Hvorfor er det så svært?

Hvorfor er det så svært blot at sætte sig ned og være stille?

Hvorfor tænker og taler vi hele tiden?

Hvorfor er det så svært at forstå, at når vi taler så giver vi udtryk for det allerede kendte?

Kun når vi er stille og lytter er vi åbne for det ny og det ukendte, kun når vi lytter forstår vi.

Tanken kan aldrig forstå. Det vi ser og hører bliver til erindring og af denne erindring fødes tanken. Vi kan ikke tænke på noget vi ikke ved i forvejen for tanken er sit eget indhold, erindringens reaktion, det gamle, det kendte - som de forlænge siden kaldte det døde.

Kun når tanken er stille fødes det andet - dette andet kan så bruge tanken til at udtrykke sig selv.

Hvis du nu satte dig ned og ingenting foretog dig, selv ikke tænkte hvad tror du så der ville ske?

Så ville du se, at alting er en illusion, der findes kun virkeligheden - det nuværende - som er allevegne omkring dig.

Lige nu. Og ingen andre steder.

Stilheden er en evig og uendelig bevægelse, for at kunne følge den må tanken, erindringen, være stille og opmærksomheden tage over.

Hvorfor påstår du hele tiden at det er så svært at bare sætte sig og være stille.
Jeg elsker at bare sidde stille og kigge ud på "min" skov i baghaven der strækker sig til Hallandsåsen, helt stille kun afbrudt af fuglenes leg og kvidren og måske der kommer et rådyr forbi og kigger nysgerrigt på afstand, inden det forsvinde ind mellem træerne igen.
Efter et langt liv med masser af medarbejdere at tage sig af, med telefoner der skulle svares dagen lang, med projekter der skulle udarbejdes, medarbejdere der skulle instrueres o.s.v.nyder man stilheden endnu mere som pensionist i den skønne skånske natur, hvor Gøngerne tidligere huserede.

Men du vil også have at man lytter, skal man lytte må der være nogen der taler, så ikke alle kan være stille, hvis det ikke bare er naturen du skal lytte til og det kan man jo også, naturen har mange lyde, som du også kan nyde i din stilhed.

Når du sidder der i stilheden, dukker der muligvis episoder op fra det for længst hengangne liv, ting der er sket og har haft indflydelse på dit liv, det sker da tit for mig, så at stoppe tankevirksomheden helt er muligvis ikke helt så let, der dukker altid noget op som du ikke har tænkt over i mange år.

Og det er faktisk meget sjovt, at glemte episoder pludseligt dukker op fra nowhere, som et overraskende moment du så kan glædes over.

Så virkeligheds verden findes blandt os, det er ikke bare en illusion.

Og nu skinner solen over Skåne og sikkert også over Danmark, så lidt sommer fik vi da.

Hej Michael.

Dine ord om i stilhed at lytte, får mig til at tænke på, hvad jeg tit har set - og også selv har oplevet - på små græske caféer, når man sidder udendørs på en af de ikke særligt magelige stole - og går i stå med tankerne.
Det kan f.x. være en lille gråspurv, der hopper rundt mellem borde og stole og finder brødkrummer, mens tiden også går i stå, og det blot er ren væren, og mens de sidste - og de bedste - dråber af den lille kop græsk mellemsød kaffe samler sig over bundfaldet.

Det minder mig også lidt om van Goghs café billede, som jeg synes har en lignende stemning - især hvis man sætter sig ved det bord, der er nærmest i billedet på stolen til venstre



M.v.h. Arne.

Ja Arne.

Dette er det vanskeligste at samtale om, for det er det Højeste.:)

Men Van Gogh er et godt eksempel, hans liv og ikke mindst hans billeder.

Hvis du kigger på hans billeder, så ser du tomheden.

Denne tomhed er virkeligheden og af denne tomhed opstår jublen som en reaktion på enhver udfordring.

Dette er kærligheden eller - som den gamle vismand sagde:

Den tomme skål er uudtømmelig.

Hej Michael.

Jeg er altid lidt i tvivl, om jeg nu har forstået dig ret, men det ku' jo se ud til, at det har jeg denne gang

Du bruger ordet og begrebet: tomhed.
Det er jeg lidt utilpas ved; ordet virker umiddelbart på mig som både noget koldt og som noget værdiløst, men det trøster jo, at du siger, at denne tomhed føder jubel og kærlighed.

Men hvis det er tomhed for tanker, så er jeg med, og netop sådan synes jeg, jeg oplever van Gogh's café-billede (og mine egne græske caféoplevelser).

