Hej Simon

Tak for dit indlæg ... og ja, det giver go' mening for mig at læse.

Jeg er også af den opfattelse, at vores tro er noget helt individuelt, kultur- og tidsbestemt. Havde jeg levet et andet sted på jorden eller i en anden tidsalder, ja, så havde min tro garanteret også været anderledes.

Ordene om tro, er jo bare det, der skaber en mening og en sammenhæng for den enkelte i netop dette liv og dette menneske. Og eftersom man aldrig står mutters alene på en øde ø, vil man altid spejle sig selv og sin livs- og trosopfattelse i det omgivende samfund, i menneskene, kulturen og også naturen.

Så ja, min tro er en tro, der inde i mig, giver mig en mening og en dybde i livet, som også er bestemt af andre mennesker omkring mig, af kulturen omkring mig og af naturen omkring mig. Og ja, en tro kan aldrig være andet end en forestilling inde i det enkelte menneske.

Tro er jo netop ikke at vide ... heller ikke selvom, der fyldes en hel masse "viden" på. Den "viden" er jo bare ord og sprog for at vi kan dele tanker og forestillinger med hinanden, for at vi kan nærme (eller måske fjerne) os fra hinanden.

Udover at beskrive min måde at tro på, tror jeg også, vi som menneskerace har nogle arketypiske træk og symboltænkning i os, så vi netop også kan spejle os i hinanden på trods af kultur, natur og tidsalder ... men det er jo altså også "bare" en tro og noget meningsgivende for mig ...

SolskinsKNUS fra RoseMarie

Hej Arne.
Nu er det ikke min "tro" at universet er opstået af intet, det er videnskabens fortjeneste, flere kendte videnskabsmænd som bl.a. Lawrence Krass, mener at det er meget sandsynligt, at universet er opstået på den måde, men det har du så misset da du så den video Simon anbefalede.
Og jeg tilslutter mig så denne videnskabelige forklaring, mens du tilslutter dig en anden forklaring med et ophøjet væsen, hvorfra denne så end er kommet, det kan slet ingen forklare og prøver ikke engang på det, vel vidende at det er ganske umuligt.

Og den videnskabelige religion som du nævner, er lige så godt som at sige den ateistiske Jesus, hvis denne ellers har levet og på den måde som beskrevet i den videnskabelige bibel.

Hej RM..

"Tro er jo netop ikke at vide ... heller ikke selvom, der fyldes en hel masse "viden" på. Den "viden" er jo bare ord og sprog for at vi kan dele tanker og forestillinger med hinanden, for at vi kan nærme (eller måske fjerne) os fra hinanden".

- Du synes ikke det er værd at stille krav til trosanskuelser som muligheder der også må udtrykke noget sandsynligt - altså en umiddelbar antagelse der savner sit mere skridsikre fundament? ;)

Vi kan ikke stille det krav til en viden, at den skal indebære en social tryghed som intention, men vi kan stille det krav, at den belyser hvordan ting og sager sandsynligt hænger sammen, for at vi dermed bedre kan orientere os, hvilket har sine fordele også for et fællesskab.

"Ordene om tro, er jo bare det, der skaber en mening og en sammenhæng for den enkelte i netop dette liv og dette menneske. Og eftersom man aldrig står mutters alene på en øde ø, vil man altid spejle sig selv og sin livs- og trosopfattelse i det omgivende samfund, i menneskene, kulturen og også naturen".

- Man ka' med urokkelig tro isolere sig på tankeøer der afspejler anskuelser der tog sit udspring i tidligere kulturers fantasier, hvis hensigt og mening udtrykte sig på en helt anden grund for orientering. Og i det lys, afspejler religionerne en fortids kulturtradition på en helt anden livs- og erfaringsgrund, hvorfor spørgsmålet fremtoner: er det ikke dermed rettere dén du spejler dig i, ved troen din? ;)

Jeg husker en snak længere tilbage, tror det var med Kristian eller Anne, om det noget sentimentale i religioner, 'smilet gennem tårer over en fortids poetiske stemninger i udvalg', du ved, skriftkilder der udplukkes, overfortolkes og passes ind i en senere samtids begrebs- og samfundsforståelse, ja som tillægges motiver der just passer evt. mangler man selv oplever som nærværende - dette, nøjagtig som om en given kultur i fortiden, der det ene øjeblik anskues som barbarisk og brutal, men i næste nærmest anses som den dråbe af vid, uden hvilken menneskeheden snart dør af åndelig tørst, altså som om man for et par tusinde år tilbage skulle have været i besiddelse af en sammenhængende forståelse og helhedsopfattelse senere samtider bare står og mangler.
Det er jo helt forblommet som vi alene genkalder os en kendt fortids indhold. Tænker vi alene somre og vintres vejrforhold for bare 20-30 år tilbage, ka' det nok være den selektive hukommelse kommer på overarbejde...og så et indirekte tilbageblik på værdisyn fra skriftkilder et par tusinde år tilbage, som arnen for sit livssyn - alene tanken om den troendes puls, ka' i den sammenhæng ligefrem gi' koldsved, ved du..;)

Nå, nu vi alligevel er ved det, og jeg med løftet øjenbryn skimter Arnes melankolske dagdrømme om..."universet mystiske sandheder, aflejret i hans uudgrundelige intuition", og sidenhen betænker den kulde der må være fremherskende derude i det guddommelige, ja selve forholdet mellem planeter der med tiltagende fart, svupper afsted fra hverandre, ja så begynder selv min fantasi at spinde mistanker. For det er vel ikke sådan fat, at en troendes intuitivt bankende hjerte også tænker fremsynet og ud, altså så at sige går rundt med en blødende hjertesag i solidaritet med den gud der ikke pt. synes at kunne holde sammen på skaberværket/planetariet? ;)

Næh du, kosmologisk set havde de krigeriske grækere vist alligevel fat om Zeus klokker, for det ka' hurtigt blive et overvældende arbejde for én gud at holde samtlige bolde i luften, ka' man vist sige. Snak lige om skabelse af mening og sammenhæng, du almægtige kineser! Lidt mere alvorligt talt, tænker du så som troende aldrig ved dig selv, hvad i hulen det igrunden er for et trosgrundlag du opbyggede livssyn på, som overlevering? ;)

Sidst men ikke mindst, symboltænkningen, det arketypiske og det meningsgivende: det er jo helt utroligt hvad mennesker gennem tiderne har præsteret at indbilde sig, al den tid indbildningskraften havde tilpas suggestiv kraft fra det sociale bagland. Jeg nød iden forbindelse at læse "Status på Skæret" samt "Hexen" af Tage Voss - som så flot beskriver de sociale mekanismer for dels den troende og dels i den sociale sammenhæng. I "Hexen" er symbolkraften gennemført smukt analyseret, præsenteret og placeret i historisk perspektiv, men i romanform. En sjov fyr, fabulerende og nøgtern på en saglig facon, gennemsyret tør humoristisk samtidig - det er jo også meget rart med jordforbindelse, i denne "teologiske kriminalromanalder"..;)

mvh - og jah, det var sørme en solrig søndag, klem retur..;)
Simon