Profeten Muhammed var et menneske, der elskede og beskyttede børn meget. Hver gang han mødte børn, hilste, omfavnede og kyssede han dem med stor kærlighed. Han lod dem ride på sin kamel og legede med dem.

Når han besøgte sin datter Fatima legede han tit med sine børnebørn Hasan og Husayn. Han elskede ikke kun sin families børn. Når han så et barn på gaden, talte han til det og legede med det. Det var meget almindeligt for ham at lege med små børn.

Hvis han havde en frugt, dadel eller noget at spise i hånden, gav han det til et barn. Han kunne godt lide at dele noget med de små børn.

En dag kom en "beduin " (en der lever i ørkenen) hen til ham, mens profeten omfavnede og kyssede sit barnebarn. Beduinen blev forvirret og sagde: "Du elsker børn så meget.

Vi viser aldrig så meget kærlighed til vores børn, som du har gjort. Jeg har ti børn, men jeg har aldrig taget dem på mit skød og kysset dem ". Profeten blev ked af det og sagde: "Hvis du er frataget kærligheds- og medlidenhedsfølelsen for dine børn, hvad kan jeg så gøre?"

I den Hellige Profets tid var der en dreng, som hed Anas, som tjente hos Profeten i mange år. Han fortalte med længsel: "I de ti år jeg boede hos ham, lavede jeg også ting, han ikke brød sig om, men han skældte mig aldrig ud. Han var altid venlig og kærlig mod mig.

Nogle gange bebrejdede folk mig for de ting, jeg gjorde. Han forsvarede mig og sagde. "Lad være med at kritisere Anas.

Det han gør, er rigtigt og fornuftigt. " Anas fortalte videre, at Profeten aldrig skældte ham ud for noget, han havde gjort, eller for noget han ikke burde have gjort. Anas sagde: "Jeg har aldrig set et menneske der elsker sine børn og sin familie så højt som profeten Muhammed (fvh) ".


https://www.youtube.com/watch?v=MYGsb__87vU

https://www.youtube.com/watch?v=4Eh2itNTrhI

Ingen har sat så stor pris på børn som ham. Det vil du selv lægge mærke til, når du læser følgende historier.

Rafi Ibn Amr var en lille, fræk dreng. Han kastede sten på en mands dadeltræ i byen Madina. Det blev manden meget sur over.

En dag fik manden fat i Rafi, tog ham til Profeten og beklagede sig over drengen. Han sagde: "Denne dreng har kastet sten på mine dadler, og han har ødelagt min have".

Profeten kaldte Rafi hen til sig. I stedet for at skælde Rafi ud, satte han ham på sit skød, og omfavnede ham og sagde: "Min lille dreng, hvorfor har du kastet sten på dadeltræerne?" Rafi skammede sig. Han var meget flov. Han prøvede at forsvare sig og sagde: "Men jeg var sulten. Jeg stenede træet for at få noget at spise. "Profeten kiggede kærligt på drengen og smilede. (Der var en mildhed og varme i hans blik). Med en blid stemme sagde han til Rafi: "Lad være med at stene træerne mere, min lille ven. Spis de dadler, der allerede ligger på jorden under træet. "



Da hans børnebørn Hasan og Husayin var små tilbragte de mange af deres dage hos profeten, elskede deres bedstefar, profeten Muhammed meget, dag kom de ind i moskéen og gik rundt blandt menigheden. Profeten Muhammed ledte bønnen. Et hans børnebørn gik igennem menigheden og hen Profeten. Han kravlede op på profetens ryg.

Profeten forlængede bønnen, dvs. han ble liggende på gulvet i knælende stilling, indtil har barnebarn steg ned fra hans ryg. Menigheden kunne ikke forstå, hvorfor han havde forlænget bønnen. Da de blev færdig med bønnen, spurgte de efter en grund, og Profeten svarede, at han ventede på, at barnebarnet ville stige ned fra hans ryg.