Og jo mere jeg "går ind i" Vincent van Gogh's café, jo mere nyder jeg den tankeløse stemning af ro, varme og harmoni - både i caféen og udenfor - mennesker på gaden, lyset i vinduerne oppe i bygningerne, gadelygterne højt oppe - og stjernerne allerøverst.

Så kan jeg godt følge dig i en stille jubel og en varm altomfattende kærlighed.

Buddhisterne taler jo også om tomhed, som en kvalitet - og det gør jo for resten også naturvidenskabsfolk: det tomme rum - som slet ikke er tomt

M.v.h. Arne.

Hej Treram..

"Men du vil også have at man lytter, skal man lytte må der være nogen der taler, så ikke alle kan være stille, hvis det ikke bare er naturen du skal lytte til og det kan man jo også, naturen har mange lyde, som du også kan nyde i din stilhed".

- Tja, kulturer skabes jo af mange arter og har mange udtryksformer, og udveksling af information er nu engang til stor nytte for individets egen og hele kulturers udvikling. Lyde repræsenterer således et mylder af liv, og havde mennesket nu haft bedre ører og ville derfor ha' observeret verdens mylder af livsformer helt ned i svampeformers bevægelser og insekters indbyrdes kommunikation, ja da ville vi givet ha' råbt og skreget med hænderne for ørerne i det glade vanvid. Men sådan er det heldigvis ikke, vi har et begrænset HZ-omr. at arbejde med og ka' vi ligefrem resignere og bevidst udvælge hvad vi ønsker at lægge ører (og øjne) til.

Samme gælder naturligvis for Mitch, som jo i årevis og i stort set hvert et indlæg ikke har bestilt andet end udbrede sig om den stilhed han dermed i princippet bryder. Desuden er det jo hovedløst at logge ind på debatside hvor folk udveksler meninger om mangt og meget og bede debattører være stille; ærlig talt Treram, det er det rene knald i potten!

mvh
Simon

Kære Arne og Michael,

Michael, jeg tænker på, om jeg kan lokke dig til at besvare det spørgsmål, du selv stiller: "Hvorfor er det så svært?".

Jeg har hørt dig stille det før, og jeg har nok sædvanligvis følt, at det var en løftet pegefinger, et retorisk spørgsmål, om hvorfor i alverden vi dog ikke bare gør, hvad du siger - sætter os ned og tier stille. Men det kan jo sagtens være min misforståelse, gik det så pludseligt op for mig.

Nu ser jeg på dit spørgsmål på en ny og interessant måde, en oprigtig måde, og ønsker egentlig at spørge dig, hvorfor det er så svært.

Arne, tak for det dejlige stemningsbillede, både med farverne og penslen og med dine ord!

Fred,
Thomas

Hej Arne

Citat: ''Og jo mere jeg "går ind i" Vincent van Gogh's café, jo mere nyder jeg den tankeløse stemning af ro, varme og harmoni - både i caféen og udenfor - mennesker på gaden, lyset i vinduerne oppe i bygningerne, gadelygterne højt oppe - og stjernerne allerøverst.'' Citat slut.

Dette er stilheden.

Selvfølgelig kan man hverken opleve tomheden eller stilheden. Oplever man dem, så skaber man afstand mellem iagttageren og det iagtagne.

Selvfølgelig kan man heller ikke beskrive dem, for beskrivelsen er ikke det beskrevne.

Skrev jeg stilheden? Måske jeg mente opmærksomheden.

Hej Thomas

Hvis der virkelig er noget, der er gået op for dig, så er du velsignet med det, som de uvidende kalder en aha-oplevelse. Dvs. et enkelt klarhedens glimt i det, som ellers er mørke.

Der er kun én ting, der kan gå op for én.

Har du nogensinde prøvet at sætte dig ned og intet foretage dig? Du behøver ikke, at tænke tilbage - du kan gøre det i morgen eller i overmorgen.

Hvis du virkelig gør det, vil du opdage, at dette er ikke muligt.

Jeg kan ikke fortælle dig hvorfor, det må du selv opdage. Når du rent faktisk har gjort det er jeg helt villig til at fortsætte samtalen, ellers er det ligegyldigt.

Jeg ved ikke om du er en følsom sjæl som mig, som kigger på ænder og duer, katte og hvad ved jeg. Men jeg tror, at du, ligesom jeg vil finde stor fryd i at lytte til Bifrosts 2 første LP'er.

Blot lytte - og lade sig rive med.

Den musik holder jeg meget af. Fyldt, som den er - med det, som jeg elsker.

Her en læseværdig anbefaling til Michael, der jo som en anden Achilles springer efter det nu, der dog altid er ham et skridt foran. Om ikke andet, vil du Michael måske nyde at se dine egne bestræbelser i et historisk lys, smile, more dig og grunde over beretningens lidt tragikomiske udfald. Men da nu den slags historier afdækker sin symbolik, vil sikkert også vores agnostiker her på debatten få anledning til et par bekymrende eftertanker – og dog! ;)
”Sokrates død”, skrevet af Lars Gyllensten – velbekomme...

