apropos simon der synes jeg nedgør bjørnen på chatten, så må jeg hellere smide ind hvad jeg skrev i formiddags, følger her:

som under einstein debatten var jeg den eneste der kunne overskue og via lidt begrebsafklaring hvad pokker det hele derjer sig om, og sådan er det også nu, hvor I igen positionerer jeg i to grupper

ja der er to grupper her på stedet, de bløde runde duer, thomas, arne, michael og esther, der er mere runde end rund og bløde i bolden, nul struktur nul tænkning, og uden kritisk stillingtagen til noget som helst, alt er positivt, intet bliver kritisk undersøgt og analyseret, de nægter også konsekvent at studere et forhold og håner dem der vælger at studere, og det skyldes deres had imod at bruge hovedet til tænkning

arne forstod ikke selv einstein debatten, men han bragte citaterne, men forstod ikke deres gyldighedsområde og hvor einstein var i sin tænkning, arne troede det var citater om det han kalder VERDEN, og denne arneske VERDENS ER-hed, men det var det ikke, det var einstein citater om mennesket som ånd (tænkende væsen) i verden og dets muligheder som sådan at forstå virkeligheden; altså epistemologiske relevante spørgsmål. Einstein var Kant'ianer om nogen og havde Kant's kritiske erkendelsesteori i rygmarven fra ganske ung af, og det spiller en afgørende rolle for hans relativitetsteori, rumtid og den generelle hvor han indarbejder tyngdekraften (massen og energien). Ergo kan vi nu ikke som michael og arne ta rummet for en given tidsuafhængig størrelse hvor vi kigger på astrofysiske årsager, fx big bang.

Vi har rum tænkerne arne og michael (østens tidsløse betragtninger over virkeligheden) og vi har rumtid tænkerne bjørn og tiger på den anden side, hvor vi tænker tiden med i vores forståelse af virkeligheden.

Rum tænkerne arne og michael vil ikke kunne forstå tiden (som fx en dimension ved livet), forandringer og dynamik og processer, årsag virkning, og de vil lovsynge en uforanderlig tidsløst ER-heds dimension, størrelse (michael siger endda at tiden ikke eksisterer, men kun stilheden og tomheden og det uendelige rum). Men hvis man vil tale om verden, ja ikke bare verden, men VERDENS ER-hed, så undgår man ikke Kant og Einstein. Rent praktisk kan vi godt i før Kant'iansk Einsteinsk forstand rende rundt og ta rummet for givet a priori, og se på tiden uafhængig heraf, som rækkefølge af naturlige og historiske begivenheder i denne rumdimensionens anskuelsesform vi har påført virkeligheden. Men i den teoretiske fysiske virkelighed (tingene i og for sig selv (uafhængig menneskets anskuelsesformer og forstandskategorier og inerti, små hastigheder)) kan vi ikke adskille rum og tid. Så vi kommer ikke udenom rummet der krummer og koncentrationen sorte huller som en egenskab ved universet og tidsdimensionen der uløseligt spiller med overalt, ergo vi bor ikke i et tidsløst statisk univers/rum, fysisk virkelighed. Tidsløse filosofier og kontemplationer, meditationer, tilhører østen og delvis Platon, og heroverfor står den jødiske kristne tænkning hvor tiden (vækst liv og dynamik, forandring og tilblivelse) spiller en altafgørende rolle (og her er Aristoteles bedre end Platon).

At undgå tiden, kræver at man stopper med at leve, stopper livsprocesserne og alle affektive dynamiske forhold og da især dræber ånden, tænkning, der måske er det mest dynamiske og levende, procesorienterede og følsomme, fintfølende, vi kender til,

og ja, østens metode er at stoppe al forandring og vækst, og da især at dræbe ånden, vores tænkning, som netop er michaels og arnes metode.

