Kære Zenia.
Det er skam ikke nogen "helligbrøde" at kalde Arnes ikon for et stykke malet træ, for det er præcis, hvad det er. Men det er også et stykke kunst, hvor en religiøs maler for længe siden brugte en symbolistisk tradition til at beskrive sine følelser for budskabet i det nye testamente, ligesom evangelisterne selv forsøgte at beskrive deres religiøse følelser med ord.
Denne ikon har så givet Arne en "åbenbaring", lige som du måske selv har fået en "åbenbaring" ved at læse om EKIM, og Hanskrist har haft en "åbenbaring" ved at læse om Saulus fra Tarsus, en jødisk epileptiker som grundlagde kristendommen, efter han selv havde haft en "åbenbaring" på vejen til Damaskus. Hvad der triggede denne ved vi ikke i dag, men vi ved til gengæld noget om åbenbaringer.
En åbenbaring er den følelse, man får, når et problem, man i længere tid har tumlet med, pludselig finder en løsning. Det oplever alle mennesker jævnligt, men hvis det er mindre vigtige problemer, kalder vi det ikke åbenbaringer men blot, at "tiøren falder" eller en aha-oplevelse. Hvis problemet handler om ens forståelse af livet, kan oplevelsen have en så stor følelsesmæssig styrke, at den helt ændrer ens liv.
Denne følelse af forståelse kan sagtens være en illusion, for den er helt individuel, men vi vil gerne have den bekræftet af andre, for det øger jo dens sandhedsværdi for os. Det er grunden til, at de "åbenbarede" prædiker deres tro for andre, for de kan ikke rigtigt leve med en mistanke om, at det måske blot er noget, de bilder sig selv ind for at løse deres problem. Derfor reagerer de kraftigt på enhver modsigelse af deres "sandhed".
For mig er det snarere denne reaktion, der er en "helligbrøde", for den er jo et tegn på en disrespekt for andre menneskers forståelse af livet, og stik imod hvad f.eks. EKIM prædiker, at årsagen til dine problemer med omverdenen ikke skal søges hos andre, men i din egen indstilling.
Jeg forstår udmærket Arne, og det har jeg gjort lige siden han for år tilbage sendte mig sin beretning om sin ikonoplevelse, som han netop fik under en følelsesmæssig krise, men Arne forstår ikke mig og andre mennesker, og
han ønsker heller ikke at forstå. Det gør Thomas og Michael og Hansemand heller ikke. De foretrækker alle at leve i troen på, at deres "forståelse" er bedre end andres, og at alle andre derfor "mangler noget".
Jeg er revnende ligeglad med, om andre opfatter livet anderledes end jeg,
så længe det gør dem lykkelige, og de vel at mærke ikke skader andre, og de ikke prøver at overbevise verden om, at de selv har fundet "sandheden" og kræver, at det skal vi anerkende dem for. Der findes ingen evige og absolutte sandheder, og hvis man bryder sig om andre mennesker, så vil man respektere deres ret til at se på livet på deres egne præmisser. En livsopfattelse er jo en individuel følelse, for ingen kan overskue samtlige kendsgerninger om livet, som menneskene har fundet ud af. Jeg anerkender derfor, at enhver tro kan være lige så god som min egen pragmatiske livsopfattelse, hvis den opfylder ovenstående 3 præmisser.
De fire nævnte har ikke denne respekt for andres viden og erfaringer, så derfor fortjener de heller ikke respekt selv. Enhver, der hævder, at
deres tro er den rette, sætter jo sig selv over mennesker med en anden mening, og det er det stik modsatte af den "kærlighed til verden og menneskene", som de så ofte hævder at føle.
Jeg håber, at det har gjort dig lidt klogere på årsagerne til uoverensstemmelserne, Zenia, og på hvem, der er de virkelige
"blasfemikere".
Tænk lidt over det.
Mvh
Ole Bjørn :o)
Svar
Citer
Arne 