Efter det sidst påbegyndte nu, vendte Hr. Gyllensten engang i slutningen af 50’erne blikket mod hændelser der fortsat optager menneskers øjeblikke, med disse ord:

Det var en gång för länge sedan...
Så börjar många historier och så börjar historien selv, för början är alltid något som vi har lämnat bakom oss. Den finns bara i våra berättelser.
Inte heller kommer vi någonsin til slutet, för efter oss kommer alttid nogan annan, eller åtminstone någat annot. En punkt finns bara till i anekdoter. Vi själva, däremot, hör ständigt hemma vid mitten av en historia.
Det är med begynnelsen som med änden. Vi har alttid ett litet stycke kvar innan vi är framme, presis som Achilles då han sprang efter sköldpaddan. När vi hinner dit, där den vi søkte först befann sig då vi tog sikte på honom, så har den vi søkte hunnit undan ett litet stycka vidare. Begynnelsen och änden drar sig undan våra nærmanden; vi kan bara peka finger åt dem och försöka kalla på dem med våra sagor.
Ja, början har också en början, och börjar inte själva historien så börjar i varje fall en ny berättelse i själva historien med dessa lovande ord: det var en gång för länge sedan. Skall någon kunna säga så om oss?
Det var en gång för länga sedan, när inta ens de gamla grekerna ännu hunnit bli så gamla. Nå ja – början hade jo också haft en början, så en och annan av dem var väl gammal redan då, och andra hade rent av hunnit dö. Den här historien handlar just om ett dödsfall. Det är ett mycket berömt och remarkabelt dödsfall, som har blivit skridrat många gånger förr. I likhet med alle dem, som har berättat därom tidligare, var också den forfattare, som nu gripit till pennan i denna sak, förhindrad att själv vara närvärende. Må denne omständighet tjäna som hans främsta ursäkt och uppmuntran!

mvh
Simon

Hej Simon.

Hvorfor er det en læseværdig anbefaling til mig?

Jeg kender det godt, Simon.

Det er dig, som ikke kender det.

(PS. Men du er til enhver tid velkommen, som en hvilken som helst anden)

Hej Mich..

"Hvorfor er det en læseværdig anbefaling til mig?".

- Fordi Gyllenstens beh. af (også) dette filosofiske martyrium var en forfriskende vinkel i den kulturhistoriske dam, med særlig henvisning til visse moralske spørgsmål, her i en lidt mere tilgængelig form end andet fra hans gyldne hånd. Han var en særdeles produktiv herre, med et vældig flot livs- og menneskesyn – hvilket Det Svenske Akademi jo fik en lille smagsprøve på tilbage i 89 –, kort sagt, efterlod han sig et betydeligt forfatterskab, som jeg mener du med fordel kan stifte bekendtskab med, og det er jo ikke helt tosset, vel Mich?

"Jeg kender det godt, Simon. Det er dig, som ikke kender det".

- Det var da godt, hold dig endelig ikke tilbage fra at oplyse debatten her med lidt guldkorn Mich, det er jo som bekendt hvad debatter handler om, ved du nok...

mvh
Simon

Hej Simon

Da jeg var ung, læste jeg en masse, men nu er det sjældent, at jeg læser. Skønlitteratur læser jeg kun hvis det er skrevet af en forfatter, som jeg ønsker at lytte til.

Det er fordi, at skønlitteratur er fantasi og et udtryk for forfatterens egen indsigt og erkendelse. Hverken mere eller mindre.

Enhver forfatter giver i sit værk blot udtryk for sin egen forståelse og derfor er det meste litteratur ganske uden betydning for mig.

hvis jeg giver mig til at læse igen vil jeg huske din anbefaling. jeg elsker at lytte til mennesker, som giver udtryk for deres egen erkendelse og ikke blot gentager andre.

Det, jeg kender, Simon. Er sund fornuft, kærliged og forståelse, medfølelse og empati, det fuldstændige fravær af selvhævdelse.

Jeg er sikker på, at du også kender det, hvis du gør dig det klart.

Hej igen dér..

”Skønlitteratur læser jeg kun hvis det er skrevet af en forfatter, som jeg ønsker at lytte til”.

