| 
| 
	
 
| 0 
registrerede 
94 
gæster og
163 
søgemaskiner online. |  
| 
	Key:
	Admin,
	Global Mod,
	Mod
 | 
 |    | 
| 
| 
| #21119 - 16/07/2016 11:34  Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie] |  
| 
|   veteran
 | Registeret:  04/04/2008 Indlæg: 3512
 |  |  
| 
Ak ja, ”Hvad var Livet uden Kærlighed”…bedyrer Knagsted i den herlige fortsættelse af Livsens Ondskab, og fortsætter: ”Jeg personlig har for Eksempel kendt en Enke, der elskede sin Mand i den Grad, at hun vedblev med at faa Børn i mange Aar efter hans Død”…
 Digteren Rasmus Vridsløse (der i Knagsted fordrejer hovedet på folkeskolelærerinder), var forøvrigt Wieds egen karikatur af datidens Carl Ewald, der i Politiken 21/11 1902 svarede, at hvis Gustav Wied ”nogensinde begaar Selvmord, bliver det en Gang, hvor han i otte Dage ikke har kunnet hitte paa noget morsomt”.
 
 Men blev man først grebet af de forgående morsomme beske historier og karikaturer af det menneskelige menneske og dets forestillinger om sig selv, så er man vel allerede på sporet af fortsættelsen med Pastor Sørensen & Co – som humørmusklen ikke må mangle, og er allerede dér på nippet til at melde sig ind i Gustav Wied-selskabet!
 
 
 *
 
 SPINOZA
 
 paa dit skarpe tuberkulose ansigt
 laa visdommens ro i vemodige smil –
 
 din godhed
 var din races hjælpsomme humor
 trænet under inkvisitionens bedske kærtegn –
 
 din tro
 havde klarhedens styrke
 og forstaaelsens mildhed –
 
 *
 
 SOMMERNAT
 
 en hvid ugle
 sejlede lydløst
 imod en cypres –,
 og fire stjerner
 gik samtidig ud af himlen
 og lagde sig paa havet –
 fra den øverste bjærgtop
 skreg et æsel
 en raa stinkende tone
 om fortvivlet uret –
 
 - Gustav Munch-Petersen.
 
 mvh
 Simon
 
 
 Redigeret af Simon (16/07/2016 11:36)
 |  
| Top |  Svar  Citer |  |  |  
| 
| 
| #21122 - 17/07/2016 02:50  Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie] |  
| 
|   veteran
 | Registeret:  04/04/2008 Indlæg: 3512
 |  |  
| 
Her lidt alvorlig morskab fra to vilde hveder i Nr. 10/1945: 
 RANDBEMÆRKNING
 til Halfdan Rasmussens digt om
 »nyromantik« i Vild Hvede Nr. 8.
 
 Vel ved vi, Tidens smag er groft forraaet;
 men naar en Litterat som ekstra Pirring
 serverer os en Snaps Begrebsforvirring
 som denne – ja, saa er vel Grænsen naaet?
 
 Lad gaa, at Halfdan ikke har forstaaet
 og kun har Spareblus i Læselampen;
 men er man saa uartig, brænder Tampen
 paa gen Bagdel, før man selv har slaaet!
 
 - Svend Sørensen.
 
 og
 
 BAGTALE
 
 til en artig ung mand fra en uartig do.
 
 Hr. Sørensen, som ikke ynder snapse
 af andet bryg end fra Hr. Engbjergs kælder,
 er blevet kæfereret og fortæller
 mig arme mand, at tampen vil mig klapse.
 
 Jeg stak en naal i Engbjergs hm! – finale.
 Men Svend sprang op som var min naal en lanse.
 Var naalen spids? Nuvel! Lad den da danse,
 som følte stikket i sin egen hale!
 
 Jeg er uartig! Jeg har sagt min mening!
 og nu skal tampen brænde mine baller.
 Slaa til, Hr. Sørensen! Hvert slag, der falder
 vil hærde min bag – og din aands forstening!
 
 Forraaet smag! Entartet – und so weiter.
 Vi kender tonen og Hr. Goebbels stemme.
 Vi er alene nu! Og vi maa glemme
 hvert ord fra Goebbels propagandafejder!
 
 Ny-romantik? Gaa væk! En hverdag taler
 til os i dag. Og du maa ikke svigte!
 Vi staar paa jorden nu. Og vi maa sigte
 med naal og lanse mod de rette haler!
 
 - Halfdan Rasmussen.
 
 *
 
 Og her en vild hvede der mener noget med kærligheden, fra Nr. 9 samme år:
 
 TIL EN PUBERTETSHVALP I ET PRÆSTEGAARDSHJEM
 
 Jeg skal lære din famlende mund
 at kysse – og saare dig haardt.
 Du skal lære at elske mig,
 og lide, naar jeg gaar bort.
 
 Det skal svide i hele din krop,
 den dag da du ved jeg gaar.
 Du skal lære at skrige efter de kys,
 som brændte gennem dit haar.
 
 Ny spirende ukendte ting
 skal gi dine søgende hænder,
 fylde dem med kejtet angst
 for ting, som de ikke kender.
 