Det er berettet af Allahs elskede (fred og velsignelser over ham) at: ”Husayn er fra mig og jeg er fra Husayn. O Allah, jeg elsker hvem end der elsker Husayn. Husayn er en af mine efterkommere]

Abu Hurayrah (må Allah være tilfreds med ham) har berettet: ”Allahs Sendebud (må velsignelser og fred være over ham) forlod os, for at bære al-Hasan og al-Husayn, en på hver skulder. Han ville skjule den ene med sine klæder, og derefter den anden skiftevis, til han stoppede på og sagde til os: ”hvem end der elsker dem, elsker mig. Hvem end der hader dem, hader mig]

Abdullah ibn Mas’ud (må Allah være tilfreds med ham) har berettet at Allahs sendebud (fred og velsignelser over ham) bad, og når han gik i knæfald, placeret panden på jorden, så ville al-Hasan og al-Husayn kravle op på hans velsignede ryg. Da jeg (Abdullah ibn Mas’ud) prøvede at fjerne dem, indikerede Profeten (fred og velsignelser over ham), at deres tilstedeværelse var fin. Da han var færdig med at bede satte han dem i sit skød og sagde: ”hvem end der elsker mig bør elske disse to]




Profeten ville med disse hændelser være e forbillede for menigheden med hensyn til, hvordan ma skal behandle børn.

En af de store tjenester, som Profeten Muhammed gjorde for menneskeheden, var at afskaffe drabene på pigebørn. I gamle dage var der nogle stammer i Arabien, som betragtede pigefødsler som en skam for deres familie.

De dræbte derfor de nyfødte pigebørn. Profeter. Muhammed afskaffede denne umenneskelige, grusomme tradition. Dette fortæller, at han har vist stor kærlighed til børn.


https://www.youtube.com/watch?v=AXIyR8c66bg


https://www.youtube.com/watch?v=EKTedzgBqyI

Respekt for forældrene
Vi ved at vi altid skal være venlige overfor alle og respektere dem vi kender og møder, men dem der har størst krav på vores respekt, er vores forældre.
Allah, den Højeste, har gjort dét meget klart for os i Koranen. Det største tegn for os er, at Han sætter forældrene op ved siden af Ham selv. Han siger i et vers ud af mange på samme måde: ”Vær taknemmelig mod Mig og mod jeres forældre. Hos Mig er det (endelige) mål.” (Luqman 31:14)

Allah siger at vi skal være taknemmelige mod Ham, for alt det Han har givet os og siger samtidig, at vi også skal være taknemmelige mod vores forældre, for alt det de giver os.
Allah, den Barmhjertige, viser os på denne måde, hvilken stor rolle forældrene har, da intet andet kan sættes op ved siden af Allah. Allah er Den Universelle, langt Ophøjet over os, men alligevel tager Han forældrene med op ved siden af Sig.

http://www.youtube.com/watch?v=N1DSdqMycEQ

https://www.youtube.com/watch?v=Cx4giAuFHnE

Det er Allah, der har bestemt at vi skulle skabes og beordret at der skulle pustes liv i os, men han har valgt kvinden til selv at bære sit barn og få barnet bragt til verden. Han har derefter valgt at moren og faren skal passe på deres barn i hele dets levetid, det vil sige at forældrene skal opdrage deres børn, lære dem om godt og ondt og vise dem den rigtige vej i livet efter Koranens budskab og vores Profets vejledning.

Derfor, siden Allah har givet forældre denne store opgave at passe på deres børn hvert sekund i timen, hele dagen, resten af livet, kræver Han også, at børnene viser deres forældre stor respekt.

Der bliver sagt i flere Hadith at et barn, der ikke respekterer sine forældre, ikke vil komme i Paradis. Allah vil forbande den person, der taler respektløst til sine forældre.

