssnak,
akkompagneret af jukeboxens
dåseromantik!

De var mennesker på et værtshus –
forsumpet i al elendighed,
med gustne ansigter
og udtryksløse øjne,
som vidnede om
menneskeligt forfald.

Det var et Livets teater
hvor tragedien trak dyne spor
blandt mennesker,
som flygter fra alt og alle,
også sig selv.

*


Morgensymphoni

I et fantastisk farvespil
dukker morgenen frem
over byens tage
der viser sig
som mørke silhuetter
mord morgenhimlen.

Alt er endnu tyst og stille
ingen fuglesang herinde i byen
for det er september –
og snart vil efterårets farver fortælle
at vi er på vej
mod den del af året
hvor mere tøj er nødvendigt.

Alligevel er det smukt
køligheden har sin egen charme
og opleves stærkest i denne måned
hvor himlen er mest klar
og skyerne er noget helt
særligt.

- Jens Jørgen Blach, En del af livet.

*


Jeg kan ikke give dig mit Paris
Det findes når drømmenes skyer
spejler sig i floden
Det findes når det regner i februar
og vandet er kaffe med mælk
Det er en blidere tåge af andre ord.

- Peter Laugesen, fra Trashpilot i det herrens år 2000.

mvh
Simon


Redigeret af Simon (07/12/2015 21:48)
Top Svar Citer
#20025 - 08/12/2015 08:27 Re: Mellemrummet [Re: RoseMarie]
Simon Offline
veteran
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4677
Her et lidt flere situationsbilleder – fra Kirkebys billedkælder – til morgenkaffen:


Det bliver ved med at sejle rundt
i mit hoved
Et skib skyder årer ud af siden
som tårer fra øjenkrogens mundinger
Grådfyldte sejl der hænger slapt
i havblik

*

Hvis nu
at være ottonisk miniaturemaler
i et kloster med faste arbejdstimer
i en celle
med uden at glemme.
Er pergament bedre end trætavler?
Sidde ned eller stå op?
Hvorfra kommer denne trang til cellelivet?
En Tarkowski-film?
Et lysende felt pylrede farver
i forårets
maler cellens væg
med ført hånd formodes
ellers er der ventetid
lukket celledør.

*

Klippekanten rykker
det grønne bliver til gulbrunt skred
Frygten er tilbage i geologien
Udsigten er mere end ord
Guldkorn i en tåre.

*

Jeg talte med min højre arm
den er nøglen
til døren ind i mørket ensomheden
Utterslev mose Vestvolden
Den uforståelige pigegård
Jeg taler til min arm
for at nå den person der bærer mit hjerte
Jeg taler til min arm.

*

I samtaler med min højre arm
bliver jeg klar over at Utterslev mose
er min mavesæk
et mudret spejlbillede
at det første kys det første bryst
før fjernsynets tid
og blandt kolonihavernes
hårdt beskårne træer
gjort med det formål at få det til
at ligne en tegning af van Gogh
fra da han tegnede i de
hollandske kolonihaver.

*

I barnets barndom
så jeg et væltet træ
spejle sig over en sumpet kanal
ved Furesøen
Det væltede træ var romantisk
Barnet i hånden sentimentalitet
Det sætter gang i penslerne
og skaber uløselige problemer
Liv og kunst

Barnet er vokset fra
Træstammen er gået til
et veneziansk forfald af emmende
tåge og løse farveklatter
forførende og afskyelig.

- Per Kirkeby.

mvh
Simon
Top Svar Citer
#20026 - 09/12/2015 12:13 Re: Mellemrummet [Re: RoseMarie]
Simon Offline
veteran
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4677
Fraværsmusik

hvilke øjne venter,
for hvem skal jeg være båd, forventning,
hvem skal jeg bare … sove for?
det er sprogets klang af forladthed,
som vil tænke, uden for mig,
det lille mørke spættet af verdener,
regnbuers nedslag som tunge viljer,
men over vidder som er helt blinde,
også for sort lys, hvor er
jeg overhovedet nu.
sproget er færdigt, før øret vågner

(Norén)

efter stormen, bløde øjne
og stilheden befolket af skygger,
vindens tilbagetrækning suger dem frem,
træerne gentager samtaler fra i går,
tiden falder langsomt som et mørke,
kredsende og samlende,
jeg må afsted, her bor ingen

alt levet er kendt og mærket,
hver eneste dråbe lys fra den elskede krop
engang følt af øjets finger,
forvandlet til kemisk kendsgerning for altid,
fra begyndelsen til det levedes slutning
står disse ting opstillet i det forgrenede galleri
hvori virkelig tid løber,
de første tegn er utydelige, næsten sorte i det sorte,
de næste uskelnelige, men fulde i anelser,
så kommer figurerne,
dit fortællelige livs hjemsøgere,
til sidst bliver de overtydelige, men færre, så tre, så to,
du alene, du er meget lille, har glemt at tale,
nogen glæder sig over dig,
og fortolker dine træk,
der gives ingen træk,
findes vorten, en
eneste dråbe lys

(ja ja, baglæns)

giver fra sig uden at tilegne sig
handler uden at vente sig noget godt
når han er færdig med noget holder han ikke fast på det
og fordi han ikke holder fast på det
bliver det stående

(Tao)

- Per Aage Brandt.


