Jeg mener ikke opdragelse og selvudvikling er det samme, selv om der i begge tilfælde er tale om at man ændrer/tilegner sig nye færdigheder så man ændrer sin opfattelse/adfærd.

Opdragelse mener jeg er fællesskabsorienteret, og selvudvikling er oftest soloræs og eksperimenterende, hvor man selv bestemmer regler og forløb så man kan blive ”et helt menneske.”

Tit oplever jeg, at mennesker der forsøger sig med selvudvikling gør deres liv til et projekt og deres selvudvikling til en ”religion.”

Arne: Jo, selvfølgelig er der forskel på selvudvikling (man kunne måske også kalde det "selvopdragelse") og opdragelse.

Svar: Ja der er forskel på selvudvikling og selvopdragelse.

*

Arne: Det er dog min fornemmelse, at du forstår noget andet ved opdragelse, end jeg - og Gyldendal - gør, og hvad det egentlig er, du mener, står ikke rigtig klart for mig.

Hvad er det for fællesskaber, du lader dig opdrage af?

Svar: Danmark er officielt et kristent land, der har præget samfundets opbygning borgernes liv og opdragelse, hvor skolen og tv deltog i at gøre befolkningen til kristne/”kristne” danskere.

Dette er jeg født ind i og opdraget til af familien, skolen, samfundet, venner, de bekendte og de ubekendte, radioen og tv som dengang kun havde 1 kanal.

Siden er min opdragelse fortsat, i forhold til de mennesker som jeg mødte/delte liv/miljø med og i mine diverse stillingtagen til ”alt mellem himmel og jord” som jo forsætter fordi hver dag byder på nye udfordringer enten på det ydre og/eller indre plan, og fordi jeg stadig lever i fællesskab med andre mennesker og den "kristne tro" hvor næstekærligheden står som et ideal for mig at kunne praktisere.

Derfor må/ønsker jeg at tage hensyn til andre end mig selv --- og mine fejl/"fejl" bliver jeg især bevidst om i kontakt med medmennesket, som derved er årsag til min fortsatte opdragelse.

*

Arne: Hvordan bliver der plads til den individuelle eksistens, når andre opdrager dig?

Svar: Den individuelle eksistens er vel altid tilstede fra fødsel til død, uden den er du jo død/ikke eksisterende.

*

Arne: Og når du skriver:

Citat:
Tit oplever jeg, at mennesker der forsøger sig med selvudvikling gør deres liv til et projekt og deres selvudvikling til en ”religion.”

(Arne) så forstår jeg dig ikke.

Hvad er der galt i at søge at udvikle sig til det fuldkomne menneske?

Svar: Hvad mener du, er det fuldkomne menneske?

Hvad vil du bruge det fuldkomne menneske til og hvorfor?

Og hvordan forestiller du dig, du kan søge at udvikle dig til det fuldkomne menneske?

*

Arne: Er det en eller anden sekt, du taler ud fra?

Svar: Hvad får dig til at tro, jeg skulle tale ud fra en sekt, fordi du ikke forstår, det jeg skriver?

Citat af Arne: ”så forstår jeg dig ikke.”

Dit billede af min forankring er forkert, da jeg nok er det, nogle vil kalde en skæv eksistens, med ”nomade” kultur i det samfund jeg er født og opdraget i, og hvor jeg har ”meldt mig ud” af det kollektive fællesskab, --- sådan som man nu kan her i regel og registrerings Danmark --- og lever vel i et parallelsamfund, som så mange efterhånden gør, fordi forholdene i Danmark pt. muliggør at voksne individer langt hen ad vejen kan tro, tænke og indrette sit liv efter egne ønsker ud fra de givne muligheder.

Derfor mener jeg, vi er privilegeret i forhold til tidligere og i forhold til som det forholder sig i andre lande, hvor friheden og livsmuligheder har trange kår, men afstandtagen fra Morten Korch Danmark, ”gud,” konge og fædrelandet som identifikations ramme er for længst udskiftet med næstekærligheden som ideal, hvilke jeg deler med andre.

Så din afstandtagen til at du ikke ønsker tvang, kan jeg kun tilslutte mig, men det virker på mig, som om du selv vil bestemme ”det hele,” og det er da ok, hvis du er til at omgås.

Opdragelsen er dog stadig nødvendig for mig, da jeg erfarer, jeg stadig kan komme til kort i mødet med medmennesket på grund af manglende rummelighed, og derfor er det medmennesket der opdrager mig, da det er gennem møde med denne, jeg bliver bevidst om mine fejl/”fejl.”

*
*


Når du vil forsøge at udvikle egne idealer, i stedet for at benytte allerede eksisterende idealer som eksempelvis næstekærlighed, så forstår jeg dig ikke.

For hvad vil du bruge disse egne idealer til? Ønsker du at leve alene, eller ønsker du andre skal se/opdage dine egne udviklede idealer?

Det lyder for mig lidt som et projekt, hvor du som opfinderen, forsøger at udtænke en model der ligner din ide om det fuldkomne menneske, der som ide er dit ideal.

Umiddelbart lyder det i mine øre meget egoistisk og ensomt, for hvad vil du dog bruge ”egne” --- (egne? er der nyt under solen?)---idealer til --- og hvilke idealer tænker du på, og hvor er medmennesket henne i alt dette?