På det kraftigste vil jeg advare imod ikke at ville ånde og tænke, at leve, undgå vækst og forandring, og jeg er enig med Blaise Pascal når han siger at et menneske uden en tanke, kan vi ikke engang forestille os. Et menneske uden ånd, uden tanke, er et dødt menneske. Hjernedødskriteriet er interessant i denne sammenhæng.

jeg vil anbefale kraftigt alle der nærmer sig demens alderen, men især michael og arne, at de studer Henning Kirk, Med hjernen i behold.


Bjørn ville helt sikkert kunne forklare pædagogisk einsteins relativitetsteorier bedre end jeg her gør det, men han kan ikke gøre det mere vedkommende end jeg gør det, altså han kan ikke tænke os med, ånden med, altså gøre det på en gedigen og vedkommende relevant interessant epistemeologisk populær filosofisk vis som jeg kan gøre det.




venlig hilsen Novellepsykologen, Vrøvle Lomme Filosoffen og Klovne Entertainer Teologen HansKrist.

Til Arne.

Din manglende forståelse af det danske sprog, er efterhånden legendarisk. Det er lidt uhyggeligt at tænke på, hvor mange fejltagelser, du har begået i din karriere som følge af, at du ikke kan læse almindeligt dansk.

Der er ingen uoverensstemmelse mellem de to udtalelser, eftersom alle videnskabelige teorier forklares i nævnte form. Du ser ikke nogen videnskabelige værker, der ikke betjener sig af tal og logik med henvisninger til kendte fakta.

Du er nok den eneste (bortset fra smædeskriveren Thomas) der ikke kan se det moralsk forkerte i at offentliggøre adresser og telefonnumre på folk, du mistænker for et eller andet.

Jeg offentliggør da heller ikke indholdet af de mails, som du har sendt mig privat, selv om de har betydeligt mere relevans for diskussionen end privatadresser og telefonnumre.

Jeg skjuler mig ikke som din roseklub-kammerat Thomas, der ikke engang vil lade sig registrere. Hvad ville du egentlig opnå, Arne, med at offentliggøre min adresse og telefonnumre? Er det en skjult opfordring til telefonchikane eller hvad?

Hvad du tror om min adresse og mit telefonnummer er irrelevant for debatten om vore holdninger til de forskellige emner, men det minder om den klassiske mafia trusel: Vi ved, hvor du bor!

Men det er altså din opfattelse af debatkultur.

Ole Bjørn :o)

Hej RM..

"for det er mig bekendt ikke alle "gamle" mirakler der blevet "opklaret"?".

- Tendensen er, at det nogle anser som mirakuløst i en samtid, ud i fremtiden bare vil indgå i en fornuftig forklaringssammenhæng.

"derfor er tro stadig tro, og mirakler stadig mirakler ... for det enkelte menneske i dette menneskes tid og sted".

- Mange skabte idéer om mirakler er uden betydning for andet end de troende selv - tænk på katolicismens paradokser, helgener m.m. Her skal mirakler indgive de troende et håb at være sammen om, bestående af semantisk sludder.

"Tro er retten til ikke at forstå" ... i tiden, i stedet ... og ikke i bakspejlet".

- Tro (om fx. naturen) i middelalderen, var i stor grad en konsekvens af et statisk skabt verdensbillede man slet ikke ønskede at udfordre og på det grundlag indrettede en uhensigtsmæssig kultur med traditioner som fik grufulde konsekvenser for eftertiden.

Man kan lære en masse af fejltrin bygget på tro, fx. at det ved nærmere undersøgelser var en korrekt/forkert slutning/antagelse. Pludselig har troen ændret karakter og status og er blevet en viden - et sikrere og derfor mere tillidsvækkende forklaringsfundament. Men at tro noget om verden og tillægge den mysterier som mirakler, udelukkende med hjemmestrikkede idéer som afgørende antagelse, er bestemt ikke en særlig smart og bevendt måde at indrette sig på. Uvidenhed giver skam ikke belæg for at armere sig med trosanskuelser som slutning, som jo kun hindrer den troende i at undersøge et uvidenhedsområde, hvorfor det at fylde sine videnshuller med overnaturlig tro bare er at skabe yderligere forhindringer for bedre anskuelser i kontakt med forklaringsproblemer. Tværtimod hjælper det at være nysgerrig og søgende efter fornuftigt sammenhængende forklaringer, samt ikke at undervise og rådgive børnene med trosanskuelser som værktøj. Mirakler skabtes af apologeter og med det klare formål, at fastholde troen på en overnaturlig mening med ethvert umiddelbart uforklarligt tilfælde.