 Du skal lære at elske mit bryst,
 du skal lære at elske mit skød.
 Jeg gir dig ikke stene
 men bare levende brød.
 
 Jeg gir dig ikke at elske
 en Gud, der bare er død.
 Jeg gir dig bare at elske
 mit levende, levende skød.
 
 Ikke døde ting
 skal fylde dig med skrig,
 men dine tomme hænder
 den dag, da det er forbi.
 
 Dine egne tomme hænder
 skal savne det de fik lært.
 Du skal jamre efter mit skød,
 skrige paa det du fik kært. –
 
 - Edle Nielsen.
 
 Det var da stærk tobak ;)
 
 mvh
 Simon
 
 
 Redigeret af Simon (17/07/2016 02:51)
 |  
| Top |  Svar  Citer |  |  |  
| 
| 
| #21123 - 17/07/2016 05:43  Re: Mellemrummet
[Re: Simon] |  
| 
|   bor her
 | Registeret:  02/05/2009 Indlæg: 1015
 |  |  
| 
Go'morgen Simon
 Ord og hvedekorn og stærk tobak vækker smil om munden her på en højhellig søndag morgen :)))
 
 Der er en lune i ordene på samme måde som morgenkaffe i maven. Øjne og sind åbnes, og man vækkes med velbehag og smagen efter en mundfuld mere ;))
 
 Her stadig i det Halfdanske univers ...
 
 
 Hvis du vil være blid og smuk
 skal du drikke morgendug
 og spise aftenrøde,
 drysse stjerner i dit hår
 og gnide dine tynde lår
 med måneskin og fløde.
 Men hvis du vil være vild og varm
 med hængerøv og kæmpebarm,
 så skal du kikke dig selv i et spejl
 og elske alle dine fejl
 og være som du plejer.
 
 *
 
 Hvad vil du være når du bliver stor?
 Kattekonge, kejser eller klodsmajor?
 Kagekone, rejekælling, nissemand,
 løve tæmmer, kræmmer, muffedissemand,
 nattevægter, skattenægter, brillemand,
 rotteplager, pottemager, spillemand,
 herremand i Herning eller Frue i Paris?
 ……
 Jeg vil være lykkelig
 og glad som en gris !!
 
 *
 
 Morgensko og hjemmesko,
 snørresko og sutsko,
 gimmesko og klemmesko,
 træsko og badutsko.
 Sko til store,
 sko til små,
 sko til danseskolen.
 Men jeg vil meget helre gå
 med bare tær i skolen.
 
 
 
 ... og så er vi ved Søren Ryges udsendelse om den lille familie i bakkerne :))
 
 Og jo, jeg havde set udsendelsen, men jeg så den da igen. For jeg elsker at se og opleve mennesker, der har mod til at stikke af og ud fra det, som er de gængse værdier for et godt liv. Det gør jeg både af nysgerrighed for at kigge ind i en anderledes verden og for at udfordre mig selv og min egen tilværelse og værdier. Jeg lærer selv at tænke, når jeg oplever mennesker, der tænker over tingene og ikke bare hovedløst følger hverken guruen eller mængden. Sådan lidt som Niels Hausgaard synger i "Hvem bestemmer"...
 
 
 A hår sit i mit fjernsyn at no går æ galt.
 Mæ åltj det vy skylder å intj hår betålt.
 Åel skjæller uk, å kon fo er tefres,
 gammel å oeng, ja, siel spæbøen hår stres.
 Åel skjæller uk, å kon fo er tefres,
 gammel å oeng, ja, siel spæbøen hår stres.
 
 Åelting det s tiger, kon kronen går nier.
 Åltj mens de ser, vi ska brueg mier å mier.
 Så ska vi spåer, å så ska vi brueg.
 Parolen dæj skywter trej gåen på en ueg.
 
 Vor bil dæj er tysk å vor fjernsyn japansk.
 Å det vi kaitj dar i, det er amerikansk.
 Hva er æ for noe? Hva æjjer æ mæ?
 Hvodant er vi kommen så tossi årstæ?
 
 Det er val en ting, som vi nøe vil vær ve.
 At vi søber de koel, som vi sæel hår svint te.
 For de flæst hår jo magten, så det er så næmt,
 det er jo præsis, som de flæst hår bestemt.
 
 Men vo vi klåeg, både for det vi er månner i flok?
 Tenk så klåeg vi ku blyev, hvis vi båer var nok.
 Dar er no en ting, det var skønt å ha væst,
 om de flæst er de bæest heller båer de flæst.
 