Når ens forældre bliver ældre, har Allah sagt at man da især skal være overbærende med dem.
Når mennesker bliver ældre, kan de måske nogle gange blive lidt sære, og det kan mange gange være svært for børn at forstå alt, hvad deres forældre siger, men Allah har sagt at man da skal vise ekstra omsorg for dem og børn der gør sådan, vil selvfølgelig få meget belønning fra Allah.
Der står i Koranen: ”Og din Herre har påbudt at du tjener Ham alene og viser godhed mod forældre. Hvad enten en af dem eller de begge, når den høje alder hos dig, så sig aldrig ”Uff” til dem og stød dem ikke bort, men tal et nådigt ord til dem. Og skænk for dem ydmyghedens vinge af barmhjertighed og sig: Min Herre vis dem barmhjertighed, ligesom de tog sig af mig, da jeg var lille.” (17:24-25)

Det mindste dårlige ord, man kan komme i tanke om er nok ”Uff” og det er det ord, som Allah valgte i Koranen. Med det vil Han sige til os at selv ikke det mindste ord, har et barn lov til at sige imod sine forældre.
Et barn har ingen ret til at gå imod sine forældre, kun hvis det indebærer en synd. Hvis dine forældre forlanger noget af dig, som du ikke må i Islam, skal du ikke adlyde dine forældre, men fortælle dem at det er Haram (forbudt) i Islam og at du derfor ikke kan hjælpe dem.

Et barn skal altid tale pænt og høfligt til sine forældre. Barnet må ikke tale med høj stemme eller smække med døre eller andet.

https://www.youtube.com/watch?v=q-kl7uQ8TXs

Jul og 25 December
Mange kristne er uvidende om, at den sande ånd af ærbødighed, som muslimer vise mod Jesus og hans mor Mary forår fra fountainhead af deres tro som foreskrevet i den hellige Koran. De fleste ved ikke, at en muslim ikke tager Jesu navn, uden at sige Eesa Alai-hvæse-salaam dvs. (Jesus fred være med ham).


Jesus er almindeligt anset for at være født den 25. December. Men det er almindelig viden blandt kristne lærde, at han ikke blev født på denne dag. Det er velkendt, at de første kristne kirker holdt festival i maj april, eller januar. Lærde af de to første århundreder e.Kr. afviger selv i hvilket år han blev født. Nogle mener, at han blev født fuldt 20 år før den nuværende accepterede dato. Så hvordan blev den 25. December valgt som fødselsdag Jesus?

Grolier s encyklopædi siger: "Julen er festen for Jesu Kristi fødsel, fejres den 25. december ... På trods af de overbevisninger om Kristus, at fødslen historier udtrykt, har kirken ikke observere en festival for at fejre begivenheden, indtil det 4. århundrede .... siden 274, under kejser Aurelian, Rom havde fejret festen af "Invincible Sun" den 25. december i den østlige kirke, 6. januar en dag også forbundet med vintersolhverv, blev oprindeligt foretrukket. i tiden dog tilføjede Vesten den østlige dato som festen for Epiphany, og øst tilføjede den vestlige dato jul ".

Så hvem der ellers fejrede den 25. December som fødsel dag i deres guder, før det blev aftalt, da fødslen dag i Jesus? Nå, der er Indiens befolkning, der glæde sig, dekorere deres huse med guirlander, og give gaver til deres venner på denne dag. Befolkningen i Kina også fejre denne dag og lukke deres butikker. Buddha menes at være født på denne dag. Den store frelser og gud perserne, Mithras, menes også at være født på den 25. December længe før Jesu komme.

Egypterne fejret denne dag som fødslen dag i deres store frelser Horus, den egyptiske gud af lys og søn af den "jomfruelige moder" og "dronning af himlen" Isis. Osiris, gud for de døde og underverdenen i Egypten, søn af "den hellige jomfru", igen mentes at være født den 25. December.

Grækerne fejrede den 25. December som fødselsdag Hercules, søn af den øverste gud grækerne, Zeus, gennem det jordiske kvinde Alcmene Bacchus, gud for vin og festivas blandt romerne (kendt blandt grækerne som Dionysos) var også født på denne dag.