Men også religiøs tro er jo reelt bare at tro, men kvalificerer sig i grunden kun som en usikker antagelsesform på et fundament af ren uvidenhed. Det ville være langt sikrere at stille sig uvidende med den mulighed, at man måske senere vil vide noget. Stilles vi fx. spørgsmål og forventes at tro noget, da forestilles vi jo alligevel ofte tillægsspørgsmål til støtteanskuelsernes bevendthed: hvorfor tror du egentlig det, osv.?
M.a.o. søger vi pr. def. efter begrundelser for overhovedet at tildele en trosanskuelse betydning, og er således pr. def. vidende om troens usikre status at handle udfra. Man kan her spørge, hvorfor dette ikke har større betydning indenfor religionerne?

At være uvidende er imidlertid ingen ret, med hvilken vi fx. kan undskylde rådgivere eller os selv, dersom disse og vi selv må forventes at vide bedre. Vi forventes på mange områder at vide og dermed at kunne forudse konsekvenser af meninger og handlinger vi fører ud i livet og som kan få afgørende betydning for andre end os selv. Vi kan altså ikke bare undskylde os ved at henvise til trosanskuelser vi måske burde have undersøgt nærmere, men i stedet tillagde alt for stor betydning med betydning for andre.

At vi så kan forklare mange misforståelser fra fortidens verdensbilleder ved netop at undersøge en samtids mulige viden udfra kulturelle omstændigheder, er jo en anden sag. Helt som man i dag kan handle i "god tro", fordi man på ingen måde kan forudsættes at have vidst bedre, bedre information kan havde været utilgængelig, m.m. Det er ok at vi fejler, at vi ikke ved bedre, men ikke ok at vi nægter at vide bedre og fryser troen fast som fundament.

Når vi taler om tros- og ytringsfrihed, er det særlige egenskaber ved demokratiet som vi simpelthen må respektere. Derigennem sikres du som alle andre troende socialt, hvorfor staten ikke kan forfølge nogen - sæt et flertal overtog regeringsmagten og pludselig ville indføre en statsreligion med vægt på love der forbyder uens troende/tænkende at udtrykke sig offentligt. Det er derfor vi der "brokker" os - du ved, de slemme ateister, der i vidt omfang er tilhængere af sekulære samfundsordninger udfra humanistiske grundidealer - kan tillade os at sige, at vi til enhver tid vil støtte op om enhver troendes ret til endda offentligt at udråbe sin tro over tilhører fra en ølkasse midt på Rådhuspladsen, ja at kritisere selve demokratiet for dets mangler og med bedre løsninger for øje, dog gerne i en politisk kontekst, for der er jo altid noget der kan revideres til noget muligvis bedre, om ikke andet en vis fleksibilitet indenfor et afgrænset område. Men heller ikke her vil troen nyde status som som en tillidsvækkende argumentationsform, og vil netop altid blive fulgt op af spørgsmål som: hvorfor dog tro ditten og datten? Er der indikationer på en fornuftig forklaring, er troen jo bare en midlertidig hypotese midt i uvidenheden, men altså ingen konklusion..;)

"Også solskinsKNUS til dig fra RoseMarie".

- Ilm RM, god weekend ;)

mvh
Simon

"Det, der er relevant for mig her, er: Skal naturvidenskab være enerådende som kilde til menneskelig erkendelse?".

- Viden ér kilden til erkendelse.

mvh
Simon