Hej Treram..

"Men du vil også have at man lytter, skal man lytte må der være nogen der taler, så ikke alle kan være stille, hvis det ikke bare er naturen du skal lytte til og det kan man jo også, naturen har mange lyde, som du også kan nyde i din stilhed".

- Tja, kulturer skabes jo af mange arter og har mange udtryksformer, og udveksling af information er nu engang til stor nytte for individets egen og hele kulturers udvikling. Lyde repræsenterer således et mylder af liv, og havde mennesket nu haft bedre ører og ville derfor ha' observeret verdens mylder af livsformer helt ned i svampeformers bevægelser og insekters indbyrdes kommunikation, ja da ville vi givet ha' råbt og skreget med hænderne for ørerne i det glade vanvid. Men sådan er det heldigvis ikke, vi har et begrænset HZ-omr. at arbejde med og ka' vi ligefrem resignere og bevidst udvælge hvad vi ønsker at lægge ører (og øjne) til.

Samme gælder naturligvis for Mitch, som jo i årevis og i stort set hvert et indlæg ikke har bestilt andet end udbrede sig om den stilhed han dermed i princippet bryder. Desuden er det jo hovedløst at logge ind på debatside hvor folk udveksler meninger om mangt og meget og bede debattører være stille; ærlig talt Treram, det er det rene knald i potten!

mvh
Simon

Kære Arne og Michael,

Michael, jeg tænker på, om jeg kan lokke dig til at besvare det spørgsmål, du selv stiller: "Hvorfor er det så svært?".

Jeg har hørt dig stille det før, og jeg har nok sædvanligvis følt, at det var en løftet pegefinger, et retorisk spørgsmål, om hvorfor i alverden vi dog ikke bare gør, hvad du siger - sætter os ned og tier stille. Men det kan jo sagtens være min misforståelse, gik det så pludseligt op for mig.

Nu ser jeg på dit spørgsmål på en ny og interessant måde, en oprigtig måde, og ønsker egentlig at spørge dig, hvorfor det er så svært.

Arne, tak for det dejlige stemningsbillede, både med farverne og penslen og med dine ord!

Fred,
Thomas

Hej Arne

Citat: ''Og jo mere jeg "går ind i" Vincent van Gogh's café, jo mere nyder jeg den tankeløse stemning af ro, varme og harmoni - både i caféen og udenfor - mennesker på gaden, lyset i vinduerne oppe i bygningerne, gadelygterne højt oppe - og stjernerne allerøverst.'' Citat slut.

Dette er stilheden.

Selvfølgelig kan man hverken opleve tomheden eller stilheden. Oplever man dem, så skaber man afstand mellem iagttageren og det iagtagne.

Selvfølgelig kan man heller ikke beskrive dem, for beskrivelsen er ikke det beskrevne.

Skrev jeg stilheden? Måske jeg mente opmærksomheden.

Hej Thomas

Hvis der virkelig er noget, der er gået op for dig, så er du velsignet med det, som de uvidende kalder en aha-oplevelse. Dvs. et enkelt klarhedens glimt i det, som ellers er mørke.

Der er kun én ting, der kan gå op for én.

Har du nogensinde prøvet at sætte dig ned og intet foretage dig? Du behøver ikke, at tænke tilbage - du kan gøre det i morgen eller i overmorgen.

Hvis du virkelig gør det, vil du opdage, at dette er ikke muligt.

Jeg kan ikke fortælle dig hvorfor, det må du selv opdage. Når du rent faktisk har gjort det er jeg helt villig til at fortsætte samtalen, ellers er det ligegyldigt.

Jeg ved ikke om du er en følsom sjæl som mig, som kigger på ænder og duer, katte og hvad ved jeg. Men jeg tror, at du, ligesom jeg vil finde stor fryd i at lytte til Bifrosts 2 første LP'er.

Blot lytte - og lade sig rive med.

Den musik holder jeg meget af. Fyldt, som den er - med det, som jeg elsker.

Her en læseværdig anbefaling til Michael, der jo som en anden Achilles springer efter det nu, der dog altid er ham et skridt foran. Om ikke andet, vil du Michael måske nyde at se dine egne bestræbelser i et historisk lys, smile, more dig og grunde over beretningens lidt tragikomiske udfald. Men da nu den slags historier afdækker sin symbolik, vil sikkert også vores agnostiker her på debatten få anledning til et par bekymrende eftertanker – og dog! ;)
”Sokrates død”, skrevet af Lars Gyllensten – velbekomme...

Efter det sidst påbegyndte nu, vendte Hr. Gyllensten engang i slutningen af 50’erne blikket mod hændelser der fortsat optager menneskers øjeblikke, med disse ord:

Det var en gång för länge sedan...
Så börjar många historier och så börjar historien selv, för början är alltid något som vi har lämnat bakom oss. Den finns bara i våra berättelser.
Inte heller kommer vi någonsin til slutet, för efter oss kommer alttid nogan annan, eller åtminstone någat annot. En punkt finns bara till i anekdoter. Vi själva, däremot, hör ständigt hemma vid mitten av en historia.
Det är med begynnelsen som med änden. Vi har alttid ett litet stycke kvar innan vi är framme, presis som Achilles då han sprang efter sköldpaddan. När vi hinner dit, där den vi søkte först befann sig då vi tog sikte på honom, så har den vi søkte hunnit undan ett litet stycka vidare. Begynnelsen och änden drar sig undan våra nærmanden; vi kan bara peka finger åt dem och försöka kalla på dem med våra sagor.
Ja, början har också en början, och börjar inte själva historien så börjar i varje fall en ny berättelse i själva historien med dessa lovande ord: det var en gång för länge sedan. Skall någon kunna säga så om oss?
Det var en gång för länga sedan, när inta ens de gamla grekerna ännu hunnit bli så gamla. Nå ja – början hade jo också haft en början, så en och annan av dem var väl gammal redan då, och andra hade rent av hunnit dö. Den här historien handlar just om ett dödsfall. Det är ett mycket berömt och remarkabelt dödsfall, som har blivit skridrat många gånger förr. I likhet med alle dem, som har berättat därom tidligare, var också den forfattare, som nu gripit till pennan i denna sak, förhindrad att själv vara närvärende. Må denne omständighet tjäna som hans främsta ursäkt och uppmuntran!

mvh
Simon