| 
| 
	
 
| 0 
registrerede 
52 
gæster og
218 
søgemaskiner online. |  
| 
	Key:
	Admin,
	Global Mod,
	Mod
 | 
 |    | 
| 
| 
| #20633 - 07/05/2016 21:47  Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie] |  
| 
|   veteran
 | Registeret:  04/04/2008 Indlæg: 3512
 |  |  
| 
Her i aftenstunden, nattens lillesøster, med sin uendeligt høje hals i mørkeblåt, atter lidt Højholt:
 Tumult
 1.
 Ret op i sol en højstammet fyr med sin træge
 sved og kogler der springer op, knastørre, og af og
 til et lille frø der med en flortynd vinge forlænger
 sin korte vej ned, og jeg tænker her i den lette
 skygge på de frø deroppe, som ikke har vinden, men
 fugle eller egern får fat i, og på H.C. Andersen,
 der slæbte sin store florvinge gennem det meste af
 Europa i så mange år.
 
 *
 
 
 Personen på toppen
 
 Jeg drømmer om et digt lige så indiskutabelt
 som at hovedvej A15 trækker sig op over bakken
 med fire lastvognstog sejt krybende, op, opad
 indtil gedehamsen heroppe nejer for vindtrykket.
 Jeg drømmer om et digt som beskæmmer gulspurven
 firbenene og de mangefarvede fluer – et digt
 som en Scania Vabis i slæbegear – og hvad får jeg
 når stilheden pludselig ruger gaver ud? En skovdues
 lokken nede fra skjulet og lærkens højlydte
 trilren med tyttebær ud over himlen den skyfri!
 
 mvh
 Simon
 
 |  
| Top |  Svar  Citer |  |  |  
| 
| 
| #20636 - 08/05/2016 17:30  Re: Mellemrummet
[Re: Simon] |  
| 
|   bor her
 | Registeret:  02/05/2009 Indlæg: 1015
 |  |  
| 
Hej Simon
 Forår, Højholt og højtidsdage af de talrige, det er tiden, vi har og er i lige nu ... her efterfulgt af Piet-ismens ord og toner ;))
 
 
 Når de lyse lærker synger over Danmark,
 og lune briser vifter mod din strand,
 og de gyldne agre gynger over Danmark,
 så længes jeg mod dig mit lille land.
 
 Og så mindes jeg det sommersind derhjemme,
 de solskinsbygers lune rige spil.
 Dine bølgers røst og bøgeskovens stemme
 og véd det er hos dig jeg hører til.
 
 Når de mørke skyer luder over Danmark
 og marken ligger vintersortned hen,
 og de kolde storme tuder over Danmark
 så længes jeg mod dig mit land igen.
 
 Og så kender jeg jo styrken under spøgen,
 som vinterhærget trodsigt holder stand
 og ved løvbrudstid står grøn igen som bøgen
 så ved jeg, jeg har rod i dig, mit land.
 
 NÃ¥r den store verden lytter til en tanke,
 et ord, en stor bedrift herhjemme fra,
 så fornemmer jeg med fryd mit hjerte banke,
 det er den stamme du er rundet af.
 
 Og når alle veje åbnes over Jorden
 for danske og for det vi vil og kan,
 må min tanke gå med tak til dig i Norden...
 jeg elsker dig, mit lille store land!
 
 Piet Hein
 
 
 Åh jo, han kunne nu også noget med de ordbilleder og det knivskarpe blik :))
 
 Go'este hilsner
 RoseMarie
 |  
| Top |  Svar  Citer |  |  |  
| 
| 
| #20642 - 09/05/2016 15:09  Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie] |  
| 
|   veteran
 | Registeret:  04/04/2008 Indlæg: 3512
 |  |  
| 
Hej RM..
 Ja, han er mageløs – hvad der måske var ikke så lidt af et problem – og hører absolut til blandt dem jeg i en særlig tid sætter stor pris på; med en smule distance til det private, ka det være svært at se forskel på det i den tid så personlige; så mange særlig artige indtryk fra det omgivne fylder, man bliver tung, må dovent lægge dem fra sig, glad…
 
 Sommerhav
 
 Mit sommerhav, vel mødt igen
 saa blankt og sporløst ubetraadt,
 som da engang for første gang
 du fyldte blidt mit blik med blaat, –
 mit hav med lyse drag mod land
 og luftig leg af fjedret kræ,
 og duft af udve – solet salt
 og oljet baad og tjæret træ.
 