Adonis, æret som en "døende-og-stigende gud" blandt grækerne, mirakuløst blev også født den 25. December. Hans tilbedere holdt ham en årlig festival, der repræsenterer hans død og opstandelse, i midsommer. De ceremonier hans fødselsdag registreres at have fundet sted i den samme hule i Betlehem, som hævdes at have været fødested for Jesus.

Skandinaverne fejrede den 25. December som fødselsdag deres gud Frej, søn af deres øverste gud af himlene, Odin.

Romerne observeret denne dag som fødselsdag gud solen, Natalis Solis Invicti ("fødselsdag Sol den uovervindelige"). Der var stor jubel, og alle butikker blev lukket. Der var belysning og offentlige spil. Presents blev udvekslet, og slaverne blev overgivet i store friheder. Det er de samme romerne, der senere skulle formandskabet i rådet i Nikæa (325 CE), der fører til den officielle kristne anerkendelse af "Trinity" som den "sande" Guds natur, og "faktum", at Jesus blev født den 25 december også.

I tilbagegang og Fall i det romerske imperium, Gibbon siger: "De romerske kristne, uvidende om hans (Kristi) fødsel, fastsættes den højtidelige festival til den 25. december Brumalia eller vintersolhverv, når hedningene årligt fejrede fødslen af Sol "vol. ii, s. 383.

Kristne imod jul

Der er flere kristne grupper, der er imod jul. For eksempel tager de vers fra Bibelen i Jeremias 10: 2-4 som en formaning mod udsmykning juletræer.

The King James Version lyder: "Så siger Herren, lære ikke vejen for hedenske .... For skikke folk er forgæves: for én cutteth et træ ud af skoven, arbejdet i hænderne på håndværker , med øksen de dæk det med sølv og med guld,. de fastgør det med søm og med hamre, så det ikke vakler. "

For at forstå dette emne, er det nyttigt at spore nogle af historien om julen unddragelse, især sine rødder i puritanisme.

Puritanerne mente, at kirken først århundrede modelleret en kristendom, som moderne kristne skal kopiere. De forsøgte at basere deres tro og praksis udelukkende på Det Nye Testamente, og deres position på julen afspejlede deres tilsagn om at praktisere en ren, skriften form for kristendom. Puritanerne hævdede, at Gud forbeholdt sig selv bestemmelse af alle ordentlige former for tilbedelse, og at han misbilligede eventuelle menneskelige innovationer - endda innovationer, der fejrede store begivenheder i frelse. Navnet Julen fremmedgjorte også mange puritanere.


Jul, trods alt, betød "massen af Kristus." Massen blev foragtet som en romersk katolsk institution, der underminerede den protestantiske begrebet Kristus, som tilbød sig en gang for alle. Puritanerne 'lidenskabelige undgåelse af en praksis, der var forbundet med det pavelige Rom fik dem til at overse det faktum, at i mange lande navnet for dagen havde intet at gøre med den katolske masse, men fokuserede i stedet på Jesu fødsel. Massen ikke udvikle sig til den form, afskyede af protestanter før længe efter jul var bredt observeret. De to skikke havde særskilte, men indbyrdes forbundne, historier.

Som glødende protestanter, Puritanerne identificeret virkeliggørelse af kristendommen af den romerske kejser Konstantin i begyndelsen 300S CE som udgangspunkt af degeneration og korruption af kirken. De troede korruption af kirken blev anlagt den ved sammenvævning af kirken med den hedenske romerske stat. Til Puritanerne, jul var uren, fordi den trådte den romerske kirke engang i denne periode. Ingen kender det nøjagtige år eller under hvilke omstændigheder Roman kristne begyndte at fejre fødslen af deres Herre, men ved midten af 300S CE blev praksis veletableret.


https://www.youtube.com/watch?v=uPTkBX3AhGs