Jerusalem

Vinteren er her. Den bliver hård.
Det sner med nummerplader, maskinpistoler,
bomber, identitetskort, lange stave, angst
og hovmod, fingre, skrift. Alt er besat.
Hvornår kommer den store nye imam og rabbi og
knytter fremtids blomstertæppe af fortids glemsel?

lyd rytme grammatik
syntaks der er stærk nok til at kunne bære mening
og betydning

Et tæppe der kan brænde uden at smelte
bare strøm og tryk af ubegrænset styrke

over afgrunden

- Peter Laugesen.

mvh
Simon
Top Svar Citer
#20027 - 09/12/2015 13:41 Re: Mellemrummet [Re: Simon]
RoseMarie Offline
bor her
Registeret: 02/05/2009
Indlæg: 1116
Hej Simon

December den 9. er det blevet, og nu er det tid til, at jeg også må bidrage til vores mellemrumsjulekalender med lidt mundgodt fra enkelte af de poeter, du har inspireret mig til at læse :)))

Seamus Heaney får her det første ord ;))

The First Words

The first words got polluted
Like river water in the morning
Flowing with the dirt
Of blurbs and the front pages.
My only drink is meaning from the deep brain.
What the birds and the grass and the stones drink.
Let everything flow
Up to the four elements,
Up to water and earth and fire and air.



Herefter ta'r selveste Grundtvig ordet i sin mund, og her lyder det ...


"Lyksalig den tunge i menneskemund
med liv og røst,
som slår sine rødder i hjertelig grund
til evig trøst,
som skinner af lyset i livets ord ..."

"Lyksaligt det folk, som har øre for klang
herovenfra!
Det nynner alt her på den evige sang:
Halleluja!"



Sophus Claussen får også sin stemme i ordene her


Solgud og Mesterskabs Aand. Der findes en Verden bag Verden
Og en Sol bagved Solen, et Lys bliver tændt bagved Lyset,
Guddomsdybt var det Hjerte, der brast paa et Kors i Judæa
Solen selv blev korsfæstet og genfødt med Ild, som er Naade



Tom Kristensen ikke at forglemme, og her om selveste


Julenat

Tre stjerner sprang ud i tre sole ved nat,
og Augustus blev vågen og vild.
Han rev purpuret af og løb ud i sin gård
for at se på den tredelte ild.

En kejser løb nøgen i vinterens frost,
og man hørte ham græde og le;
thi når natten sprang ud i en trillinge-sol,
måtte Rom blive spaltet i tre.

I søjlernes gange og marmorets gård
myldred kvinderne nøgne i trop,
medens solen flammede, tredelt i rødt,
på hver lysende, løbende krop.

Hver Nubiens slave var grålig som støv,
og hver Afrikas slave var sort,
og med sort og med gråt skylled kvinderne hvidt
gennem marmorets gullige port.

Da brølte en træl: »Der er sprunget en bæk
ved de halvmodne vindruers kro,
og den flyder med olie i rødt og i grønt
under Tiberens stensvungne bro«.

Da brølte en anden: »I kejserens lund,
der er ranglet som dødningeben,
folder sommerens blade sig ud på hvert et træ,
gløder frugterne gult på hver gren«.

Da skingred en tredje: »På stenlagte vej
ligger æsler og heste på knæ«,
og i kejserens gård klang et marmorkoldt grin
fra de leende slavers hæ-hæ.

Og angsten blev latter; thi ingen forstod,
at det største var nu ved at ske.
Man så slaver og kvinder få krampe af grin
og en kejser begyndte at le.

Tre stjerner sprang ud og gled sammen til én,
dengang verdensforløseren kom;
men et under, som troldbinder Kanaans Land,
bliver altid til latter i Rom.



Og endelig bli'r det nytår eller her med Grundtvigs ord


Nyaars-Morgen

Ja, Lyst til at sjunge
Jeg har nu om Alt,
Hvad Øre og Tunge
Jeg værd haver kaldt:
Om Moses og Mimer,
Om Himmel og Jord,
Om Alt, hvad sig rimer
Med Aand og med Ord,
Om Lys fra det Høie,
Om Glimt i vort Øie,
Om Gnisten i Staal og i Flint!
  
Ja, Soel i det Høie!
Ei du som nu staaer
Støv-Hytter for Øie
Med Dødninge-Kaar,
Men du som har straalet
I Kraft og med Glands,
Da Ordet var Maalet
For Syn og for Sands,
Dig vilde jeg love,
Som Fuglen i Skove,
Som Stjerner i Dagenes Gry!
  
Og, deilige Maane!
Ei du, som med Iil,
Maa stjæle, maa laane
Dit Dødninge-Smil,
Men du, som har luet,
Saa lun og saa klar,
Da Aanden blev skuet,
Som Ild under Glar,
Dit Ny og dit Næde
Er værd at omkvæde.
Ei Bytte gjør du paa Bedrag!
 
