Kære Kurt
Tak for din gode kommentar.
Det giver ingen mening at snakke om sandhedsværdien i en religion forstået på den måde, at spørgsmålet om en Guds eksistens ikke hviler på et bevis men på en tro. Origenes mente dog at der fandtes et bevis i ånd og kraft, fordi der på Jesu tid og i de efterfølgende generationer fandt undere og lign. fænomener sted. Med oplysningstidens rationalister (i særlig grad Reimarus og Lessing) befandt teologien sig i en bred kløft - nemlig den tidslige afstand mellem undere på Jesu tid og så vor moderne verden i dag.
Sandheden handler for den troende ikke om, hvorvidt det, der står i skriftet er en sandfærdig fortælling: Skabte Gud verden på syv dage, gik Jesus på vande, opstod han virkelig fra de døde etc.? Bibelen er en bog i og med, at den foreligger som et skriftligt materiale udarbejdet af mange forfattere og redaktører. Sandheden står ikke sort på hvidt. Det skrevne ord kan derfor være et tegn eller et redskab til at erkende sandheden: En sandhed der ikke kan bevises men derimod bevidnes som et ”bevis” (igen Origenes) i ånd og kraft. En fortælling er altså et budskab om noget, og da sproget i sig selv er mangfoldigt kan dette ”noget” fortælles på mange måder. I kristendommen er dette ”noget” Jesus; ingen kristendom uden Jesus. Ifølge Jesus selv – sådan som det udlægges i skriftet – er han sandheden. Sandheden er altså noget, vi erkender gennem vores egen natur og ikke ved at opfatte en hel bog som SAND. Vil vi tro og måske forstå sandheden dybere må vi lytte og tro på Jesus.
På den måde består Jesustroen/kristendommen ikke af sandsynligheder eller usandsynligheder men er mere et udtryk for, at Gud handler med os (Er med os = Immanuel). Kristendommen peger dermed aldrig væk fra os selv, så hvad der for dig måtte være mytisk stof eller noget metafysisk blændværk er irrelevant. Jesus er derimod den, der her er relevant, idet han hele tiden peger på os. Kristendommen gør noget ved os akkurat, som Jesus, ifølge NT, gjorde noget ift andre mennesker. Jesus kan derfor godt for mig at se tages bogstaveligt men fortællingerne før ham, om og efter ham er nu en gang fortællinger, der kan læses som vidnesbyrd om den længe ventede Messias, der skulle indfri det ny håb.
Teksterne er altså - jf. din bemærkning ”Du siger faktisk at man ikke skal gå så højt op i om teksterne er sandhed eller digtning” – både sandhed og digtning. Sandheden er ifølge kristendommen det Jesus siger og gør og til og med det, der sker med Jesus. Kristendommen er så at sige handlingsorienteret: Gud handler med os, og Jesus befaler os at handle på hans bud. Først gaven, dernæst forbilledet (det dobbelte gode ifølge Luther).
Jeg har gennem min debattid oplevet en tendens hos ateisterne til at tolke Bibelen bogstaveligt. På den måde er i nogle gange de værste fundamentalister her
Når vi snakker om sandhed betyder det jo ikke, at alt hvad der er nedskrevet skal tolkes bogstaveligt. Det er et spørgsmål om tro og erkendelse/oplevelse. Jesus understreger ånden og livet i sine ord. Det tror jeg er et godt udgangspunkt for den kristne tro.
Kurt, du skriver:
”Er det så nu den fremherskede mening på bjerget (bjerget er her teologisk fakultet)? Er det dét fremtidens præster bliver inspireret til at arbejde udfra?”
På et teologisk fakultet lærer man ikke at tro og tolke bogstaveligt. Det undrer mig noget, hvis du havde en sådan opfattelse af et akademisk studie. Man får som så mange andre studier nogle redskaber til at begå sig med. Et godt eksempel herpå er sprogfagene. Her lærer man ikke at læse eller tale græsk/hebraisk/latin, for man lærer at kunne tackle (oversætte) sproget gennem nogle gode redskaber. Jeg vil heller ikke sige, at der er en ”fremherskende mening på bjerget”. Det du læser i mine indlæg er mit krydret med smag fra inspirationskilder eller teologisk saglig-/faglighed.
Du skriver endvidere:
”Ved samme lejlighed vil det også være spændende at høre om der løsnes op for liturgien? Kan man forvente at den dræbende kedsommelige liturgi bliver peppet lidt op og gjort mere fri til spontane udtryk og lignende?”
Igen undrer jeg mig lidt over din forståelse, her forståelsen af liturgien. Man kunne spørge, om det er kedeligt at synge salmer, eller om det er kedeligt at høre, hvad Jesus siger? Jeg er ikke den store kirkegænger og er ej heller så meget inde i liturgien, men medierne vidner da om, at adskillige præster prøver at peppe gudstjenesten lidt op. Valgmenighederne er et godt eksempel herpå, men de får også kun den halve støtte af, hvad folkekirken får. Jeg ser da frem til at komme tættere på liturgien og dens opbygning, og så må vi se, hvad tidens nye teologer har på hjerte.
Hvorvidt historierne er sande er altså ikke en sandsynlighedsregning. Enhver konfirmandundervisning skal lære eleven om kristendommen – ikke som en religion men som de personer, der taler og agerer i evangeliet. Så må de selv bedømme, hvad der for dem er sandt eller ikke-sandt.
Mvh
Anne