 Med undren saae man sidenhen
 mod nord i samme sommersø
 fontænens hvide hængebirk
 paa hvalens sorte vandreø,
 og atter af det samme hav
 mod syd i smeltet tropebugt
 en stime flyvefisk slaa op
 og følge med i svalens flugt.
 
 Ja, havet krummer kloden rundt
 og holder kuglen i sin favn.
 Det kalder ud til stedløshed
 og leder hjem, igen i havn.
 Det vækker hjertets verdenssult
 men stilner til den store ro,
 behovløs mellem enkle ting
 paa morgenstranden ene to.
 
 Et fliget øland med et hav
 i hjertet ligger om vor rod.
 Det gav os søens vandresind
 og vide syn at stunde mod.
 Velkommen atter, sommersum
 af tid hvor tidens uro tav
 og bare blæst og bølger sang,
 Velmødt igen, mit sommerhav
 
 - Piet Hein.
 
 
 Tvelys
 
 Til Bodil Bech
 
 Udspændt som et sejl under solen
 duvende med det blaalige skib,
 kastet som en sten i strandkanten
 kvalt i sol,
 er du selv det største lys!
 
 Og her hvor livet flammer,
 selv næsten brændt til døde,
 har du hjemme.
 
 Men henunder aftenen,
 naar hjertet hviler rastløst mellem blaabær,
 naar lyngen skyder frem ved næseroden,
 vifter over kinderne som graner,
 krummer sig om pandens sten, –
 ligger du så nær ved solen
 at du hvirvles som et blad mod baalet.
 
 - Per Højholt.
 
 
 mvh & god sommernyd! ;)
 Simon
 
 
 Redigeret af Simon (09/05/2016 15:12)
 |  
| Top |  Svar  Citer |  |  |  
| 
| 
| #20664 - 11/05/2016 04:37  Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie] |  
| 
|   veteran
 | Registeret:  04/04/2008 Indlæg: 3512
 |  |  
| 
Mens fuglene i drømmende træer gnubber øjne med en jublende morgentriller, og hvem ku’ ønske sig morgenuret anderledes, ska der lyde et go’morn fra ham den spraglede Pegasus med de gode manérer:   
 Early Morning Idyl
 En improvisation
 
 I Herning skyder man ikke John Lennon!
 Man fniser under plataner og gifter sig
 men man skyder ikke John Lennon, okay!
 Man har kirkens morgensalme rullende
 ned over våd asfalt og gågaden blinker
 regnspulet med fordoblede butikker men
 her finder også mord sted! Man skyder
 måske ikke John Lennon men tro ikke derfor
 det grinende køkkentøj eller bankernes
 drejende kamaraer eller lugten af vand!
 Tag ikke fejl: Her døes! Man skyder ikke
 John Lennon i Herning men plataner hænger
 tunge af regn og sygehuset gaber hvidt
 med overbelyste fødegange og gamle vakler
 til deres læger mens de første motorcykler
 tordner i gårdene: Store hjerter slå her, ja
 men de høres knap nok og ses slet ikke!
 
 - Per Højholt.
 
 mvh & go’ dag med rødderne i grønnebakken, RM..;)
 Simon
 
 P.s.: lige en til, fra den snaksalige:
 
 
 Paa morgenens grænse
 
 Grebet og bortført i svalers parabler, blindt
 som det blik der naar mig
 fra en fisk paa en tør sten
 er det øje som svømmer paa havets graa stanniol.
 Maagernes skrig ligger stumme i græsset
 som pile, vendt mod den stigende sol.
 
 Dugg over viber i engdrag, et kast af morgenfrisk
 vind langs det graa spejl
 kuldsejler i græsset.
 Blodet stabler sig rødt til en rus i forgrenede aarer,
 et værkende rum hvor sanserne dør
 og loft og væg gror til med taarer.
 
 Springer lærkerne ud? Gaar græs i knæ for en
 morgenfødt vind? –
 Kvidrer til svar den østlige
 gren i min vandblinde krone slaar dagen rødder
 og solen planter sit dirrende spyd
 her, i sandet mellem mine fødder.
 
 
 
 
 
 Redigeret af Simon (11/05/2016 05:32)
 |  
| Top |  Svar  Citer |  |  |  annonce 
 
 |   |