- Ikke ualmindeligt for troende at begrænse deres læsevaner snævre forventninger, problemet ka’ kan være ikke at gro fast i klicheer, som et afskrækkende eksempel ser du skrighalsen på debattens chatportal, så vær varsom.
Som sagt, har Gyldensten i mange romaner behandlet fil. problemer i forskellige værdisyn, dog altid med en forfriskende underliggende distance, hvilket lidt var pointen med henvisningen. Henvisninger til god litt. er ikke pensum men læseværdige anbefalinger det går fint an at ignorere – i særlig grad, hvis ens grundlæggende indstilling til litt. begrænses af forventede indtryk der ikke provokerer idéer man føler stærkt for. Du spurgte jo, hvorfor en læseværdig anbefaling netop tilstås dig, du, der nærmest har snakket køer ud af kløvermarken med idéer om en ubrugelig stilhed med kun få alternativer, svaret fik du så i sidste post. Men når det er sagt, så var Gyldensten nu ikke en hr. hvemsomhelst, men jeg skal da ærligt indrømme, at hans ydmyghed ikke just var af selvdestruktiv art ud i et buddhistisk-kristent menneskesyn og verdensbillede. Han var mere en spids humanist med forkærlighed for det menneskelige udviklingspotentiale, dertil en dygtig mediciner – i øvrigt er litteratur du tidligere har udvist interesse for pænt opstillet på hylder mellem andre skønlitterære værker, og det er da fint nogle alternativer til stilheden forefindes ;)

”Enhver forfatter giver i sit værk blot udtryk for sin egen forståelse og derfor er det meste litteratur ganske uden betydning for mig”.

- Det er naturligt at udvælge sig særligt stof ell. forfattere til fordybning, hvis bare vi udfordrer os selv, så vi ikke mister os selv på sigt. Meningen med litteratur er også informationsudbredelse, hvor selektionen blir det personlige ansvarsområde, vi svarer hinanden for meninger om noget, derved ansvarliggør vi os overfor fællesskaber der indebærer indbyrdes forventninger. Også debatter afspejler synspunkters personlige indtryk og har et udspring i mangesidig refleksion, informationsudveksling blir da grundlaget for kulturudvikling, hvor vi finder tryghed i at kunne genkende os i og forstå hinanden. Det er en vigtig del af litteraturen, den udvider vor bevidsthed og stimulerer samtidig vores evne til hukommelse, ja sliber vore sproglige værktøjer. At skrive romaner er selvsagt en personlig udtryksform med vide kunstneriske muligheder lidt forskellig fra forventningerne til faglitteratur, hvor en logisk konsistens må hindre selvmodsigelser. Og faktisk kommer vi her til dit dilemma, idet du jo er en viderebringer af meninger du mener har sin grund i en forståelse du dog må forklare med stilhed. Som regel drejer det sig dog om genkendelige indtryk fra et tankehav med oprindelse i fiktive religiøse verdensbilleder, som netop har poesien som informationsværktøj. Hvordan dét står i forhold til noget for dig interessant udenfor skønlitteraturen, tilfører dig yderligere forklaringsproblemer.

”hvis jeg giver mig til at læse igen vil jeg huske din anbefaling. jeg elsker at lytte til mennesker, som giver udtryk for deres egen erkendelse og ikke blot gentager andre”.

- Præcis, det er tit det originale der får os til at rette på kuglerammen, den der på den ene eller anden kunstneriske måde tilbyder noget vi kan bruge, uden vi på forhånd vidste det. Og det er lidt af pointen, at man konfronterer vanetænkning og skaber nyt, så ikke kulturer hensygner i etablerede meninger, som fx. overnaturlige verdensbilleder vore aner oplevede behov for langt tilbage. Ikke at der ikke kan forefindes delmængder af brugbar informationsværdi.
Vi kan ikke forvente af poesien og skønlitteraturen, at den skal være en præcis eller korrekt gengivelse af vore sanseiagttagelser eller verden omkring os, men særlige forfattere kan inspirere os til at tænke på nye måder gennem nye metoder, som tilfældet fx. var det med Burroughs, Mark Twain og så mange andre. Her spiller nogle få hundrede år ingen stor rolle, menneskelig og kulturel udvikling tar sin tid, og i den helt store skala blir evolution lige så svært begribeligt og derfor svært beskriveligt som gravitation m.m. Men skønlitterære værker kan illustrere faglige forhold med særlige sansebilleder og dermed medvirke til nysgerrighed og en forståelse der kan udvikle sig til viden. Det er derfor fagfolk ind imellem kaster sig over andre udtryksformer til oplysning, og heriblandt ka’ vi placere Lars Gyldensten.

”Det, jeg kender, Simon. Er sund fornuft, kærliged og forståelse, medfølelse og empati, det fuldstændige fravær af selvhævdelse”.

- Sund fornuft går også fint i hånd med empati og kærlighed, det er sådan nærmest en græsk tradition ;)

mvh
Simon