|
0
registrerede
497
gæster og
215
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: Universets kærlighed
|
"Universets kærlighed" – er det ikke noget vrøvl?
Måske – og dog – det kommer vel lidt an på, hvordan man ser på det.
En sådan kærlighed er jo ikke noget, der kan påvises naturvidenskabeligt, men dét i sig selv beviser dog ikke en sådan kærligheds ikke-eksistens.
Naturvidenskaben (så meget godt der ellers er at sige om denne videnskab) kan jo heller ikke forklare, hvordan det kan være, at verden i det hele taget ER – og alligevel er vi vist alle enige om, at det ER den – verden – den eksisterer!
At verdens væren er kærlighed – hvor stammer denne intuitive eller umiddelbare, følelse, fornemmelse, anelse fra?
Det ved jeg ikke 
Men at den er der, den oplevelse, det kan jeg ikke benægte, for jeg kan mærke den! – endda endnu mere, når jeg forsøger at begribe, at forestille mig, modsætningen: Den situation at verden ikke er – at virkeligheden ikke er – og jeg opdager at, det kan jeg simpelthen ikke!!! 
Undlader jeg at træde på en myre – som buddhisterne vist gør – så er det vel en slags kærlighedsgerning, det at lade den få lov at leve.
Vel, universet er ikke en myre, men princippet er vel det samme: Universet, som vi ikke ved hvor kommer fra, synes – i hvert fald foreløbig – at ”få lov” at eksistere, for der er, så vidt jeg ved, ikke tegn på ophørende eksistens de nærmeste milliarder år.
Universet får – ligesom myren – foreløbig – lov at leve videre.
Og hvorfor?
Det aner vi lige så lidt om, som hvorfor universet i det hele taget eksisterer.
Da jeg for et par år siden kyssede den Kristus Ikon, jeg har kendt i over 20 år (den er i Billedgalleriet (klik) i en ikke for god gengivelse) blev jeg ”ramt” af, hvad jeg efterhånden kan se, er den samme universelle kærlighed – med en intensitet og skønhed, som overvældede mig, og som jeg føler mig sikker på er tilgængelig for enhver.
Vel – den ortodokse kristendoms forestillinger om Faderen, Sønnen og Helligånden er – tror jeg – alt for primitive i forhold til verdens virkelige væren, som vi jo hverken kender eller vel ville kunne rumme, men det betyder vel ikke, at vi skal opgive at forholde os til det ufattelige: Verden ER.
Og hvor andre steder end inde i os selv kan vi vende os hen?
Jo, der er jo alle de mange forskellige religioner med deres mere elle mindre primitive myter, som bl.a. søger at beskrive det ubeskrivelige, verdens skabelse eller alternativt: evige væren.
Jeg synes, de er inspirerende og værdifulde, når blot man ikke tager dem alt for bogstaveligt – som var de sandheden selv.
Den ”universets kærlighed” – eller måske jeg hellere skulle skrive ”universelle kærlighed” – for selve det at universet eksisterer, det er vel også kærlighed - af ukendt oprindelse – den er jo ikke en blødsøden forkælelse af vores dyreart – fri for at solen på et tidspunkt løber tør for brint og slukkes, fri for nutidige naturkatastrofer, infektioner, ulykker og andet, der truer os – nej, verden er nok ikke til for vores skyld, det er vel snarere omvendt
Vi er jo en meget lille del af hele verden – om end en ret så dominerende dyreart på denne lille klode, tilhørende en enkelt af millioner af stjerner i en af universets utallige galakser, en planet, som vi vel bilder os ind er vores
Men vi har ”fået lov” at eksistere i ganske mange årtusinder, som levende liv, som dyreart – og i en vis varierende udstrækning som enkeltindivider.
Naturvidenskaben undersøger rationelt, religionerne søger at mytisk at beskrive – men vi lever!
Det er fantastisk, det er vidunderligt, synes jeg – jeg kalder det universel kærlighed 
M.v.h. Arne 
|
|
|
|
