Hej Simon.

Hvorfor er det en læseværdig anbefaling til mig?

Jeg kender det godt, Simon.

Det er dig, som ikke kender det.

(PS. Men du er til enhver tid velkommen, som en hvilken som helst anden)

Hej Mich..

"Hvorfor er det en læseværdig anbefaling til mig?".

- Fordi Gyllenstens beh. af (også) dette filosofiske martyrium var en forfriskende vinkel i den kulturhistoriske dam, med særlig henvisning til visse moralske spørgsmål, her i en lidt mere tilgængelig form end andet fra hans gyldne hånd. Han var en særdeles produktiv herre, med et vældig flot livs- og menneskesyn – hvilket Det Svenske Akademi jo fik en lille smagsprøve på tilbage i 89 –, kort sagt, efterlod han sig et betydeligt forfatterskab, som jeg mener du med fordel kan stifte bekendtskab med, og det er jo ikke helt tosset, vel Mich?

"Jeg kender det godt, Simon. Det er dig, som ikke kender det".

- Det var da godt, hold dig endelig ikke tilbage fra at oplyse debatten her med lidt guldkorn Mich, det er jo som bekendt hvad debatter handler om, ved du nok...

mvh
Simon

Hej Simon

Da jeg var ung, læste jeg en masse, men nu er det sjældent, at jeg læser. Skønlitteratur læser jeg kun hvis det er skrevet af en forfatter, som jeg ønsker at lytte til.

Det er fordi, at skønlitteratur er fantasi og et udtryk for forfatterens egen indsigt og erkendelse. Hverken mere eller mindre.

Enhver forfatter giver i sit værk blot udtryk for sin egen forståelse og derfor er det meste litteratur ganske uden betydning for mig.

hvis jeg giver mig til at læse igen vil jeg huske din anbefaling. jeg elsker at lytte til mennesker, som giver udtryk for deres egen erkendelse og ikke blot gentager andre.

Det, jeg kender, Simon. Er sund fornuft, kærliged og forståelse, medfølelse og empati, det fuldstændige fravær af selvhævdelse.

Jeg er sikker på, at du også kender det, hvis du gør dig det klart.

Hej igen dér..

”Skønlitteratur læser jeg kun hvis det er skrevet af en forfatter, som jeg ønsker at lytte til”.

- Ikke ualmindeligt for troende at begrænse deres læsevaner snævre forventninger, problemet ka’ kan være ikke at gro fast i klicheer, som et afskrækkende eksempel ser du skrighalsen på debattens chatportal, så vær varsom.
Som sagt, har Gyldensten i mange romaner behandlet fil. problemer i forskellige værdisyn, dog altid med en forfriskende underliggende distance, hvilket lidt var pointen med henvisningen. Henvisninger til god litt. er ikke pensum men læseværdige anbefalinger det går fint an at ignorere – i særlig grad, hvis ens grundlæggende indstilling til litt. begrænses af forventede indtryk der ikke provokerer idéer man føler stærkt for. Du spurgte jo, hvorfor en læseværdig anbefaling netop tilstås dig, du, der nærmest har snakket køer ud af kløvermarken med idéer om en ubrugelig stilhed med kun få alternativer, svaret fik du så i sidste post. Men når det er sagt, så var Gyldensten nu ikke en hr. hvemsomhelst, men jeg skal da ærligt indrømme, at hans ydmyghed ikke just var af selvdestruktiv art ud i et buddhistisk-kristent menneskesyn og verdensbillede. Han var mere en spids humanist med forkærlighed for det menneskelige udviklingspotentiale, dertil en dygtig mediciner – i øvrigt er litteratur du tidligere har udvist interesse for pænt opstillet på hylder mellem andre skønlitterære værker, og det er da fint nogle alternativer til stilheden forefindes ;)

”Enhver forfatter giver i sit værk blot udtryk for sin egen forståelse og derfor er det meste litteratur ganske uden betydning for mig”.

- Det er naturligt at udvælge sig særligt stof ell. forfattere til fordybning, hvis bare vi udfordrer os selv, så vi ikke mister os selv på sigt. Meningen med litteratur er også informationsudbredelse, hvor selektionen blir det personlige ansvarsområde, vi svarer hinanden for meninger om noget, derved ansvarliggør vi os overfor fællesskaber der indebærer indbyrdes forventninger. Også debatter afspejler synspunkters personlige indtryk og har et udspring i mangesidig refleksion, informationsudveksling blir da grundlaget for kulturudvikling, hvor vi finder tryghed i at kunne genkende os i og forstå hinanden. Det er en vigtig del af litteraturen, den udvider vor bevidsthed og stimulerer samtidig vores evne til hukommelse, ja sliber vore sproglige værktøjer. At skrive romaner er selvsagt en personlig udtryksform med vide kunstneriske muligheder lidt forskellig fra forventningerne til faglitteratur, hvor en logisk konsistens må hindre selvmodsigelser. Og faktisk kommer vi her til dit dilemma, idet du jo er en viderebringer af meninger du mener har sin grund i en forståelse du dog må forklare med stilhed. Som regel drejer det sig dog om genkendelige indtryk fra et tankehav med oprindelse i fiktive religiøse verdensbilleder, som netop har poesien som informationsværktøj. Hvordan dét står i forhold til noget for dig interessant udenfor skønlitteraturen, tilfører dig yderligere forklaringsproblemer.

”hvis jeg giver mig til at læse igen vil jeg huske din anbefaling. jeg elsker at lytte til mennesker, som giver udtryk for deres egen erkendelse og ikke blot gentager andre”.

- Præcis, det er tit det originale der får os til at rette på kuglerammen, den der på den ene eller anden kunstneriske måde tilbyder noget vi kan bruge, uden vi på forhånd vidste det. Og det er lidt af pointen, at man konfronterer vanetænkning og skaber nyt, så ikke kulturer hensygner i etablerede meninger, som fx. overnaturlige verdensbilleder vore aner oplevede behov for langt tilbage. Ikke at der ikke kan forefindes delmængder af brugbar informationsværdi.
Vi kan ikke forvente af poesien og skønlitteraturen, at den skal være en præcis eller korrekt gengivelse af vore sanseiagttagelser eller verden omkring os, men særlige forfattere kan inspirere os til at tænke på nye måder gennem nye metoder, som tilfældet fx. var det med Burroughs, Mark Twain og så mange andre. Her spiller nogle få hundrede år ingen stor rolle, menneskelig og kulturel udvikling tar sin tid, og i den helt store skala blir evolution lige så svært begribeligt og derfor svært beskriveligt som gravitation m.m. Men skønlitterære værker kan illustrere faglige forhold med særlige sansebilleder og dermed medvirke til nysgerrighed og en forståelse der kan udvikle sig til viden. Det er derfor fagfolk ind imellem kaster sig over andre udtryksformer til oplysning, og heriblandt ka’ vi placere Lars Gyldensten.

”Det, jeg kender, Simon. Er sund fornuft, kærliged og forståelse, medfølelse og empati, det fuldstændige fravær af selvhævdelse”.

- Sund fornuft går også fint i hånd med empati og kærlighed, det er sådan nærmest en græsk tradition ;)

mvh
Simon