 
 
 Morgenhilsner og en duft af morgenkaffe
 RoseMarie
 |  
| Top |  Svar  Citer |  |  |  
| 
| 
| #21125 - 17/07/2016 11:45  Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie] |  
| 
|   veteran
 | Registeret:  04/04/2008 Indlæg: 3512
 |  |  
| 
Go’formiddag RM…
 Ja, det var virkelig et fint lille indblik i en lidt anderledes måde at skabe familieidealer på, i vor tid; og som vi jo før har talt om, er det altid rart at se værdsættelsen af det atypiske, det ikke så retlinede, i Søren Ryges programmer om livet – og der ér vist også mere end rigeligt af alt det andet! At jeg ikke selv ville ku’ leve i sådanne rammer med børn, gør det ikke mindre inspirerende at opleve mennesker der ikke alene brænder for, men tillige praktiserer og ka’ deres idealer. Sødsuppe ér det jo altså ikke, der lægges knofedt i arbejdet, der slet ikke er så ringe endda. Det ska’ nok gå, selv om livet noget af turen er opad bakke, for den lille familie.
 
 Og for nu blie i hvedeklimaet, præsenterer Hans Kirk her sit bud på den hjertevarme underhvede-vild’ert…
 
 Min Frands jeg jo elsker og vil holde af,
 for han spiller saa yndigt paa Harmonika,
 han spiller de yndigste Toner for mig
 og siger, min Hanne, jeg elsker kun dig.
 
 Min Frands, han kan synge, ja, det kan I tro,
 min Frands, han kan danse, saa der sier Sparto,
 min Frands, han synger en yndig Tenor,
 hans Stemme er kraftig, han Kundskab er stor.
 
 Jeg strikker, jeg hækler, broderer og sy,
 jeg malker den sværeste Ko uden Kny,
 jeg koger og laver den fineste Ret
 til min Frands, naar han kommer hjem og er træt.
 
 *
 
 Sjovt er det altså at læse de gamle hveder, dem bliver man sgu ikke så hurtigt træt af, hvor Overhvedestadiet heller ikke dengang var kønsbestemt – meeen, mon ikke (Matadors) Fru. Grisehandler Larsen var et nogenlunde typisk exempel på hjemmefrontens overhvede, også dengang? Jeg synes at ane det, uden dermed at underhvede-bestemme Halfdan Rasmussen, meeen så alligevel, mon konen kiggede ham over skulderen, mens han skrev dén…;)
 
 Det minder mig for resten om, da Knagsted i Livsens Ondskab fortæller historien om gud, der havde glemt at kaste klumper på til barmen – har du forøvrigt læst Wieds Knagsted, RM?
 
 mvh & glimrende søndag
 Simon
 
 
 Redigeret af Simon (17/07/2016 11:51)
 |  
| Top |  Svar  Citer |  |  |  
| 
| 
| #21132 - 18/07/2016 12:10  Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie] |  
| 
|   veteran
 | Registeret:  04/04/2008 Indlæg: 3512
 |  |  
| 
Hej RM..
 Lidt til kaffen; et klassisk smukt digt af Wied, der blev optaget i tidsskriftet Ny Jord. Det er fra 1887 og dedikeret til kvinden i hans eget liv, Nathalia, men også til kvinden som mandens frelse og fordærv – kom igen, nutidens romantikere!
 
 Jeg tror kun paa een Gud, og det er Dig!
 _ _ _
 
 Naar dine hvide Armes Marmorlænke
 i mejslet Skønhed om min Hals sig vinder,
 da vaander Sjælen sig i dybets Ve
 og jubler højlydt som en dødpint Martyr,
 der skuer Gudens underfulde Billed
 gennem en blodrød Taagesky
 af Vanvids Fryd,
 af glædeblandet Sorg,
 af stille Vemods taareslørte Lykke!
 I Rædslens Dæmon jeg genkender Dig …
 
 Dit Blik er som Jasminens Blomsterduft
 en dugfyldt Julinat, naar Maanen stjæler
 sit gustenblege Lys i Haven ned …
 Som Kejserkronens Taarer er dit Blik:
 et Væld af Smerte bag et Gem af Purpur,
 _ _ _
 
 Jeg kunde sætte Dig i Himlen op
 og vælte mig i Støvet for din Fod!
 Jeg kunde pine Dig med djævelsk Fryd
 og bade dig med Vellyst i dit Blod;
 Jeg kunde stryge med en blytung Hånd
 ned ad dit hvide stolte Gudelegem,
 saa Fingrene sad efter i dit Kød!
 _ _ _
 
 Jeg drak mig drukken i dit Drueblod
 og kaldte paa Dig med ukendte Navne …
 Du kommer, Engel, Dæmon, Barn og Kvinde,
 Du kommer under Tusind Harpers Lyd!
 Jeg bær dig hen til Klippens bratte Rand
 hvor dybt i Dybet Glemslensfloden rinder.
 Der styrter jeg Dig ned. Et Kvad jeg kvæder,
 et vildt, vanvittigt-jublende,
 et daarende, graadblandet Elskovskvad,
 der stiller hver en Længsel, hvert et Savn …
 _ _ _
 
 Jeg kaster mig fra Klippen i din Favn,
 og Glemslensfloden skyller over Stedet,
 hvor Rædsel dvæler skjult bag Lykkens Navn!
 _ _ _
 
 Gud eller Dæmon, jeg tilhører Dig!
 
 - Gustav Wied
 
 mvh
 Simon
 
 |  
| Top |  Svar  Citer |  |  |  annonce 
 
 |   |