Hej Arne

Hvor jeg selv står er, at jeg bruger ordet eksistentiel i forbindelse med virkeligheden. Det, som jeg opfatter med mine sanser og bearbejder med mine tankeprocesser.

jeg har intet forhold til nogen form for "ismer" heller ikke eksistential"ismen". Hvis du heller ikke har, men kun kan søge andres forklaringer, så finder jeg en samtale meningsløs.

Det eksistentielle er det værende. Vil du virkelig fortælle mig, at du har levet alle de år og ikke har andet at give til verden end at referere hvad andre har sagt? Det gør de jo selv, så hvorfor henvise til dem?

Har du slet ikke selv lært noget ved at leve?

Ihukommende Kræn-P, så bør du tie.

Lyt. At lytte er at lære.

Først når du har lyttet og lært kan du videregive det, som du har lært ved at tale.

Vær så venlig ikke at citere eller referere til nogensomhelst eller nogetsomhelst..

...andet end din egen erfaring.

Og hvis du ikke forstår hvad jeg skriver, så spørg.

Emnet er fornuft og følelser.

Det har da uendelig meget med emnet at gøre.

Ding dong, dynamolygte.

Selvfølgelig er det da Arnes person, det drejer sig om.

Og din person, og Ole Bjørns person.

Tror du, at fornuft og følelse er noget der svæver i luften uafhængigt af din person?

Hvem er jeg?
Du er mennesket-

Hvad er verden?
Det, som du lever i.

Hvor kommer den fra?
Ingen aner det og det er vel også komplet ligegyldigt.

Hvad skal være meningen med mit liv?
Livet har ingen mening. Livet er en uendelighed af muligheder.
Dit eget liv bliver hvad du selv gør det til.

Kan vi komme videre, i stedet for, at stille de samme gamle spørgsmål igen og igen.

Vi behøver ikke, at opfinde den dybe tallerken igen og igen, generation for generation.

Lad os komme videre.

Til din orientering, Arne:'
'
Jeg er også mennesket.