Thi bandt jeg dig gjerne
Af Straaler en Krands,
Høihellige Stjerne,
Som skjuler din Glands;
Du Soel under Dække,
Lys-Billed af Ham,
Der sig lod paalægge
Vort Aag og vor Skam,
i Støv lod sig svøbe,
For Støvet at døbe,
At klare med Ild og med Aand!
  
Fuldværd at omkvæde
Og kalder jeg dig,
Som favner med Glæde,
En Bølge saa liig,
Ydmygelig Varmen
Af Solen bag Sky,
Og føder i Barmen
Da Lyset paa Ny,
Du Skabning af Aanden,
Af Gudhjerte-Haanden,
Du deilige Maane i Løn!



Decemberlyse hilsner på en solrig dag
RoseMarie


Redigeret af RoseMarie (09/12/2015 13:41)
Top Svar Citer
#20028 - 10/12/2015 01:40 Re: Mellemrummet [Re: RoseMarie]
Simon Offline
veteran
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4677
Hej i natten RM..

Da pludselig Seamus Heaney atter jublede for mine øjne på dine linjer her i aftningen, kom jeg igen til at tænke på hans læsning i drengeårene, ja på mine vandringer i hans aldrende øjnes barndomsgenkaldelser, eller gendigtninger, som han muligvis selv ville have kaldt det, og da ikke mindst på hans barndomsoplevelse af at føle et særligt træs kolossale gevirer på sine skuldre, som strakte han armene mod himlen i en speciel gestus, og dermed på mine tanker derom, da jeg stod dér med min kaffekop og så ret ind i en glasrude af sollys i lindetræet herudenfor, som mine tanker der spejlede sig i hans hukommelse. Mine tanker strakte sig bl.a. mod det utal af barneøjne der gennem tiden må ha rejst i Robert Luis Stevensons fortællerøjne, og nu mod det digt han selv skabte i Human Chain, som vist desværre blev en af hans sidste digtsamlinger, hvis ikke den sidste. Så det får du her, som respons på og tak for dit eget – alt mens kulden myldrer rundt herudenfor, for det er jo som bekendt nissetid:


In the Attic

I

Like Jim Hawkins aloft in the cross-trees
Of Hispaniola, nothing underneath him
But still green water and clean bottom sand,

The ship aground, the canted mast far out
Above a sea-floor where striped fish pass in shoals –
And when they’ve passed, the face of Israel Hands

That rose in the shrouds before Jim shot him dead
Appears to rise again … ‘But he was dead enough,’
The story says, ‘being both shot and drowned.’

II

A birch trees planted twenty years ago
Comes between the Irish Sea and me
At the attic skylight, a man marooned

In own loft, a boy
Shipshaped in the crow’s nest of a life,
Airbrushed to and fro, wind-drunk, braced

By all that’s thrumming up from keel to masthead,
Rubbing his eyes to believe them and this most
Buoyant, billowy, topgallant birch.

III

Ghost-footing what was then the terra firma
Of hallway linoleum, grandfather now appears,
His voice a-waver like the draught-prone screen

They’d set up in the Club Rooms earlier
For the matinee I’ve just come back from,
‘And Isaac Hands,’ he ask, ‘Was Isaac in it?’

His memory of the name a-waver too,
His mistake perpetual, once and for all,
Like the single splash when Israel’s body fell.

IV

As I age and blank on names,
As my uncertainty on stairs
Is more and more the lightheadedness

Of a cabin boy’s first time on the rigging,
As the memorable bottoms out
Into the irretrievable,

It’s not that I can’t imagine still
That slight untoward rupture and world-tilt
As a wind freshened and the anchor weighed.

- Seamus Heaney.

mvh & godnat..
Simon


Redigeret af Simon (10/12/2015 01:52)
Top Svar Citer
annonce
Side 126 af 599 < 1 2 ... 124 125 126 127 128 ... 598 599 >


Seneste indlæg
VÆREN - IKKE-VÆREN
af Gerth
27/05/2020 02:28
Mellemrummet
af ABC
26/05/2020 17:48
Kristnes Gudsliv - Åndsliv og SPIRITUALITET
af Thomas
26/05/2020 17:20
Vi læser det Nye Testamente
af Thomas
26/05/2020 14:43
glad Eid
af somo
25/05/2020 23:24
Nyheder fra DR
Beboere i Mjølnerparken stævner staten..
27/05/2020 13:45
EU-Kommissionen vil genrejse EU-landene ..
27/05/2020 13:35
SAS fordobler antallet af flyvninger i j..
27/05/2020 13:18
Forbud mod hån af nationalsang: Pebersp..
27/05/2020 13:06
Danske restauranter i opråb: Betal mere..
27/05/2020 13:02
Nyheder fra Religion.dk
Har religiøsitet været en evolutionær..
27/05/2020 07:29
Naiha Khiljee: Velgørenhed skal være b..
20/05/2020 06:08
Halal smelter sammen med bæredygtighed
19/05/2020 06:22
10 ting “Unorthodox” lærer os om ha..
18/05/2020 06:26
Hvad kendetegner hinduisme i dag?
16/05/2020 06:14