"Endelig er der jo det at elske sig selv".
”At elske sig selv”...ska’ vi nu også ha’ dén i repetition? ;)
Men ærlig talt, du sidder da vel ikke her på debatten og anbefaler mennesker, at de ska' splitte deres selvbillede op i subjekt/objekt, at de bør være objekter for deres subjekter, vel Arne?
For mon ikke denne form for narcissistisk religiøst selvkæleri kun handler om, at man ikke får kærlighed og elskov, ja måske har problemer med at håndtere følelser, og kun af den grund tumler med idéen om sig selv i hovedrollen og derfor kissemisser med idéer som det, at bolle sig selv lidt i ørerne med de savnede kærlige ord - men ka' det nu også være en anbefalelsesværdig handling, hva' Arne? ;)
Kærlighed og elskov har det jo bedst mellem minimum to mennesker, og kærligheden kommer jo ikke af at man erstatter den elskede med sig selv eller gør sig til objekt for sit subjekt med kærlighedserklæringer andre bør erklære. Bedre er det at leve med erkendelsen af, at kærlighed er en mangel og derfor ønskværdig, men at man klarer at se ind i sig selv og erkende sine mangler og savn.
En sådan refleksion er jo ikke et enestående kapitel i verdenshistorien, mennesker har til alle tider lært at leve med den, enkelte har endda med fantasien skabt fabelagtige eventyr og skildringer af skæbner der mødtes på livets vej, for atter at skulle skilles igen, i erkendelsen af menneskets livslod. Men er det da så mærkeligt, at særlig yngre fortvivles over et utilfredsstillende kærlighedsliv, i lyset af de omfattende fantasier om "den eneste ene" samt andre fantasier om noget vedvarende og evigt eksisterende?
Man lærer sig ikke at miste, og tåler måske derfor ikke mødet med selve tabet, selv om tabet altid er det endelige og at vi derfor må lære os at nyde det vi har, mens vi har det. Det er netop disse "evighedshistorier" religiøse mennesker ofte excellerer i, repetitioner over den gamle religiøse dyd: 'elsk din gud, for han/hun forsvinder aldrig fra dig' - hvorunder netop ligger erkendelsen af livets evindelige tab, som også langt tilbage var vedvarende belastninger for sindet i Lucullus, Ovid, Aischylos o.m.a. Det var det skildringer og teater handlede om: ondskaben, hadet, mismodigheden over ikke at ku' tackle tabet, foranderligheden, og som resulterede i krampagtige forsøg på at bevare sig selv ved Amors bryst og med guder i centrum - senere tiders freudianere sutter stadig på tommeltotten, kæler måske lidt med sig selv i enden, hø hø, hvoraf enkelte fantaserer sig ud i tankeuniverser med politisk-religiøse kombinationer, ingen nævnt, ingen glemt, heller ikke dig Hønsemand..;)
Men anser nogen mon Arnes anbefaling her - 'når ikke du kan få den du elsker, da kan du idet mindste elske den du ka' få, og hvem er vel nærmere, end dig selv?' - som et attråværdigt alternativ til et liv i nogenlunde harmoni over en erkendelse af virkeligheden som den ér?
Mennesker har jo ligefrem lært at leve sammen om denne erkendelse, ja udlevet livet i indbyrdes glæde og harmoni, seksuelt tilfredsstillet i noget man vel godt ka' kalde kærlighed. Ak ja, men vil Arne i virkeligheden hellere bruge sin tid i livet på at fantasere om evigheden, eller vil han, dersom muligheden foreligger, hellere ha' en varm kvinde der kan udfylde tomten, ja jeg bare undrer...(?) ;)
mvh
Simon
P.s.: Arnes "ingenting"-snak er forøvrigt også en repetition, men den tar vi en anden gang...;)
Svar
Citer
