Det er nævnt ovenfor, at den naturvidenskabelige erkendelse for mange står som et ideal, især den sikre erkendelse, der er opnået inden for astronomi, fysik og kemi. Man skulle synes, at problemet om den menneskelige erkendelses gyldighed er løst, når det fx er muligt at forudsige sol- og måneformørkelser, og når det er lykkedes at fastslå nøjagtigt, hvilke grundstoffer verden er opbygget af. Når man kan producere atom- og brintbomber, når man kan fastslå Jordens alder, når man kan udregne, hvilke grundstoffer stjernerne består af, har man da ikke afsløret naturens inderste hemmeligheder, og er den viden, man besidder, da ikke så sikker, at kun tåber kan betvivle den? Man skulle tro det, men såvel inden for filosofiske som naturvidenskabelige kredse er der langt fra enighed om, hvor sikker den menneskelige viden er, og hvor meget den afslører om naturen. Dette skyldes forskellige forhold.
Et af dem er, at det synes at være sådan, at løsningen af et videnskabeligt problem oftest fører til, at nye problemer opstår, så at der ikke synes at være nogen afslutning på forskningens vej.