Vi bruger mange ord, men forstår vi hvad der bor bag de ord vi bruger?

Vi citerer skriftsteder, men forstår vi det vi citerer?

Der er i virkeligheden ingen mening med at citere skriftsteder hvis man ikke bruger dem til at underbygge sin egen forståelse. Det er her vi ofte går fejl. Vi taler måske om kærlighed og religion, Jesus og Buddha og vi siger at vi elsker dem.

Jeg har altid haft et problem når nogen fortæller mig at jeg skal elske Gud. Hvordan kan jeg elske nogen jeg ikke kender? Til gengæld kender jeg mig selv. Og jeg er kender, at når jeg elsker Gud eller Kristus så projicerer jeg mig selv, jeg erkender ikke mine egne behov som dybest set er et behov for at blive elsket og forstået.

Ikke at det er så forfærdeligt. Vi tror at vi kan finde opfyldelse i tanken, eller følelsen, men i virkeligheden forstår vi ikke os selv.

Når vi forstår os selv er den der. Stilheden og det uendelige rum, kærligheden, sandheden.

Den eneste sandhed.

Lad aldrig nogen føre dig vild ved at påstå andet. For det findes ingen anden sandhed og det behøves der heller ikke.