Kære Kristian
Min mening med det indlæg, som du svarer på, var ikke at tilkendegive mit eget standpunkt, men derimod at demonstrere, at man ikke blot kan gengive Jesu-ord fra evangelierne og tage dem for pålydendet, som Thomas gør. De må ledsages af en fortolkning, hvor man gør rede for, hvordan man forstår dem. Det er dét, som du gør, og tak for dét. Du har dermed givet Thomas noget at tænke over, som han ikke kan affærdige med sine ’rådne æg og tomater’.
Der er to lag i dette.
Den ene er hjertets tilgang hos den Jesus-troende, hvor Jesu-ord ikke blot handler om fortolkning men derimod om den åndelige relation til Jesus selv. Det kan godt være, at vi ikke kan VIDE, hvorvidt Jesus nu sagde dette, men fra dette perspektiv kan der både være tale om en overbevisning og en genkendelse ift Jesus. Hertil vil jeg så sige, at for mit eget vedkommende - fra denne troens base - befinder Jesu ord sig altid i en begivenhedsrig kontekst, hvor Jesus iføge Markus, Mattæus, Lukas og Johannes er Kristus (Messias), hvorfor ordenene hele tiden peger hen på troens begivenhed Kristus:
Mark. 8,29: "Han spurgte dem: Men I, hvem siger I, at jeg er? Peter svarer og siger til ham: Du er Kristus."
Matt. 16,15-16: "Men I, hvem siger I, at jeg er? Og Simon Peter svarede og sagde: Du er Kristus, den levende Guds Søn".
Luk. 9,20: "Men I, hvem siger I, at jeg er? Da svarede Peter og sagde: Guds Kristus."
Joh. 11,27: "Hun svarede ham: Ja, Herre! jeg tror, at du er Kristus, Guds Søn, den, som kommer til verden".
Hos evangelisten Johannes findes der mange andre eksempler på, at Jesus blev opfattet som Kristus, og de ovennævnte citater er hver især hevet ud af deres retligen kontekst, hvor det bl.a. er tydeligt, at både Mattæus og Lukas benytter sig af Markus, men hvor Markus evangeliet er det korteste og enkleste, men ikke desto mindre det evangelium, der lader mange spørgmål om Jesus Kristus stå åbent, ser vi, at Mattæus er fri nok til at præge sit evangelium med teologiske hensigter og tolkninger.
Her er vi så allerede gledet over i det andet lag, som i dette tilgælde kan beskrives som
eksegesens lag, hvor fortolkningen er foranstillet troen (jf. det første lag: at se/lytte med hjertet, sanserne, ånden i os).
Personlig er jeg som nævnt ikke kristen, og jeg har derfor den kætterske anskuelse, at det er tvivlsomt, at Jesus i sin tid har udtrykt sig netop sådan. Jeg foretrækker at sige, at vi her har at gøre med en senere tilføjelse – et stykke menighedsteologi – der har haft det praktiske sigte at holde sammen om urmenighederne, der blev stiftet i årtierne efter Jesu korsfæstelse.
Hvis du er i besiddelse af
Evangelierne, synoptisk fremstillede, kan du se, at de tre synoptiske evangelier benytter sig af den samme
Peters bekendelse, men det fremgår også, at Mattæus (som er det længste af de fire evangelier) har udvidet sin teologiske horisont. Jeg er derfor ikke uenig i, at der kan være tale om en redaktionel tilføjelse, der sigter på de (måske jødisk-kristne) menigheder, der formentlig var i færd med at blive dannet. Men jeg har pt. ikke belæg nok for at kunne drage denne konklusion. Vi kan derimod konkludere, at Matt. 16, bærer præg af en Guds åbenbaring, der skal tolkes i forlængelse af GT og forjættelsen: Peter er dermed den troens-klippe, hvorpå Guds folk Israel skal bygges som menighed (jf. Jesu udsagn om "min kirke"). Mattæus har formentlig forsøgt at skabe en forbindelse fra Peter til Abraham som troens far, og endvidere er forestillingen om nøglernes magt - hvormed kirken får den rolle at åbne Himlens døre for mennesker - en metaforik, vi møder i GT. Den menighed Mattæus sigter til, er derfor Guds folk, der bekender, at Jesus er Kristus, den levende Guds søn. Jesus er med andre ord den Messias, der med sine gerninger skal opfylde Guds åbenbaring.
Mattæus-Evangeliet menes at være skrevet i Syrien i perioden 50-70 år e.v.t. af apostlen Mattæus, en tidligere skatteopkræver, som også kaldtes Levi. Selve trosbekendelsen er af yngre dato. Den er langsomt opstået ud af forskellige formularer brugt i forskellige urkristne menigheder og har sandsynligvis været at finde i den nuværende udgave omkring år 200 e.v.t.
Det er vanskeligt at fastslå, hvor Mattæusevangliet er blevet skrevet, og derfor er det kun en sandsynlighed, at det blev skrevet i Syrien - men umiddelbart det bedste bud. Evangeliet bærer præg af at være blevet til i en jødisk-kristen kontekst med Kristus-troen som grundlaget for den nye menighedsdannelse.
Du daterer så Mattæusevangeliet til 50-70 e.v.t. Dette er jeg ikke enig i, idet Matt. ifølge min orientering tidsfæstes senere end Markus. Det er en udbredt opfattelse, at Markus er det ældste evangelium, o. år 70, da visse træk kunne tyde på, at den jødiske krig er meget nær eller påbegyndt. Man anslår så, at Mattæus bygger på Mark. (foruden Matt. særstof og tilføjelser med Jesu ord (logia)) og på et mere afklaret forhold til jødedommen (det endelige brud). Endvidere mener man, at Ignatius fra Antiokia bygger på Matt., hvilket skulle give en øvre grænse i 80'erne. Affattelsestiden for Matt. synes derfor at ligge o. 70/75-80 e.v.t.
Jeg er selvfølgelig åben for at høre om dine belæg for at fastslå Mattæusevangeliets affattelsestid til 50-70 e.v.t. Mit bud bygger udelukkende på teologers "sandsynligheds-beregninger"
Mvh
Anne